Kollektivt ejerskab og 'peace of mind' – det er nogle af de bærende principper for Teduray-stammen, der bor i Filippinernes krigshærgede region Mindanao. I sidste uge var Allan Olubalang, repræsentant for de unge Teduray'er, på besøg i København

af Nina Trige Andersen




Provinsen Maguindanao i Filippinernes sydlige øgruppe Mindanao blev verdenskendt i november sidste år, da en af de lokale politiker- og krigsherreklaner, Ampatuan, organiserede en massakre på over 50 personer, heraf over 30 advokater og journalister, der blev smidt i massegrave, som de havde gravet på forhånd med en kommunal gravko.

Maguindanao er imidlertid også hjemsted for Teduray-stammen, en ca. 300.000 personer stor folkegruppe, der er organiseret efter en form for selvstyre, baseret på ældgamle principper om kollektivt ejerskab og lederskab, lighed og ‘peace of mind’.

Allan Olubalang er formand for de unge og studerende Teduray’er, og var fra den 8.-15. september inviteret til København af SAP for dels at fortælle om den politiske situation i Filippinerne og Mindanao, og om hans stammes selvorganisering, og dels for at møde danske og filippinske aktivister.

Konflikten
Siden 1970’erne har Mindanao jævnligt været hærget af væbnede sammenstød mellem regeringshæren og deres amerikanske allierede på den ene side og på den anden side venstreorienterede, nationalistiske og religiøse oprørsgrupper.

Konflikten i Mindanao bunder ifølge Allan Olubalang i flere forhold: Dels den udplyndring af øgruppens naturressourcer – den frodige landbrugsjord, de store skovarealer og den mineralrige undergrund – som multinationale, kinesiske, malaysiske og filippinske virksomheder står for, ofte med den filippinske regerings velsignelse.

Dels øgruppens befolkningsmæssige sammensætning.

Bosætterstrategi
Mindanao har i århundreder været befolket af over 30 forskellige stammer med hver deres selvstyreformer. Nogle af disse stammer er blevet islamiseret af missionærer fra bl.a. Malaysia og Indonesien og kalder sig i dag ‘moro’ eller ‘bangsamoro’.

Andre har forskellige trossystemer knyttet til naturen. Blandt disse er Teduray’erne. De 18 forskellige animistiske stammer kalder sig samlet oprindelige folk, eller Lumads, som det hedder på en af de filippinske dialekter.

Den tredje befolkningsgruppe består af filippino-kristne bosættere, som er udvandret til Mindanao gennem de sidste 200 år, dels af egen drift, og dels som følge af en aktiv strategi fra skiftende kolonimagter; først Spanien, der kristnede store dele af den filippinske befolkning, og fra 1898 til midten af det 20. århundrede af amerikanerne.

Bosætter-strategien var led i et forsøg på at underkaste stammerne i Mindanao centralmagten i Manila, der ligger i Filippinernes nordligste øgruppe Luzon. Siden uafhængigheden i 1946 fortsatte den filippinske stat bosætterstrategien som ‘løsning’ på fattigdomsproblemer og jordkonflikter i resten af landet.

Modstand
Mindanao har gennem hele landets historie været der, hvor den mest ‘besværlige’ modstand mod centralmagten er foregået. Under Marcos-diktaturet i 1970’erne opstod det maoistiske Filippinernes Kommunistiske Parti (CPP) og deres væbnede gren Den Ny Folkehær (NPA), der opererede og stadig opererer i hele landet, og i Mindanao opstod Moro National Liberation Front (MNLF).

I 1996 opnåede MNLF en vis grad af selvstyre i form af Autonomous Region of Muslim Mindanao (ARMM), som bl.a. omfatter Teduray’ernes område i provinsen Maguindanao.

”Men en gruppe inden for MNLF var utilfredse med aftalen. De ville have udvidet territoriet og graden af selvstyre – ultimativt løsrive Mindanao som selvstændig islamisk stat,” fortæller Allan Olubalang.

Det førte til udsplitningen af Moro Islamic Liberation Front (MILF), som siden har fortsat den væbnede kamp. MILF har det sidste årti undergået en politisk drejning i mere reaktionær retning, og har et langt større fokus på religion, end MNLF havde og har.

MILF har i de senere år ligget i fredsforhandlinger med den filippinske regering, ”men fredsforhandlingerne bryder jævnligt sammen, og det går altid ud over de civile,” siger Allan Olubalang.

Væbnede grupper
Ud over MILF har dele af de filippino-kristne bosættere væbnede grupper, ligesom de lokale politisk og økonomisk stærke klaner har private hære. Det samme har flere af de store mine-, træhugst- og plantagevirksomheder i Mindanao.

Flere af stammerne har det også, de kalder ‘selvforsvarsgrupper’, som kan beskytte stammernes territorium mod klanerne, mod regeringshæren og virksomhederne, og mod ‘lost commands’ – det vil sige væbnede grupper, der ikke længere adlyder den politiske ledelse – fra MILF, der ikke har angreb på civile som officiel strategi.

Derudover opererer CPP-NPA i regionen, ligesom andre venstreorienterede grupper har væbnede grene.

En af de største af disse er en anti-stalinistisk udsplitning fra CPP, der kalder sig Revolutionært Arbejderparti-Mindanao (RPM-M) og dennes væbnede gren Den Revolutionære Folkehær.

Desuden er USA fortsat militært til stede i Mindanao – officielt under den såkaldte ‘Visiting Forces Agreement’, hvor amerikanerne træner den filippinske hær og hjælper den i ‘krigen mod terror’.

Der er med andre ord rigtig mange våben i Mindanao.

Peace of mind
”En anden følge af koloniseringen har været, at stammernes oprindelige selvstyreformer blev smadret. Dem forsøger vi nu at finde tilbage til,” siger Allan Olubalang. Dels for at bevare deres kulturelle selvstændighed, men i mindst lige så høj grad for at have en kollektiv basis, hvorfra de kan forsvare deres ret til jorden.

Teduray’ernes selvstyre blev officielt genetableret i 2002, og siden har de arbejdet på at udvikle det. De vælger deres ledelse, kaldet Timuay, på kongresser, hvor alle lokale samfund skal sende repræsentanter.

”Timuay er sammensat af repræsentanter fra alle grupper i stammen, dels lokalt, men også f.eks. unge og kvinder har ret til særlig repræsentation,” fortæller Allan Olubalang.

Teduray’ernes selvstyre betyder også, at de løser en del konflikter uden om det statslige retssystem. Det foregår efter det grundlæggende princip ‘peace of mind’:

”Det betyder, at man ikke bare kan sige, sådan og sådan skal det være, og du skal betale erstatning f.eks. Det er vigtigt, at konflikter ikke løses med ‘vindere’ og ‘tabere’. For så går folk bare og skumler videre. Derfor må man blive ved at mægle, indtil der er fundet en løsning, som alle kan leve med. Det er både et konkret og et spirituelt princip,” siger Allan Olubalang.

Naturen
Peace of mind gælder også i forhold til naturen. Teduray’erne har en række systemer, hvor de aflæser naturen – både i forhold til, hvornår det er godt tidspunkt at så og høste, og i forhold til, f.eks. hvornår naturen er venligt indstillet over for et møde, en vandring, et bryllup.

”Vi læser stjernerne, og fuglenes flugt. Og vi lytter efter firbenenes lyde,” forklarer Allan Olubalang. Men det er ikke så nemt længere – og det er ikke kun fordi traditionerne er blevet glemt:

”Vi kan mærke klimaforandringerne meget konkret. Det er blevet svært at læse naturen. Stjernerne er ligesom blevet mere utydelige, og dyrene opfører sig anderledes. Vi kan heller ikke så nemt forudsige vejret, så vi kan indrette landbruget efter det. Og vi har ikke alle de planter længere, som vi brugte til medicin før.”

Tri-people
Allan Olubalang er også optaget af fredelig sameksistens i relation til samfundet uden for stammen. Han forklarer om nogle af de organisationer, der arbejder for fred i Mindanao:

”Ligesom vores Timuay Justice and Governance System arbejder f.eks. Mindanao Peoples Peace Movement og Ungdomsalliancen for Fred – AKMK – ud fra det, vi kalder ‘tri-people concept’’. Vi er meget bredt set tre befolkningsgrupper i Mindanao: Lumads, moro’er og bosættere. Vi har forskellige religioner, selvopfattelser, skikke osv. – også inden for de tre befolkningsgrupper. Pointen er to ting: Folk har ret til selvbestemmelse, og vi skal alle sammen være her,” siger Allan Olubalang og fortsætter:

”Ligegyldigt hvilke grupper, der kom hvornår, og hvordan det var med islamisering, kolonisering, kristning og alt det der, så bor vi her alle sammen nu. Og ingen har ret til at trække deres levevis ned over hovedet på andre – eller at smide befolkningen væk derfra, hvor de bor. Det er det, tri-people-konceptet går ud på.”

 

Mens Allan Olubalang var i København, mødtes han med bl.a. Filipino Association og den filippinske gruppe Buklod, der er tilknyttet den internationale organisation Commission for Filipino Migration Workers. Han holdt oplæg på en fredagscafe organiseret af Internationalt Forum og SUF’s solidaritetsgruppe, og holdt møde med Enhedslistens Internationale Udvalg.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com