Et massivt angreb på landets skolelærere, hverken mere eller mindre. Det er indholdet af regeringens udspil til en skolereform.

Udspillet repræsenterer en sjældent set sammenblanding af overenskomstmæssige aftaleområder og skolepolitik. Eleverne skal have flere timer i skolen, men udgiften til dette skal betales af lærerne. Pludselig foregår forhandlingerne om folkeskolen i Finansministeriet med Bjarne Corydon for bordenden. Pistolen er skarpladt – konflikt vil udløse lockout, der tømmer strejkekasserne på kort tid!

Arbejdsgiver for landets lærere er formelt set kommunerne med KL som forhandler. Op til de kommende overenskomstforhandlinger har KL i allerhøjeste grad slebet knivene. Økonomien er i bund, og serviceniveauet ofte kritisabelt.

Men i stedet for at angribe regeringens neoliberale økonomiske politik, har kommunerne med deres ovenskomstkrav valgt at angribe medarbejdernes arbejdsvilkår. ”Væk med bureaukratiet” lyder det umiddelbart sympatisk fra KL’s Sine Sunesen. Men bureaukratiet er i dette tilfælde ikke den ulidelige registrering og dokumentationsbyrde, som er steget i betragteligt omfang de senere år. Nej, bureaukratiet er de centrale arbejdstidsaftaler, der rent faktisk sikrer, at den enkelte medarbejder har nogle rammer for udførslen af arbejdet, som fx tid til at forberede undervisning.

I KL’s vision er medarbejdernes demokratiske indflydelse på arbejdspladsen fjernet, fagforeningens indflydelse reduceret, og den enkelte leder skal fuldstændigt frit kunne disponere over medarbejdernes arbejdstid. Allerede nu siges det åbent, at efteruddannelse sagtens kan foregå i medarbejderens fritid. Kun fantasien sætter grænser for, hvilke andre arbejdsopgiver der også kan henvises til fritiden. Når man sammenholder dette med intentionen om at styrke lederens mulighed for at hyre og fyre, er det klart, at de frygteligt ufleksible medarbejdere – de som ligefrem kan finde på at kræve løn for arbejdet – står ganske usikkert i en tid, hvor fyringsrunderne har kørt adskillige gange i kommunerne.

To dage før Danmarks Lærerforening skulle mødes med KL til de første overenskomstforhandlinger, søsatte regeringen sin skoleplan. Eleverne skal have flere timer, og det må ikke koste en krone ekstra. I en tid, hvor flere skoler kører på det såkaldte minimumstimetal, kan forslaget have en vis appel. Men kvalitetsløftet er svært at finde, når det netop er lærernes forberedelse, som umiddelbart skal betale gildet.

Angrebet fra regeringen er lige så massivt som det, der kommer fra KL. Det dækker oven i købet både over skolepolitik og overenskomstforhold. Men det er samtidig også deres akilleshæl. De to områder er indbyrdes betingede. Hvis ikke lærerne betaler timerne, så er pengene der ikke til den ekstra undervisning. Og uden ekstra undervisning bliver det meget svært at argumentere for, at en nedsættelse af forberedelsestiden bliver andet end en forringelse af undervisningen.

På lærerværelserne er der voldsomt røre. Lærerne er tossede. Overalt diskuteres overenskomsten heftigt. Diskussionerne bliver ikke mindre af, at 84 procent af lærerne har stemt på et af regeringspartierne. De føler sig i den grad røvrendt.

Lærernes opbakning til regeringspartierne begynder at sprække. Flere og flere melder åbent ud, at de forlader Socialdemokratiet i protest. Det er muligt man deler skolevisionen, men man vil ikke tages som gidsel via arbejdstidsaftalerne.

Utilfredsheden blandt lærerne må nu ud over frokostbordet og skolegården. På skolerne må lærerne vedtage protestudtalelser mod KL’s overenskomstkrav og mod finansieringen af skolereformen. Faglige møder omkring den slags udtalelser vil være en vigtig støtte for forhandlerne. Det vil være af den type støtte, som også vil gøre det sværere for forhandlerne at indgå rådne kompromisser, og det vil være en god forberedelse på en aktiv kamp, hvis det udvikler sig til en egentlig overenskomstkonflikt med strejke og lockout.

Støtte fra andre lønarbejdere, i første omgang andre kommunalt ansatte, er afgørende for, at lærerne kan komme sejrrigt ud af overenskomstkampen, og indirekte for, at de ikke kommer til at betale prisen for en folkeskolereform. Desværre har Danmarks Lærerforening indtil nu i høj grad isoleret sig. Man har stort set ikke bakket aktivt op om andre ansatte og protesteret mod nedskæringer i andre dele af kommunerne. Det var helt åbenlyst under overenskomstforhandlingerne i 2008, hvor lærerforeningen droppede solidariteten til fordel for lidt ekstra håndører, så sygeplejerskerne og pædagogerne måtte konflikte alene.

Men andre lønarbejdere skal ikke være solidariske af hensyn til ledelsen af Danmarks Lærerforening. De bør tage bestik af, at KL’s overenskomstudspil hurtigt kan få en afsmittende virkning på hele det kommunale område. Lærerne er prøvekluden, men ingen faggruppe kan føle sig sikker, og sympatien for lærernes situation er heldigvis åbenlys. Flere andre fagforbund har allerede udtalt deres støtte til lærerforeningen.

Enhedslisten og SUF har en kæmpe opgave at løfte. Store dele af befolkningen støtter umiddelbart regeringens folkeskoleforslag – og til dels KL’s overenskomstkrav. Man oplever, hvordan timetallet er raslet ned, og (løgne-)historierme om de dovne lærere som skyldige er serveret fint af KL og regeringen.
Det betyder også, at vi skal være varsomme med, hvordan vi håndterer sagen. Umiddelbart kan udgangspunktet om flere timer være fint de steder, hvor timetallet er skåret til benet. Men finansieringen skal ikke findes ved at ødelægge lærernes forberedelse. I stedet bør man afbureaukratisere i forhold til de mange dokumentationsopgaver, der efterhånden fylder rigtigt meget i hverdagen. Væk med centrale bindende mål og obligatoriske nationale test. Lad os i stedet få en demokratisk skole, hvor lærere, forældre og elever i fællesskab kan planlægge undervisningsforløb, og hvor udgangspunktet er den aktuelle elevgruppe. En skole hvor nysgerrighed, glæde og kreativitet har erstattet den nuværende, hvor alt skal testes, måles og vejes.

Enhedslisten har allerede taget initiativ til et offentligt møde på Blågårds Skole i København den 12. december med oplæg fra DLF og Danske Skoleelever (DSE). Her er alle, der har interesse i folkeskolen (forældre, elever, pædagoger m.fl), inviteret til en debat om reformudspillet.

Lokalt må Enhedsliste-medlemmer gå forrest for at rejse diskussionerne og for, at faglige klubber på skolerne – og på andre kommunale arbejdspladser – formulerer spørgsmål til lokale byrødder og vedtager udtalelser fra klub- og fagforeningsmøder. Som socialister har vi et særligt ansvar for at opbygge en fælles front mellem alle kommunale grupper mod KL, men vi er ikke alene. Vi kan samarbejde med de mange i regeringspartiernes baglande, der er lige så utilfredse.

Tilsvarende har SUF muligheden for at rejse diskussionerne blandt skoleelever. Det kan skabe lokale alliancer mellem lærere og elever. Alliancerne må føres helt til tops, så Danske Skole Elever (DSE) støtter lærernes kamp for deres arbejdsforhold og for, at lærerne får mulighed for at levere en ordentlig undervisning – uanset hvad man ellers mener om tankerne på skolereformen.

SAP’s forretningsudvalg, 7. december 2012

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php