Sverige er ikke en undtagelse i Europa. Højrefløjen sejrede igen ved det svenske valg, om end ikke jordskredsagtigt, som det kunne lyde fra danske medier. Sverigesdemokraternes fremgang blev ikke så stor som frygtet – og Venstrepartiet fik også en solid fremgang.

 

Ved valget i 2014 fik højre-siden (inkl. Sverige-demokraterne, SD) 190 mandater mod venstresidens 159. Denne gang er tallet 205 mod 144. Skal man tale om skred, ligger det inden for højrefløjen. På trods af sin rolle som det ledende oppositionsparti blev det Moderaterne, der fik valgets største tilbagegang og betalte, delvis sammen med S, den største ”pris” for Sverige-Demokraternes fremgang.

Højrefløjen
SD er blevet sammenlignet med Dansk Folkeparti, og de sidstnævnte har da også været ovre og give deres opbakning og råd. Men endnu er der andet end kosmetiske forskelle. Sverige har i modsætning til Danmark en ubrudt nazistisk tradition, og store dele af disse har været initiativtagere og er med i SD. Ved partiets stiftelse i 1988 i Stockholm var en lang række nazister med, og da den første afdeling senere skulle laves i Malmø, gentog mønstret sig. Også her samledes unge racister med gamle nazister og heriblandt tidligere SS-soldater.

 

Og selvom SD har taget Dansk Folkepartis metode i brug og smidt folk ud med forkerte armbind, dukker der hele tiden nye sager op. Således også til dette valg, hvor de store dagblade har afsløret mange forbindelser til nazisme. Frontfiguren i Halland, Catharina Strandqvist, måtte således træde tilbage som følge af, at hun har optrådt med hagekors-bind. Fortiden spøger også på andre måder: SD’s partisekretær og talsmand, Björn Söder, udtalte således i Dagens Nyheter, at nok kunne jøder og samer være statsborgere, men de kunne kun blive svenske ved assimilation.

 

Alt i alt er der således lang vej, til at SD har udrenset alt, hvad der lugter af nazisme.
Den europæiske borgerligheds manglende evne til nationale eller internationale løsninger på de store flygtningestrømme har givet ekstra problemer for Sverige (ligesom for Tyskland). Kombinationen af nedskæringspolitik og store flygtningegrupper udløste en stor regning, som er blevet betalt af den brede befolkning – mens den borgerlige regering, der for øvrigt selv åbnede for flygtningene, gav skattelettelser for 140 mia. til de rige. Dette har næret fremmedfrygt og racisme.

 

Men  SD’s racistiske retorik omkring dette bygger på manipulation. Formanden Jimmy Åkesson har jo f.eks. fuldstændigt ret i, at beskæftigelsesgraden, især hos kvinder, blandt disse er lavere end blandt etniske svenskere. Han fortier imidlertid, at beskæftigelsen blandt indvandrerkvinder i Sverige er højere end snittet blandt kvinder i Europa generelt. Men ligeså lidt som Dansk Folkeparti er SD interesseret i at få øje på løsninger. Løsninger giver ikke stemmer til dem; det gør frygt.

 

Den ”normale” svenske højrefløj står foran en lang march. Uanset hvem der får regeringsmagten, vil især kræfter inden for Moderaterne tale for et samarbejde med SD. Samtidig vil SD gøre sig mere pæne og f.eks. opgive Front National som forbillede til fordel for Dansk Folkeparti. Men marchen er lang, fordi især Centerpartiet, men også de Liberale, fortsat helt udelukker at basere noget som helst på SD’s stemmer. Og end ikke blandt Moderaterne er der enighed om, hvor langt man vil gå i et samarbejde med SD. Ønsket fra flere om en passiv, accepterende støtte fra SD har ingen gang på jorden. SD vil forlange både poster og politik til gengæld.

 

Socialdemokraterne og Venstrepartiet
Hvor det kan være svært at finde en socialdemokrat i det danske Socialdemokrati, er det stadig muligt i det svenske socialdemokrati, SAP. Og med 28 procent af stemmerne klarer SAP sig da også langt bedre end sine søsterpartier i Europa. Også blandt organiserede arbejdere er SAP størst (med 38 procent). Men på de afgørende punkter har SAP ført samme politik som de øvrige kriseramte socialdemokratier, og med det samme resultat: øgede indkomstforskelle og pres på velfærden. Netop de punkter, der fremmer usikkerhed og frygt for fremtiden. I valgkampens slutspurt lovede SAP at gøre noget ved netop disse forhold, og meget tyder på, at det er en væsentlig årsag til, at det gik lidt bedre end frygtet.

 

At Venstrepartiet skulle få et godt valg (fra 5,7 til nu 7,9 procent) var ikke givet på forhånd. For blot et halvt år siden, ved sin sidste partikongres, røg partiet ud i en mediestorm. Den tidligere formand, Lars Ohly, forlod partiet efter beskyldninger om seksuelle krænkelser; partiets fremtrædende feminist i Riksdagen, Rossana Dinamarca, kritiseret åbent ledelsen for topstyring, og flere parlamentarikere bakkede kritikken op.

 

Venstrepartiet fremgang skyldes både mistro til SAPs lyst og evne til at føre en anden omfordelingspolitik, og godt parlamentarisk arbejde med en tydelig formand, Jonas Sjöstedt, i spidsen. Flere vælgerundersøgelser har peget på, at førstepladsen på listen over de største politiske problemer går til sundhedspolitikken (63 procent), efterfulgt af indvandringen (56) og skolen (50). Og netop sundhedspolitik og fordelingspolitik har været V’s hovedfokus. Derudover har V vist sig villige til at indgå kompromisser for at opnå de mindste forbedringer, og har lavet ”realistiske” forslag, der angiveligt viser, hvilke overordnede mål man har.  F.eks.: I stedet for at foreslå, at private ikke skal kunne tjene på velfærdstjenester, foreslår man opbremsning af privatiseringen inden for skole og omsorg, og at private firmaer maksimalt må tjene 7 procent af ydelsen. Hvorvidt V’s ”realistiske” forslag også er udtryk for en grundlæggende kursændring, er svært at sige.

 

Parlamentarisk bliver den kommende periode vanskelig for V. En fortsat Löfven-regering vil være mest realistisk, men for at denne kan lade sig gøre, kræver det accept af Liberale og Centerpartiet, og det vil givetvis gå ud over V. Men med flere medlemmer og øget opbakning er mulighederne trods dette store for Venstrepartiet – vel at mærke uden for Riksdagen. Det er her, der er muligheder for at bruge fremgangen i en velfærdskamp, der forhåbentlig kan flytte på de styrkeforhold, som valgresultatet afspejlede.

 

SAP’s forretningsudvalg, den 16. september 2018

 

Opslået i Facebook, Nordeuropa, SAP's ugekommentar

single.php