Uanset om Venstre eller Socialdemokratiet har haft regeringsmagten, er nedskæringer haglet ned over de sårbare gruppe: flygtninge, syge, handicappede, arbejdsløse, børn og ældre.

– Kontanthjælpsloftet, 225 timers reglen og integrationsydelsen har medført, at 63.000 flere børn og deres forældre, samt mange enlige voksne, er blevet fattige. Med sociale og sundhedsmæssige følger, der på sigt kan koste dyrt både menneskeligt og økonomisk.

 

– Førtidspensionsreformen har ført til groteske situationer, hvor syge mennesker sendes i såkaldt sengepraktik ½ time om ugen, eller sendes til den ene arbejdsprøvning efter den anden i årevis på trods af lægeerklæringer om uarbejdsdygtighed.

 

– Arbejdsløse sendes ud som gratis arbejdskraft i såkaldte praktikforløb. Her optager de funktioner, der tidligere var lønnet arbejde, så der er færre jobs at få. Formålet med praktik er, at du skal lære at stå op, møde til tiden og være på en arbejdsplads, uanset om du har 20 års erfaring på arbejdsmarkedet inden du blev arbejdsløs.

 

Den samlede behandling er så nedværdigende og skaber så stor magtesløshed og håbløshed, at mange ender med at udvikle depressioner og selvmordstanker, konstateres det i en videnskabelig afhandling (Socialrådgiveren nr. 2, 2017).

 

Selvorganiseret modstand
På nettet har mange af de ramte igennem de senere år fundet sammen i grupper som SYG I RANDERS, VELFÆRD DANMARK, SYG I DANMARK, FØRTIDSPENSION JA TAK m.fl. I øjeblikket er der blandt andet JOBCENTRETS OFRE, SYSTEMETS OFRE, NÆSTEHJÆLPERNE og BEKÆMP FATTIGDOM NU.

 

Det er vigtigt, at mobiliseringen også når ud over nettet, og folk mødes og organiserer sig i den virkelige verden. Som f.eks. SYG I SVENDBORG og RANDERS MOD NEDSKÆRINGER, der i over 3 år har været på gaden hver eneste fredag – og stadig er i gang. I den senere tid har der også været demonstrationer ved blandt andet jobcentret på Lærkevej i København og i Struer.

 

Desværre har den umenneskelige lovgivning og den magtesløshed, der følger med, betydet, at nogle af de protesterende opfordrer til forfølgelse af sagsbehandlere i jobcentrene. Dette er selvfølgelig dybt skadeligt for kampen mod nedskæringerne. Vi skal bekæmpe det system, der rammer både borgerne og de ansatte.

 

Omvendt er det vigtigt, at også socialrådgivere o.l. samt deres fagforeninger protesterer, når rammerne for deres arbejde indebærer en urimelig behandling af brugerne – som f.eks. de ansatte på Lærkevej i Kbh. gjorde det. Besparelser rammer nemlig også direkte lønarbejderne i den offentlige sektor, der er truet med fyringer og urimeligt arbejdspres. På nogle jobcentre er det f.eks. opgjort, at en enkelt ansat skal betjene over 200 brugere. Det fører til lange ventetider, elendig service for brugeren og stress og faglig nedtur for den ansatte.

 

Ikke blot de offentlige ansatte, men også det private arbejdsmarked er præget af mere og mere usikkerhed – risiko for arbejdsløshed, deltidsjob og uregulerede arbejdsforhold. Og her er det en oplagt virkning af ”reformerne” (læs: forfølgelsen af de arbejdsløse), at frygten for at ryge ud af arbejdsmarkedet vokser sig større. Og den virkning er næppe utilsigtet. Den frygt kan nemlig udnyttes af arbejdsgiverne til at presse løn- og arbejdsforholdene for dem, der er i arbejde. Derfor er solidariteten med dem, der ikke er i arbejde, ikke en barmhjertighedsgerning, men en nødvendighed for at styrke arbejdersiden i den daglige klassekamp.

 

Solidaritet og fælles kamp
Så der er alt mulig grund til at systemets brugere og almindelige lønmodtagere går sammen om kampen mod nedskæringerne i vores hårdt tilkæmpede rettigheder.

 

Velfærdsalliancen var et første forsøg på en egentlig organisering, hvor græsrodsgrupper af brugere og fagbevægelsen arbejdede sammen. Det var f.eks. ansatte og brugere, der sammen protesterede mod fyringer i daginstitutioner, som betyder at børnenes udvikling nedtones og institutionen mere bliver en opbevaringsanstalt – samtidig med at de ansatte skal løbe hurtigere og mærker, at deres arbejde mister faglighed, og er i risiko for stress. Og ansatte og brugere i ældreforsorgen og på hele sundhedsområdet, der også rammes af besparelser og effektivitetskrav, der medfører dårligere hjælp og ekstremt pres for de ansatte. Velfærdsalliancen hev sidste år en stor succes hjem, da omprioriteringsbidraget blev taget af bordet.

 

Alligevel har det været vanskeligt at fastholde samarbejdet omkring nedskæringerne på velfærden generelt. Ikke mindst når det handler om samarbejdet mellem de udsatte gruppers selvorganiserede bevægelser og fagbevægelsen. Her er det især fagbevægelsen, der har et ansvar for at tage solidariteten alvorligt.

 

En række fagforeninger har sammen taget et godt initiativ med ”Danmark for Velfærd”, der bl.a. samler underskrifter og planlægger tillidsmandsmøde og aktionsdag mod velfærdsnedskæringer. Det er vigtigt, at dette bliver en bred og aktiv mobilisering af medlemmerne. Og det er vigtigt, at denne aktive kamp for velfærd også føres sammen med de græsrodsbevægelser, der bl.a. bæres oppe af de mennesker, der allerede er ramt af nedskæringerne.

 

Her er en af mulighederne at mobilisere til at deltage tirsdag d.3. okt. i “De fattige åbner Folketinget”, arrangeret af Bekæmp fattigdom nu. Ikke bare med en flok røde faner, men med talere, opreklamering og al den deltagelse, man kan mobilisere. Lad dette blive startskuddet til et nyt og bedre samarbejde mellem de arbejdende og de reformforfulgte, der af en eller anden grund er uden for arbejdsmarkedet.

 

Vi i Enhedslisten har en opgave med at lægge pres på vores fagforeninger, så de tager solidariteten med de reformramte alvorligt. For de reformramtes skyld, men også for hele arbejderklassens skyld.

 

SAP’s forretningsudvalg, den 30.september 2017

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php