Det er ikke venstrefløjens berøringsangst over for etniske minoriteters sexistiske overgreb, men samfundets berøringsangst over for sexistiske overgreb generelt, der er hovedproblemet.

 

De frygtelige overgreb på kvinder, der fandt sted nytårs nat i Køln og flere andre tyske byer, har affødt en omfattende debat og en række forskellige reaktioner. Det har været sørgeligt (men desværre ikke overraskende) at se, hvordan størstedelen af det politiske spektrum, både i Tyskland, Danmark og andre europæiske lande, først og fremmest har benyttet anledningen til at styrke deres racistiske politik overfor flygtninge og særligt muslimer.

Både den populistiske yderliggående højrefløj og de regeringsbærende partier i det meste af Europa er blevet endnu hårdere i retorikken over for flygtninge. Antallet af deportationer fra Tyskland er steget betydeligt. Det er mildest talt bekymrende, hvilken effekt debatten får på det i forvejen stigende antal overfald på flygtninge, der alene i 2015 nåede op over 577 tilfælde i Tyskland. Og voldelige højreekstremister i bl.a. Tyskland og Sverige benytter ”beskyttelse af kvinderne” som argument for at terrorisere tilfældige indvandrerunge på gaden. 

I Danmark fokuserede især SF på at bruge hændelsen til at fremføre det synspunkt, at venstrefløjen har været ”berøringsangst” over for spørgsmål om overgreb på kvinder, når disse blev begået af mænd fra Mellemøsten. Et synspunkt som også repræsentanter fra Enhedslisten har ytret, med understregning af at det er en berøringsangst som ”vi har lagt fra os”. 

Imidlertid har debatten også affødt en tredje reaktion. Adskillige kvinder er stået frem med hårrejsende beretninger om voldtægter og andre overgreb begået af mænd i alle farver og på alle tænkelige steder, mens det er kommet frem at antallet af voldtægtsanmeldelser i Danmark er 3 gange højere end politiets officielle tal hidtil har vist. Mange af de kvinder, der er stået frem med deres beretninger om overgreb, har haft et tydeligt budskab: De vil ikke finde sig i, at det overgreb de har oplevet, skal forties eller gøres mindre alvorligt, fordi gerningsmandens profil ikke passer ind en politisk dagsorden.

Lille prioritering – stort omfang
De kvinder, der udsættes for sexistiske overfald, har ingen som helst gavn af at gerningsmænd sorteres efter hudfarve. Og deres problem er ikke, hvorvidt venstrefløjen har været ”berøringsangst” over for visse gerningsmænd. Problemet er snarere det, at mens højrefløjen har insisteret på udelukkende at forholde sig til gerningsmænd, der passede ind i deres fjendebilleder, så har spørgsmålet om vold mod kvinder i det hele taget i årevis været skræmmende fraværende i den politiske debat i betragtning af problemets omfang. Og her kan venstrefløjen heller ikke entydigt prale. En undersøgelse fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, i 2013 viste, at en tredjedel af verdens kvinder oplever enten voldtægt eller grov partnervold i løbet af deres liv. En EU-undersøgelse fra 2014 viste, at 32 procent af kvinderne i Danmark svarede ja til at have oplevet fysisk eller seksuel vold begået af en partner eller tidligere partner. Omfanget af ”almindelige” sexistiske krænkelser er ikke kortlagt som den burde, men med et realistisk bud er vi ganske tæt ved, at 100 % af verdens kvinder når at opleve at blive ufrivilligt gramset på af en fremmed mand i løbet af deres liv.

Disse groteske realiteter afføder desværre generelt forbløffende lidt debat. Mens WHO-rapporten stort set blev forbigået i tavshed i den danske offentlighed, blev EU-rapporten affejet med ’ekspertudtalelser’ om at danske kvinder ”finder sig i mindre”. Og tallene havde øjensynligt heller ikke gjort synderligt indtryk på Enhedslistens årsmøde få måneder senere, hvor der ikke var flertal for en tilføjelse til principprogrammet om at undertrykkelse på baggrund af køn, seksualitet mv. ”blandt andet kommer til udtryk ved voldelige og seksuelle overgreb”. En ellers både kortfattet, ukontroversiel og temmelig væsentlig pointe, kunne man mene…?

Overgrebene i Køln peger først og fremmest på, at det er på høje tid at spørgsmålet om overgreb på kvinder sættes på den politiske dagsorden. Vi må kræve, at samfundet øger indsatsen mod den sexistiske vold, bl.a. ved øget forskning, forebyggelse og støtte til voldsramte. Men også ved at politi og retsvæsen tager vold mod kvinder lige så alvorligt som anden kriminalitet. Og vi må først og fremmest arbejde for, at reaktionen fra kvinder, der sætter dette til debat, også kommer til at manifestere sig i egentlig bevægelse og organisering. Vi må sikre, at en sådan bevægelse bygges på solidaritet mellem kvinder – på tværs af etnicitet – og ikke sorterer overgrebenes alvor efter gerningsmandens oprindelse, men insisterer på at et overgreb er et overgreb. En sådan bevægelse var også vigtig før det skandaløse masseovergreb i Køln, men er nu kun blevet endnu vigtigere: Både i kampen mod sexistisk vold og for at hindre, at den grufulde hændelse misbruges i en racistisk hetz. 

SAPs forretningsudvalg, den 6. februar 2016

Opslået i Feminisme, SAP's ugekommentar

single.php