At sige at Frankrig lige nu oplever en systemkrise er en underdrivelse. Hver dag dukker der et nyt element op af en politisk krise, der har rystet de to bærende søjler i det politiske liv i Frankrig gennem mere end fyrre år: det Socialistiske Parti (PS) og Les Républicains (LR), det parti, der viderefører den gaullistiske tradition.

af Léon Crémieux

Nu kan et ”chok-valg” af Marine Le Pen ved det kommende præsidentvalg slet ikke udelukkes. Denne politiske og sociale krise er også en følge af en samfundsmæssig krise, hvor der har fundet en politisk polarisering sted. Denne polarisering har uheldigvis mest haft retning mod højre og det yderste højre.

Selv om antallet af uventede situationer er mangedoblet gennem de seneste uger, så er det mest sandsynlige resultat nu, at enten PS eller LR vil nå videre til anden runde af præsidentvalget den 7. maj. Denne uforudsete situation vil have en dominoeffekt i forhold til valget til Nationalforsamlingen. I Frankrig har den måde, som valgene siden 2002 følger efter hinanden på, gjort præsidentvalget til et afsæt for det parti, der har vundet præsidentvalget, sådan at dets kandidater ved valget til Nationalforsamlingen, der finder sted få uger senere, automatisk får mere vind i sejlene.

Vi står derfor sandsynligvis over for en gennemgribende omorganisering af feltet af institutionelle politiske partier og måske også en skærpet politisk krise.

Tre nye foreteelser har gjort sig gældende i de seneste uger:

En krise uden fortilfælde for LR
Denne krise blev udløst ved afsløringen af LR-præsidentkandidaten Francois Fillons misbrug og uretmæssige anvendelse af offentlige midler. Det var især de dybdeborende journalister fra Canard enchainé og Médiapart, der gennem to måneder havde bragt nye forhold frem i dagens lys, som har en ødelæggende virkning, selv om der ikke er noget nyt ved dem, og Fillon ikke er alene om dem. Fillon, der under højrefløjens opstillingsproces havde opbygget sin kampagne på et billede af sig selv som Mr. Clean, viser sig nu som en mester i misbrug af offentlige midler for personlig vindings skyld. Igennem mere end en måned har hans kampagne været uhørlig, totalt overdøvet af affæren og hans narcissistiske stædighed med hensyn til at opretholde sit kandidatur.

Lidt efter lidt er stort set alle lederne af LR, med Sarkozy i spidsen, i løbet af februar blevet overbevist om den overhængende risiko ved at fastholde Fillons kandidatur og har forsøgt at finde frem til en alternativ løsning, sådan at den moderate højrefløj kunne være med i anden runde. Men når det lykkedes for Fillon at vinde ved opstillingsvalgene i december over højres ”naturlige” kandidater – Sarkozy og Juppé – så var det fordi disse ledere på forhånd var svækkede og miskrediterede blandt den mest ærkereaktionære del af partiets vælgere, der foretrak at kåre en konservativ og ultraliberal katolik. Mellem den 1. og den 5. marts, hvor det kom frem, at der ville blive rejst tiltale mod Fillon, opfordrede stort set alle LR-lederne ham til at trække sig tilbage, med hans pressetalsmand og kampagneleder som de første. LRs allierede, centrumspolitikerne i UDI, trak deres støtte til ham tilbage.

Men partiets ledelse var ikke stærk nok til at tvinge Fillon til at trække sig. De kunne ikke blive enige om en alternativ kandidat, der kunne bringes i spil for at forene de forskellige fløje. Fillon selv erklærede, at han ville opretholde sit kandidatur for enhver pris og blæste til kamp imod partiapparatet. Selv om han var totalt isoleret i partiet, så vidste han jo, hvor svag dets ledelse var, og spillede ”mobiliseringskortet”, dvs han appellerede uden for partiet til den ærkekonservative, ultrareaktionære fløj blandt sine tilhængere, der var organiseret af bevægelsen ”Sund Fornuft” (der var grundlagt i 2014 af aktivister fra ”Demo for alle”, modstandere af homoseksuelle ægteskaber)). Med støtte fra ”Sund Fornuft” og det ultrahøjreorienterede tidsskrift ”Valeurs Actuelles”, fik Fillon organiseret en demonstration den 5. marts til støtte for ham, der fordømte ”dommerne” og lagde pres på partiapparatet for at acceptere ham. Han afværgede det kup, der skulle tvinge ham ud af valgkampen, ved at samle 40-50.000 demonstranter på Place de Trocadéro i Paris.

I løbet af 48 timer havde LRs ledelse kapituleret ”i enighed” og genoptog deres støtte til Fillon af frygt for, at store dele af partiets mest reaktionære vælgerkorps ville gå over til Marine Le Pen. De samme folk, der i den politiske hæderligheds navn havde kritiseret Fillon dagen før og krævet, at han skulle trække sig tilbage, endte med at trække hatten ned over deres ”moral”.

Centrumsfolkene fra UDI, der bare få dage før havde haft svært ved at finde tilstrækkeligt skrappe ord om Fillon, genoptog ligeledes deres støtte med 20 yderligere kandidater ved næste valg til Nationalforsamlingen som modydelse. … Det ville alt sammen bare være til at le af, hvis det ikke var, fordi det var et klart tegn på LRs forfald, på dets underkastelse under partiets mest reaktionære fløj under pres fra Front National, og på en stærk politisk polarisering mod højre. Det førte så på den anden side til, at utilfredsheden på partiets Juppé-fløj accellerede, og mange af hans støtter sluttede i stedet op om Emmanuel Macron.

Den uundgåelige splittelse af det Socialistiske Parti
Også i dette parti var der centrifugalkræfter på spil. Hamon erhvervede sig PS-ledelsens velvilje – den accepterede ham som partiets officielle kandidat – frem for en trist og farveløs valgkamp, der stuvede enhver kritik af Hollande-regeringens bedrifter af vejen. En valgkamp uden skarpe kanter, der ikke kunne drive det til mere end at få EELV (det Grønne Parti) til at trække sig tilbage, også dér med 40 opstillingskredse til Nationalforsamlingsvalget i bytte (1).

Der er nogen, der har karakteriseret Hamons sejr som en slags fransk ”Corbyn-effekt”. Det er delvis rigtigt, hvis man ser det det ud fra de venstreorienterede vælgeres synspunkt, der i primærvalgene ønskede at straffe Valls´ liberale politik (2) og Hollandes præsidentperiode. Men så rækker sammenligningen heller ikke længere. Så snart Hamon var valgt, begyndte han at opføre sig pænt og fandt sig til rette i PS-apparatet, han påstod endda, at han i alt væsentligt forsvarede, hvad Hollande havde foretaget sig.

Der er ikke skygge af folkelig mobilisering omkring Benoît Hamons kampagne, og selv hans mærkesag om borgerløn er kørt fast i de nødvendige kompromiser med PS´ ledelse. Hamon er på ingen måde en anti-nedskærings kandidat, en kandidat, der vil bryde med EUs neoliberale linje. Hans loyalitet over for partiapparatet har ikke kunnet forhindre en langsom udsivning gennem to måneder af PS-parlamentsmedlemmer og partifunktionærer, der slutter sig til Emmanuel Macron: den senest tilkomne er Bertrand Delanoôe, tidligere PS-borgmester i Paris og forsvarsminister Jean Yves Le Drian.

At man er sikker på, at Hamon ikke går videre til anden runde, har ført til, at der er en underlig stemning i PS. PS-ledelsen bakker fortsat officielt op om Hamon og truer alle dem, der vil støtte Macrons kandidatur, med at de ikke vil kunne stille op for partiet, og at de vil blive ekskluderet. Samtidig med det er et stigende antal ledere og valgte tillidsfolk ved at gøre klar til, hvad der skal ske efter første runde. En appel til PS´ parlamentsmedlemmer er blevet rundsendt i al hemmelighed, og Claude Bartolone, den socialistiske præsident for Nationalforsamlingen, erklærer, at han er parat til at stemme på Macron, ”hvis demokratiet er i fare, og det er det eneste alternativ”. Hans politiske ven, Manuel Valls, der blev slået af Benoît Hamon ved opstillingsvalgene, har meddelt, at han ikke vil støtte Hamon. Det store flertal af ministre er stadigvæk på sidelinjen i forbindelse med PS´ valgkamp, og de udstråler en tavs sympati. Selv Francois Hollande signalerer denne tavse støtte.

Der er mange, der håber på et scenarie, der er usandsynligt. Ifølge dette scenarie åbner anden runde op for, at PS kan alliere sig med Macron og på den måde afbøde konsekvenserne af Hamons fiasko under valgkampen. Det er, fordi PS, lige som LR, er bange for, at Macron vil feje partiets kandidater væk ved valget til Nationalforsamlingen til juni. Det kommende valg vil i hvert fald have opløsende virkning på det Socialistiske Parti. Selv om opstillingen af en ”dissident” har spærret vejen for Mélenchon (se nedenfor), så vil valget, sammen med medvinden for den social-liberale Macron, helt sikkert føre til en sprængning af PS, hvis Macron vinder. Manuel Valls´ projekt, et parti som Matteo Renzis Demokratiske Parti i Italien, bliver sandsynligvis ført ud i livet… uden PS, eller allerhøjest på asken af det! PS i sig selv vil ganske enkelt være magtesløs over for Macron.

Emmanuel Macrons generaloffensiv
Macron, der har baggrund i Hollande og Valls´ socialliberale orientering, og som senere har frigjort sig fra PS´ balancegang, har indtil videre haft held med det, som er mislykkedes for så mange, nemlig at etablere en centrum-højre bevægelse, der er i stand til at besejre socialdemokraterne og den gaullistiske bevægelses kristelig-demokratiske allierede.

Han gør sig godt i medierne som en, der gør op med de gamle partier, har en ung, moderne tilgang til samfundsspørgsmål, og er liberalist i sin økonomiske politik. Han har erklæret, at det er hans hensigt, at mindst halvdelen af hans kandidater til Nationalforsamlingen skal komme fra ”civilsamfundet”, det vil sige uden nogen politisk baggrund. Han har fra starten lagt luft til enhver form for studehandler med PS eller højrefløjen, og hans styrke i meningsmålingerne, tilstrømningen til hans møder og mediernes polarisering gør det muligt for ham at fastholde denne position.

Den politik, som Macron lægger frem, er selvfølgelig langt fra ny. Den har rødder i den neoliberalisme, der er udviklet under Sarkozy og Hollande, som han først var rådgiver for, senere minister. Hovedforfatteren til hans program er Jean Pisani-Ferry, økonom og topembedsmand, en socialliberal med mange års erfaring i de ministerielle cirkler, især omkring Dominique Strauss-Kahn. Det økonomiske program er ikke innovativt, det fokuserer på lavere skatter og offentlige udgifter, fortsættelsen af arbejdsgivernes dispensationer mht. lønninger og skatter, fortsat afvikling af arbejdsmarkedslovgivning og faglige rettigheder og den graduerede overgang til en pensionskasse-indkomst, når man forlader arbejdsmarkedet.

Til at organisere ”foryngelsen” af hans valgte repræsentanter og medarbejdere i regionerne, har han ansat en gammel politisk operatør, der sad i Nationalforsamlingen under Chirac, Jean-Paul Délevoye. Men ellers står det i fornyelsens tegn. Macron kan også polarisere mere effektivt i forhold til PS og LR, fordi profilerne hos disse partiers kandidater, gør midterstandpunktet meget mere attraktivt… Valls og Juppé ville have levnet betydelig mindre plads til Macron.

Og så har meningsmålingerne de seneste uger gjort ham til ”den eneste, der kan slå Marine Le Pen”, så selv venstreorienterede vælgere, der bekæmpede Macron og El Khomri-lovene bliver marginaliseret. Selv om Macron ikke har dannet et parti, så nyder han tilstrækkelig godt af afhoppere fra PS, UDI og LR til at kunne strukturere sin valgkamp og forberede valg til Nationalforsamlingen. Hvis han vinder præsidentvalget, så har han på den måde råd til at opretholde en officiel position, hvor han kan sige nej til enhver aftale med PS-apparatet eller Juppés tilhængere. Som følge af det, så bliver spørgsmålet om alliancer udsat til efter valget i juni. Hvis Macron vinder, vil det under alle omstændigheder fremskynde en sprængning af PS og svække UDI og LR´s højrefløj-

En polarisering mod det yderste højre
Alle disse elementer forstærker polariseringen mod det yderste højre via Marine Le Pen, så meget mere at det er sikkert, at hun er med i anden runde, og at det ikke kan udelukkes, at hun vinder. Som i mange andre europæiske lande, har det yderste højre plukket den samfundsmæssige krises frugter ved at spille på tankemønstre om at vende tilbage til en fælles, nationalistisk identitet, som mange vælgere, der er ramt af nedskæringerne, kan føle sig tiltrukket af i en situation, hvor der ikke er en anti-kapitalistisk politisk pol, der er synlig i de brede lag. Den neoliberale politik, der er blevet ført af socialdemokraterne, har forstærket denne tendens.

Anti-terror lovgivning, IS og Valls-regeringens institutionelle racisme har også været vand på Front Nationals mølle. Fronten har udvidet sin indflydelse over en bred skala inden for hæren og politiet, hvis mest reaktionære tendenser har solet sig i de socialistiske regeringers smiger. Afvisningen af at tage imod migranter og den ekstreme anti-terror politik med indskrænkning af borgerrettigheder mv. efter terrorangrebene blev også udnyttet til det yderste af LR og Front National. Meningsmålingerne viser, at Le Pens vælgerkorps er stabilt under den nuværende valgkampsturbulens, og det er heller ikke særlig påvirkeligt af de finansielle affærer, som også Front National er blandet ind i.

Til venstre for PS er udsigterne ikke helt på højde med den samfundsmæssige krise.

Jean Luc Ménechon er kommet afsted med at prakke sit kandidatur på sine partnere fra Venstrefronten – en venstrefront, som han selv brændte af, så der ikke var nogen, der kunne kontrollere hans selvproklamerede kandidatur med ”France Insoumise” (det uovervindelige Frankrig, FI), hvis lokale repræsentanter og valgkamp er under Mélenchons personlige kontrol. Denne enevældige valgkamp, der for få måneder siden hævdede, at den var et alternativ til Sarkozy og Hollande, er blevet destabiliseret af en række efterfølgende tildragelser. Efter at være gået i stå ved ca. er 10 procent er den kun med som det femte hjul i valgkampen. Med denne placering har hans valgkamps udelukkende personlige karakter, som den kommer til udtryk i hans positur, der er arvet fra Mitterand, haft en katastrofal boomerangeffekt. Han afviste ligefrem at bygge sin valgkamp på et samarbejde mellem politiske kræfter og sociale mobiliseringer. Selv om hans program tager en lang række af de spørgsmål op, der har været på de sociale mobiliseringers dagsorden i de seneste år, så bliver de skåret til på republikansk og chauvinistisk facon, som f.eks. når hans møder bliver afsluttet med, at man synger Marseillaisen. De kræfter, der sammen med Venstrepartiet støtter ham, er bare statister og tilskuere, og dem, der må udtale sig i valgkampen, er personligt udpeget af JLM.

PCF (det kommunistiske parti) fortsætter stadigvæk sin kamp for at sikre sig, at FI ikke opstiller kandidater imod 15 PCF-kandidater, herunder 10 nuværende medlemmer af Nationalforsamlingen. JLM´s afvisning af at love noget i den henseende har medført, at PCF har pålagt partiets 850 valgte repræsentanter at lade være med at underskrive hans opstillings-erklæring, hvad der indtil det allersidste forsinkede bekræftelsen af hans kandidatur (3). Dette tilfælde af valgkampsfifleri ligner det, der foregår mellem PS og EELV eller mellem LR og UDI. Det er frem for alt et udtryk for manglen på dynamik i Mélenchons valgkamp, der kører på frihjul som venstrefløjens ophøjede frelser.
Han vil kunne samle mange aktivieter fra fagforeningerne og de sociale bevægelser, der støtter ham for at kunne stemme til venstre for PS med en vis vægt.

Men på den måde står dem, der på mange fronter kæmper imod den neoliberale og reaktionære politik, tilbage med det absolutte kernespørgsmål. Ét år efter den stærkeste sociale bevægelse i landet siden 1995, går den eneste virkelige politiske polarisering mod højre. Demonstranter i titusindvis lammede Notre Dame de Landes-lufthavnsbyggeriet, aktivister i titusindvis mobiliserede over hele landet for at byde migranter velkommen, der var virkelig mange strejker om løn- og ansættelsesforhold, nogen vigtigere end andre, der hver måned satte en ny region på landkortet. Der har været vigtige mobiliseringer, og flere vil komme til, imod politivold og statsracisme, som f.eks. mordet på Adama Traoré sidste sommer i Oise-departementet og voldtægten af den unge Theo i skoven i Aulnay i februar. Denne vold, der har haft gode vækstvilkår i det milde klima af straffrihed for politiet, er ikke bare et vidnesbyrd om ”beklagelige episoder”, men om en racisme, der er integreret i de statslige institutioners metoder og regeringens politik. Der udvikler sig en politisk anti-racisme for at imødegå denne vold.

Alle disse sociale mobiliseringer viser modstanden i de brede lag, de peger alle i retning af behovet for et verdensomspændende politisk projekt, der stillet over for den kapitalistiske udbytning og diskrimination skal skabe social retfærdighed. Fillons affærer har, endnu engang, vist, hvordan politikerne bærer sig ad, når de skal berige sig selv, foretager alverdens lyssky transaktioner og drager arbejdernes grundlæggende rettigheder i tvivl. De er i virkeligheden ikke andet end spejlbilleder af de store selskabers topchefer, der bliver overdådigt belønnet for at iværksætte massefyringer og produktivitetsforøgelse. Arbejderkampene ved Air France og Goodyear var et ekko af disse sociale krav. Fillon-affæren bringer de demokratiske krav i forgrunden om folkets kontrol og spørgsmålstegn ved, hvordan institutioner fungerer. Nuit Debout-bevægelsen var udtryk for disse demokratiske krav. Vi kan ikke forstå de chokbølger, som afsløringerne af Fillon i Canard enchainé frembragte, hvis ikke vi forbinder dem utilfredsheden og den fundamentale afstandtagen fra de politiske institutioner fra de brede lags side, hvor tilbøjeligheden til slet ikke at stemme stadig vokser.

Alle disse mobiliseringselementer, alle disse sociale og demokratiske krav er til stede, på en fragmenteret måde, i baggrunden af den politiske situation, men de har endnu ikke haft større indflydelse, de kan ikke stille med et kompas i en præsidentvalgkamp, hvis poler er Macrons centrum-højre, Fillons ultrahøjre og Le Pens yderste højre.

Det er lykkedes for aktivisterne i NPA – det Nye Antikapitalistiske Parti, at samle de 500 underskrifter, der skulle til, for at Philippe Poutou kunne stille op til præsidentvalget. Det, som NPA vil med denne valgkamp, er at rette projektøren mod behovet for, at de udbyttede og de undertrykte er repræsenteret – dem, som bærere af projektet om at skabe et samfund, befriet for enhver form for undertrykkelse. Dette krav, dette projekt, kan vinde genklang hos mange aktivister i den sociale bevægelse. De kommende uger vil under alle omstændigheder gøre denne nødvendighed endnu mere påtrængende.

Noter:
(1) Man kan ikke forstå, hvad der sker omkring de vigtigste partier i Frankrig, hvis ikke man tager det meget gammeldags valgsystem i betragtning: De valgte er ikke valgt ved en proportional repræsentation, men ved valg i enkeltmandskredse gennem to runder. Så det er stort set umuligt for et lille parti at få valgt repræsentanter – det er det, der sker for det yderste venstre – uden en landsdækkende aftale med et stort parti, der i nogle opstillingskredse undlader opstilling til fordel for det lille parti. Ellers vil fraværet af proportional repræsentation, selv med 5 eller 10 procent af stemmerne på landsplan, spærre vejen for små partier.

(2) Manuel Valls, der var Hamons hovedmodstander ved opstillingsvalget, var premierminister fra april 2014 til december 2016. Også Valls er, efter offentliggørelsen af denne artikel, gået over til Macron.

(3) Hver kandidat skal have underskrifter fra mindst 500 valgte repræsentanter. De behøver ikke nødvendigvis at udtrykke politisk støtte til kandidaten; nogen skriver under af demokratiske grunde, så kandidater uden det store partimaskineri bag sig også kan stille op.

Søndag, 26. marts 2017

Léon Crémieux er aktivist i fagforbundet Solidaires og i det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA). Han er medlem af Fjerde Internationales ledelse. Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com