Alle magthavere i det gamle Europa har sluttet sig sammen i en hellig klapjagt på Syriza: IMF og ECB, Merkel og Juncker, tyske storbanker osv. Det er helt afgørende, at der opbygges et pres den anden vej. En solidaritet mod magthavernes tvangsforanstaltninger mod og udsultning af den græske arbejderbefolkning.

 

For første gang i umindelige tider er den radikale venstrefløj kommet til magten i et europæisk land. Syrizas markante valgsejr er en begivenhed, der giver genlyd henover kontinentet. Hos banker og magthavere på den ene side og hos venstrefløjen, i alle dens afskygninger, på den anden. Overalt diskuteres det nu: Hvad vil Syriza? Hvor langt er de parate til at gå? Og hvad er muligt?

Med blot to mandater fra absolut flertal, valgte Syriza at indgå i regering med de Uafhængige Grækere. Et borgerligt, racistisk parti der brød med det konservative Nyt Demokrati i forbindelse med Trojka-aftalen. Var det en klog beslutning at indgå sådan en regering? Det er svært at afgøre. Kommunisterne (KKE) afviste regeringssamarbejde, og de øvrige alternativer ville ikke gøre op med gældsaftalen. Denne regering er formodentlig stærkere i en forhandling, end hvis Syriza havde regeret alene som en mindretalsregering. Den reaktionære regeringspartner kan blive en undskyldning for at slække på det program, som Syriza er blevet valgt på, men det er ikke vores opgave her fra sidelinjen at kritisere denne regeringskonstellation på nuværende tidspunkt. Syriza-regeringen må vurderes på, hvorvidt den formår at stå fast på og gennemføre sit program: Et opgør med nyliberalismen.

Fra sultne børn til sultne banker
Det store spørgsmål for Grækenland er, hvorvidt det kan lykkes for Syriza at genforhandle gældsaftalen med Trojkaen. Med henvisning til den aftale, der blev lavet med Tyskland i 1953, foreslår Syriza, at størstedelen af den græske gæld afskrives, og at tilbagebetalingen af den resterende gæld skal gøres afhængig af vækstraten.

Europas magthavere propaganderer højlydt for, at “grækerne” skal betale “deres lån” tilbage til befolkningerne i eurozones lande. Samme udmelding kommer fra Morten Bødskov og den danske regering. Men det er ikke “grækerne”, der har fået eurobefolkningernes skattekroner. Tvært imod har imødekommelsen af Trojkaens krav kastet store dele af den græske arbejderbefolkning ud i arbejdsløshed og nød. En halv million børn anslås nu at leve i dyb fattigdom, ofte præget af underernæring og mangel på opvarmning, adgang til lægehjælp osv.

Virkeligheden er, at 89 procent af de 226,7 mia. euro, som Grækenland har lånt af Trojkaen, er gået til banker og private kreditorer. De store pengesummer er især gået til franske og navnligt tyske banker. Det samme gælder for de øvrige “hjælpepakker”, som Trojkaen har stået bag i Sydeuropa og Irland. Denne “hjælp” til de kriseramte europæiske lande, har reelt været hjælpepakker til private banker. Det var EUs bankpakker vol. 2. Og arbejderklassen har betalt prisen. Både i eurolandende i nord (hvor milliardbeløbene er fundet hos skatteborgerne) og især i Sydeuropa, hvor den hårdeste pris er blevet betalt med massive nedskæringer og decideret humanitære kriser til følge.

Solidaritet med plan A
Rundt om i Europa diskuterer venstrefløjen nu, hvad der er Syriza’s “plan B”. Naturligvis er EU-Kommisionen og Centralbanken skarpe modstandere af ideen om at afskrive gælden, navnligt fordi det kan give håb og selvtillid til venstrefløjen og de sociale bevægelser, og dermed måske ændre det politiske landskab i Europa. Med denne modstand vil det uden tvivl være uhyre vanskeligt for Syriza at få en ny aftale igennem. Og derfor går diskussionerne allerede nu lystigt: Hvad vil de så gøre? Nægte at betale og risikere at blive smidt ud af euroen? Eller opgive deres program og begynde at administrere nedskæringer? Kampen om, hvad der er “plan B”, føres i og omkring Syriza. Bevægelserne og den interne venstrefløj vil fastholde kongreslinjen, “Ingen ofre for euroen”, mens offentlige meldinger fra partiets ledelse signalerer, at man for alt i verden ikke vil forlade euroen.

Men uanset hvad der bliver en eventuel “plan B” for Syriza, så vil det på nuværende tidspunkt være et alvorligt svigt, hvis den europæiske venstrefløj sætter sig på hænderne og diskuterer “plan B scenarier”, mens de venter på, at en genforhandling af gælden mislykkes. Solidaritet med den græske arbejderklasse nu og her betyder, at vi må gøre alt, hvad vi kan, for at ændre styrkeforholdene og bidrage til, at Syriza får held med deres plan A.

Det betyder først og fremmest at opbygge et pres for at få regeringerne i EU til at acceptere en nedskrivning af gælden. Her er det centralt, at vi forklarer, hvor gældspengene forsvandt hen, og hvorfor det ikke er arbejderklassen i Grækenland og det øvrige Sydeuropa, der skal betale for EU’s bankpakke nummer 2. Så længe de europæiske magthavere har held til at spille Europas befolkninger ud mod hinanden, ved at påstå at “grækerne” skylder “tyskerne” penge, så vil det være nemt for Trojkaen – Syriza eller ej – at fastholde Grækenland i den nuværende økonomiske spændetrøje. Det er afgørende, at den europæiske arbejderklasse stiller sig solidarisk med den græske befolknings legitime krav om en europæisk gældskonference, der munder ud i en radikal nedskrivning af gælden. Det er vores opgave at sikre denne solidaritet.

SAPs forretningsudvalg, den 1. februar 2015

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php