I dette bidrag diskuterer den britiske socialist Alan Thornett, hvordan en revolutionær og socialistisk tilgang til den økologiske krise skal være.

 

Jeg er glad for Daniel Tanuros nylige artikel på International Viewpoints hjemmeside med titlen “Confronted by the ecological emergency: project of society, programme, strategy”. Artiklen bygger på det oplæg Daniel Tanuro holdt på 4. Internationales Ungdomslejr i Belgien i august i år.

Artiklen starter med at påpege de skræmmende nye, videnskabelige beviser, der er fremlagt af amerikanske glaciologer [folk, der forsker i indlandsis og lignende./red], om destabiliseringen af Antarktis´ iskappe (som er langt den største på jorden), og den enorme stigning i vandstanden, der uundgåeligt vil følge af dette.

Den fortsætter med at omtale nogle af de emner, der er til diskussion, både indenfor og udenfor Fjerde Internationale, mellem økosocialister og venstrefløjs-økologer.

Det første man må hilse velkommen (i denne henseende) er det stærke standpunkt om bio-diversitetskrisen, som artiklen har. Artiklen nøjes ikke med at anerkende omfanget af denne krise, men gør det til det centrale område for sin analyse. Artiklen henviser til konceptet om “den sjette store udryddelse (af arter)”, og argumenterer (korrekt) for, at vi er i færd med at opleve den mest katastrofale kollaps i bio-diversiteten siden dinosaurne forsvandt for 60 millioner år siden.

De fleste marxistiske økologer, inclusive Daniel Tanuro, har – efter min opfattelse – alt for længe undladt at give bio-diversitets krisen, den centrale rolle, som den fortjener. Læs fx min artikel: The environmental crisis and the environmentalist left. [dansk oversættelse her – sidste del af historien]

Jeg er også glad for hvad Tanuro har at sige om jordens befolkningstilvækst. Det emne har været tabu blandt marxistiske økologer i al for lang tid. Han accepterer, at befolkningstilvæksten faktisk er et miljøproblem, og foreslår, at vi skal forsøge at stabilisere befolkningen på dets nuværende niveau, cirka 7 milliarder – en proces som han kalder den “demografiske overgang”. Befolkningen vokser med 80.000.000 om året, og der er intet tegn på, at det vil stoppe.

Han forbinder dette med de smeltende iskapper og argumenterer for, at det omfattende tab af dyrkbart og beboeligt land, forårsaget af stigningen i vandstanden ved århundredets slutning, ikke stemmer overens med den forudsagte befolkningsstigning til 9 milliarder i det samme tidsrum (ifølge tal fra FN).

Han afviser korrekt alle autoritære “løsninger” på problemet med befolkningstilvæksten, uanset hvilken form de antager. Han argumenterer for, at den “demografiske overgang”, i bund og grund afhænger af to ting: Kvinders ret til at kontrollere deres egen fertilitet (især retten til fri abort under sikre forhold), og et socialt sikkerhedsnet, der giver sikkerhed ikke bare af navn, men også af gavn. (Især er det nødvendigt med et pensionssystem, der sikrer at ældre kan leve et værdigt liv, uden at være afhængige af mange børn). Det er jeg 100 procent enig i. Jeg ville tilføje en tredje ting, nemlig at få fattige kvinder ud af fattigdommen og give dem ret til uddannelse.

Heldigvis er de reaktionære og autoritæres stemmer langt fra de eneste røster i befolkningsdebatten. Der er meget materiale der kan bygges videre på, når det handler om den indfaldsvinkel, der handler om at styrke kvinderne. For eksempel FN konferencen i Cairo i 1994, der vedtog et handllingsprogram, der opfordrede regeringerne til at gøre prævention og abort tilgængeligt for alle, som et frit valg, inden udgangen af 2015.

Daniel Tanuro fremfører også helt korrekt, at stabiliseringen af jordens befolkning, ikke er en løsning på alle miljøproblemer. Selvfølgelig er det ikke det. Jeg er derimod ikke enig i, at stabiliseringen af befolkningstallet må være en langsom proces, eller at det ikke vil spille nogen positiv rolle på kort eller mellemlangt sigt.

Enhver reduktion af den nuværende befolkningstilvækst vil give betragtelige birag på en række miljømæssige områdder. Nogle ting, som fx at hæve de fattige kvinder i det globale syd ud af fattigdom, er betinget af kampen mod den globaliserede kapitalisme. Andre ting så som at give kvinder fri adgang til prævention og abort, kan gøres langt hurtigere, hvis der er politisk vilje.

Bare det at øge den grundlæggende bevidsthed om den voksende befolknings indvirkning på miljøet og på folks liv, kan betyde en forskel, hvis det bliver en faktor, når kvinder træffer beslutninger om familiens størrelse.

Diskussionen af kapitalismens rolle
Jeg er enig med det afsnit af teksten, der taler om absurditeten af den kapitalistiske produktionsmåde og den resulterende “produktivisme”. Teksten udtrykker det således:

“Kapitalisme er derfor i sin essens “produktivistisk”. Den frembringer flere og flere varer, som nødvendiggør tilegnelsen og udplyndringen af flere og flere naturressourcer, øget udbytning af arbejdskraften (enten direkte i produktionen eller indirekte i service og reproduktionssektoren), og en voksende ødelæggelse af viden og logiske alternativer til dets egen bulemiske logik.”

Men jeg er ikke enig, når teksten går videre og afviser eksistensen af en “økologisk krise”. Teksten lyder:

“Konklusionen er indlysende: Det er ikke naturen, der er i krise, det er det kapitalistiske samfund. Vi er nået til et stade, hvor denne produktionsmådes absurditet, i alvorlig grad forstyrrer forholdet mellem mennesket og den natur det tilhører, til det punkt, hvor det udgør en dødelig trussel mod størstedelen af den menneskelige race. Det er derfor jeg ikke kan lide udtrykket “økologisk krise”.

Det giver ingen mening. Kapitalismen er faktisk det mest miljøødelæggende system, som den menneskelige race har frembragt, med stalinismen som den mulige/sandsynlige undtagelse. Imidlertid kan man ikke reducere årsagen til den økologiske krise alene til kapitalismens rolle. Det er en alt for snæver og begrænsende opfattelse af den økologiske krise.

Det er en kendsgerning, at den (menneskeskabte) økologiske krise eksisterede længe før kapitalismen, og den vil ikke – i hvert fald efter min opfattelse – kunne løses, simpelt hen med kapitalismens afskaffelse. Det er her, det økosocialistiske koncept bliver uhyre vigtigt for mig.

Overgangsmetodens tilgang
På trods af denne tilgang (fejl, som jeg ser det), så fortsætter teksten ikke med at acceptere den dominerende fortælling på den økologiske venstrefløj, nemlig at svaret på den økologiske krise er socialisme – en revolutionsløsning vil jeg kalde det.

(Hvis vi kun har nogle få årtier til at forhindre en økologisk katastrofe, så er socialistisk revolution på verdensskala ud af takt med virkelligheden som svar. Der er ikke (engang) nogen socialistisk model, der fremføres af nogen betragtelig del af venstrefløjen, der ville være i stand til at opbygge et bæredygtigt socialistisk samfund og tackle den nuværende økologiske krise, der jo også ville fortsætte efter kapitalismen var væk.)

Tanuro udtrykker det således: “Efter min mening er det ikke revolutionæres opgaver at stå i vejkanten og dele brochurer ud, der agiterer for et socialistisk svar. Disse brochurer er bestemt nyttige, men det er også vores opgave at opbygge massebevægelsen og orientere den mod anti-kapitalistiske løsninger.”

Teksten integrerer kampen mod klimaforandringer og forsvaret for miljøet med klassekampen i sin helhed, og ser den som en del af en kamp for socialisme og kapitalismens omstyrtelse. Jeg vil ikke gentage det hele her, men teksten siger følgende:

“Den kamp vi må føre for miljøet er en klassekamp, en anti-kapitalistisk kamp, der vil rumme stort set alle andre kampe, og den ha r muligheden for at forene dem alle. En kamp, hvis resultat vil afgøre valget mellem en menneskehed, der er navnet værdig – der viser kærlig omsorg for sig selv og den natur den er en del af – eller et barbariske kaos af social og miljømæssig ødelæggelse.”.

Referencen til naturen er afgørende. Vi må se os selv (menneskeheden) som en del af naturen og ikke som dens udnyttere eller dens ødelæggere. Det er det, der definerer vores ansvar når det drejer sig om forsvaret af miljøet i den bredeste forstand. Det er dette som øko-socialismen først og fremmest handler om.

Dette, siger teksten, betyder, at man må vinde diskussionen om situationens alvor. Afvise kapitalismens vækst-koncept, og den produktivisme, der er resultatet af dette, og kæmpe for en total omlægning til et CO2-frit energisystem. Det betyder en kortere arbejdsuge og en lavere arbejdsintensitet, og vægten på livskvalitet fremfor antallet af varer. Teksten siger:

“Hvad angår programmet vil jeg sige, at de der mener, at det økologiske spørgsmål risikerer at aflede os fra antikapitalistiske svar, der skal bruges til at imødegå nedskæringer, tager alvorligt fejl. Det modsatte er tilfældet: I virkeligheden vil vigtigheden og vægten af miljøkrisen give stærk legitimitet til et yderst radikalt, revolutionært program, hvis hjørnestene er den dobbelt ekspropriering/socialisering af energi finanssektoren, uden kompensation og under arbejderkontrol.”

Teksten fortsætter: “Vi må modsætte os alle store investeringer i projekter der tjener den fossile energi-industri: Nye lufthavne, nye rørledninger, nye motorveje, nye olieboringer, nye miner, den nye galskab med skiffergas, det nye slæng af geo-ingeniører, der drømmer om at forsyne jorden med en termostat… som de i øvrigt selv vil kontrollerer.”

Alt dette bringer debatten fremad, og jeg er enig med det. Vi har imidlertid brug for meget mere diskussion i Fjerde Internationale om alle sider af den økologiske krise, fra dets plads i den revolutionære kamp og den type af socialisme vi taler om, til de taktiske spørgsmål om vores dag-til-dag aktiviteter for at beskytte miljøet og imødegå klimaændringer i den nuværende virkelighed hvor kapitalismen stadig eksisterer.

Lad os finde måder at have disse diskussioner på.

21. oktober 2015

Alan Thornett er medlem af Fjerde Internationales ledelse og mangeårigt medlem af den britiske sektion af Fjerde Internationale, Socialist Resistance. 

 

Opslået i Fjerde Internationale, Klima

single.php