Det fremmedfjendske parti Sverigedemokraterna (SD) udløste et valg ved at støtte et borgerligt finanslovsforslag. At svække SD kan ikke ske ved politisk forbrødring mellem regeringen og de borgerlige partier – men kun ved, at venstrefløjen, især Vänsterpartiet, formulerer sig politisk og holder fanen højt i velfærdskampen.

 

Den svenske Riksdag vedtog sidste uge en finanslov for 2015. Den nytiltrådte regering bestående af Miljøpartiet og Socialdemokratiet med Stefan Löfven i spidsen havde forinden efter aftale med Vänsterpartiet fremlagt et finanslovsforslag, der bedst kan beskrives som en stram affære, men som samtidig havde enkelte klare og markante lyspunkter. Disse lyspunkter blev dog elimineret ved behandlingen i parlamentet, da Sverigedemokraterna valgte at støtte den borgerlige oppositions alternative forslag til finanslovens afgørende dele: statens udgiftsloft og statens budget.

Det vedtagne forslags økonomiske ramme er ikke artsforskelligt fra regeringens, men betydeligt strammere, fx bliver der barberet 35 mia. kr. af de offentlige udgifter i 2015 sammenlignet med regeringens forslag.

Det tabte slag om finansloven betyder konkret, at en række imødesete tiltag nu ikke bliver realiseret, bl.a.
– gratis medicin til børn
– en markant forhøjelse af loftet for dagpengesatsen fra 18.750 til 25.000 svenske kroner månedligt
– en slags millionærskat, der havde indebåret et faldende beskæftigelsesfradrag for personer, der tjener mere end 50.000 kr. om måneden.
– at sygedagpengeperioden gøres ubegrænset

Uden disse lyspunkter bliver det svenske budget i sin helhed en gentagelse af de seneste mange års finanslove under Reinfeldts borgerlige regering.

Sverigedemokraterna udstiller sig selv
SD’s tilslutning til den borgerlig finanslov udstiller partiets hykleri. Sammenholder man SD’s valggrundlag og SD’s eget forslag til finanslov med deres støtte til de borgerliges finanslov, står man med en eklatant modsætning: Af de to forslag – regeringens og de borgerliges – har SD stemt for dét, der indeholdt mindst af deres politik. SD’s taktik er nu blotlagt og hvad venstrefløjen har gennemskuet fra begyndelsen, bør nu også stå klart for den øvrige befolkning: SD kæmper kun for bedre velfærd, hvis de får lov at hakke på og forringe forholdene for indvandrere og flygtninge først. Og de vil hellere vælte en regering, der ikke tillader dette, end at stemme for deres egne velfærdsløfter. SD har spillet højt spil ved at sløjfe velfærdsdagsordenen og har blottet en flanke, som naturligvis kan og skal angribes.

Regeringens reaktion
Löfven-regeringen reagerede på sin mindretalssituation ved at udskrive valg til afholdelse i marts og ved at skose de borgerlige partier såvel som SD for at være uansvarlige. Regeringen er gået langt i kritikken af SD, som statsministeren har karakteriseret som ”nyfascistisk”. Regeringen satser på at bruge valget til at udstille to afgørende brudte valgløfter:
– at et borgerligt flertal i denne sag har valgt at give SD afgørende indflydelse, og
– at SD’s velfærdsdagsorden er et underordnet spørgsmål, når det kommer til stykket.

Trods risikoen for at tabe regeringsmagten er det positivt, at regeringen har valgt at udskrive valg, frem for at lave en studehandel med SD om udlændingespørgsmålet. Men Socialdemokraterne erklærer sig samtidig åbne for et større samarbejde, herunder evt. regeringssamarbejde, med de borgerlige partier, der kun kan betyde en yderligere svækket velfærdsdagsorden.

Venstrefløjens opgaver
Det er venstrefløjens – og det vil i særdeleshed sige Vänsterpartiets – opgave i valgkampen såvel som efter valget at fastholde og styrke kravet om et totalt opgør med de voldsomme angreb på velfærden, som den borgerlige regering har gennemført. At pege på, at begge finanslovsforslag var utilstrækkelige, og pege på behovet for mere grundlæggende omfordeling og udvidelse af rammen via indgreb over for kapitalen.

Netop en mobilisering omkring krav om genoprettelse af velfærden er det bedste bud på, hvad der nu kan flytte de utilfredse fra SD til venstrefløjen. Ikke mindst når man med finanslovsafstemningen som eksempel kan udstille, at SD’s vigtigste dagsorden ikke er forbedringer af velfærden for arbejderklassen.

En konsensuspolitik ”hen over midten”, der med en eller anden nuance viderefører de seneste mange års hensynsløse borgerlige politik, vil sandsynligvis styrke SD som samlingspunkt for utilfredsheden – uanset hvor meget partiet bliver holdt uden for formel parlamentarisk indflydelse, og uanset om det er med en socialdemokratisk regeringsleder.

Her kan vi henvise til de danske erfaringer, hvor Dansk Folkeparti desværre er vokset sig næsten dobbelt så store – fra 12,3 % ved valget i 2011 til over 20 % i dag – under en socialdemokratisk ledet regerings stramme økonomiske politik og asociale fordelingspolitik.

Man kan håbe på, kræve og mobilisere et pres for, at det svenske socialdemokrati ikke hopper i den gynge – heller ikke efter et eventuelt halvsløjt nyvalg. Men man kan næppe vide sig sikker. Så meget vigtigere bliver det, at Vänsterpartiet vælger Enhedslistens rolle frem for SF’s.

SAPs forretningsudvalg, den 13. december 2014

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php