De sidste 10-20 års centralisering af landbruget, afvikling af industriarbejdspladser og småhåndværk efterlader store områder af Danmark i reelt forfald.

af Martin Mørch og Jørgen Holst

 

Den stank af forfald og gylle, som i nogle år har drevet over dele af yderområderne i landet, har nået næserne i de større byer. Forstået på den måde, at problemerne med skæv udvikling, afvikling, forslumning og de politiske protester, der er fulgt med, har nået de bonede gulve.

F.eks. har det regionale protestparti Fælleslisten fra Vestjylland forsøgt at samle underskrifter til at stille op til Folketinget for at slå igennem på nationalt plan. Det ser ganske vist ikke ud til at lykkes. Men det har da sat skub i flere af de landsdækkende partier, der ellers regnede med at hente sine kernevælgere her ude midt i ingenting. Og så står klichéerne ellers i kø for at beskrive, hvordan bondelandet er i forfald med reportager fra landsbyer, hvor tagene hænger ned om ørene på de få tilbageblevne.

Den ”rådne banan”
Der er et gran af sandhed i beskrivelserne. År efter år har de store landbrug opkøbt jord fra mindre landbrug og udvidet deres produktion. Markskel og små biotoper er nedlagt og afløst af store marker med monokulturer med dræning, øget sprøjtning og den alt for store svineproduktions enorme gyllemængder. Den samlede mængde gylle fra de slagtesvin, der går til eksport, svarer til det urensede spildevand fra 80 millioner mennesker. Så det er ikke så sært, at åer, vandløb, søer, kystnære vandområder og fjorde gisper af iltmangel og tiltagende fiskedød, mens bygninger og hustage grønnes af algevækst og følsomme kulturlandskaber ændre karaktér på grund af ”overgødskning” fra regnvandet.

Der er "bondeland" tilbage, selv om de fleste landbrug nu er på størrelse med fortidens godser. Den udvikling, som progressive småbønder på landet og arbejderbevægelsen i byerne tvang igennem i begyndelsen af sidste århundrede, hvor andelsbevægelsen med overskudsdeling og andelsdemokrati afløste den tidligere nedværdigende og forarmende godsejerkapitalisme på landet, er under hastig afvikling. Landbrugene er blevet store industrivirksomheder underlagt bankernes og finanskapitalens administration, og andelsbevægelser er under hastig omdannelse til aktieselskaber.

Imens stiger gælden til langt over, hvad en tvangsauktion ville kunne indbringe. Miljøet forværres år for år, og grundvandsboringer lukkes. Der er ikke mange arbejdspladser i det, bare et par litauiske eller ukrainske elever, som man kalder det, når man ikke får ordentlig løn. Det efterlader tomme bygninger og tomme hænder. De unge tager til byen – de tunge bliver tilbage. Udkanten er mere karakteriseret af den sidste fase af industrialiseringen, kunne man næsten kalde det.

Der har været rigtig mange fabrikker, træ-og møbelindustri, forarbejdningsindustri af landbrugsprodukter, som slagterier og fiskeindustri mv. og følgeerhverv til landbrug med en underskov af mindre håndværksbaserede virksomheder. Det er hele det område, der lukker ned nu. Så det er små bønder, almindelige industriarbejdere og håndværkere, der er blevet ramt.

Økonomisk nedsmeltning og socialt forfald
Denne udvikling gør befolkningssammensætningen mere skæv, end den var i forvejen. Der er en overvægt af ældre – efterlønnere og pensionister. De yngre rejser væk eller kører langt efter arbejde, og de unge, der får uddannelse, bliver i de byer, de uddanner sig i.

Forholdet mellem uddannet og uuddannet arbejdskraft er også skæv. Så lidt forenklet kan man sige, at alle de unge og de kloge tager til storbyerne, mens de gamle, og dem, der er for træge til at flytte sig, bliver tilbage.

Det fører til et overskud af meget billige boliger. Og det er igen med til at forstærke den nedadgående spiral af social og fysisk forslumning. Det er ikke sådan, at folk bare sidder med munden åben og venter på at få hjælp udefra. Der er masser af lokale initiativer, lige fra det helt lokale med at forskønne torvet i landsbyen, holde bagen oppe på den lokale butik eller forsamlingshus, købe de faldefærdige huse for næsen af "Låsby-Svendsen" eller andre af samme støbning og rive dem ned, til at organisere protester mod lukning af sygehuse og slagterier (uden sammenligning i øvrigt).

Det er også værd at tage med, at bevægelsen "Behandl os ordentligt, selv om vi er arbejdsløse" startede blandt lokale 3F’ere i Skive, og at oprøret blandt sosu’erne i 2007 startede i Holstebro. Så der er kræfter, der rækker ud over ens eget naboskel. Kampene bliver bare ikke lettere af, at regeringens strukturreform med nye kommuner, politikredse regioner osv. ramte ned som et stingermissil, præcis hvor det gjorde mest ondt. Hele denne centralisering gik hånd i hånd med f.eks. landbrugets centralisering af slagterier, mejerier osv. og industriens udflytning til lavtlønslande.

Det fjernede også en stor del af de videns- og udviklingsarbejdspladser, der skulle være med til at erstatte de fabrikker, der har flyttet produktionen østpå. Og når der ingen unge mennesker er, bliver det sværere at forsvare sig mod skolelukninger, og nedskæringer i lokale busruter, butikslukninger mm.

Hvilke kræfter ligger bag?
Det kan da også blive for træls. Måske så træls, at man spørger sig selv, hvorfor der overhovedet behøver at bo mennesker herude. Er det ikke folks eget problem, at de vælger at bo herude midt i ingenting. Skal vi ikke bare lægge det hele ud i energipil og sommerhuse?

Eller burde vi ikke i stedet forsøge at forstå, hvad det er for kræfter, der ligger bag den udvikling. Er randområdernes nedsmeltning symptomer på hele samfundets krise, eller er det led i en nødvendig omstrukturering? Kan vi knytte kampen for en demokratisering af økonomien og perspektivet for en helt anden måde at organisere samfundet på, sammen med det daglige arbejde, vi som socialister organiserer i randen af landet. Hvad gør vi konkret, når vi skal lave politik i et område, der er præget af nedslidning og underskud? Kan vi bruge nogen af de svar, vi har "på hylderne" mht. økologisk omlægning, vedvarende energi og lokalt demokrati?

Det var bl.a. noget af det, der blev diskuteret på Enhedslistens meget velbesøgte seminar om ”udkants Danmark” i januar. Emnet var også til diskussion på SAP’s nyligt afholdte påskeseminar, hvor en workshop om dette emne trak fulde huse.

Med udgangspunkt bl.a. i beskrivelse af forskellige statistiske oplysninger om udviklingen i landdistrikterne, sammenholdt med oplægsholdernes personlige oplevelser omkring afviklingen af aktiviteter i landdistrikterne, blev der diskuteret livligt om de seneste års konsekvenser af centralisering af storlandbruget, lukning af industriarbejdspladser og centralisering og nedlæggelse sygehuse og andre offentlige arbejdspladser under den borgerlige regering.

Hvad er alternativerne?
Fremtidens landdistrikter og dermed også landbrug skal gå mod strømmen og producere meget færre enheder, men med meget større fødevarekvalitet for at overleve. Det er de små og mindre landbrug, op til ca. 80 hektar pr. bedrift, der er fremtiden. Ikke monokulturer på 5-700 hektar og svinefabrikker.

Hvis landbruget i stedet for at producere enorme mængder bulkvarer med meget lav eller negativ værditilvækst, blev omlagt til produktion af økologiske højkvalitetsfødevarer, meget gerne med regionale særpræg, i samarbejde med miljøforeninger, meget gerne med differentierede ejerformer, meget gerne med omfattende udbygning af små forarbejdnings-virksomheder: mikro-mejerier a la Osted mejeri, mikro-slagterier, møllerier, bryggerier osv., så viser omfattende økonomistudier heldigvis, at der, selv under de nuværende kapitalistiske forhold, er plads til reel positiv værditilvækst = indtjening, samtidig med en grundlæggende forbedring af miljøet og natur og modvirkning af problemer som afviklingen af ”Udkants-Danmark”.

Hvis vi derudover gennemførte en omfattende socialisering af vores erhvervsliv, så kunne befolkningen og dermed arbejderklassen i samarbejde med småbønderne og samfundets institutioner, gennem demokratiske producent– og brugerråd, planlægge en økologisk og social bæredygtig udvikling i landdistrikterne.

Hvis samfundet, skatteborgerne/politikerne i stedet for at betale alle de skjulte støtteordninger plus de 7-8 milliarder i direkte støtte til det miljøødelæggende industrilandbrug, der i øvrigt ikke kan tjene penge, vedtog at rulle strukturudviklingen med kvælning af de mindre landbrug tilbage, så ville der kunne skabes enorme miljøforbedringer, øget biodiversitet, genetablering af nedlagte hegn, skel og naturkorridorer og små biotoper, lokalt producerede kvalitetsfødevarer, mindre transport af fødevarer mellem producenter og forbrugere, flere gårdbutikker, flere naturstier, lokalt engagement, foreningsliv og arbejdspladser, bevarelse af busruter, skoler og småhandel, samt aktiviteter og liv på landet, til glæde for miljøet, dyrelivet, grundvandet, borgerne og turismen.

Der ville derfor heller ikke være behov for lige så mange indkøbscentre, når oplandet til en by, vil kunne frembringe de nødvendige velsmagende kvalitetsfødevarer. Bykernerne i vores provinsbyer vil dermed få en mulighed for at genopstå, som aktive fora med markedspladser for lokale fødevarer, mindre detailhandel mm., i stedet for at ligge øde med hver anden butiksrude dækket til, mens mega varehuse støvsuger alle omkringliggende byer for liv.

Der er altså masser af muligheder for at vende udviklingen. Men der kræver kamp mod det agro-industrielle landbrugskompleks’ miljøødelæggelser og nedlæggelse af smålandbrug, samt forståelse for, at det er nødvendigt at opbygges en aktiv modstand mellem progressive småbønder og arbejderne på landet i alliance med fagbevægelsen og progressive miljøbevægelser i byerne.

I denne kamp vil en udstykning af de store kapitalistiske industrilandbrug, samt total omlægning af al landbrugsjord til økologisk drift være ”et must”. Under etableringen af de mange økologiske smålandbrug af forskellig størrelse fra f.eks 5-10 hektar op til ca. 100 hektar, vil vi kæmpe for, at der anvendes de mest moderne vedvarende energi teknologier: solceller, husstandsvindmøller, sol-jordvarme mm. Disse små og mellem store øko-landbrug kan sluttes sammen i selvstyrende øko-landsbysamfund, som kan ejes og drives af andelsbevægelser, kollektiver, kommunale eller statslige institutioner i en proces, hvor al produktionsjord efterhånden overgår til fælles eje, under brugernes demokratiske indflydelse mm.

Derved vil en masse miljøbevidste forbrugere og almindelige mennesker fra byerne kunne deltage i en genbefolkning af landdistrikterne og genetablering af småindustri og håndværk mm. på et bæredygtigt grundlag. I sidste ende kræver denne kamp udvikling af en demokratisk og offentlig styret samfunds- og landbrugsøkonomi. Derved kan der igen udlægges offentlige opgaver, uddannelsesinstitutioner, kulturtilbud, busdrift, samt reel offentlig produktion i landdistrikterne.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com