Børn adskilt fra deres familier og spærret inde i Trumps USA; tusinder, der drukner, mens de sejler over Middelhavet; både med migranter om bord, der nægtes ret til at søge havn i Salvinis Italien; Orbans Ungarn, der har erklæret det for en forbrydelse at hjælpe flygtninge; 370.000 rohingyaer, der flygter til Bangladesh efter endnu et angreb og massakrer fra militærets side, iværksat af Myanmars regering; titusinder af økonomiske flygtninge fra Haiti og Venezuela, der spredes ud over de sydameikanske lande; mere end fem millioner syriske flygtninge uden for landets grænser, og endnu flere internt fordrevne…

 

De, der er ved magten i det gamle Europa og på de amerikanske kontinenter, er forenet i en hellig heksejagt imod migrationens spøgelse: en vidtspændende aliance, der omfatter populister fra højrefløjen, og det, der er tilbage af de traditionelle socialdemokratiske partier. Salvini og Macron, Putin og Trump – chauvinister fra Øst og Vest, franske liberale, og det tyske politi…

 

Optrapningen af umenneskelighed

Trumps nye angreb på migranter fra Mexico, Centralamerika og andre dele af verden, der prøver at komme ind i USA, har nået skræmmende højder af umenneskelighed. I de seneste uger, især i juni, har der været tusinder af tilfælde, hvor børn er blevet adskilt fra deres forældre i forbindelse med forsøg på at krydse grænsen mellem Mexico og USA, efter at iværksættelsen af nul-tolerance-politikken var blevet offentliggjort. Tusinder af børn blev sat i bur, som dyr, og derefter anbragt i midlertidige tilbageholdelsescentre i andre byer og fjernt fra de steder tæt på grænsen, hvor deres migrantforældre var interneret.

 

De omfattende protester, internationalt, men også meget markant i USA, tvang Trump til at beordre et stop for adskillelsen af børn og forældre. Tidspunktet for genforeningen af disse familier er imidlertid blevet udskudt, og tusinder af børn er stadigvæk adskilt fra deres forældre, hvoraf en del i mellemtiden er blevet sendt tilbage, mens andre endnu ikke er blevet placeret og identificeret.

 

Selv om Trump har givet ordre til at genforene adskilte forældre og børn (hvad der endnu ikke er sket), så har han også understreget, at nul-tolerance-politikken i forhold til immigration fortsætter – nu er det hele familier, også med børn, der kommer bag lås og slå i interneringscentre, indtil den retslige behandling er afsluttet, og efter at de allerede har lidt under ekstrem vold i deres hjemlande eller undervejs.

 

De lidelser, der bliver migranterne til del, hvad enten de kommer fra Mexico og Centralamerika, eller fra fjernere lande som f.eks. Brasilien, Haiti eller endda afrikanske lande, begynder ikke først, når de krydser grænsen til USA, men ledsager dem på hele den lange vej dertil. Særlig alvorlig er situationen for de migranter, der passerer igennem Mexico, hvor de bliver udsat for afpresning, tyveri af deres sparsomme ejendele, eller kidnappet af kriminelle bander, der tvinger kvinder til prostitution og mænd til at blive lejemordere for narkohandlere, hvis ikke de simpelthen bliver slået ihjel undervejs. Fra lande som f.eks. El Salvador organiseres der humanitære karavaner, der rejser gennem Mexico for at opspore familiemedlemmer, der er forsvundet på vejen til grænsen mellem Mexico og USA.

 

Imellem 2014 og 2017 var der mere end 16.000 mænd, kvinder og børn, der døde, mens de forsøgte at sejle over Middelhavet. I gennemsnit ca. 1 ud af 1000, der prøvede at komme over. I 2018 var det mere end 50! Siden januar 2018 er der, med den skærpede lukning af grænserne mod havet, 1.100 migranter, der er druknet. Og samtidig forværres tragedien, både ved de farligste stræk, i ørkenen eller ved den libyske kyst, eller når de er overstået, ved Alperne eller i Calais.

 

Alle disse dødsfald er forbrydelser, der er forårsaget af en racistisk politik over for migranter. Og det er ikke kun Salvini, der har nedlagt forbud mod deres ankomst til den italienske kyst. Alle europæiske regeringer synger med på den samme melodi.

 

EU’s ledere mødtes den 29. juni i Bruxelles for at snøre deres politik endnu tættere sammen ved at spærre vejen for de humanitære organisationers både og forsøge at placere tilbageholdelseslejre uden for Europa, i Nordafrika eller Mellemøsten: De tildeler migranterne rollen som syndebukke for den krise, som de selv befinder sig i.

 

En ideologisk offensiv udtrykt gennem en reaktionær politik

Massemedierne og politikerne fra de førende partier hævder, at problemerne for hundreder af millioner mennesker i Europa og Nordamerika – økonomiske og beskæftigelsesmæssige problemer – har én enkelt, selvindlysende årsag – migranter, der kommer fra det globale Syd. De ser helt bort fra de enorme migrantvandringer mellem landene i det globale Syd, to tredjedele af den samlede migration i verden. De antal, der kommer til landene i nord – mellem 0,5 og 1,5 pct. af disses landes befolkning – kan med lethed assimileres. Sammenlign f.eks. med Libanon, der med en befolkning på ca. 5 millioner (inklusiv hundredtusinder af palæstinensere), der har taget imod en million flygtninge alene fra Syrien.

 

De hævder, at hvis lønningerne går ned og arbejdsløsheden op, så kan det forklares med det konkurrencemæssige pres fra migranter, der kommer ureguleret og illegalt til landene i nord. Hvis der ikke er tilstrækkelig mange boliger til priser, som folk har råd til, så påstås det, at det skyldes det demografiske pres fra migranter i de store byer, hvor de lever under uacceptable forhold, og dermed sænker de levestandarder, som ’vores civilisation’ er vant til. Hvis kriminaliteten stiger, eller følelsen af utryghed og frygten for terrorismen vokser, så er det helt klart migranternes skyld, især dem, der kommer fra arabiske lande, eller lande med en stor islamisk befolkning.

 

Der er mange andre eksempler på denne måde at argumentere på. Alt andet forsvinder op i den tynde luft, lige så snart ’migrantproblemet’ bliver nævnt:

–  den økonomiske krise, der allerede har varet i ti år

–  den store vækst i profitter, samtidig med at lønningernes andel af de samlede indkomster er faldet, de multinationale selskabers rolle – især dem, der er overvejende amerikansk, europæisk eller kinesisk ejede – i forhold til udplyndringen af ressourcerne i Syd (frem for alt i Afrika)

– de samfundsøkonomisk invaliderende tilbagebetalinger af (meget tit uretmæssig) udlandsgæld, og de strukturelle tilpasninger og nedskæringsprogrammer, der bliver pålagt af de store internationale finansielle institutioner

–  den miljømæssige krise og klimakatastroferne, der er forårsaget af det materielle overforbrug i Nord, og den forurening, rovdrift og udplyndring af naturressourcer, som den kapitalistiske model nu frembyder i selv de fjerneste egne af denne planet

–  de endeløse væbnede konflikter i Syd (især Mellemøsten og Centralasien), hvor interventioner fra imperialistisk og regional side spreder død og ødelæggelse, og hvor der altid er rigeligt med våben, hvoraf mange er produceret i de lande, der nu har lukket deres grænser for migranter og flygtninge

 

Alle disse processer – skabt af selve det kapitalistiske system – er den primære årsag til såvel de sociale kriser overalt i verden som den nuværende bølge af migration, men de svinder bort i mediernes og magthavernes altdominerende fortælling, der på den måde får karakter af en ideologisk forgiftning.

 

Regeringerne i Europa og USA har valgt at lukke deres grænser med magt og at kontrollere migrationen fra steder uden for deres territorium. De bruger villige regeringer i Syd (f.eks. Tyrkiet, Libyen og Marocco) til at placere deres forehavender uden for egne grænser, og giver dem millioner af dollars eller euro for at udføre det beskidte arbejde og tage sig af de flygtninge og migranter, der måtte prøve på at komme ind i den Europæiske Union, på deres egen måde.

 

Denne politik bliver tit retfærdiggjort som en ’modgift’ mod racismens mulige vækst eller det postulerede behov for at ’regulere’ migrationen.

 

Politiske og kulturelle positioner, der accepterer åbne grænser (om end på en ’reguleret måde), fordi  ’vi behøver dem’ til jobs, som den ’nationale’ befolkning helst går uden om, eller til at betale pensionerne i samfund, hvor der bliver stadig flere ældre, bryder ikke afgørende med dette mønster, der har udnyttelsen af mennesker som sin centrale figur.

 

Udbytning, segregation, racisme

Som det så tit var tilfældet i tidligere tider, så lider migranter under en dobbelt udbytning, især i visse ’eksemplariske’ sektorer som landbrug, køkken- og rengøringsarbejde, omsorg og pleje. Migranters ekstreme sårbarhed og samfundsmæssige marginalisering åbner op for den brutale udnyttelse af dem på et arbejdsmarked, der maksimerer profitterne for små, mellemstore, samt store nationale og multinationale firmaer. Migranter finder arbejde gennem netværk, der omfatter både totalt irregulære ansættelser, formidlet af illegale hververe, og kontrakter, der tit er af en meget tvivlsom og usikker karakter.

 

En sådan udbytningskarussel, som migranterne er udsat for, er ikke et parallelt netværk til den måde, som de ’indfødte’ arbejdere bliver behandlet på. Den funktionsmåde, som kendetegner udbytningen af migranterne er netop kendetegnet af, at den er tæt knyttet til den generelle udbytnings strukturer. Arbejdernes roller (både migranter og ’indfødte’) er forbundne i et gensidigt afhængighedsforhold.

 

I den sammenhæng fungerer grænser og immigration som filtre, der lukker fortrinsvis unge og raske arbejdere ind, eller dem med særlige uddannelser, samtidig med at det sikres, at de ikke har rettighederne til at forsvare sig mod ekstrem udnyttelse. Det svarer også til de spektakulære billeder af hundreder af mennesker stuvet sammen i farlige både, eller hvor de forsøger at klatre over høje hegn, hvor deres usikre og lidelsesfyldte liv yderligere giver næring til fortolkningen af dem som ’flodbølger’ eller ’invasioner’.

 

Selv om det neoliberale projekt sigter mod en afvikling af alle former for retslig eller samfundsmæssig regulering til gavn for arbejderne, så betyder det racistiske hierarki, der strukturerer arbejdsmarkedet, at visse mindre reguleringer, der kan give en basal tryghed, er forbeholdt ’indfødte’ arbejdere, indtil videre i hvert fald. De nyder direkte eller indirekte godt af den ekstreme udnyttelse af migranter, som oftest, men ikke altid , uden overhovedet at lægge mærke til det (ligesom med den kønsbestemte strukturering af arbejdsmarkedet).

 

Sideløbende med denne udbytningsstruktur er der også segregation, f.eks.:

–  de ’midlertidige’ tilbageholdelsescentre (inden for og uden for EU, USA og Australien)

– de isolerede, stort set usynlige steder, hvor migranter arbejder og lever på landet, sammen med tusinder af andre landarbejdere under oprørende forhold

– den racistiske segregation af hele bydele i de store byer, marginaliserede og kriminaliserede

 

Denne segregation omfatter en lang række af retsmæssige og sociale situationer, der tit bliver slået sammen under fællesbetegnelsen ’migrant’: arbejdere uden papirer, asylansøgere, flygtninge under humanitær eller international beskyttelse, immigranter med arbejdstilladelse, børn og børnebørn af migranter. Det udgør til sammen et hierarki af vilkår, hvor spørgsmålet om deres rettigheder er totalt udslettet, og hvor de kan opdeles i to grupper – dem, der har visse ’privilegier’ (papirer, f.eks.), og dem, der ikke har.

 

Den virkelighed, som migranternes sociale, materielle og kulturelle vilkår udgør i landene i Nord, er også været kendetegnet ved en voksende racisme, fremmedhad og islamofobi. I de seneste år har disse ekstremt farlige fænomener antaget særlige politiske former, der i dag truer med at blive samfundsmæssigt altdominerende og dermed gennemsyrer den politik, der bliver ført af G7-landenes regeringer (det er allerede sket i USA og Italien, og i tiltagende grad i Frankrig, Tyskland og Storbritannien). Vi taler her om forskellige organisationer, der alle, ukorrekt, er blevet skåret over én kam som ’populistiske’. De har dog et fælles træk – de søger bred opbakning til en fortsat udvikling af den fortælling, at migranter er en følge af en politik, der er blevet ført af en ’global politisk-økonomisk elite’ med katastrofale konsekvenser for de ’nationale’ befolkninger, der betaler ’prisen’.

 

Disse organisationer befinder sig i flere tilfælde tæt på neofascismen, med angreb på individuelle migranter og hele befolkningsgrupper – den cykliske tilbagevenden af forfølgelse af romaer er eksempel på det.

 

De regeringer, der fremstiller sig selv som liberale, hverken kan eller vil reelt foretage sig noget for at gøre tingene bedre, stillet over for dette scenarie. De er ude af stand til at imødegå udviklingen med politiske initiativer til fordel for åbne grænser eller garantier for menneskerettigheder. Det er de selv samme regeringer, der er ansvarlige for ødelæggelsen af velfærdsstaten, og de er de vigtigste allierede for de multinationale og de finansielle centre, der er hovedårsagerne til den økonomiske krise. De har ikke foretaget sig noget af betydning for at byde dem, der ønsker at komme til Europa eller USA, velkommen, endsige give dem asyl.

 

Et anti-kapitalistisk alternativ og social og politisk solidaritet med migranter

Det eneste effektive svar er at sige klart fra i forhold til at opfatte migration som et ’problem’,  og at imødekomme de sociale behov hos millioner af kvinder og mænd, migranter og ’indfødte’. Vi kræver, at de rigeste lande optræder som værtslande, lige som så mange andre lande over hele verden gør det. Fjerde Internationales organisationer og aktivister forsøger at spille en betydningsfuld rolle i udformningen af et sådant svar. De er i mange tilfælde allerede med i forreste række i de antifascistiske og antiracistiske kampe, og i støtten til migranter. Dette arbejde skal fokusere på følgende:

 

– Vi kræver ret til at migrere: frihed til at krydse landegrænser og til at så sig ned i et andet land. Som internationalister går vi ind for, at det er en grundlæggende ret for enhver at kunne leve med værdighed og nyde alle politiske og sociale rettigheder i det land, hvor man bor. Vi mener ligeledes, at migration bør være den enkeltes frie valg. Millioner af mennesker er dog tvunget til at migrere for at undslippe lidelser, fattigdom, krig, miljømæssige katastrofer, fraværet af fremtidsmuligheder osv. De bør alle have ubegrænsede rettigheder, herunder, men ikke kun det, retten til asyl til dem, der flygter fra krig og forfølgelse. Vi tager afstand fra opdelingen i såkaldte ’økonomiske’ migranter og flygtninge.

Det er førsteprioriteten i ethvert land – især dem, hvor der er den største undertrykkelse af migranter – og alle venstrefløjsorganisationer bør kæmpe for at give fulde rettigheder til alle migranter, med særligt hensyn til dem, der lider af andre former for diskrimination og undertrykkelse, som f.eks. kvinder, racialiserede mennesker, LGBT-personer, muslimer og mindreårige.

 

– Vi forsøger at opbygge antiracistiske og antifascistiske bevægelser, ikke kun som del af en kulturel kamp, men også som en politisk mobilisering imod dem, der stiller sig i spidsen for både institutionel og social racisme. De kulturelle og politiske aspekter af denne kamp er to sider af den samme sag. Det er livsvigtigt at arbejde på både kulturelle og uddannelsesmæssige niveauer for at imødegå diskriminerende og racistiske ideer. Men det er også særdeles vigtigt at sætte gang i de samfundsmæssige kampe for at vinde rettigheder og indflydelse tilbage for arbejdere, og således synliggøre i praksis den forbindelse, der er mellem racisme og kapitalismens virkemåder.

 

– Vi støtter migranters selvorganisering og kampe, med udgangspunkt i deres egenart og særlige krav, men med blik for de nødvendige tilknytningspunkter til diskrimination med hensyn til klasse, køn og etnicitet, samt påvise, hvordan der er en tale om én indbyrdes forbundet proces.

 

– Vi medinddrager også erfaringerne af fællesskab mellem de udbyttede og de diskriminerede, og deres fælles kampe – enten gennem organiseringen af sociale og faglige kampe, der inkluderer arbejdere af alle slags, eller gennem kollektive projekter som f.eks. selvstyrede boligordninger, arbejdskooperativer, solidaritetsorganisationer og informelle fælles økonomiske og sociale hjælpegrupper.

 

– Som internationalister mener vi, at den frit valgte migration og blandingen af befolkningsgrupper er til gavn for alle samfund. At knytte bånd mellem folkelige og sociale bevægelser i de lande, som migranter kommer fra, og de lande, hvor de slår sig ned, er et livsvigtigt led i udviklingen af bevægelser, der kan gå til modstand imod kapitalismen og vidne om mulighederne for en ny verden, bygget på solidaritet og gensidig hjælp.

 

Vedtaget af Fjerde Internationales Forretningsudvalg den 25. juli 2018

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

Opslået i Anti-racisme, Facebook, Fjerde Internationale, Indvandring

single.php