I går gik titusinder af offentligt ansatte over hele landet med lærerne i spidsen til demonstration. De trodsede sne og kulde for at protestere mod regeringens åbenlyse indblanding og trusler om direkte lovindgreb i overenskomst-forhandlingerne.

 

Kendsgerningerne er:

  • At regeringen åbenlyst har tilskyndet til arbejdsgiversidens aggressive adfærd ved ”som offentlig hemmelighed” at love/true med at gennemføre arbejdsgivernes offensive krav ved et lovindgreb til. Drejebogen er åbenbart blevet udarbejdet af arbejdsgivere og regering i fællesskab igennem halvandet år. Altså et voldsomt slag mod den frie forhandlings- og konfliktret.
  • At regeringens dagsorden er at få gennemtrumfet, at fagforeningernes ret til at lave kollektive aftaler om underviseres arbejdstid afskaffes. Hver enkelt underviser skal herefter have sin individuelle arbejdstid ”aftalt” med (læs: dikteret af) lederen. Altså et voldsomt slag mod noget så fundamentalt som arbejdernes ret til kollektive aftaler gennem deres faglige organisering.
  • At dette generalangreb på nogle af de offentligt ansattes fagforeninger skal være en murbrækker for regeringens nedskærings- og effektiviserings-raid mod den offentlige sektor frem til 2020. Et felttog, som planlægger en gennemsnitlig ”vækst” på 0,6% årligt, der slet ikke kan dække de demografisk bestemte udgiftsstigninger og derfor vil indebære store nedskæringer. Det er lidt mindre (!) end Løkkes gamle plan om 0,8% pr. år, som SF kaldte en massakre mod den offentlige sektor – før de kom til taburetterne…
  • Og et felttog som samtidig kræver ”effektiviseringer” på ikke mindre end 12 mia.kr. – som de offentligt ansatte altså skal løbe hurtigere for, således at andre kan blive fyret. Intet under, at deres fagforeninger skal sættes ud af spillet!

Derfor er det godt og helt nødvendigt, at solidariteten med lærerne breder sig. At KTO har nægtet at sende resten af overenskomsten til urafstemning, før der er realitetsforhandlinger med lærerne. At mange andre fagforeninger – alle undervisere og størstedelen af de offentligt ansatte, fra magistrene i DM til sosu’erne i FOA, har meldt sig til demonstrationerne og givet løfter om videre støtte, også økonomisk. At masser af elever har engageret sig på lærernes side. At kabinepersonalet hos SAS, der har deres egne oplevelser med SMS-Bjarne (Corydon) i frisk erindring, også har været på banen. At endda Politiforbundet opfordrede betjentene til at møde op i går – i civil, altså.

Men der er stadig langt til en sejr, og sejren skal i sidste ende vindes politisk: Ved at det simpelthen bliver for politisk dyrt for sammensværgelsen af kommunerne, KL og regeringen at banke deres plan igennem. Det er vores allesammens opgave i de kommende uger at skaffe dem så mange omkostninger på halsen, at de vælger at give op.

Ikke mindst ude i kommunerne, som med kun et halvt år til et kommunalvalg formentlig er det svageste led. Det er ikke sjovt for de lokale byrødder at være dem, der skal jage lærerne ud af skolerne når lock-outen starter.
Allerede når KL (Kommunernes Landsforening) samles i dag, er flertallet bag den hårde linje ved at vakle, og lokalt kan alle være med til skabe det pres, der kan få dem til at bøje af:

  • Ved at utilfredse forældre og forældregrupper i læserbreve m.v. protesterer mod kommunernes overgreb på arbejdsmiljøet på skolerne.
  • Ved at skolebestyrelser, elevråd o.l. klager over det samme til kommunalbestyrelsen – selvfølgelig også offentligt, i den lokale presse.
  • Ved at lærernes støtter, typisk Enhedsliste-repræsentanter, stiller forslag i kommunalbestyrelsen om åbent at gå imod KL’s linje, evt. melde sig ud af KL.
  • Ved at bakke lærerne op i aktioner og aktiviteter – som gårsdagens demonstrationer. Når lock-outen går i gang, er der brug for et massivt solidaritetsarbejde. Onsdagens demonstrationer viser, at der er opbakning til det.

Det handler også om at slå direkte ind i de lokale baglande for regeringspartierne. Det er socialdemokraten Bjarne Corydon, der leder felttoget. Og bag KL’s frådende konservative chefforhandler, Michael Ziegler, står en KL-bestyrelse, hvor S og SF alene har flertal! De kan altså ikke dække sig ind under, at der skal samles et flertal med andre.

Den fagforeningsfjendske politik må og skal rejse en storm i baglandet i S og SF – og alle kan være med til at hjælpe den på vej:

  • Ved at rejse debatten og foreslå konkret støtte til lærerne på arbejdspladser og i fagforeninger.
  • Ved at fagforeninger eller Enhedsliste-afdelinger inviterer regeringspartierne til et lokalt debatmøde om lærerkonflikten.
  • Ved i åbne breve o.l. at udfordre de lokale partiafdelinger og partispidser til at tage stilling.

Der er altså nok at klø på med i de kommende uger – ikke mindst for Enhedslistens medlemmer, der heldigvis er flere end nogensinde før!

Hvis det kan lykkes at stoppe regeringens angreb på lærernes fagforeninger, er det en vigtig sejr i kampen for at bremse regeringens borgerlige offensiv. Hvis det ikke lykkes, er det et alvorligt tilbageslag. Men det er et betydeligt mindre tilbageslag, hvis det i kampen lykkes at opbygge nogle netværk og organiseringer, der er indstillede på at fortsætte kampen for faglige rettigheder og mod nedslagtningen af den offentlige sektor – også selv om det er S og SF, der fører kniven.

SAP’s Forretningsudvalg, den 21. marts 2013

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php