Den danske krone er udsat for spekulation fra den internationale finanskapital. Spekulanterne satser på, at den danske krone, som er bundet til euroen, vil stige i værdi, og at de kan score en kursgevinst. Nationalbanken er i brechen for at forsvare fastkurspolitikken godt bakket op af regeringen og de borgerlige partier.

af Anders Hadberg

Men findes der et socialistisk svar mod spekulanterne, som ikke medfører accept fastkurspolitikken, og som peger videre end blot forsvar for dansk kapitalisme i sin nuværende form?

Siden midten af januar, hvor den Europæiske Centralbank (ECB) lod sive, at den ville påbegynde en massiv pengepolitisk lempelse, har finansielle investorer søgt væk fra værdipapirer i euro og over i værdipapirer opgjort i anden valuta. I første omgang blev den schweiziske franc angrebet, og den schweiziske nationalbank måtte opgive sin binding til euroen og måtte revaluere francen – dvs. lade den stige i værdi i forhold til euroen. Herefter søgte spekulanterne over til værdipapirer, som opgøres i danske kroner. Spekulanterne satser på, at den danske krone stiger i værdi, at fastkurspolitikken bryder sammen, og at beholdningen af de danske kroner dermed giver en spekulationsgevinst.

Nationalbanken har på sin side kastet sig ud i et storstilet forsvar af fastkurspolitikken. Og det er bestemt ikke ligegyldigt, hvem der vinder armlægningen. I første omgang vil det betyde et stort tab på valutareserven, som Nationalbanken har opbygget under forsvaret af kronekursen, hvis det lykkes spekulanterne at presse den danske krone op i kurs. Dette tab skal betales.

Dernæst vil varer og tjenester, som er produceret i Danmark og som sælges i danske kroner, blive dyrere for udlandet, særligt de lande, der har euro. Dermed stiger den danske købekraft, men omvendt vil eksporten falde på grund af det forværrede bytteforhold. Det vil koste arbejdspladser i eksportsektorerne.

For den danske pensionssektor vil der ligeledes være store tab, da store dele af de 3000 mia. kr. som findes i pensionskasserne, er investeret i værdipapirer opgjort i euro.

Disse forhold har fået Børsens ledere til at skrive, at Nationalbanken skal straffe spekulanterne og holde fast i fastkurspolitikken for enhver pris.

Nationalbankens forsvar af fastkurspolitikken
Siden 1982 har skiftende borgerlige og socialdemokratisk ledede regeringer omfavnet eller accepteret fastkurspolitikken som afgørende økonomisk politik. Derfor har Nationalbanken i Danmark haft til opgave at holde den danske krone fast overfor den tyske valuta, dvs. først D-marken og siden euroen. I det nuværende spekulative angreb har Nationalbanken ageret på samme måde. Indtil videre har Nationalbanken forsvaret kronekursen ved at
– Sænke renten på indskudsbeviser i fire omgange til historiske minus 0,75 procent
– Sælge danske kroner for milliarder af kroner – i nærheden af 200 mia. kr. siden januar
– Aftale stop for salg af statsobligationer med regeringen

Flere økonomer med forstand på pengepolitik og finansielle forhold er enige om, at renten kan risikere at være et virkningsløst våben overfor spekulanterne. Det skyldes, at selvom det er historisk, at der er negative renter på udlån – dvs. at det koster penge at låne penge ud! – så er renteomkostningen lille sammenlignet med den mulige gevinst, der venter, hvis den danske krone revalueres. Hvis spekulanterne er overbevist om, at kursen vil stige med 10-20 procent ligesom schweizerfrancen, så opvejer denne gevinst det kortsigtede tab ved at betale en lille negativ rente på 0,75 procent og får ikke spekulanterne til at ændre adfærd.

Indtil dette er overstået har rentesænkningen en række afledte effekter på realøkonomien. Fordi rentemiljøet presses nedad betyder det, at renten på danske realkreditobligationer falder voldsomt, og der er udstedt rentetilpasningslån med negativ rente. Det vil sige, at boligkøbere får renteindtægter på at optage lån. Samtidig vil virksomhederne opnå store besparelser på rentebetalingerne. Men det er usikkert, om rentefaldet sætter gang i flere investeringer, fordi virksomhedslederne mener, at usikkerheden om kronekursen får dem til at holde på pengene.

Hvad angår udpumpningen af milliarder af kroner (skabelsen af penge), så kan dette blive ved i uendelighed – i teorien i hvert fald. Det kan naturligvis ikke blive ved for evigt, der vil være en grænse for hvor langt det kan fortsætte på grund af det store tab, som den finansielle sektor i Danmark har på de negative renter. Udpumpningen af penge samtidig med negative renter indebærer risikoen for en gældsdeflation, hvor folk venter på, at priserne og renterne falder endnu mere, før de bruger penge eller optager lån. Økonomer fra den finansielle sektor vurderer, at udpumpningen kan fortsætte op mod seks måneder endnu.

For så vidt angår stop for salg af statsobligationer, så har regeringen offentliggjort, at statens finansieringsbehov (med den nuværende prognose) kan dækkes ved at trække på indeståender i Nationalbanken i de kommende 1½ til 2 år.

Kan Nationalbanken forsvare fastkurspolitikken?
Flere økonomer peger på, at Nationalbanken ikke kan forsvare kronekursen i længden. På trods af at der er bred politisk opbakning til fastkurspolitikken, så er der større kapitalbevægelser bag spekulanternes angreb på kronen, som ikke vil forsvinde foreløbigt. Spekulationen udspringer således af euro-områdets ustabilitet, som lige nu kulminerer med to relaterede begivenheder. For det første ECB’s massive pengepolitiske program. For det andet den nyvalgte græske regerings krav om genforhandling af statsgælden.

Sidstnævnte forhold er symptom på en meget dybere modsætning i hele eurokonstruktionen, hvor valutaenheden påtvinger de svagere landes økonomier en skarp kapitalistisk konkurrence, som er til fordel for de stærkere landes økonomier. Dette skaber en ustabilitet i valutasamarbejdet, som ikke vil løses, førend valutasamarbejdet opløses, eller der skabes en egentlig finanspolitisk enhed. I øjeblikket er konfrontationen mellem den græske regering og den tyske regering sindbilledet på det uafklarede forhold i EU. Det smitter af på valutaen og får finansielle investorer til at lede efter en ”sikker havn” som fx danske eller schweiziske værdipapirer.

ECBs pengepolitiske program
For at forstå hvorfor finansielle investorer søger over til danske værdipapirer, må man forstå ECBs massive pengepolitiske program på hele 1.140 mia. euro frem til september 2016. ECBs pengepolitiske lempelse (på engelsk: quantitative easing, QE) indbefatter, at banken opkøber obligationer fra de europæiske banker. Det drejer sig om både stats-, virksomheds- og ejendomsobligationer. Lempelsen er markant; ECB bruger hver måned 60 mia. euro svarende til, at ECB hver måned bruger 0,6 procent af eurozonens samlede bruttonationalprodukt på opkøb. Planen er dermed relativt større end de opkøb, som både den amerikanske, japanske og engelske centralbank har foretaget de sidste par år.

Ideen bag den pengepolitiske plan er at stimulere investeringer og forbrug ved at sænke euroens kurs og renterne. I takt med at ECB opkøber obligationer, vil kursen på obligationerne stige og markedsrenten falde. Husholdningerne får dermed flere penge til forbrug – i teorien. Samtidig vil kursen på euroen falde, fordi der bliver skabt milliarder af nye euro, som sendes ud i økonomien gennem bankerne. Den lavere valutakurs gør, at varer fra eurozonen som helhed bliver billigere at eksportere. Håbet hos ECB er, at dette kan sætte gang i investeringerne og ny økonomisk vækst.

Krisen er bagvedliggende årsag
ECBs beslutning om at sætte gang i ”seddelpressen” er historisk. Men dette skal ses i lyset af den historisk alvorlige krise, som den europæiske økonomi befinder sig i. Hidtil har de nordeuropæiske lande med Tyskland i spidsen stået fast på, at ECB ikke skulle opkøbe de sydeuropæiske landes statsgæld fra bankerne, fordi dette ville få disse lande til at føre en uansvarlig økonomisk politik, som ville påføre især de tyske skatteydere en risiko. I stedet har lån været ydet direkte fra EU-landene mod betingelse af reformer.

Men i lyset af at eurozonen siden 2013 har været på vej mod en ødelæggende spiral af faldende priser (deflation) og tilbagegang i økonomien (recession) er humøret skiftet hos Europas magthavere. Samtidig har de kunnet skimte en bedring i USA, hvor der siden 2010 har været ført en meget ekspansiv pengepolitik. USAs jobskabelse og BNP-vækst er større end Europas (om end lavere end før krisen), hvilket af nogle økonomer tilskrives pengepolitikken.

Hovedproblemet med ECBs pengepolitiske lempelse er, at den ikke vil løse hovedårsagen til den nuværende stagnation. Krisen fortsætter, fordi erhvervslederne ikke vil investere, og fordi købekraften hos arbejderbefolkningen trykkes af reallønsfald. Der er således en række stærke begrænsninger på muligheden for, at ECBs plan vil virke.

Presset eller det direkte fald i afkastet på kapitalen, både den eksisterende og nyinvesteringer, får de store finansielle institutioner til at lede efter steder at placere pengene for at få et større afkast. Det er netop dette, som kommer til udtryk i spekulationen mod kronen.

Et socialistisk svar på spekulationen?
Det er ikke oplagt, hvad der er et socialistisk forsvar mod spekulationen. Det afgørende spørgsmål på den korte bane er, om den danske stat skal have ret til økonomisk selvbestemmelse, eller om finansmarkederne skal bestemme. Svaret på dette spørgsmål har ikke nødvendigvis et klasseindhold. På den korte bane vil det således have en række store omkostninger at give efter for spekulanternes pres. Det er derfor oplagt at støtte forsvaret mod spekulanterne, som alene vil tjene egen sag uden hensyn til beskæftigelsen. Men det er ikke givet, at det er muligt at forsvare kronens kurs.

Uanset udfaldet af denne armlægning er det derfor nødvendigt at stille spørgsmålet, hvad der må ske på længere sigt med pengepolitikken – dette har et klart klasseindhold. Her forsøger vi at give en ansats til et socialistisk svar på dette spørgsmål.

Opgør med fastkurspolitikken
For det første skal fastkurspolitikken forlades. Fastkurspolitikken betyder, at den danske penge- og finanspolitik i realiteten fungerer på samme måde, som hvis Danmark var med i euroen. Ved at give en stabil valutakurs pengepolitisk forrang, skærper det kravene til den førte finanspolitik. Hvis den danske økonomi af finansmarkederne vurderes at være usund, vil investorerne ikke længere købe i danske værdipapirer og kronens værdi falder. Derved skal renten hæves for at lokke investorer til med et højere afkast og finanspolitikken skal strammes op.

Fastkurspolitikken binder så at sige politikerne til ”interne devalueringer” dvs. tilpasninger af offentlige udgifter, samt lønninger og priser til det internationale marked for at kunne opretholde den faste valutakurs. Det er en form for afgivelse af magten over økonomien, hvor beslutningstagerne binder sig selv på hænderne og sætter tilpasningen af økonomien til samhandlen øverst i den økonomiske politik. Det er også grunden til, at borgerlige økonomer er så glade for fastkurspolitikken – den forhindrer, at politikerne fører en i deres øjne ”uforsvarlig” finanspolitik, som bruges til at sætte gang i massiv jobskabelse gennem forøgelse af de offentlige udgifter. Derfor vil de hellere overlade magten til de internationale finansmarkeder.

Men der er ingen grund til at antage, at danske beslutningstagere ikke skulle kunne agere under flydende valutakurser. Dette kan lykkes for Norge, Sverige og Storbritannien, som i øvrigt er nogle af de største handelspartnere for Danmark. Det samme er USA, som heller ikke har en kurs bundet op på euroen. Endelig har fastkurspolitikken – som flere eksperter har bemærket – bundet Danmark til en række uhensigtsmæssige beslutninger i pengepolitikken de seneste 15 år. Eksempelvis blev Danmark i 2005 og 2006 tvunget til at holde renten lav, mens en højere rente havde haft en dæmpende effekt på overophedningen. Omvendt i 2008, hvor der opstod pres mod kronen (i nedadgående retning) og renten blev sat op for at holde fastkurspolitikken – til skade for økonomien. (note 1)

Opgør med finansmarkederne
For det andet vil det blive nødvendigt at tage et opgør med finansmarkedernes magt. Det er skadeligt, at det er finansmarkederne, der dikterer den økonomiske politik. Det betyder, at der skal indføres en offentlig kontrol med valuta-bevægelser i den finansielle sektor, sådan som der eksisterede fra 1930erne indtil dereguleringen i 1983-85. Indtil videre har Nationalbankdirektøren afvist dette. (note 2).

På samme måde må der tages initiativ til at indføre mere offentlig kontrol med handlen med danske værdipapirer. Danske obligationer og særligt ikke realkreditobligationer skal ikke handles på finansmarkedernes nåde og dermed udsætte boligejerne for rente-usikkerhed.

Det nuværende renteniveau kan blive afløst af stigende renter, hvis det lykkes spekulanterne at presse kronekursen op og dermed at sælge værdipapirer i danske kroner, når kursen stiger. Effekten af salget for at høste kursgevinsten er faldende efterspørgsel på værdipapirerne og dermed stigende renter.

Nej til deltagelse i euroen
Et af hovedbudskaberne fra borgerlige økonomer er, at det spekulative angreb mod kronen understreger, hvor vigtigt det er, at Danmark opgiver euro-forbeholdet. Argumentet er, at hvis Danmark deltog i euroen ville vi ikke blive udsat for spekulative angreb på egen valuta.

Selvom det naturligvis er korrekt, at der ikke ville være en krone at spekulere imod, så viser det sig netop i disse dage, at euroen er et økonomisk misfoster, som producerer ulighed og relativ fattigdom i mest udsatte dele af møntunionen. Dramaet om den græske statsgæld udstiller – sammen med den spanske, portugisiske og italienske ditto – at eurokonstruktionen ikke fører til en lighed i velstand i de deltagende lande.

Skiftende danske regeringer har importeret bindinger på det finanspolitiske handlerum for at holde dansk økonomi i takt med de andre EU-lande. Dette har medført en skadelig økonomisk politik – især under krisen – hvor der er blevet dikteret nedskæringer i stor stil for at tage hensyn til stabiliteten i den grundlæggende ustabile konstruktion. Men EUs økonomiske politik domineres af sparepolitik, som blot forstærker krisen og trækker de svageste økonomier ned. Danmark må gå forrest i et opgør med dette – først ved at sige nej til deltagelse i euroen og siden ved et opgør med det nyliberale EU.

Ny krisepolitik er nødvendig
Det grundlæggende spørgsmål er, hvilken politik der er nødvendig for at komme fri af den kapitalistiske krise. De spekulative angreb vil fortsætte på grund af den fortsatte stagnation i den vestlige kapitalisme. Der er behov for en ny retning i krisepolitikken, som hidtil i de europæiske lande – og i Danmark – har gået ud på at skære ned i de offentlige udgifter, samtidig med at virksomheder og rige har fået skatte- og afgiftssænkninger. Lige lidt har det hjulpet: Under krisen er investeringerne faldet til et lavt niveau, mens virksomhederne foretager historisk stor opsparing i stedet for at skabe arbejdspladser. Kun aktionærerne vinder på udbyttebetalinger og stigende aktiekurser.

Der er behov for en økonomisk politik, der sigter på fuld beskæftigelse og massive investeringer i omstillingen af økonomien i bæredygtig retning. Det kræver indgreb over for investerings-beslutningerne i det private erhvervsliv, samtidig med at der må oprettes offentlige produktions-virksomheder, der kan sætte gang i den fornødne omstilling.

Note 1: Berlingske. 10.02.2015. ”Professor: Fastkurspolitik har skadet os”. Sektion: Business. Side 8
Note 2: Berlingske. 07.02.2015. ”Lars Rohde: Kronen forsvares med alle midler”. Sektion: 2. Sektion. Side 5

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com