Både det syriske regime og Saudi-Arabiens intervention i Yemen har til formål at begrave håbet fra det arabiske forår.

 

Den politiske opinion i de arabiske lande falder i to hovedgrupper: Der er dem, som fordømmer de morderiske og ødelæggende bombardementer af syriske byer og landområder, som det syriske regime og dets russiske mester gennemfører, og som er tavse om de morderiske og ødelæggende bombardementer af yemenitiske byer og landområder, som gennemføres af koalitionen anført af Saudi-Arabien, hvis de ikke ligefrem støtter sidstnævnte.

På den anden side er der dem, som fordømmer de morderiske og ødelæggende bombardementer af Yemens byer og landområder, som gennemføres af den saudisk-ledede koalition, og som er tavse om de morderiske og ødelæggende bombardementer af syriske byer og landområder, som gennemføres af det syriske regime og dets russiske mester, hvis de ikke ligefrem støtter sidstnævnte.

Vi hører stort set ikke om den tredje gruppe, som fordømmer begge bombardementer og anser dem for lige kriminelle (selv om ingen kan benægte, at bombardementerne gennemført af det syriske regime og dets russiske mester har forvoldt flere dræbte og meget større ødelæggelser end de andre). Og alligevel eksisterer denne tredje gruppe, som sikkert er større og mere udbredt end man skulle tro.

Denne tredje gruppe er dem, som sætter folkets interesser og sikkerhed over alle politiske hensyn, og som afviser den sørgelige logik om, ”min fjendes fjende er min ven”, uanset karakteren af denne ”ven” og de værdier, han repræsenterer og de mål, han går efter. Virkeligheden er, at de kontrarevolutionære kræfter, som mobiliserede til modstand mod det store arabiske oprør i 2011, er af forskellige slags og optræder i forskellige former.

Både det syriske regime og det saudiske er grundpiller i det gamle, rådne arabiske regime, som oprøret vendte sig mod, med en drøm om at få det fjernet og erstattet en n y orden, som kunne skaffe ”brød, frihed, social retfærdighed og national værdighed” – det slogan, som blev udråbt på Tahrirpladsen i Cairo og utallige andre pladser, og som giver den bedste opsummering på drømmene i det arabiske forår. Formålet med begge bombeangreb – både det, som det syriske regime og dets russiske mester står bag, og det, som gennemføres af det saudiske regime sammen med dets allierede – formålet er i sin essens det samme: Begge forsøger at begrave den revolutionære proces, som blev antændt i Tunesien den 17. december, for seks år siden.

Det kan ikke være mere tydeligt, at det syriske regime sammen med deres iranske (inklusiv hjælpere) og russiske allierede spiller en rolle, hvor de nedkæmper og undertrykker det syriske oprør med de mest modbydelige og afskyelige metoder. Prisen er en ufortalt massakre og ødelæggelse, som er åbenlys for alle, undtagen for dem, der ikke vil se og som bliver ved med at benægte virkeligheden, eller som retfærdiggør det ved at udlægge oprøret som en udenlandsk konspiration, og som på den måde gentager det fortærskede argument, som alle reaktionære regimer bruger, når de bliver mødt med oprør og revolutioner.

Hvad angår det saudiske regimes rolle som leder af den saudiske reaktion, fremgår det af kongedømmets totale historie, især efter at vindene fra frigørelsen fra kolonialismen og imperialismen begyndte at blæse over den arabiske region. Siden 2011 har denne rolle formet sig forskelligt, fra direkte undertrykkende intervention, som det skete i Bahrain, til støtte til de gamle regimer, som det skete i Tunesien og Egypten. Ligeledes er det sket i form af støtte og finansiering af salafistiske grupper i Syrien for at drukne oprøret i en religiøs sekterisk ideologi, som passer kongedømmet, og på denne måde afværge den demokratiske trussel, som den syriske revolution udgjorde for det arabiske despoti i alle dets varianter, og ikke kun for det syriske Baath-regime.

I nabolandet Yemen, hvor man følger begivenhederne med den største bevågenhed, intervenerede det saudiske kongedømme for at få lavet et kompromis mellem den superreaktionære Ali Abdallah Saleh og en opposition, som er domineret af reaktionære kræfter. Denne elendige aftale var dømt til at blive kortvarig: Den brød sammen, og dermed kollapsede også den yemenitiske stat, hvilket i næste omgang førte landet ud i et inferno af krig.

Krigen i Yemen er ikke en krig mellem en revolutionær og en kontrarevolutionær lejr, men en krig mellem to sider, som står i modsætning til de grundlæggende håb, som den yemenitiske ungdom stod for i 2011. Den saudiske-anførte intervention støtter den ene side i en krig mellem to reaktionære parter, og det sker udelukkende ud fra kongedømmets sikkerhedsinteresser. Det vigtigste redskab passer fit sammen med kongedømmets reaktionære karakter: luftbombardementer af befolkede områder, hvor man er ligeglad med, at civile bliver dræbt – i denne henseende identisk med de russiske bombardementer i Syrien, for ike at tale om det syriske regimes bevidste mord på civile.

Af disse grunde er det uomgængeligt, at vi – alle dem, der deler de forhåbninger, der kom til udtryk i det arabiske forår, og som ønsker at få genoplivet den revolutionære proces, som blev sluppet løs, men som blev konfronteret med et voldsomt reaktionært tilbageslag to år senere – alle må have en konsistent holdning til de reaktionære myrderier, som falder ned fra himlen, uanset hvor de kommer fra.

Det er et aspekt af opgaven med at opbygge en progressiv pol i det arabiske område, uafhængigt af alle grupper og fløje af de gamle arabiske regimer og deres reaktionære modstandere. Det er en uomgængelig betingelse, hvis den arabiske revolution skal rejse sig igen og genoptage den bevægelse, som startede for seks år siden. Ellers er der ikke noget håb om at komme ud af den katastrofale situation, som regionen er endt i.

Kommentaren blev første gang bragt i den arabiske webmagasin Mada Masr. Her oversat fra det amerikanske site Jacobin af Karina Skov

 

Opslået i Arabiske revolutioner

single.php