På det sidste har en kæmpende feministisk bevægelse vokset sig alt stærkere i Spanien og den gør sig nu klar til at vise muskler på kvindernes internationale kampdag.

 

Dette er i sig selv ikke særligt revolutionerende. Det interessante er imidlertid, at det er lykkedes feministerne på græsrodsniveau at få fagforbundene med på kravene, og til at deltage i en storstrejke den 8. marts. Fagforeningerne UGT og CCOO påtager sig at arbejde for arbejdsnedlæggelser, om end i begrænset skala. At også venstrepartiet Unidos Podemos støtter og arbejder for den feministiske bevægelses krav og generalstrejken er naturligvis et plus.

 

Det er i hundredevis af feministiske netværk, som ud fra et græsrodsperspektiv har været været med til at forberede den omfattende kvindestrejke. Man opfordrer for eksempel mormødre til ikke at hente børnebørnene fra skolen denne dag, kvindelige arbejdere til at nedlægge arbejdet på deres arbejdspladser og kvindelige studerende til ikke at tage del i undervisningen på deres skoler og universiteter. Målet er at synliggøre alt det arbejde, som kvinder gør i hverdagen, uanset om det er lønarbejde eller ej. Uden kvinder bliver det svært at få maskineriet til at køre.

 

Forskellige feministiske netværk rundt om i Spanien har siden januar samlet sig for at diskutere og planlægge storstrejken. Man stræber efter at fremspore en global feministisk bevægelse, som forrige år kom til udtryk i 70 forskellige lande. Bølgen af voldtægter og mord, som har fundet sted i landet gennem den seneste tid, har ført ti,l at feminismen både er blevet mere radikaliseret og fået større bredde. Efterårets #MeToo-kampagne har yderligere understøttet dette.

 

Mænds vold mod kvinder er bare toppen af isbjerget. Grundlæggende handler det om en gennemgribende ulighed, som præger det patriarkalske kapitalistiske samfund. I opfordringen til storstrejken står der at læse: ”Vi er en mangesidig international bevægelse, som modsætter os den patriarkalske, racistiske kapitalistiske og miljøødelæggende orden, og som foreslår en anden måde at leve på og en radikalt anderledes verden”. Det drejer sig med andre ord ikke blot om punktvise krav om en slags retfærdighed for just kvinder, men om et helt andet syn på, hvordan verden kan organiseres.

 

Den radikale feministiske bevægelse kommer til at gennemføre stormøder og informations-aktiviteter på arbejdspladserne allerede dagen inden storstrejken. Prekære arbejdsforhold gør det selvfølgelig vanskeligt. Men man opfordrer derfor: ”Hvis du er hjemmegående husmor, er papirløs indvandrer, eller ansat inden for detailhandelen og derfor ikke kan strejke på dagen, kan du organisere aktiviteter for at sprede info om strejken”. At fagforbundene UGT og CCOO støtter denne kampform, og at også det syndikalistiske CNT fagforbund slutter op om storstrejken, gør det lettere for mange at nedlægge arbejdet. ”Juntas Paramos. Juntas Avanzamos” – Sammen strejker vi. Sammen går vi fremad – er slagordene.

 

Kvinder opfordres endog til ikke at forbruge den 8. marts, at hverken sælge eller købe varer, lyder budskabet. At kvindelige studerende deltager har desuden en mere dybgående betydning: ”Vi vil strejke på skoler, højere læreanstalter og universiteter, eftersom undervisningssystemet på alle niveauer er det vigtigste forum for en socialisering, hvor det nuværende kapitalistiske og patriarkalske system reproduceres og er langt fra social lighed”.

 

Oversat fra den svenske ugeavis Internationalen af Peter Kragelund

Opslået i Facebook, Feminisme, Sydeuropa

single.php