Denne fælles udtalelse fra sektionerne af Fjerde Internationale i Holland (Socialistisk Alternativ Politik (SAP) med tidsskriftet Grenzeloos) og i Tyrkiet (Sosyalist Demokrasi icin Yeniyol) om den hollandske regerings forbud mod, at tyrkiske ministre afholdt møder i Holland, blev udsendt af de tyrkiske og hollandske sektioner af Fjerde Internationale den 14. marts [dagen før det hollandske parlamentsvalg].

af Sosyalist Demokrasi icin Yeniyol/SAP

Den 16. april vil der i Tyrkiet blive afholdt en folkeafstemning om ændringer af forfatningen. I særdeleshed ville disse ændringer skabe en præsidentpost med vidtgående udøvende magt samt en ny struktur i det Øverste Råd af Dommere og Anklagere. Begge ændringer vil medføre koncentration af magten i hænderne på den nuværende præsident Recep Tayyip Erdoğan. Siden Gezi bevægelsen i 2013 [mod bebyggelser i parken o.a.], opgivelsen samme år af muligheden for fredsforhandlinger med den kurdiske bevægelse, den følgende eskalation af voldsudøvelsen fra den tyrkiske stat imod kurderne og det mislykkede kupforsøg for nylig, er den tyrkiske regering blevet stadig mere autoritær. AKP [Erdoğans regerende parti] regimet har arresteret og fyret tusinder af kritikere, herunder mange journalister, lærere og akademikere. Det har fængslet den kurdiske bevægelses ledere og parlamentarikere fra oppositionspartiet HDP med falske anklager om "støtte til terrorisme". Det forbyder demonstrationer og foretager andre overgreb mod menneskerettighederne. Alligevel er regimet nu officielt forarget over det hollandske politis handlinger og påkalder sig friheden til at afholde politiske møder.

Premierminister Mark Rutte fra Hollands højrefløj er nu [da udtalelsen blev udsendt, o.a.] ved afslutningen af valgkampen op til det hollandske parlamentsvalg. Hans parti, VVD, konkurrer med Geert Wilders islamofobiske ultrahøjre "Frihedsparti" PVV. VVD er et nyliberalt parti, der bruger hollandsk nationalisme som et værktøj til at opbygge støtte til sin nedskærings-dagsorden. Ved af forhindre AKP at holde møder og erklære den tyrkiske familieminister Fatma Betül Sayan Kaye for persona non grata i Holland, ønsker Rutte af fremstille sig selv som en forsvarer af det liberale demokrati og som en stærk leder, der ikke vil underlægge sig det islamistiske AKP eller dets tyrkisk-hollandske støtter. Men disse skridt er ikke motiverede af bekymringer om begrænsningerne af demokratiet i Tyrkiet; derimod forsøger Rutte at kapre potentielle vælgere fra PVV. De hollandske myndigheders handlinger hjælper rent faktisk Erdoğan. For Rutte er hans valgkamp vigtigere end virkelig at forsøge at undgå en yderligere styrkelse af den autoritære udvikling i Tyrkiet.

Takket være Rutte, er det nu lettere for Erdoğan at fremstå over for sit religiøst-nationalistiske bagland som én, der står op imod "Vesten", alt imens han bortleder opmærksomheden fra udviklingen i Tyrkiet. AKP benytter skrækkampagner om internationale sammensværgelser mod Tyrkiet til at samle opbakning. Samtidigt har tyrkiske indvandrere og deres familier i Holland længe været ofre for racisme og fordomme. Den hollandske højrefløj udnytter den kendsgerning, at en væsentlig del af denne befolkningsgruppe støtter AKP som et argument for påstanden om, at hollandske borgere af tyrkisk afstamning ikke virkelig hører til i det hollandske samfund, og til angreb på hele denne befolkningsgruppe. Tyrkiske nationalister og hollandske nationalister, som Wilders og Rutte, har den samme besked til dem, der afviser deres samfundssyn: "Vær enige med os, eller forlad landet".

Den hollandske og tyrkiske højrefløjs handlinger er fyldte med hykleri. Den hollandske regering har intet problem med at alliere sig med en undertrykkende, racistisk regering som Netanyahus i Israel – men når det drejer sig om Tyrkiet, så lader den, som om den pludselig bekymrer sig dybt om demokrati. Hvis den hollandske regering virkeligt bekymrede sig om demokratiske rettigheder i Tyrkiet, kunne den vise dette gennem støtte til den tyrkiske demokratiske opposition og kurdernes ret til selvbestemmelse. Men som vi ser det med flygtningespørgsmålet, kan de herskende kræfter i de to lande uden større problemer samarbejde om at undertrykke flygtninge og styrke Fort Europa.

Venstrefløjen er nødt til at modsætte sig kampagnerne fra den hollandske og tyrkiske højrefløj og opbygge kampen mod dem. Vi opfordrer til et "NEJ" i den tyrkiske folkeafstemning, for at organisere modstand mod Erdoğans stadigt mere autoritære regime og for at forsvare det ikke-religiøse samfund. Vi opfordrer til at stemme imod islamofobi og racisme i Holland, og for at opbygge bevægelser mod racisme på gaden og på arbejdspladserne. I forsvaret af demokratiske rettigheder og folkelige interesser kan arbejderbefolkningen i Tyrkiet og Holland ikke stole på landenes højrefløjsregeringer. I stedet må de forsvare deres fælles interesser gennem fælles kamp mod nyliberalisme og alle former for undertrykkelse.

Sosyalist Demokrasi icin Yeniyol – Fjerde Internationale, Tyrkiet
SAP/Grenzeloos – Fjerde Internationale, Holland

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com