Et gammelt ordsprog siger, at ”har man sagt A, må man også sige B”. I den igangværende principprogramdebat i Enhedslisten stiller det sig anderledes: Her handler en af de allervigtigste uenigheder tværtimod om, hvorvidt man foretrækker version A eller B i afsnittet om ”Kapitalisme i Danmark”. Uenigheden om dette afsnit handler indirekte også om forståelsen af den eksisterende statsmagt, og dermed om denne statsmagt kan danne rammen om udviklingen af et socialistisk samfund.

Hovedemnet for de to afsnit er den offentlige sektor. Både A og B fremhæver, at den offentlige sektor skal forsvares (mod privatisering), fordi den ikke skal levere profit til private ejere, og B yderligere det argument, at der foregår en åben politisk kamp om indhold og styring. Der er sjovt nok ikke nogen, der finder det ligegyldigt, om hospitalerne privatiseres eller DONG sælges til Goldmann Sachs! Når så forslag A slutter med sætningen ”Her ligger spiren til et nyt samfund, et socialistisk samfund”, og forslag B’s sidste afsnit starter med ”Her gemmer sig kimen til et andet samfund” og slutter med ”Et socialistisk demokrati”, er det vel ikke så mærkeligt, at nogen efter en hurtig gennemlæsning spørger sig selv om, hvor den store uenighed egentlig gemmer sig?
Men forskellen er der!

Den Socialistiske Banebryder (DSB)
I version A følger der umiddelbart efter den ovennævnte konstatering et ”på den anden side”. Her forklares det, hvordan det kapitalistiske system ”sætter rammerne for den offentlige sektor og begrænser mulighederne for demokratisk indflydelse”, og dette uddybes i et par eksempler.

I version B er der derimod tale om et nogenlunde konsekvent skønmaleri af den offentlige sektor og dens styring, dvs. også af det borgerlige demokrati. Det bemærkes, at den offentlige sektor ”også direkte eller indirekte bidrager til at skabe overskud for virksomhedsejere”, men fremhæves samtidig, at der her tages ”udgangspunkt i menneskenes og samfundets fælles behov”. Der tales om ”rum, hvor demokrati dominerer frem for profitjagt” og ”dele af vores samfund, hvor vi kan ane socialisme”. Det er derfor, forslag B hævder, at den offentlige sektor gemmer ”kimen til et andet samfund”.

Det store problem ved denne forståelse er, at den helt lukker øjnene for, at det danske samfund er et klassesamfund, og at statsmagten er en integreret del af dette. At den offentlige sektor tager udgangspunkt i ”menneskenes og samfundets fælles behov” er i enhver forstand noget sludder. For menes der det eksisterende, kapitalistiske ”samfunds” behov? Ja, så er det i vidt omfang rigtigt! Men er dette identisk med ”menneskenes” behov? Arbejderklassens? Slet ikke, ofte tvært imod! Derimod foregår der løbende en kamp for dette – for velfærdsydelser, klimapolitik, medbestemmelse på uddannelserne osv.
Når man f.eks. fremhæver folkeskoler og plejehjem som eksempler på ”rum, hvor demokrati dominerer”, ”menneskers behov” er udgangspunktet og socialismen anes, og DSB som befriet for profitstyring og et godt eksempel på ”andre måder at producere på”… er der nok mange, der vil læse det som ond sarkasme. Men det er det desværre næppe tænkt som.
 
Ikke et ideal, men en kampplads
Forslag B formidler den forståelse, at den offentlige sektor i hovedsagen er styret af et ”demokrati”, der i dette afsnit (modsat programmets foregående) tilsyneladende pludselig er velfungerende, klasseneutralt og styrer ud fra menneskenes og”samfundets” (ligeledes klasseneutrale) behov.
Det hænger godt sammen med en strategi, der måske endda antydes i afsnit B’s begyndelse: At Enhedslistens mål så kan reduceres til, at vi bare skal udvide den offentlige sektor, altså få flere og flere dele af samfundet (herunder produktionen) ind under den allerede eksisterende, klasseneutrale stats kontrol. Derved kan vi ”udvikle samfundet i en socialistisk retning”.

Afsnit A rummer en helt anden forståelse. Nemlig at den offentlige sektor i den eksisterende stat – trods de demokratiske muligheder og de mange sejre, der er vundet mht. kollektive velfærdsgoder – er en integreret del af og underlagt det kapitalistiske system.
Dette er ikke bare højpandet teori om statens klassenatur. Det er daglig virkelighed for snart sagt alle offentlige institutioner, der skal ”konkurrere på markedsvilkår” med hinanden og private; for lærere, der søges frataget deres kollektive aftaleret; for kontanthjælpsmodtagere, der sendes på tvangsarbejde til slaveløn; for universiteter, der skal finde private sponsorer, osv. osv.
En offentlig sektor, som er styret af et bureaukrati, uden reel bruger og ansatte indflydelse, ofte i modsætning til arbejderklassens interesser, vil ikke i sig selv skabe ”socialisme” blot ved at blive større. Den vil i værste fald bare skabe mere formynderi og fremmedgørelse.

Den offentlige sektor er ikke et ideal, men en kampplads. Vi kæmper for at gøre f.eks. transport og energi offentligt, for flere uddannelser osv. Men vi kæmper også en hård kamp om et indhold og en styring, der i udgangspunktet er bestemt af det kapitalistiske samfunds rammer, hvor vi kæmper for ansatte- og bruger-styring og for arbejderklassens interesser.
Det hænger godt sammen med den strategi, der antydes i sidste del af forslag A. Her står, at Enhedslisten er aktiv i kampen for at bevare velfærdsgoder m.v. ”og for at frigøre dem fra de begrænsninger og forvridninger, de udsættes for i det samfundssystem, vi lever under”. Det er i dette arbejde, denne kamp, som altså også er en kamp mod systemet, at ”spiren til et nyt samfund, et socialistisk samfund” ligger.

Sammenhæng i programmet
Undermineringen af demokratiet i det kapitalistiske samfund fremstilles faktisk ganske klart i det foregående kapitel i programmet: ”Kapitalisme står i vejen for frihed, tryghed og demokrati”, ligesom det i de to sidste kapitler fremgår, at det socialistiske demokrati må være helt anderledes end det nuværende, langt mere direkte og decentralt. F.eks. står der, meget apropos: ”offentlige institutioner vil i langt større omfang være styret og organiseret direkte af befolkningen”. Samme afsnit indledes: ”Allerede i kampen mod kapitalismen ser vi nye demokratiske måder at organisere sig på. Disse demokratiske organiseringer udgør kimen til socialistisk demokrati”.
Kim eller spirer: Dette hænger fint sammen med forslag A.  Det, der i dagens Danmark peger frem mod socialismen, er klassekampen, herunder i høj grad kampen for at bevare og udvikle offentlige velfærdsgoder på trods af kapitalismen og rammerne i den nuværende stat.
Og har man sagt A, kan man ikke sige B.

Socialistisk Arbejderpartis Forretningsudvalg, den 19. januar 2014

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php