Foråret er kommet allerede midt i vinterkulden, og ingen ved, hvor langt den sociale og demokratiske eksplosion vil gå. Men allerede nu står det klart, at den vil efterlade dybe spor, og at den kan sprede sig som en steppebrand.

Folk i regionen er begyndt at se, hvad der ”giver muskler” både i protesterne og i de håb, der kommer til udtryk. Fordømmelsen af de ”kriminelle privatiseringer” kunne blive efterfulgt af en fordømmelse af de euro-atlantiske institutioner, der har fostret dem.

Bosnien-Hercegovina, et rigtigt mini- Jugoslavien, blev især splittet og ødelagt i forbindelse med sammenbruddet den tidligere [jugoslaviske] føderation, hvilket imidlertid ikke har udryddet tætte regionale (og endda familiemæssige og nationale) relationer. Oven i 1990’ernes”krigshærgede overgang”– tre år med etnisk udrensning og omkring 100.000 døde – kom katastroferne under den” fredelige overgang”– tæt afhængighed af udenlandsk kapital, med nye private banker – men også med en euro-atlantisk kontrol, der er mere synlig end andre steder.

Mellem 2003 og 2008 kunne det vestlige Balkans voksende afhængighed af EU betragtes som en fordel. Men i Bosnien-Hercegovina var der ikke engang en stat, som var i stand til at hævde sin legitimitet på et nationalistisk grundlag. Landets enhed blev fastholdt med en pincet. Grundloven, som blev skrevet i Dayton (USA) i 1995, er stadig i kraft, hvilket afspejler den etniske opdeling fra krigens tid. Staten har en pseudo-"suverænitet” under international dominans, især legemliggjort af FN’s ”Høje Repræsentant”, der i dag er europæisk, en rigtig ”prokonsul”. Kroatiske og serbiske nationalister true jævnligt med løsrivelse og blokerer for enhver overvindelse af etniske skel, hvilket også resulterer i diskrimination mod borgere (herunder romaer og jøder), som ikke er en del af de tre folkeslag, der er anerkendt i forfatningen (Bosnisk-serbere, bosnisk-kroater og muslimer, som bliver kaldt bosniakker – alle er bosniske statsborgere ) .

Overvinde national opsplitning
Men sidste år overskred den første kilde til massive mobiliseringer de nationale skillelinjer: ”Baby-revolutionen” satte borgerne fra alle ”grupper” op mod de regerende partiers forsømmelighed, da de ikke kunne blive enige om udstedelse af personbeviser, navnlig i en sag, som forhindrede en lille pige på seks måneder i at få lægebehandling i udlandet.

Samtidig har landet en arbejdsløshed på over 40 procent (over 60 procent for unge). Der er massiv fattigdom og en indgroet korruption. Efter en dyb recession i 2009 oplevede man kun stagnation og tilbageslag frem til 2013, på baggrund af problemer i nabolandene og de vigtigste handelspartnere – Slovenien, Italien og Kroatien. Valutafonden, der havde betinget sin ”støtte” til løsningen af en regeringskrise, der varede i 15 måneder, vendte tilbage med et angreb i september 2012, som krævede strukturreformer, nedskæringer og privatiseringer, især inden for sygesikring og pension.

Disse angreb kommer oven i mange års privatiseringer, som i dag fordømmes som ”kriminelle” – især i den mest industrialiserede Tuzla-region, hvor den sociale eksplosion startede: Mellem 2000 og 2010 blev tidligere statsejede virksomheder, som beskæftigede hovedparten af befolkningen, solgt til private ejere, der holdt op med at udbetale lønninger, indgav konkursbegæringer og frasolgte aktiver – under kontrol af Distriksagenturet for Privatisering. Som følge heraf var et stort antal lønmodtagere ikke længere berettiget til sociale bidrag. De er nu frataget sociale rettigheder, blandt andet retten til at gå på pension, fordi de ikke har betalt bidraget i det antal år, der som minimum kræves.

Politisering af oprøret
Fra den tredje dag af ”oprøret” dukkede der politiske slogans op. Fra Tuzla har bevægelsen spredt sig til Sarajevo, Bihac og andre byer. Et stigende antal folkeforsamlinger formulerer platforme med en række krav. Denne øvelse i direkte demokrati kommer til udtrykt på sociale netværk og tilskynder også til oprettelse andre forsamlinger, der forener unge og gamle – de ældste er ikke de mindst beslutsomme: Pressen har forsøgt at miskreditere bevægelsen, taler om hooliganisme og agitatorer udefra. Svaret fra ”Front”, der har etableret sig uafhængigt af alle politiske partier, var klar: ”Den, der sår fattigdom, vil høste vrede.” Og det er ved at blive omdannet til et selvorganiseret kraft .

”Vi, der gik på gaden, beklager de skader og ødelæggelser, der er sket, men vi udtrykke også vores beklagelse over de fabrikker, offentlige rum, videnskabelige og kulturelle institutioner og menneskeliv, som er blevet ødelagt af handlinger fra dem, der har været ved magten i tyve år.”

Arbejdere og borgere i Tuzla kræver:

  • Opretholdelse af den offentlige orden og fred gennem samarbejde mellem borgere, politi og civilværn, for at undgå kriminalisering, politisering og manipulation af demonstrationer;
  • Dannelse af en teknokratregering bestående af apolitiske eksperter, som aldrig har haft regeringsposter, [ i ] kantonen Tuzla, indtil det næste valg (…) . [ Den] skal fremlægge ugentlige rapporter om sit arbejde og forslag. Alle interesserede borgere kan følge [dens] arbejde;
  • [Om privatiseringer ] (…) Regeringen skal være i stand til at konfiskere ejendom, som er erhvervet ved svindel, dekretere ophævelse af privatiseringsaftaler, give fabrikkerne tilbage til arbejderne og genoptage produktionen så hurtigt som muligt;
  • Ligestilling af vederlag til statsansatte med lønmodtagere i den offentlige og private sektor, et stop for udbetaling af bonus af enhver slags og for udbetaling af løn til ministre og andre repræsentanter, hvis embedsperiode er afsluttet.

Oversat fra International Viewpoint af Karina Skov

Opslået i Balkan

single.php