Siden den 13. december 2018 har en folkelig opstand af betydeligt omfang været under stadig udvikling, med hovedparolen ’Tasgut bas’ (’vælt den, bare det!)

 

Indbyggerne i byen Al Damazin (hovedstad i Den blå Nil-staten), der fik følge 19. december af dem fra Atbara i den nordøstlige del af landet, var de første, der demonstrerede imod tredoblingen af brødpriserne, der fandt sted på en baggrund af drastiske nedskæringer, inflation og en omfattende korruption, anført af regeringen. Demonstrationerne spredte sig så til resten af landet og til hovedstaden Khartoum, med direkte sigte på at bringe regimet til fald. På trods af undertrykkelsen, der allerede har kostet adskillige livet, mens tusinder er blevet såret eller tortureret, så er bevægelsen blevet enorm, den er grundlæggende selvorganiseret, og den har været usædvanlig kreativ med hensyn til dagligt at fremkomme med fredelige løsningsforslag.

 

Bevægelsen er oppe imod den magt, som præsident Omar Al Bashir, har taget eneret på, en militærmand, der greb magten i 1989 uden intentioner om nogensinde at give slip på den igen, og som sammen med sit slæng har korrumperet hele sikkerhedsapparatet og hans parti, Nationalkongressen (tidligere den Islamiske Nationale Front). Det er en klike, der har raget landets rigdomme til sig og skåret kraftigt ned på demokratiske frihedsrettigheder og på kvinders og undertrykte mindretals rettigheder.

 

Al Bashir er blevet anklaget for krigsforbrydelser, forbrydelser imod menneskeheden og folkemord  ved den Internationale domstol i Haag i forbindelse med undertrykkelsen i Darfur. Det førte til, at Sydsudan, hvor hovedparten af olieressourcerne befinder sig, løsrev sig i 2011, og Sudan er siden sunket stadig dybere ned i et økonomisk  morads. Al Bashir har for nylig prøvet at redde sit regimes skind ved at tilnærme sig det saudi-arabiske kongedømme, den egyptiske diktator Al-Sisi, Putins Rusland, Bashar Al Assad og Israels højreekstremistiske regering. Salah Gosh, chefen for Sikkerhedstjenesten, fik også sat et møde i stand i Frankrig i efteråret med en embedsmand fra Macrons regering.

 

Samtidig med det fører Sudans regime sig frem som IMF’s mønsterelev, når det fører fondens økonomiske anti-græsrods-planer ud i livet: nedskæring er af offentlige ydelser, privatiseringer og prisstigninger på basisvarer.

 

Allerede sidste år blev magten udfordret i gaderne, især af studerende, men det vi i dag er vidne til, er, at hele landet begiver sig ind i en revolutionær proces af samme slags som dem, der brød ud i det arabiske område i 2011. Det er den Sudanesiske Akademikersammenslutning (SPA), der er sammensat af netværk af læger, lærere og andre statslige embedsmænd og akademikere, der fører an i organiseringen af opstanden. De har holdt klassekampens faglige principper og historiske arv i live, mens fagforeningerne ellers blev totalt underkastet regimet og fagligt aktive undertrykt med hård hånd igennem årtier (vi må huske på, at det kommunistiske parti i Sudan var et af de største i den arabiske verden). De har formået at knytte an til denne arv og give ikke bare unge, men også kvinder en fremtrædendende placering, hvad der har åbnet op for både en nytænkende opfindsomhed og den nødvendige tilslutning og styrke i den aktuelle situation.

 

Som udtryk for denne energi har revolutionen sluttet op om et pluralistisk politisk og organisatorisk lederskab, Frihedens og Forandringens Styrke, med et stiftelsesdokument af samme navn, der har lagt grunden til et demokratisk brud med regimet og dets metoder. Koordineringen har en ugentlig publikation, der ikke alene rummer en tidstabel for mobiliseringer dag for dag, men også retninglinjer dag for dag og distrikt for distrikt, der tager højde for tekniske og sikkerhedsmæssige aspekter i de enkelte tilfælde. ’Græsrøddernes modstandskomiteer’ er blevet dannet som et led i denne kollektive proces.

 

Revolutionen har sat sig  for at gennemføre en ’politisk’ generalstrejke, der med fredelige midler, alene, kompetent, planmæssigt, kan omstyrte dette regime og føre frem til en borgfred, erklæret af den væbnede opposition.Bevægelse sigter mod en ’politisk’ generalstrejke med fredelige midler. Samtidig med, at den bredere karakter, som hele bevægelsen får ved at inkludere forskellige forbund eller partier, kan medføre en situationsbestemt begrænsning af programmets sociale aspekter, så igangsættes også en tilnærmelse til den organiserede arbejderbevægelse, f.eks. ved indoptage kravene  fra de strejkende havnearbejdere i Port Sudan imod privatiseringer af containerterminalen, hvor det ellers er meningen, at den skal opkøbes af et et filippinsk selskab.

 

Fjerde Internationale udtrykker sin ubetingede solidaritet med det sudanesiske folks magtfulde opstand og opfordrer til, at undertrykkelsen ophører, og at de fængslede løslades. Vi ønske det held og lykke på vejen mod dets mål: at vælte et autokratisk regime, der har været skyld i det sudanesiske folks lidelser alt for længe. Vi håber, at denne dynamik vil bidrage til, at folkelige kampe også andre steder vinder styrke.

 

Enstemmigt vedtaget af Fjerde Internationales Internationale Komité

Amsterdam, 5. marts 2019

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

Opslået i Facebook, Fjerde Internationale

single.php