Det offentlige sundhedssystem er ikke givet, men er tilkæmpet over tid – og kampen skal fortsættes og skærpes, hvis vi i de kommende år skal undgå forringelser og gøre os håb om forbedringer.
Gennem 10 år har VKO gjort mangt og meget for at undergrave det offentlige sundhedssystem. Man kan i flæng nævne fradrag på private sundhedsforsikringer, frit spil for medicinalvirksomheder, gaveregn til privathospitalerne, udliciteringer af sundhedsydelser, og mange andre angreb på sundhedssektoren.
Det næste kunne meget vel have været brugerbetaling, men det forblev heldigvis prøveballoner – skudt i vejret af bl.a. de Radikale og deKonservative inden valget i 2011, hvor vi som bekendt fik ny regering. Yderligere har forebyggelsesindsatsen været næsten udeblivende. Summeret op, har det ført til en øget ulighed på sundhedsområdet, som det blandt andet fremgik af en rapport i foråret 2012 fra Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed.
For venstrefløjen må det være en bunden opgave at kæmpe for lige adgang til sundhed og for at reducere den sociale ulighed i sundhed. Grundlæggende handler det om retfærdighed. Det vil sige, at ingen må lades i stikken, og at opgaven derfor må være samfundets og kollektivets ansvar. I en tid, hvor velfærdsstaten er presset, og en socialdemokratisk regering fører nedskæringspolitik, er det vigtigt, at venstrefløjen gør sig klart, at kampen for lighed i sundhed til stadighed skal kæmpes. For selvom det offentlige sundhedsvæsen har været en hellig ko i mange år, er det slet ikke sikkert, det vil fortsætte.
Derfor er det nødvendigt, at venstrefløjens fokus på sundhed og forebyggelse skærpes, og at kampen intensiveres!
Enhedslisten og SUF må gå forrest
I den nuværende politiske situation er Enhedslisten det eneste parti i Folketinget, der kan være en kompromisløs garant for kampen for forbedringer af det offentlige sundhedssystem. Der ligger derfor et stort ansvar hos Enhedslisten og hos SUF, der må tage kampen op. Der vil med stor sandsynlighed blive behov for tydelige politiske markeringer på sundhedsområdet de kommende år, især hvis en ny borgerlig regering skulle komme til.
Hovedopgaverne og strategien
Der er således tre politiske hovedopgaver. For det første skal Enhedslisten og SUF diskutere og fastlægge klare programmer og visioner for antikapitalistisk sundhedspolitik. Man må skitsere denne vision, og man må pege på, at der er behov for at gå længere end til blot at forsvare det nuværende system. Der er masser af kritikpunkter i sundhedssystemet. Blandt andet eksisterer et massivt bureaukrati omkring prisfastsættelse på sundhedsydelser, som grundlæggende er unødvendige. En forudsætning for at kunne gå i en politisk offensiv, er derfor at studere og udpege kritikpunkterne på sundhedsområdet og at kunne vise, at det politiske projekt handler om at udbygge og forbedre, og ikke blot at bevare.
Som det andet er det vigtigt, at Enhedslisten, SUF og eventuelt andre organisationer står fast på, at der må tilføres flere midler til sundhed og forebyggelse, og at der generelt skal ske forbedringer af de offentlige sundhedstilbud, der hvor tilbuddet er mangelfuldt eller ikke-eksisterende.
Som det tredje skal man fokusere den politiske indsats på området. Det gælder prioriteringen af tre væsentlige områder:
1) de steder hvor sundhedsydelser er udliciteret
2) de steder, hvor sundhedsrelateret produktion sker privat. (se også artikel om problemerne med den private medicinalproduktion)
3) ved forebyggelsesinitiativer – sundhed er en samfundsopgave
Udformningen af socialistisk sundhedspolitik bør tage strategisk afsæt i disse punkter. Parlamentarisk og udenomsparlamentarisk må vi fremføre en politik, der:
– bryder med den herskende ide om, at det private (ad 1) kan yde bedre service end det offentlige. Vi må fremføre krav om, at varetagelsen af sundhed må tilbage på offentlige hænder.
– bryder med illusionen om, at den private medicinalindustri (ad 2), er samfundsnyttig. Vi skal stå fast på, at ingen skal tjene fed profit på syge menneskers regning, og vi må stille krav om, at medicinalproduktion og anden sundhedsrelateret produktion må socialiseres. Indtil en socialisering kan finde sted, må vi udbygge den offentlige produktion og regulere de private producenter i langt højere grad, så vi kan komme overpriserne til livs.
– gør forebyggelse (ad 3) til kollektivets sag, og ikke et individuelt spørgsmål.
Vi må fremsætte krav om strukturelle og institutionelle ændringer, fx skolemadsordninger, motion i arbejdstiden osv.
De tre nævnte emner har et værdipolitisk aspekt, der gør dem egnede til folkelig debat. Vi skal deltage i debatten og fremsætte vores visioner. Det er en vindersag at kæmpe for lige ret til sundhed, hvor vi sidder med de gode argumenter – men det kræver, at vi kæmper kampen.
Konkrete forslag og handling er forandringernes forudsætning
For at ruste os til kampen og styrke vores position må vi løbende udvikle konkrete svar og ideer, der skal løse uligheden i sundhed, samt diskutere disse med så mange som muligt. Et par konkrete forslag i den forbindelse kunne være at:
– udbygge den offentlige medicinalproduktion via Statens Seruminstitut
– sætte en stopper for fri prisdannelse på medicin
– afsætte penge til offentlige idrætstilbud til børn i samarbejde med folkeskolerne
– forbedre den offentlige sygesikring, så den gælder tandlægebehandling.
– tilbagerulle forringelserne af den offentlige rejsesygesikring.
Der er også brug for at vi udvikler mere helstøbte handlingsprogrammer for vores forebyggelses- og sundhedspolitik, fx: ”hvordan vi griber medicinalsektoren an”. Det kan tjene til egen brug, samt være en inspiration for fagbevægelsen, patientforeninger, idrætsforeninger og andre relevante aktører.
Mads Wilmann og Nikolaj Lütken er med i Enhedslistens sundhedspolitiske udvalg, hvor der løbende vil blive opdateret med kommentarer, forslag, handlingsprogrammer o.a. af sundhedspolitisk karakter.