Tirsdag eftermiddag den 13. maj gik 200 arbejdere på en afdeling af Danfoss i Nordborg på Als i strejke. I løbet af den næste dag fulgte arbejderne i andre afdelinger af Danfoss i bl.a. Gråsten og Kliplev. I alt var omkring 1.000 i strejke, inden onsdagen var slut.

Det var medlemmer af 3F, El-forbundet og Metal, der strejkede.

Årsagen til strejken var, at arbejderne ikke var tilfredse med ledelsens tilbud i de lokale lønforhandlinger. Efter strejke i 6 dage besluttede et lille flertal mandag den 19. maj at genoptage arbejdet, selv om ledelsen ikke havde givet et bedre tilbud.

Det er ikke gratis at strejke. Det ved enhver, der har prøvet det. For arbejderne på Danfoss var prisen for det første, at de mistede løn for strejkedagene – både grundløn og tillæg for bl.a. arbejde i weekenden. For det andet var den en bod på 65 kr. for hver strejketime, som de blev idømt af Arbejdsretten.

For 6 dages strejke betyder det et tab for hver arbejder i omegnen af 10.000 kr. Denne pris har sikkert haft betydning for, at der efter 6 dage blev flertal imod fortsat strejke.

Overskuddet steg med 46 procent
For arbejderne var det en særlig provokation, at ledelsen afviste deres krav, selv om firmaet har øget sit overskud voldsomt det seneste år. Samtidig med, at strejken startede, offentliggjorde firmaet sit regnskab for 1.kvartal i år. Det viste et overskud for Danfoss på 996 mill.kr. mod 679 mill.kr. i samme periode året før. Det er en stigning på 46 procent.

Danfoss-koncernens chef Niels B. Christiansen udtalte i den anledning: ”Vi ser tydeligt værdien af vores medarbejderes målrettede indsats med de mange produktivitetsforbedringer, og hvordan indsatsen og resultaterne styrker Danfoss. Det bekræfter os i, at vores strategi virker.” (Firmaets hjemmeside: danfoss.dk)

Kommentaren fra arbejdernes fællestillidsmand Jan Lorentzen var:

”Med det fine resultat vil mine kolleger også have en del af kagen. De knokler røven ud af bukserne hver dag.”

Der er råd til mere i løn
Det er med andre ord ikke en kriseramt virksomhed, der afviser lønkravene, fordi der ikke er råd. Der er råd – så rigeligt endda. Det viser et simpelt regnestykke:

Hvis arbejdernes lønkrav omregnes til 5 kr. mere i timen, vil det for Danfoss betyde en ekstra udgift til 1.000 arbejderes løn på omkring 10 mill.kr. – om året. Det svarer til 1 procent af firmaets overskud – i et enkelt kvartal.

Den anden strejke
Efter et forhandlingsmøde onsdag den 21. maj krævede arbejderne en stigning i lønnen på 2,6 procent i løbet af ét år. Det var en slækkelse på deres lønkrav, der oprindeligt var på 3,6 procent for specialarbejdere og 3,9 procent for faglærte. Ledelsen fastholdt derimod sit oprindelige tilbud på en lønstigning på 0,8 procent i år, 0,7 procent i 2015 og 0,6 procent i 2016.

På trods af strejkens pris besluttede omkring 150 medarbejdere hos Danfoss i Nordborg og Rødekro derfor fredag eftermiddag den 23. maj at nedlægge arbejde igen i vrede over ledelsens manglende vilje til forhandling.

Ingen strejkeret
Det er dyrt at strejke for mere i løn på Danfoss og i andre dele af metalindustrien, fordi fagforeningernes strejkekasse er lukket. I denne del af industrien har fagforbundene i årtier indgået landsdækkende overenskomster, som kun indeholder en sats for mindsteløn (nu 110 kr. i timen) – som ingen i industrien arbejder for. Udover det indeholder overenskomsten bestemmelser om arbejdstid og andre arbejdsforhold.

Når denne overenskomst forhandles, kan fagforbundene gennemføre strejker for at lægge pres på arbejdsgiverne, og strejkekassen kan blive åbnet. Overenskomsten er dog netop blevet fornyet og gælder frem til 2017. Dermed er muligheden for at strejke med støtte fra strejkekassen udtømt i denne omgang.

En sag for medlemmerne
Tilbage står, at arbejderne i den enkelte virksomhed ifølge overenskomsten har ret til en lokal forhandling én gang hvert år. Det er denne forhandling, der er i gang på Danfoss – men uden strejkeret. Der er for tiden lignende forhandlinger overalt i metalindustriens virksomheder.

I lyset af, hvor lidt arbejdsgiverne er villige til at give, selv om de har penge nok, er det et spørgsmål, om denne form for overenskomster har haft deres tid. Ligesom det er arbejdernes egen beslutning, om de vil strejke, selv om det er dyrt, er det en sag for medlemmerne af fagforbundene, hvis reglerne for konflikt skal ændres til det bedre.

Opslået i Faglig kamp

single.php