Der blev vundet en historisk sejr over den sydafrikanske neoliberalisme den 23. oktober, efter det mest intense tre-dages udbrud af aktivistisk mobilisering her i landet siden befrielsen fra apartheid i 1994.

 

På campusområder og foran de politiske magtcentre har man hørt universitetsstuderendes kampråb om, at få ”afgifterne væk”. Men selvom der kommer en reel 6 procents nedsættelse af studieafgifterne i 2016, er den næste fase af kampen på vej, med krav om gratis videregående uddanelse og afaglige rettigheder for universitets-ansatte øverst på dagsordenen.

Bevægelsen ”Væk med afgifterne” fik sin første sejr på et tidspunkt, hvor det regerende parti – den Afrikanske Nationale Kongres (ANC) står overfor et økonomisk pres og social uro uden fortilfælde. Væksten i bruttonationalproduktet (BNP) vil kun blive på 1,5 procent i år, og sandsynligvis det samme næste år, mindre end befolkningstilvæksten. Det er den største ulighed i noget større land, og den officielle fattigdomsrate (på 2 $ om dagen) er for nylig steget til 53 procent.

World Ecomomic Forum (Verdens Økonomiske Forum) vurderede sidste måned den sydafrikanske arbejderklasse til at være den mest militante i verden – en position blandt 140 lande, som den har haft siden 2012, da 34 minearbejdere blev udsat for en massakre i Marikana – og politiet har for nylig meddelt, at 2300 protester sidste år udviklede sig ”voldeligt” (i politiets terminologi). Den deregulerede kapitalistiske elite har fornøjelsen af verdens tredje-højeste profit, men har stadig til hensigt at berige sig lige så meget, som det overhovedet kan lade sig gøre. Alle disse forhold er skærpet, siden ANC kom til magten i 1994.

Det udløsende gnist i denne måned var meddelelsen om en tocifret stigning i undervisningsafgifter på universiteterne. Studenterne demonstrerede ikke kun mod den lokale ledelse på en række universiteter. Deres organisationer gik sammen på tværs af ideologiske forskelle, fra socialister til nationalister og endda med deltagelse af centrum-højrestudenternes fløj i det største oppositionsparti, og de gik sammen om stille nationale krav.

De begyndte med at storme parlamentsområdet i Cape Town den 21. oktober, derefter marcherede de til ANCs hovedkvarterer i Johannesburg og Durban den 22. og 23. oktober, og til sidst demonstrerede de – mere end 10.000 – foran Præsident Jacob Zumas kontor i Pretoria den 23. oktober.

Her blev afspærringer revet ned af nogle af aktivisterne, og bildæk og latriner blev brændt af, mens politiet endnu engang svarede igen med at bruge chokgranater, gummikugler og vandkanoner. Zuma nægtede at komme ud og tale til forsamlingen, i stedet holdt han en pressekonference, hvor han gav indrømmelser til studenternes hovedkrav: Ingen forhøjelse af studieafgifterne det næste år (på trods af en forventet generel inflation på 6 procent).

Fra race til klasse
Den nuværende opstand begyndte sent i sidste måned [september, o.a.] med spredte udbrud af vrede. På KwaZulu-Natal Universitetet i Durban brændte små grupper af studerende en administrationsbygning og nogle biler i nærheden, og nogle studerende blev senere fanget, da de tog menneskelige ekskrementer med ind på campusområdet, sandsynligvis som kasteskyts, en taktik der med held var blevet brugt seks måneder tidligere for at sørge for at få fjernet en forhadt statue af Cecil Rhodes ved Cape Town Universitet (UCT).

Dette var ”Væk med Rhodes”-bevægelsen. I løbet af få uger med ”lorte-protester”, hvor ekskrementer blev kastet mod det prominente kontrafej af koloniminejeren lord Cecil Rhodes fra det 19. århundrede. Tusinder jublede, da statuen blev fjernet fra det flotte campusområde. Men deres andre krav om ændringer på universiteterne og ”afkolonisering” – racelighed, en anden campuskultur, ændringer at læseplaner for at fremme en afrikanisering, faglige rettigheder for lavtlønnede arbejdere, flere indfødte afrikanske professorer (der er kun fem ud af mere end 250 professorer i Cape Town) – dem havde de ikke held med.

Efter et pusterum blussede studenterprotesterne op igen denne måned på UCT og Johannesburg Universitetet Witwatersrand(”Wits”), landets to traditionelle steder for uddannelse af den herskende klasse. Af de 19 videregående uddannelses-institutioner med protester i denne måned, var disse to steder de bedst organiserede, mest vedholdende og ikke-voldelige, hvor man især brugte en taktik med at blokere adgangsvejene, for derefter at bevæge sig til de nærliggende hovedveje. De disciplinerede studenterledere understregede den ikke-voldelige civile ulydighed, hvor hvide studenter ofte stiller sig forrest i kampen som stødpuder ud fra det fortrin, som deres hudfarve giver dem. Forstærket politibrutalitet og lejlighedsvise sammenstød med højtlønnede chauffører, der prøvede at køre gennem blokaderne, afskrækkede ikke aktivisterne.

Den 21. oktober erkærede oppositionspartiet De Økonomiske Frihedskæmperes [EFF – venstrefløjs-udbrydere fra ANC, nu Sydafrikas tredjestørste parti, o.a.] deres støtte til de studerende i Cape Towns Parlamentsbygning, før finansminister Nhlanla Nene afleverede sin midtvejs-budgettale, som EFF lederne ivrigt forsøgte at udskyde, inden han de med vold blev smidt ud. Udenfor brød tusinder af modige studenter gennem en afspærring og nåede næsten ind i den centrale sal, hvor Nene talte.

Men selvom der stadig er masser af plads til finanspolitiske udvidelser, var Nenes budget hjerteløst: Ingen nye penge til universiteterne (kun fordømmelse af ”ukonstruktive” studenterprotester), og en symbolsk stigning på 0,75$ om måneden til de fattigste pensionister og handicappede (som i øjeblikket modtager 105$ om måneden). Nene påstod skamløst, at dette sammen med en meget lille stigning i februar lå ”på højde med den langsigtede inflation.” Eftersom inflationsraten for fattige mennesker er meget højere end den generelle inflationsrate, fordi en langt større del af deres budgetter består af de hastigt oppustede priser på mad, husleje og elektricitet, har han i virkeligheden indført en nedskæring af reallønnen på 2 procent.

Nene kunne godt finde finansiering til et treårigt 63 milliarder $ stort infrastrukturprogram, hvis største projekter for det første fremmer den enormt ødelæggende kuleksport især fra multinationale selskaber; for det andet udvidelsen af Durban havns petrokemiske kompleks, og for det tredje eksport af jernmalm. Selvom der er enorm overkapacitet af kul, skibstransport og stål, og hvor Sydafrikas næststørste stålproducent kun med nød og næppe undgik at gå konkurs sidste måned. Men disse hvidelefant-megaprojekter fortsatte med at få broderparten af de statslige, halvstatslige og private infrastrukturbevillinger.

Indflydelsen fra storkapitalen på Nenes budgetteam er åbenlys: For eksempel får BHP Billiton, verdens største mineselskab, stadig elektricitet til 1/10 af den pris, almindelige forbrugere skal betale. Snyd med selskabskatter og ulovlige finansstrømme er nu almindeligt kendte. Nene gav en udbetaling på atomreaktorer til en værdi af 100 milliarder $, såvel som den første portion bevillinger til en anden kapitalistisk investering, BRICS New Development Bank.

Kreditvurderingsbureauer og en ”kommunistisk” minister
Uanset om man ser det gennem studenters, arbejderes, de fattiges, kvindernes eller miljøforkæmpernes øjne, så inviterer Nenes budget til skærpet social kamp. Den 21. oktober var imidlertid det første tidspunkt, hvor en større spontan protest rettede sig mod finansministeriet på et så følsomt tidspunkt. For Nene forekom det eneste mål at være at stille bankernes kreditvurderings-bureauer tilfreds.

Som Reuter rapporterede, så ”undervurderede Nene konsekvensen af, at de studerende ved universiteterne havde stormet parlamentet, mens han afleverede sit midsvejsbudget ift. kreditvurderingen af Afrikas mest avancerede økonomi. ”Det, der betyder noget for vurderingsbureauerne, er vores svar som regering på at imødegå disse udfordringer,” sagde han om studenternes krav om at holde studeafgifterne uændrede.”

Regeringens svar var en blanding af en bredt fordømt politibrutalitet og ineffektive forsøg på vildledning fra den regerende alliances venstrefløj, især Sydafrikas Kommunistiske Parti, hvis leder Blade Nzimande også er minister for videregående uddannelse. Han blev buet ud af protester uden for parlamentet, da han forsøgte at forklare, hvorfor deres krav var urealistiske, og at de ville stå overfor en 6 procents stigning.

Nzimandes Ministrielle Komite for Fornyelse af Universiteternes Finanering fra 2013 fandt, at ”størrelsen på regeringen finansiering er ikke tilstrækkelig til at opfylde behovet i det offentlige universitetssystem… Regeringen burde øge finansieringen for den højere uddannelse, så den kommer mere på linje med det internationale udgiftsniveau.” Men Nzimande havde afvist at offentliggøre et bestilt studie fra 2012 om, hvordan man kunne finansiere gratis videregående uddannelse.

En saltvandsindsprøjtning for anti-nedskærings aktivisme
Studenterne afviste ganske simpelt at acceptere Nzimandes 6 procents stigning af studeafgifterne. Så marchen mod Pretoria to dage senere – truslen om at storme Zumas kontor – må have været den afgørende faktor i statens tilbagetog. Selvom omkostningerne ved at udskyde forhøjelsen af studieafgifterne er vurderet til mellem 150 og 300 millioner $, så har Zuma – ved at give denne indrømmelse, opmuntret til en række nye protester og marcher til Pretoria i fremtiden.

For dem i samfundet, der så og støttede studenterne, var dette et afgørende øjeblik, måske i virkeligheden lige så vigtigt som gennembruddet i kampen for gratis AIDS-medicin for femten år siden. For som Nene signalerede, er der en endnu mere katastrofal periode med nedskæringer på vej. Takket være Nenes påholdenhed vil der komme et ret lille budgetunderskud (3,3 procent af BNP), men finanskommentatorer er fulde at advarsler om, at Sydafrika følger efter Brasiliens nylige nedgradering til en såkaldt junk-bondstatus fra kreditvurderingsbureauerne Fitch, Standard&Poors og Moodys.

Klassekampen racer videre. Der er stadig andre studenterkrav, der ikke er indfriet: Gratis videregående uddannelse for fattige og arbejdende mennesker som det altoverskyggende mål, og et stop for løse kontraktansættelser og udlicitering af lavtlønnede universitetsansatte. Mange af disse arbejdere kan knap nok tjene 100$ om måneden, og med en fattigdomsgrænse på 60$ per person per måned er det umuligt at forsørge en familie på sådan en sulteløn.

Opgaven med at fastholde denne visionære studenter-arbejder-alliance de kommende uger og opretholde en national tilstedeværelse vil blive lige så vanskelig som opbygningen af United Front [anført af metalarbejderforbundet NUMSA, o.a.], der nu er på vej. Vanskelig, ja, men lige nu er der ikke noget, der virker umuligt i denne enestående fase af klassekampen.

Patrick Bond er leder af University of KwaZulu-Natal Centre for Civil Society i Durban, Sydafrika, og venstrefløjsaktivist.

Oversat fra engelsk af Martin Mørch fra International Viewpoint

 

Opslået i Afrika

single.php