Jeg ville ønske, jeg havde været i Detroit sidste torsdag aften. At jeg havde kunnet stå der i byen, som har set kapitalismens værste bagside, stå der og se den blive illumineret for dens datter, for sin dronning, for Aretha Franklin. Som en hyldest og et farvel til kvinden, som for altid vil være en af de største.

af Emma Lundström

På pladespilleren i mit barndomshjem snurrede storheder som Mahalia Jackson, Billie Holiday, Janis Joplin, Ella Fritzgerald og Aretha Franklin. Musikken var en naturlig del af livet, ligesom historierne om de mennesker, som havde skabt den. På mit værelse havde jeg en gammel kassettebåndoptager. Min far plejede at komme hjem med bånd, som alle indeholdt stærke kvindelige sangere. En gang var det Joni Mitchell, en anden Nina Simone.

 

Det farveglade bånd med Aretha Franklin var en favorit. Through the storm indeholdt sangen Think, og hver gang jeg lyttede til kassetten kunne jeg ikke lade være med at danse, danse, danse. Mit vinterkølige værelse i et hus ude på landet i et nordligt land, langt fra Detroit, Michigan, fyldtes af Arethas stemme, hendes ubændige energi, hendes enorme kraft. Hun sang lige ind i mig og hun gjorde livet muligt, øgede takten, øgede følelsen. Freedom!

 

På samme måde sang hun for millionvis af andre piger og kvinder rundt om i verden, efter at hun var begyndt at optræde for offentligheden. Da var hun blot tolv år gammel. Tolv år og mor.

 

Aretha Franklin blev født i Memphis, Tennessee den 25. marts 1942 som den fjerde i en søskendeflok på fem. Hendes far var baptistpræst og moderen sang og spillede klaver. Familien flyttede til Detroit, da Aretha var fire år gammel, men forældrene havde problemer, og det endte med separation. Moderen flyttede fra byen. Hun døde, da Aretha var 10 år gammel. Faderen blev med tiden en værdsat prædikant, kendt for sine følelsesladede prædikener. Hjemmet var et mødested for kulturpersonligheder og borgerrettighedsforkæmpere. Aretha Franklin voksede op i lyset fra legender som gospelsangerinderne Mahalia Jackson og Clara Ward. Martin Luther King, Jr. kom også på besøg i hjemmet.

 

Hun begyndte at spille klaver. Hun droppede ud af skolen.

 

At hun fik et barn allerede som tolvårig, var mor til to som fjortenårig, det talte hun ikke om. Børnene voksede op hos slægtninge, medens Aretha Franklin sang sig en vej fremover. Det startede med solosang i faderens kirke. Faderen blev hendes manager, da hun var tolv. Tog med hende ud på turne. Hjalp hende til en pladekontrakt med sit første pladeselskab, J.V.B Records.

 

Den første plade, Songs of Faith, udkom i 1956. Den skal have fået Dinah Washington til at påpege, at den unge Aretha Franklin var den næste store stjerne. En anden sammenlignede hendes sangstil med en ekstatisk ypperstepræst.

 

Siden fulgte et liv med sang og kamp. Et rankrygget, sjælfuldt, lysende liv, hvor Aretha Franklins utrolige, uforlignelige stemme blev stemmen for borgerrettighedsbevægelsen, for kvindekampen. Et liv, som afkrævede R.E.S.P.E.C.T. Respekt for den afroamerikanske kvinde. For hendes erfaringer. Hendes lidelser og styrke. Aretha Franklin sang som et træ med tusinde rødder. Hun mente, at al musik kan have soul, kan have sjæl, det handler blot om, hvordan man synger. Det handler om at finde den følelsesmæssige åre.

 

I april 1967 kom Aretha Franklins version af Otis Reddings Respect. Det blev øjeblikkeligt et hit. Blev hendes signatursang. Blev en hel generation af kvinders ledemotiv. Respect fik også en umiddelbar politisk sprængkraft gennem sommeren 1967. Da brød oprørene ud i USA’s storbyers afroamerikanske bydele. Et absolut brændpunkt var Aretha Franklins dybt raceadskilte hjemby Detroit, hvor borgerrettighedsbevægelsen og soulmusikken var tæt sammenflettede. Soulmusikken videreførte den kirkelige gospelsangs ofte dulgte budskab om frigørelse og frihed.

 

Da hun var 16, turnerede hun med Dr. Martin Luther King, Jr.. I 1968 sang hun til hans begravelse. Sangen Think skrev Aretha Franklin som en hyldest til Martin Luther King. Den udkom en måned efter mordet i Memphis i 1968. Freedom

 

Nogle år senere forsvarede hun den fængslede Black Panther-aktivist Angela Davis.

 

Selv om Aretha Franklins liv kan fremstå som en succeshistorie, fandtes der også mørke stunder. Nogle plader slog ikke an. Pladeselskaber blev skiftet ud. Mænd blev skiftet ud. Hun var gift to gange. Blev mishandlet af den mand, hun giftede sig med, da hun var 19 år gammel. Når hun sang om respekt, vidste hun hvad hun talte om, hvad hun stræbte efter. Hvad hun krævede.

 

Med sin enorme stemme, sin utrolige fortolkningsevne, lod hun følelserne skylle ud over alle, som lyttede til hende. Samtidigt havde hun problemer med vægten. Pendlede op og ned. Røg for at holde sig slank. Men rygningen påvirkede stemmen. Påvirkede kroppen. Ligesom alkoholen.

 

Dette liv. Et liv så spækket med priser og udmærkelser, af førstepladser på hitlisterne og hyldestmedaljer, at det føles overflødigt at vælge nogle ud fra mængden, bortset fra den kendsgerning, at der blev indstiftet en ny Grammykategori udelukkende på grund af Aretha Franklin i slutning af tresserne: Prisen for den bedste kvindelige R&B-indspilning. En pris som siger noget om hendes betydning. Siger noget om, hvor mange der har fulgt i hendes fodspor. Havde der været en Lauryn Hill uden Aretha Franklin? Havde der været en Beyoncé?

 

Afroamerikanske kvinder bevidner nu, hvor ubeskriveligt vigtig Aretha Franklin har været for deres kamp. For borgerrettighedskampen og den sorte kvindes kamp for ligestilling og fysisk og psykisk frihed.

 

I 1982 vendte Aretha Franklin tilbage til Detroit for at være tæt på sin familie. Siden da har hun været tro overfor den gamle industriby med alle dens forladte huse, dens mørklagte nabolag, hvor kattene sniger sig ud og ind gennem ødelagte vinduer og døre.

 

Til Barak Obamas præsidentindsættelse i 2008 fik hun millioner af mennesker til at græde, da hun sang My Country, ‘Tis of Thee. To år senere fik hun at vide at hun havde en kræftsvulst. Den blev bortopereret, og lægerne gav hende ti til femten år.

 

Den allersidste offentlige optræden, som Aretha Franklin gjorde, var til en galla for Elton John AIDS Foundation i november sidste år.

 

Den 13. august kom så beskeden om, at soul-dronningen var meget syg. Cancer i bugspytkirtlen. Tiden var ved at løbe ud for Aretha.

 

Stevie Wonder og Jesse Jackson nåede at besøge hende på hendes dødsleje, inden hun døde i sit hjem den 16. august, 76 år gammel. Hun skal begraves på Woodlawn Cemetery den 31. august. Passende nok på samme kirkegård som borgerrettighedsforkæmperen Rosa Parks.

 

Barack Obama skal have udtalt, at Aretha Franklin definerede den amerikanske erfaring. Hun gav kraft til millioner af sorte kvinder verden over. Hendes sang og selvsikre rankryggede personlighed gav mennesker selvtillid og førte til organisering. Hun forvandlede problemer og sorg til noget fantastisk smukt og forhåbningsfuldt. Hendes stemme trængte ind i det inderste. Hendes sange flyver. Frygtløse og sårbare på samme tid. Hendes stemme kan egentligt ikke beskrives. Når en sanger er rigtig god, er det sjælens røst, som høres i musikken. Smerten, længslen, magien.

 

Aretha Franklin blev engang i firserne udnævnt til at være en del af staten Michigans naturressourcer. Det er ganske almindeligt, at kvinder som hende, kvinder med en enorm styrke og en uhørt følsomhed, kaldes netop for en naturressource eller naturkraft. Det er let at nikke samtykkende. Det lyder jo så fint. Men Aretha Franklin var ikke en naturressource, hun var et menneske med alt, hvad dette indebærer af sorger og forsagelser. Om hun trods alt skal sammenlignes med noget andet end et utroligt menneske med enorme evner, så er det med en stjerne. En klart brændende enhed, som oplyser nattehimlen langt efter sin ophør.

 

Fakta: Aretha Franklins stjerne har ligget på Hollywood Walk of Fame siden 1979. Hun blev som den første kvinde optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 1987.

 

Oversat fra den svenske ugeavis Internationalen, 21. august 2018, af Peter Kragelund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com