Ligestilling mellem kønnene, ret til faglig organisering, og strejkeret: Tre år efter diktatoren Ben Ali flygtede til Egypten har Tunesien fået ny grundlov, som er en stor sejr for den demokratiske opposition.

 

Der er allerede gået tre år, siden den unge gadesælger Mohamed Bouazizi brændte sig selv ihjel i den tunesiske landsby Sidi Bouzid. At hans protest skulle starte en steppebrand, der kom til at inddrage hele den arabisktalende verden, havde han nok ikke forestillet sig. Han protesterede blot mod en for ham uudholdelig uretfærdighed fra politiets side.

Den arabiske opstand mod diktatur og undertrykkelse startede som mange andre revolutionære processer med en lille gnist. I løbet af tre år har revolutionen i regionen oplevet hurtige sejre og store tilbageslag.

I Tunesien sejrede oprøret i løbet af nogle dage. Diktatoren Ben Ali tog benene på nakken og flygtede med sin familie til Egypten, hvor vennen Mubarak endnu herskede. Men tilbageslaget for kravene om demokratisk frihed og rettigheder kom hurtigt. Af historiske årsager kunne det Muslimske Broderskab stille sig i forreste række og med det nydannede parti Ennahda vinde de første frie valg til en national grundlovgivende forsamling med stort flertal.

Nu er vinden vendt igen, og i disse dage er forsamlingen begyndt at stemme paragraf for paragraf om den grundlov, som skal vedtages endeligt den 14. januar. Samlet set er den nye grundlov en stor sejr for den demokratiske opposition i Tunesien. Gennem måneder har Ennahda kæmpet for, at islam skal proklameres som statsreligion, og for at sharia skal være fundamentet for loven. De seneste afstemning viser, at islamisterne har blæst til retræte og stemt for en grundlov, der definerer Tunesien som en ”civil stat”, det vil sige uden en statsreligion.

I de hidtil vedtagne paragraffer hedder det, at staten er religionsfrihedens vogter, og at der hersker menings- og religionsfrihed i landet. Den meget vigtige paragraf 20 proklamerer ligestilling mellem kønnene, med samme rettigheder og pligter i samfundet. Selv om denne paragraf kan kritiseres for at være upræcis, er den et stort fremskridt over for islamisternes krav om, at mænd og kvinder skulle ”komplementere hinanden” i samfundet. Dette ville have været en omskrivning for, at kvinder i juridisk forstand ikke skulle have samme rettigheder som mænd.

Loven anerkender også organisationsfriheden, herunder retten til faglig organisering og retten til at strejke. Denne ret har den tunesiske arbejderklasse tidligere taget til sig. Nu står den indskrevet i grundloven og er dermed langt sværere at angribe i den daglige kamp.

Det virker, som om den revolutionære cyklus har drejet en fuld omgang rundt, og at viseren nu er havnet på feltet med ”demokratisk sejr”. Der findes flere forklaringer på denne fremgang, og hvorfor det islamiske regeringsparti har lagt sig ned over for den stærke kritik af regeringens politik og islamisternes forslag til centrale dele af grundloven. Til forskel fra andre lande i regionen findes der en meget stærk fagforening, UGTT, som spillede en afgørende rolle i Ben Alis fald. Trods den kendsgerning, at UGTT gennem lange perioder havde samarbejdet med diktaturet, har den stor opbakning, specielt efter dens rolle i diktaturets fald. Dette, sammenholdt med at den tunesiske hær er svag og aldrig har været ”politisk” (som i Egypten eller Syrien), gjorde, at en ”egyptisk løsning” på regeringskrisen ikke var mulig.

Det Muslimske Broderskab i Tunesien har draget en lære af, hvordan det endte for Brødrene i Egypten. Deres leder Rachid Ghannouchi har indset, hvad Mursi i Egypten ikke indså: Islamisterne kan ikke regere alene, specielt ikke i konflikt med militæret som i Egypten.

Derfor afsluttes en cyklus i Tunesien med en demokratisk sejr i stedet for et militærstyre. I Tunesien findes der ingen hær, som kan lægge låg på.

En sejr kan dog nogle gange være som en første svale. Den garanterer ikke, at foråret går over i en sommer. I Tunesien findes der dybtgående sociale og økonomiske problemer, der til og med er blevet forværret, siden Sidi Bouzid brændte sig selv. Arbejdsløsheden er vokset kraftigt, ligesom priserne, der er skudt i vejret og skaber mere elendighed blandt landets fattige arbejdere og småbønder.

Islam er løsningen, det var islamisternes centrale slagord ved valget. Men befolkningen kan nu se, at religiøse paroler hverken giver vand eller brød på bordet. Ghannouchi, Mursi og nu senest general Sisi har ikke noget alternativ til en forsat nyliberal sultepolitik for de fattige i Mellemøsten.

Tunesiens nye forfatning er et stort skridt fremad og en vigtig demokratisk sejr for de arbejdende mennesker; men bare en lille skridt fremad i kampen for social retfærdighed og et værdigt liv for de undertrykte. Det er revolutionens næste mål. Om og hvornår den sejr kan fejres, blæser endnu i vinden.

Oversat fra den svenske ugeavis Internationalen af Peter Kragelund

Opslået i Afrika

single.php