I det følgende vil vi behandle de områder der skal forhandles overenskomst for i år. Det drejer sig om henholdsvis LO-området og FTF-området. For disse hver især vil vi:
– kort skitsere den videre proces frem mod afstemningen
– give nogle kommentarer til de store punkter i forligene og/eller de forhandlinger, der fortsat pågår,
– komme med en generel vurdering af situationen og de udmeldinger, der et kommet
– vurdere, hvad opgaven er fremadrettet.
LO-området
Efter første større fællesmøde i forligsinstitutionen mellem DA og LO, står det nu klart, at alle større områder er kommet i hus, og det derfor ikke tegner til en konflikt på LO’s område, i første omgang.
Der er dog stadigvæk nogle enkelte mindre områder, som mangler at opnå forlig, disse vil forsøgt forhandlet på plads i løbet af uge 10 (den 3 til 10. marts), herefter vil forligsmanden overtage styringen med de områder, som ikke har opnået forlig i uge 11, så en samlet mæglingsskitse kan sendes til afstemning i uge 12.
Indtil videre har kun to ”større-små-områder” givet udtryk for, at det virker svært at opnå forlig.
NNF:
Indenfor slagteribranchen står man i den situation, at arbejdsgiverne hos Danish Crown i høj grad ønsker yderligere betaling i overenskomsten for at ville opnå forlig (yderligere, som mere end den ellers magre ramme fra industriforliget)
Blik og Rør:
Blikkenslagerne har fra tidligere tider en paragraf i deres overenskomst, som er et værn mod social dumping, i form af tredjepartsforpligtelser. Dette har arbejdsgiverne, ligesom tidligere år, ønsket fjernet, for at komme ned på niveau med resten af byggeriet. Så længe Blik og Rør blokerer for denne forringelse, nægter arbejdsgiverorganisationen (Tekniq) at acceptere forhøjelser af priserne indenfor akkordsystemet.
Dette er næsten identisk med situationen, som Blik og Rør stod i sidste år, som også endte i forligsen, hvorefter de fik påtvunget et mæglingsforslag, som de også stemte nej til, men grundet sammenkædning med andre overenskomster alligevel fik påtvunget som overenskomst.
Så alt i alt tegner der sig et yderst klart billede af den samlede mæglingsskitse inden for LO-området, med enkelte områder, som kan ende med at få påduttet et samlet forlig.
Alle de bærende områder er faldet på plads, og det er derfor svært at forestille sig, at der vil opstå en konflikt, før det hele er sendt til afstemning.
Fokus må derfor være, selvfølgelig at støtte op om NNF og Blik og Rørs forsvarskamp, så de ikke accepterer yderligere forringelser, men ellers skal der rustes til en generel nej-kampagne på hele det private område, hvor man i et bredt fælles initiativ vil slås mod den samlede mæglingsskitse og den overordnende lave ramme for alle overenskomsterne.
Social dumping
Kigger man på det altoverskyggende store stridspunkt omkring forligene (set med mediernes øjne), har det været social dumping i bred forstand, især i forhold til byggeriet. Blandt de forlig, som er faldet på plads, har bestemmelserne mod social dumping, været opdelt i tre faser:
Industrien og vikarer:
Det første ”gennembrud” omkring social dumping var indenfor industriområdet, hvor at CO-Industri landede en aftalte, som i en enkelt udgave, handler om at tillidsrepræsentanterne fremover for aktindsigt i forhold til hvilke oplysninger der er udleveret fra en virksomheds side i forhold til ansættelse af en vikar. Selvom det har været udlagt som en større sejr, må sandheden være, som Metals formand også har sagt i snævre kredse, at der intet nyt er i dette. Forskellen ligger i, at man fremover letter det administrative arbejde i at få disse oplysninger.
Transport og vikarer:
Foruden industriens bestemmelser lykkes det transporten at udvide bestemmelserne med også fremover at kunne få direkte indsigt i, hvilke vikarbureauer virksomhederne har lavet aftaler meden Igen blev det udlagt som en sejr, men endnu engang må det konstateres, at også disse oplysninger tidligere var tilgængelige, blot ved lidt mere administrativt arbejde.
Byggeriet og social dumping:
Byggeriet endte et forlig med en helt anden udgave i forhold til social dumping. Her var hovedkravet ultimativt indførelsen af kædeansvar.
Sådan endte det som bekendt ikke, men i stedet kom et protokollat med, overordnet set, tre hovedpunkter:
1. Mulighed for bodspålæg af virksomheder, som aflønner væsentligt under gennemsnit i forhold til sammenlignelige virksomheder (branche, geografi mm.)
2. Mulighed for bodspålæg af hovedentreprenører, som udliciterer til vilkår, hvor arbejdet umuligt kan gennemføres inden for overenskomstmæssige vilkår.
3. Mere gennemsigtige lønsedler – for at bekæmpe snyd
Det kan igen diskuteres, hvor stort et fremskridt punkt 2 er, eftersom der tidligere har været faldet en fagretslig afgørelse i en sådan sag, dog inden for en anden branche, og derfor kunne det påstås, at dette ikke er noget nyt tiltag. Men både punkt 1 og 3 er klare forbedringer, selv om ingen af dem er i nærheden af at kunne udfylde pladsen for et reelt kædeansvar.
Rammen og kampen videre
På trods af at forligene overordnet set ikke indeholder større forringelser, og faktisk indeholder forbedringer på flere områder, må man dog sætte kraftigt spørgsmålstegn ved hele den økonomiske ramme for forligene.
Forligene indeholder så små lønstigninger, at reallønnen ikke nødvendigvis er sikret, og de fejler dermed også i forhold til at medvirke til omfordeling.
At man kunne og burde have kæmpet for væsentligt bedre overenskomster, står lysende klart, især i en tid hvor opsvinget er på vej, og man forpligter sig i tre hele år, før man kan genforhandle.
Derfor må vi, inden vi bliver lullet for meget ind i historiefortællingen om de små sejre – hvortil man kunne argumentere for at de ”retmæssige” forbedringer, i forhold til f.eks. social dumping, dybest set er langt under ”den politiske inflation”, eftersom det er vores eneste retfærdige krav de kommende tre år. Vi må derfor huske på, at hele den samlede ramme, hvor satserne stiger langt under to procent om året, er helt uholdbart i en tid, hvor lønmodtagerne har holdt tilbage gennem de sidste fire år, mens de har set virksomhederne og direktørerne rave til sig, dette er også stemningen på mange lokale arbejdspladser, og den gnist skal vi nu kæmpe for at få udbredt igen, og i stedet for at fokusere på evt. små sejre, og pres på de sidste overenskomster, må alle sejl sættes ind for at sikre den størst mulige nej-kampagne.
Det mest katastrofale udkomme af forhandlingerne indtil videre har ikke været den lave ramme, men nok nærmere den manglende protest i fagbevægelsens baglande.
Her må alle gode kræfter sætte ind, sprede historien om, at lønstigningerne er for lave, og rejse kravet om nej til den generelle ramme.
FTF-området
På FTF-området er det i finanssektoren, at der skal landes overenskomstaftaler pr. 1. april, for henholdsvis de ansatte i forsikringsbranchen og i banksektoren (normallønsområde).
Her er udviklingen i forhandlingerne langt fra ”by the book” og selvom intet er sikkert, og et forlig bestemt stadig er sandsynligt, er det ikke utænkeligt, at man for første gang nogensinde i banksektoren og muligvis også i forsikringsbranchen ender med en strejke.
Det store stridspunkt er lønnen, der er kardinalpunktet for begge de to fagforbund og for arbejdsgiverforeningen, der forhandler med dem. Der er satset hårdt fra forbundenes side på lønstigninger, og lønkravet har fyldt forholdsmæssigt meget i forhandlingerne; områder som social dumping fremstår ikke som en trussel i finanssektoren, og behovet for uddannelse og efteruddannelse har heller ikke vist sig at have påtrængende betydning for medlemmerne. De øvrige sociale rettigheder i overenskomsterne lader heller ikke til at være truet umiddelbart.
De to fagforbund, Finansforbundet (banksektoren) og DFL (forsikringssektoren) har holdt en del møder med Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) de seneste måneder. Forhandlingerne ml. FA og DFL er dog nu sparket til hjørne, efter at Finansforbundet efter forhandlingsmøde den 18. februar med FA valgte at sende første konfliktvarsel. Finansforbundet krævede mere i løn, og man mente ikke, at det tilbud der lå, tilsvarede resultaterne fra industrien, med henvisning til aftalen mellem DI og CO-I. DFL har af forhandlingsmæssige årsager valgt at afvente udviklingen i forhandlingerne mellem FA og Finansforbundet.
I Finansforbundet var der fuld opbakning til denne linje fra baglandet. Det stod klart efter et møde i repræsentantskabet den 25. februar, hvor forhandlingsgruppen også fik mandat til evt. at afgive 2. konfliktvarsel.
I disse dage er der forhandlinger i forligsinstitutionen, hvor der vil blive søgt at lave en mæglingsskitse. Resultatet af denne vil være afgørende for, om det ender med strejke eller ej. Om Finansforbundet/FTF og FA – og til syvende og sidst medlemmerne – kan acceptere en mæglingsskitse vil afhænge primært af det lønniveau, der bliver lagt op til. Skulle det ende i en strejke, kunne man forestille sig et meget hurtigt regeringsindgreb, da en lammelse af bankerne – og evt. forsikringsselskaberne – ikke er en situation, regeringen ønsker.
Hovedopgaverne i den nuværende situation
Udmeldingen fra Finansforbundet om, at man ikke ville acceptere en lønstigning, der var lavere end industriens var for så vidt god, men langt fra tilstrækkelig. Resultaterne på industriens område er som tidligere redegjort for magre, og det er usikkert, om der er tale om reallønssikring eller ej, da det vil afhænge af, om inflationen holder sig tilstrækkelig lav.
Udmeldingen er sandsynligvis en realitetsvurdering af, at en mæglingsskitsen eller et evt. regeringsindgreb kommer til at lægge sig op ad industriens lønstigninger. Men ambitionen bør være højere på medlemmernes vegne.
At resultatet muligvis ender med mindre, end man kræver, er, hvad det er. Men enhver god forhandler ved også, at man ikke skal sætte kravene efter, hvad man vurderer, man får, men efter hvad man vil have, og hvad man vil kæmpe for.
Et troværdigt krav og en fornuftig strategi ville derfor være at melde et bastant lønkrav ud og mobilisere medlemmerne til kamp for dette. Hvad der herefter sker må man reagere på løbende. Og hverken Finansforbundet eller DFL ville tabe på at kritisere en mæglingsskitse eller et evt. regeringsindgreb. Tværtimod ville man fremstå troværdige blandt medlemmerne og som et forbund, der tog kampene alvorligt på medlemmernes vegne.
Selvom virksomhederne altid har en interesse i at holde lønomkostningerne nede og udbytte de ansatte, vil de ikke gå konkurs eller få problemer med økonomien i morgen eller de næste par år, hvis lønstigninger på 3,4 eller 5 % blev realiserede. Når man kigger på bankernes og forsikringsselskabernes økonomi står det fuldstændigt klart. Dette er vigtigt og stærkt kort for Finansforbundet og DFL, når de skal tilbagevise truslerne om, at ansatte vil blive fyret og arbejdspladserne vil rykke til udlandet i løbet af de næste par år, hvis fagforeningernes lønkrav kommer igennem. Det er der ingen basis for at tro på, og det er en hovedopgave at fortælle medlemmerne det, så de ikke lader sig true til at stemme ja på et falsk grundlag. Især på bank- og forsikringsområdet, mere end i industrien, er dette en falsk trussel i den nuværende situation.
Hvordan situationen (og udfordringerne) er om nogle år, må vurderes til den tid, selvom det aldrig bliver en fagforenings opgave at forhandle folk ned i løn, uanset hvordan økonomien i øvrigt ser uden
Derfor er parolen ”der er råd”, som man hører fra dele af fagbevægelsen og fra Enhedslisten, skudt en smule ved siden af som politisk statement betragtet. For der er ”altid” råd, så længe samfundet er et klassesamfund, kunne lønnen altid være bedre. Og vi skulle naturligvis ikke slække på kravet, hvis virksomhedernes økonomi var dårligere. Den form for ”ansvarlig” tankegang er at forveksle sine interesser med arbejdsgiverens. I sin paroleform giver budskabet i hvert fald anledning til misforståelser. Det ville være stærkere, hvis parolen gik på den massive udbytning, der finder sted – en langt mere offensiv tilgang.
Isoleret til det faktuelle – er det dog rigtigt, at virksomhederne på et generelt niveau høster fede overskud, og fakta-delen omkring virksomhedernes økonomiske tilstand, er vigtig og god at have på plads her i den taktiske fase af forhandlingerne. Især hvis der dannes myter om andet med det formål at narre eller true lønmodtagerne til at stemme nej og droppe deres krav at frygt for at miste arbejdet.
Bliver der i det kommende år et reelt pres for udflytning af arbejdspladserne må man overveje, hvilke metoder, der kan forhindre det, som ikke omfatter lønnedgang. Men det er ikke tilfældet nu.
Derfor skal der fra forbundenes side fuld skrue på lønkravene, der skal have et hak op; der skal skrues op for informationen og dialogen med tillidsmændene og medlemmerne, og der skal rustes til evt. konflikt via medlemsmøder og konkrete aktiviteter, for mere i løn.
Ét gennemgående træk
Efter en gennemgang af LO-området og FTF-området står det klart, at der på spørgsmålet om løn er ét gennemgående træk for fagbevægelsen ageren under OK14. Fagforbundene (med få undtagelser) har sat sig i en defensiv position, hvor det handler om at forsvare det, man har, ud fra en vurdering af, at man ikke kunne vinde noget, andet end en tømt strejkekasse, ved at kræve markante lønstigninger.
Det kan godt være, at denne vurdering er rigtig; at en regering ville sætte benhårdt inden Men hvis styrkeforholdene skal ændres på den længere bane, er det ikke en holdbar strategi at kaste håndklædet i ringen på forhånden Kampen må tages op.