40 europæiske antikapitalistiske grupper planlægger aktiviteter i solidaritet med den græske arbejderbefolknings kamp og er gået sammen om denne udtalelse om den europæiske krise

 

1. Den globale økonomiske krise fortsætter. I forsøget på at genstabilisere verdensøkonomien er massive pengesummer blevet sprøjtet ind i det finansielle system – 14 trillioner dollars i USA, Storbritannien og eurozonen og 1,4 trillioner dollars i nye banklån i Kina alene det sidste år. Men det forbliver et åbent spørgsmål, hvorvidt disse forsøg vil være tilstrækkelige til at skabe en bæredygtig løsning. Væksten udvikler sig med sneglefart i de fremskredne økonomier, mens arbejdsløsheden fortsætter med at stige. Der er frygt for, at en ny finansboble med udgangspunkt i Kina er ved at udvikle sig. Krisens lange varighed – udover at den allerede er den dybeste siden Depressionen – afspejler, at den er rodfæstet i selve det kapitalistiske system.

2. Efter en brutal fyringsbølge er der nu kommet fokus på, hvordan krisen vil påvirke den offentlige sektor og de europæiske velfærdsordninger. De samme finansmarkeder, der er blevet reddet af regeringerne, råber nu vagt i gevær over, at regeringerne som konsekvens er blevet nødt til at optage lån. I bund og grund er det et klassebaseret forsøg på at overføre krisens omkostninger fra dem, der selv har forårsaget den (først og fremmest bankerne) til den arbejdende befolkning. Ikke bare offentligt ansatte, men også alle dem, der benytter sig af offentlige ydelser. Kravene om at sætte tæring efter næring og om “reformer” af den offentlige sektor er det klareste tegn på, at neoliberalismen – på trods af at være intellektuelt diskrediteret på grund af krisen – ikke desto mindre fortsætter med at dominere beslutningstagerne.

3. Grækenland befinder sig nu midt i orkanens øje. Det er en af de mest skrøbelige europæiske økonomier, dels på grund af ophobet gæld under opturen, dels fordi de har svært ved at konkurrere med Tyskland, der er eurozonens kæmpe. Under pres fra de finansielle markeder, EU-kommissionen og den tyske regering har den græske regering under George Papandreou kastet sine valgløfter over bord og varslet nedskæringer på i alt fire procent af nationalindtægten.

4. Heldigvis har Grækenland helt siden 1970’erne en storslået tradition for at gøre social modstand. I forlængelse af ungdomsoprøret i december 2008 har den græske arbejderbevægelse nu besvaret regeringens nedskæringspakke med en bølge af strejker og demonstrationer. Et andet velkomment eksempel på modstand er den islandske folkeafstemning, hvor befolkningen afviste at betale den gæld, den var blevet påført af bankerne.

5. Græske arbejdere har behov for solidaritet fra socialister, fagforeninger og anti-kapitalister fra hele verden. Grækenland er ganske enkelt det første europæiske land, som de finansielle markeder har udset sig som måltavle, men der er adskillige andre i sigtekornet – ikke mindst Spanien og Portugal.

6. Der er behov for et program med tiltag, der kan løfte økonomien ud af krisen, baseret på at sætte befolkningens behov frem for profitten og ved at påtvinge markedet demokratisk kontrol.
Det er nødvendigt med et anti-kapitalistisk svar

– vores liv, vores helbred, vore arbejdspladser frem for profit.
– Fuldt stop for eller tilbagerulning af alle nedskæringer i offentlig sektor: Stop “reformer” af pensionen; sundhed og uddannelser er ikke til salg
– Garanteret ret til arbejde og en plan for offentlige investeringer i grønne jobs – offentlig transport, fornyelig energi og ombygning af private og offentlige bygninger for at reducere CO2-udslip
– Oprettelse af et sammenhængende offentligt bank- og finansvæsen under offentlig og folkelig kontrol!
– Indvandrere og flygtninge skal ikke gøres til syndebukke – legaliser dem alle!
– Tilbagetrækning af vestlige tropper fra Irak og Afghanistan, drastiske nedskæringer i militæret; opløsning af Nato

7. Vi forpligter os til at organisere europæiske solidaritetsaktiviteter imod nedskæringer og angreb fra kapitalen. En sejr for de græske arbejdere vil styrke modstanden mod nedskæringer alle andre steder.

Grækenland: Aristeri Anasynthesi, Aristeri Antikapitalistiki Syspirosi, Organosi Kommuniston Diethniston Elladas-Spartakos, Sosialistiko Ergatiko Komma, Synaspismos Rizospastikis Aristeras (Syriza) ;
Portugal : Bloco de Esquerda ;
Østrig : Linkswende ;
Belgien : Ligue Communiste Révolutionnaire – Socialistische arbeiderspartij ;
England : Socialist Resistance, Socialist Workers Party ;
Kroatien: Radnička borba ;
Tjekkiet : Socialistická Solidarita ;
Cypern : Ergatiki Dimokratia, Yeni Kibris Partisi ;
Danmark : Socialistisk Arbejderparti ;
Baskerlandet : Gogoa ;
Frankrig : Nouveau Parti Anticapitaliste ;
Tyskland : Internationale Sozialistische Linke, Marx21, Revolutionär Sozialistischen Bund ;
Italien : Sinistra Critica ;
Irland : People Before Profit Alliance, Socialist Workers Party, Socialist Democracy ;
Holland : Internationale Socialisten, Grenzeloos ;
Polen : Polska Partia Pracy, Pracownicza Demokracja ; Rusland : Vpered ;
Skotland : Scottish Socialist Party ;
Serbien : marks21 ;
Den spanske Stat : En lucha/En lluita, Izquierda Anticapitalista, Partido Obrero Revolucionario ;
Sverige : Socialistiska Partiet, Internationella Socialister ;
Schweiz : Gauche anticapitaliste, Mouvement pour le socialisme /Bewegung für Sozialismus, solidarité;
Tyrkiet : Devrimci Sosyalist İşçi Partisi, Özgürlük ve Dayanışma Partisi.

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php