Makaber talmagi og falske sammenligninger leverer sensationsværdien i Stéphane Courtois’ sorte bog om »kommunismens« forbrydelser.

Til 80-årsdagen for Oktoberrevolutionen i november 1997 udkom i Paris en »Sortbog om Kommunismen«. I indledningen skriver redaktøren, Stéphane Courtois, at »kendsgerningerne viser, at de kommunistiske regimer har begået mord på omkring 100 millioner personer mod cirka 25 millioner personer for nazismen«, at »de metoder, som blev iværksat af Lenin og systematiseret af Stalin og deres efterlignere, ikke alene minder om nazisternes metoder, men meget ofte gik forud for dem,« og at »segregations- og udstødelsesmekanismerne i »klassetotalitarismen« bærer en slående lighed med dem i »racetotalitarismen«. […]

En del af menneskeheden erklæres uværdig til at eksistere, ligesom i nazismen« (s. 25-26).

Ganske vist har flere af antologiens forfattere lagt afstand til Courtois’ vurdering af og omgang med tallene. Men den tyske presse har naturligvis taget propagandaen til sig og lægger gerne lidt til. I Der Spiegel bliver de 15 millioner døde i Sovjetunionen pludselig til 35 millioner. Også Courtois handler med forskellige tal, snart med 65, så med 85 eller endog med 100 millioner. Visse dele kan man roligt betegne som forfalskninger. For eksempel bliver de 100.000 døde i befrielseskampen mod Somoza-diktaturet og mod de USA-organiserede Contra-bander til »ofre for kommunismen«. Ligeledes bliver der fremført absurde tal om skydninger i Cuba, og det forties, at de faktiske ofre var Batista-diktaturets torturbødler.

Imidlertid er det alt for bekvemt blot at henvise til sådanne løgne og modsigelser. Der har ubestrideligt fundet massemord sted, og ubestrideligt har man ladet langt flere dø af sult, på grund af udygtighed og ligegyldighed, men også med overlæg. For dette bærer den på det pågældende tidspunkt siddende regering og det herskende parti ansvaret. Den, der derimod dækker over eller forsvarer sultedød og mord, der er foregået under den »virkeliggjorte socialisme«, er i det mindste parat til at tolerere eller til i en lignende situation selv at foranstalte noget sådant. Derfor er det ganske enkelt et spørgsmål om fremtidig troværdighed, om revolutionære er rede til at gå over bjerge af lig på deres vej eller eventuelt slå det hen som uundgåeligt.

Det betyder ikke, at man uden videre skal tage Courtois’ tal for gode varer, og slet ikke, at man skal acceptere hans fortolkning. […]

I det følgende skal vi begrænse os til de tre vigtigste eksempler, som blev undersøgt i Sortbogen: Sovjetunionen (15 mio. døde), Kina (45-72 mio.) og Cambodja (1-2 mio.).

Eksemplet Sovjetunionen

Om Sovjetunionen påstår man hele tiden, at der i 1918 udbrød en borgerkrig. Det er en ren og skær historieforfalskning. Uden de imperialistiske magters intervention havde der ikke været nogen militær modstand af betydning. Det var vestmagterne, der finansierede og udrustede de hvide armeer. De lod over 1 million mand fra deres egne tropper marchere direkte ind i Rusland. I 1920 blev landet desuden også udsat for en polsk invasion. Denne »borgerkrig« var en fortvivlet forsvarskamp fra revolutionen mod en verden af fjender.

Efter revolutionen 1917 blev dødsstraffen afskaffet. Det forhindrede ikke kontrarevolutionen i at føre krigen med usigelig brutalitet. »Jo større terror, desto større er vore sejre,« erklærede deres General Kornilov. »Vi må redde Rusland, om vi så skal udgyde tre fjerdedele af alle russeres blod.« Kommunister i det af kontrarevolutionen besatte område blev i reglen slået ihjel, og det samme var ofte også tilfældet med alle tilfangetagne og sårede fra den Røde Hær. 150.000 jøder faldt som ofre for pogromer.

Dette retfærdiggør dog ikke enhver reaktion. I slutningen af august 1918 blev folkekommissæren Uritskij myrdet, og Lenin blev hårdt såret ved et attentat. Det blev den 5. september besvaret med dekretet om den »røde terror«. Det indeholdt bestemmelser om dødsstraf for oprørere i baglandet og for sammensvorne mod sovjetmagten. Dødsstraffen blev ikke altid, men ofte fuldbyrdet. Desuden blev der taget gidsler. Tallene for ofre for den »røde terror« svinger. Ifølge materiale fra Tjekaen (Sovjetmagtens hemmelige politi) var det 14.000, ifølge borgerlige historikere mellem 140.000 og 200.000. I dette tal er der dog medregnet mange ofre for spontane uroligheder, idet særligt bønderne dræbte deres plageånder (godsejere, forhadte politifolk, tjenestemænd).

De højeste tal må altså tages med et gran salt. Men det forbliver en kendsgerning, at titusinder alene på grund af deres klassetilhørsforhold eller familietilhørsforhold til aktive kontrarevolutionære og mange, som var blevet kriminelle under de uordnede tilstande, blev dræbt af oprørske masser eller af organer for sovjetmagten. Selv om man ikke kan bestride retten til nødværge, er den dog utvivlsomt blevet udøvet på en overdreven måde. Dette førte til en brutalisering af samfundet og en belastning af den revolutionære moral. Det lader sig ikke nægte, når man har et vist kendskab til Tjekaens og den Røde Hærs historie. Men denne terror blev kun udøvet, mens der var en akut trussel, og udskejelserne blev i det mindste i princippet fordømt og i praksis også i mange tilfælde korrigeret af bolsjevikkerne selv. For så vidt er det bagvaskelse at sidestille bolsjevismen og Lenin med Stalins forbrydelser. Lejrene blev efter borgerkrigen tømt hurtigere end de Allieredes krigsfangelejre efter Anden Verdenskrig. Den røde terror blev fuldkommen standset. Det er en afgørende forskel i forhold til fascismen, men også til ethvert andet diktatur. Lenin står for revolutionen, Stalin for det nye bureaukratis kontrarevolution.

Lenin stemples som terrorist, men det kunne med større ret gælde for det tyske socialdemokrati. Næst efter fascismen er det dem i Tyskland, der har de fleste ofre at svare for. Under socialdemokratiets kommando blev efter revolutionen i 1918 ikke alene Rosa Luxembourg og Karl Liebknecht myrdet, men også omkring 20.000 revolutionære. Socialdemokratiet blev senere medansvarlig for Weimarrepublikkens terrorjustits, som dræbte flere mennesker end DDR-justitsen, og ved mange lejligheder lod de politiet skyde ind i fredelige massedemonstrationer, som l. maj 1929 i Berlin.

Bagvaskelse er det også, når bolsjevikkerne gives skylden for de ca. 5 millioner hungerdødsfald i årene 1921-22. De var en følge af »borgerkrigen« med dens ødelæggelser, dvs. af den imperialistiske intervention. På trods af hungersnøden opretholdt de imperialistiske magter dengang embargoen på alle leverancer til Sovjetunionen til trods for mange protester, også efter kampenes afslutning ligesom i dag i tilfældet Irak. Disse 5 millioner er udelukkende imperialismens ansvar.

Hvad derefter fulgte, er et af de dystreste kapitler i den historie, der er skrevet i kommunismens navn. På SUKP’s 17. partikongres, på de Sejrendes Kongres«, havde Stalin forkyndt socialismen. Kontrarevolutionen havde følgelig hverken nogen social eller organisatorisk basis i landet. Derfor fandtes der »ikke længere nogen, der måtte besejres«. De delegerede var lettede og havde givet den store Stalin lange ovationer og gang på gang råbt: »Hurra Stalin!« Men de fleste af dem skulle ikke komme til at opleve den næste partikongres (i 1939). Kongressen dannede optakt til en brutal forfølgelse, der krævede flere ofre blandt kommunister end fascismen.

Ifølge »Sortbogen« omkom ca. 2 millioner mennesker som ofre for den politiske terror, i øvrigt færre end hidtil anslået, også af venstreorienterede. Yderligere 7 til 8 millioner døde under den store hungersnød i 1932-33 i Ukraine, kulakker og deporterede forvist til øde egne. I bogen tages ikke højde for ofrene for sult og afsavn i lejrene frem til midten af 1950’erne. Om disse findes der kun vage vurderinger. Den russiske kommunist og nuværende partileder Roy Medvedev anslog i 1989 det samlede antal ofre for stalinismen i Sovjetunionen til omkring 20 millioner døde. Efter Sortbogens beregninger kunne dette tal faktisk sættes lavere. Men hvor frygteligt alt dette end er, var det ikke et system for fabriksmæssigt organiseret tilintetgørelse som under fascismen.

Den forhenværende stalinist Courtois taler usandt, når han kalder dette for Lenins metoder, og det var heller ikke noget klasse-folkemord. Den gamle herskende klasse og kulakkerne blev brutalt forfulgt, men de hverken skulle udryddes eller blev udryddet. Flertallet overlevede. Omkring ti folkeslag blev kollektivt deporteret, og millioner omkom derved. Men de blev ikke systematisk likvideret. Det var massemord, men ikke et systematisk klasse-folkemord med henblik på fuldstændig udryddelse som hos nazisterne. Til sidst blev forbrydelserne standset af stalinisterne selv, igen til forskel fra nazisterne. Derefter var der i Sovjetunionen i næsten 40 år hård repression og justits, men ikke længere nogen mord. De stalinistiske forbrydelser kan ikke i mål og metode sammenlignes med nazisternes.

Cambodja og Kina

Antallet af ofre for de Røde Khmerers terror i Cambodja fra 1975 til 1979 ansættes til mellem 1,3 og 2,3 millioner. Dette bevæger sig inden for rammerne for hidtidige skøn og er et af de forfærdeligste kapitler af den stalinistiske terror. Nævnes skal også, at dette regime blev bragt til ende af de vietnamesiske troppers indmarch. Denne »aggression« blev af de imperialistiske magter fordømt som en krænkelse af folkeretten. Med denne begrundelse retfærdiggjorde USA gennem halvandet årti sin embargopolitik mod Vietnam og støttede i perioder Khmer Rouge-banderne i grænseområdet til Thailand (det samme gjorde Thailand selv og Folkerepublikken Kina).

Fuldstændig ubrugelige er tallene for Kina. Ofrene for jordreformen frem til 1952 opgives til 2-5 millioner døde, hungersnøden efter det »Store Spring Fremad« 1959-62 til 20-43 millioner, de døde i fangenskab til 20 millioner, repressionen frem til 1957 til over 1 million, Kulturrevolutionen i slutningen af 1960’erne til 0,4-1 million foruden nogle hundredtusinder på andre tidspunkter. Sådan når man frem til det kolossale tal.

Nu er der ingen tvivl om, at maoismen som en særlig form for stalinisme var meget brutal. Men inden den kom til magten, var det kommunistiske parti blevet regulært udryddet, ikke alene i de områder, der var besat af japanerne eller af Chiang-tropperne. I Chiang Kai Sheks tilintetgørelseskrig mod kommunismen fra 1927 til 1949 gik nationalisterne frem med en utrolig brutalitet. I de tidligere partisankontrollerede områder blev befolkningen på officerernes befaling ofte slet og ret udryddet af de tilbagevendende hvide tropper. I andre områder blev mange henrettet, kvinderne ofte voldtaget og derefter solgt.

Dertil kom hungerkriser som efter 1929 i provinsen Shensi. Storgodsejerne lod jorden så til med opium i stedet for spiselige afgrøder, og den nationalistiske regering stillede ingen transportmidler til rådighed, fordi de skulle bruges i krigen mod kommunismen. Mellem 3 og 6 millioner mistede livet alene i denne forbindelse. Under Anden Verdenskrig var Kina oven i købet det land, der havde det største tabstal: 22 millioner døde.

Der ophobede sig et uhyre had, som brød løs efter befrielsen. Alle overslag vedrørende Kina er imidlertid mere end vage og hviler på demografiske beregninger af befolkningsudviklingen. »Hullerne« tælles som ofre for undertrykkelsen. I Sortbogen anslår Jean-Louis Margolin antallet af hungerdødsfald efter det »Store Spring Fremad¤ (Kina skulle derigennem på få år tage springet til kommunisme) til op mod 43 millioner døde, men andre sætter det til 1-2 mio. Tallet for de mange døde i fangenskab kan heller ikke kontrolleres, og med hensyn til Tibet er det mere end tvivlsomt og baseret på oplysninger fra Hans Guddommelighed Dalai Lama. Denne har aldrig taget det så nøje med sandheden. Kun oplysningerne om ofrene for Kulturrevolutionen er tilforladelige.

Ubestrideligt er det dog, at der, efter at revolutionen havde sejret og enhver kontrarevolutionær modstand var knust, faldt mindst 2 millioner mennesker som ofre for den brutale repression, måske også flere. Ligeledes står det fast, at flere millioner døde af sult, i lejre eller som følge af en forfejlet politik. Noget sådant kan ingen retfærdiggøre, et sådant regime må fordømmes og må aldrig gentage sig. Det er massemord – men ikke klasse-folkemord med det mål at udrydde hele klasser.

Blind antikommunisme

Courtois og andre skelner ikke mellem kommunisme og stalinisme/maoisme. De fortier også, at der i Kina og Sovjetunionen var tale om befrielsesbevægelser, som fejede morderiske regimer til side, som på længere sigt besejrede sulten og dermed sultedøden, og som slog aggressorerne – den japanske imperialisme og den tyske fascisme. Dette kan ikke gøre nogen forbrydelse god igen. Men fascismen er aldrig befriende, altid kun terroristisk. Dermed bør enhver sidestilling være udelukket.

Med større ret kunne Courtois sætte kristendommens forbrydelser lig fascismens. Især, men ikke kun, den katolske kirke har i næsten hele sin historie forfulgt ikketroende samt anderledestroende kristne og ofte udryddet dem. Den har sluttet pagt med fascismen og kaldt til korstog mod kommunismen efter Oktoberrevolutionen og i Hitlers følge. Den har givet ethvert fascistisk regime sin velsignelse, opfordret til lydighed over for morderne og ladet alle forbrydelserne passere i stilhed, også mordet på jøderne eller på Sinti og Roma (sigøjnerne, red. ). Alligevel ville det være uansvarligt at ligestille katolicismen eller kristendommen i det hele taget med fascisme og massemord eller at tale om religiøst folkemord.

Og hvorfor står der i en bog fra Frankrig intet om den franske imperialismes massemord og folkemord, som forfatteren Gilles Perrault har henvist til i Le Monde diplomatique? Det er blevet til en del blot i det korte tidsrum efter Anden Verdenskrig: massakre i den algeriske by Sétif i 1945 (45.000 døde), Indokina 1946-54 (0,5 til 2 mio.), massakre på Madagascar 1947-48 (85.000), andel i Koreakrigen, Algeriet 1954-62 (1,5 mio.), understøttelse af Mobutu-regimet i Zaire (op mod 2 mio. døde), finansiering, våbenleverancer og militærintervention til fordel for det seneste massemord i Rwanda (1 mio. døde) foruden utalte andre interventioner i Afrika og Nærøsten. Det giver godt 7 mio. døde, ofte ledsaget af systematisk tortur.

Nævnes skal i denne sammenhæng også undervurderingen af det fascistiske massemord, hvorved kun den tyske andel bliver opgjort (og for lavt), mens hverken Spanien (borgerkrigen og 200.000 henrettelser efter kampenes ophør, til sammen 1 mio. døde), Italien (Etiopien) eller de portugisiske kolonikrige bliver nævnt.

Dagligt massemord

Med større rimelighed kunne Courtois sætte lighedstegn mellem fascisme og kapitalisme. Ikke alene er fascismen en terroristisk styreform under kapitalismen og forsvarer dette system med alle midler. Derudover har kapitalismen også gennem historien og i samtiden begået uendeligt flere forbrydelser end stalinismen.

I det, der i dag er Latinamerika, levede der engang 80-100 mio. mennesker. Efter den spansk-portugisiske erobring var der kun 3-5 millioner. I Nordamerika overlevede sågar mindre end 200.000 i reservater. Slavehandlen med sorte afrikanere kostede 40 millioner mennesker livet. Hungerkatastrofer fandt gang på gang sted, fordi man ikke ville hjælpe de forarmede masser. Det betød i 1943 i Bengalen under britisk overhøjhed døden for 3,4 millioner mennesker.

Og hvordan står det til med dagens kapitalisme? Over 40 millioner mennesker er omkommet i de imperialistiske krige, der er ført siden 1945, i tider med fredelig sameksistens. 100 millioner kvinder »mangler«, hedder det i en FN-undersøgelse (Human Development Report 1996). I mange egne af verden blive kvindelige fostre aborteret, og piger vanrøgtes, får for lidt mad og bliver ikke behandlet for sygdomme. På samme måde behandles kvinder. En halv million dør årligt efter fødsel som følge af mangelfuld lægelig omsorg.

I den nævnte FN-rapport anslås det, at 17 millioner mennesker hvert år dør af sult eller manglende lægebehandling! Hvis man kun tænkte statistisk, kunne man let komme til at glemme stalinismens ofre. Kunne man langt snarere i denne sammenhæng tale om køns-folkemord på kvinder og klasse-folkemord på fattige? Med langt større ret kunne der skrives sortbøger om kristendommen eller kapitalismens forbrydelser.

Vi bør vare os for at gøre opgaven så let for os selv. Men denne massive, denne daglige død er en vigtig grund til vores kamp for et andet, et humant samfund. Vores motiver ville være tvivlsomrne, vi ville være tilsmudsede, hvis vi udlignede ofre i et regnestykke. En retfærdiggørelse af stalinistiske forbrydelser er uacceptabel overalt og til hver en tid, et samarbejde umuligt. Uden vores »Aldrig mere stalinisme!« ville vi være utroværdige.

Oversat fra det tyske månedsblad Avanti – die Internationale, jan. 1998. Oversat af Finn Kjeller.

Opslået i Den sorte bog om "kommunismen", Historie

single.php