Francois Sabado fra det franske Nye Antikapitalistiske Parti, og medlem af ledelsen af Fjerde Internationale, diskuterer den økonomiske krise, og forskellen på reformistiske og revolutionære svar.

I første del af interviewet beskæftigede Sabado sig især med, hvordan krisen slår igennem og skaber social polarisering. Denne del handler mest om de (forskellige) svar fra Socialdemokratiet og venstrefløjen,.

Hvordan reagerer Socialdemokratierne?

Francois Sabado: Krisen overskygger al europæisk politik i dag. Den vil fremprovokere ændringer og måske omvæltninger på venstrefløjen og i arbejderbevægelsens situation. Men socialdemokratiets politik holder sig indenfor den social-liberale ramme. De socialdemokratiske ledere, såvel som lederne af det europæiske LO, støtter i almindelighed redningspakkerne for bankerne, men de ser dem som utilstrækkelige og kræver garantier fra bankerne. Normalt henviser de til keynesianske politikker, specielt når de er i opposition, med henblik på at kunne indordne dem under nyliberale politikker. Men det hænder endog, at folk som Anthony Giddens – teoretikeren bag den ”tredje vej”, som Tony Blair elskede – blankt afviser Keynes’ teser, fordi de ifølge ham er blevet ubrugelige og ugyldige gennem globaliseringen af kapitalismen.

Kort sagt: for at kunne manøvrere i og modstå krisen kan socialdemokraterne give deres positioner en ”venstredrejning”. Men deres grundlæggende positioner, der er sammenfattet i de europæiske socialdemokraters (PES – Party of European Socialists) manifest, bekræfter deres støtte til den type af europæisk konstruktion, som er blevet brugt gennem de sidste par årtier – især gennem de europæiske traktater, og specielt den seneste af slagsen, Lissabontraktaten.

De socialistiske stimuleringsprogrammer, som Poul Nyrup Rasmussen fremlagde som præsident for PES, forbliver tågede. De kan opsummeres som følgende: øgede investeringer, støtte til eksisterende jobs, hensyntagen til krisens sociale omkostninger, solidaritet med de, der er kommet i vanskeligheder, regulering af finanssektoren. Men de forbliver inden for den ramme, som er blevet afstukket af statsoverhovederne på de fem topmøder , EU’s regeringsledere har afholdt siden sommeren 2008. De er karakteriseret af en række uafklarede uenigheder: om den offentlige service, den europæiske minimumsløn, harmoniseringen af sociale rettigheder og tiltag til at blokere planer om massefyringer. Når det kommer til stykket, kritiserer de europæiske socialdemokratier kun de nuværende europæiske planers utilstrækkelige størrelsesorden og planlagte rytme, ikke deres del- eller endemål. Faktisk er socialdemokraternes udgangspunkt i dag Obamas’ stimuleringsprogram. Deres politik går ud på at lægge pres på de europæiske regeringer for at få disse til at støtte Valutafondens forslag. Og lederne af det europæiske LO gik sammen med PES i deres kritik af de europæiske stimuleringsprogrammer: utilstrækkeligt omfang og for lille finansiering.

Imidlertid er problemet, at der er tale om stimuleringsprogrammer, som ikke omorganiserer bankerne til en fælles offentlig service under folkelig kontrol, som ikke foreslår at omgøre privatiseringer, som ikke giver den offentlige sektor et løft, som ikke grundlæggende stiller spørgsmålstegn ved de eksisterende traktater. Problemet ved hele denne politik – der accepterer den nuværende fordeling af rigdommen, som accepterer det nuværende forhold mellem løn og profit, som ikke stiller spørgsmål ved strukturen af den private ejendom – det er, at sådanne programmer kan forbedre situationen for denne eller hin del af arbejderklassen midlertidigt, men de vil hverken få styr på krisen eller dens virkninger i de vigtigste europæiske lande.

Hvordan forklarer du denne ”slutten op i rækkerne” af socialdemokratierne, selv når de er i opposition?

Francois Sabado: Fraværet af et alternativ fra PES til de politikker, som er besluttet af de europæiske regeringer, Europa-Kommissionen og EU, hænger sammen med historiske, strukturelle ændringer af socialdemokratierne. Gennem de to eller tre sidste årtier har vi set en meget høj grad af integration af de ledende lag i socialdemokratierne, af de socialdemokratiske apparater, både de faglige og de politiske dele, ind i den type af kapitalisme, som har karakteriseret Europa gennem tredive år. En meget markant integration af de socialdemokratiske ledere, fra de højeste dele af staten ind i de politiske, finansielle og økonomiske eliter.

Ved overgangen fra en traditionel socialdemokratisk linje til social-liberalisme er disse ledere blevet mere følsomme over for den herskende klasses politikker og beslutninger – og overfor selve eliten af disse herskende klasser – end over for fagbureaukratiernes interesser og interesserne hos bureaukratiet inden for de offentlige sociale systemer, som de tidligere har været afhængige af, i efterkrigstiden og frem til 1960´erne. Dette er en forskydning af tyngdepunktet hos de socialdemokratiske apparater.

Deres forslag udgør nu ikke engang en radikal keynesianisme, men blot en opfordring til at inkludere små mængder af keynesianisme, ”ersatz keynesianisme”, i liberale politikker. Det hænger sammen med apparaternes – såvel de faglige som de politiske – socio-økonomiske afhængighed af den form for kapitalisme, der har kendetegnet de europæiske samfund gennem de seneste årtier. Dette er ikke ensbetydende med, at socialdemokraterne er blevet traditionelle borgerlige partier, skønt denne proces i visse lande er gået meget langt.

Udviklingen af de kommunistiske partier til partidannelser, som er knyttet til (den socialdemokratiske, red.) Anden Internationale, og senere til Det demokratiske Parti i Italien, er en del af samme proces. Hvis der var faste alliancer mellem de kriseramte socialdemokratier og midterpartier, ville denne proces åbenlyst blive voldsomt forstærket.

Men skønt ændringer af situationen stadig kan flytte meget, så medfører de politiske forhold i socialdemokratiets historie, f.eks. i Frankrig eller i de nordeuropæiske lande, som har socialdemokratiske traditioner, at vi ikke har at gøre med traditionelle borgerlige partier.

Tror du, at partierne, som befinder sig til venstre for Socialdemokratiet, f.eks. i det Europæiske Venstreparti, kan fremstå som et alternativ til Socialdemokratiet?

Francois Sabado: I Frankrig f.eks. beskylder både Kommunistpartiet og Venstrepartiet (et nyt venstre-socialdemokratisk parti, red.) Socialdemokratiet for at have en skjult dagsorden: På den ene side højlydt at undsige Sarkozy, og på den anden side at acceptere den ramme, som Lissabontraktaten opstiller. Vi kan vende denne kritik tilbage mod disse samme kommunistpartier og forskellige venstrepartier, fordi på den ene side udsender de ret radikale erklæringer, f.eks. på spørgsmål som lønninger eller fyringer i firmaer, der har overskud, men på den anden side holder de altid deres politik inden for den ramme, som er udstukket gennem politiske, valgtekniske eller institutionelle aftaler med de socialdemokratiske partier.

Nøglespørgsmålet for alle venstrereformistiske partier i Europa er, at de fremfører radikale krav, men deres eksistens afhænger af deres plads i demokratisk parlamentariske eller halv-parlamentariske institutioner, og dette styrer alt det øvrige. Og for at forblive i disse institutioner, for at have valgte repræsentanter, så indgår de i aftaler, der indebærer afstandtagen fra eller udvanding af deres radikale krav. De beholder kravene til valgkampagner, men når det så bliver alvor, når de skal regere på forskellige niveauer, indgår de i koalitioner med socialdemokraterne, og de tilpasser sig til deres allieredes politik.

Deres evne til at gennemføre forandringer er historisk og politisk begrænset af deres valgstrategi og deres alliance-strategi. Der kan være nogen plads til at manøvrere, så længe disse partier ikke er nødt til at påtage sig regerings- eller regeringslignende ansvar, men dette sker ganske sjældent, fordi selv når de ikke deltager i de nationale regeringer, så har de, sådan som de politiske institutioner fungerer i de vigtigste europæiske lande – specielt når det drejer sig om delstater eller regioner o.l. – medansvar for at administrere disse områder sammen med de socialdemokratiske partier.

I april, på et møde i Strasbourg, vedtog en række europæiske antikapitalistiske venstrefløjspartier en social og demokratiske nødplan. Hvad er de væsentligste taktiske og strategiske forskelle mellem de europæiske antikapitalister og det Europæiske Venstreparti?

Francois Sabado: Jeg tror, at det første man skal lægge mærke til er, at der skete noget vigtigt på dette møde i Strasbourg, noget som er udtryk for en dybere proces: Kombinationen af krisen, af den sociale modstand og udviklingen mod højre i de socialdemokratiske partier skaber en plads for alle kræfterne på den radikale venstrefløj, i bredeste forstand. På denne plads er der en politisk kamp mellem de konsekvente anti-kapitalister og de kræfter, der, som jeg tidligere sagde, har en politik med at kombinere på den ene side programmer, der tilsyneladende rejser radikale krav, og på den anden side deres politik med ”respekt” overfor socialdemokratiet.

Det centrale spørgsmål i dag i Europa er holdningen til de sociale transformations-processer, til spørgsmål om regering og magt: placerer man sig inden for rammen af skiftende regeringer, eller opstiller man et politisk alternativ?

Det Europæiske Venstreparti, der hovedsageligt består af kommunistpartierne, befinder sig inden for en logik med regeringsmagt og satser på at lave aftaler med socialdemokraterne om at regere i fællesskab. Anti-kapitalisterne er på en uafhængig position. Det betyder ikke, at de fuldstændig afviser et hvilket som helst perspektiv om regering, tværtimod. Anti-kapitalisterne ønsker at ændre ting, derfor ønsker de, at deres ideer triumferer, de ønsker at disse ideer skal komme til magten, men dette indebærer sociale, økonomiske og forfatningsmæssige forandringer. Dette indebærer nye arbejderregeringer, der er baseret på nye institutioner, som udspringer af sociale kriser, af processer med selvorganisering, af mobiliseringer af arbejdere og befolkningerne i Europa. Derimod vil de ikke gå med til at regere inden for en ramme, der respekterer kapitalistiske og liberale politikker.

Så dette er det centrale spørgsmål, der adskiller for eksempel det Nye Antikapitalistiske Parti (i Frankrig, red.) og Die Linke, som er de to vigtigste organisationer, der repræsenterer forskellige politiske linjer i Europa. Die Linke er resultatet af to elementer: radikaliseringen i Vesttyskland af dele af socialdemokratiet, af fagbevægelsen og af ungdommen, og på den anden side mutationen af det tidligere regerende parti i Østtyskland til en venstrereformistisk formation.

Specielt i Østtyskland er der en meget stærk tradition for at være det herskende parti, hvilket i dag fører Die Linke til at styre Berlin, i særdeleshed, sammen med socialdemokratiet. Det er en profil, en orientering, et grundlæggende strategisk valg af programmatisk natur, som består i at begrænse sin politik til en horisont om at vende tilbage til velfærdsstaten, en tilbagevenden til en vis ligevægt af, hvad de kalder for den ”sociale markedsøkonomi”.

Vi har et andet perspektiv, om at genopbygge arbejderbevægelsen og om at opbygge sociale bevægelser med et perspektiv om et brud med kapitalismen. Det indebærer i dag at forstå, at det som står på spil, er at opbygge noget nyt i Europa. Dette indebærer en meget tydelig uafhængighed i forhold til de gamle ledelser af det traditionelle venstre, som er blevet indsyltet i det traditionelle spil omkring institutionel politik.

Det, der var vigtigt i Strasbourg, var, at alle de betydende kræfter inden for den antikapitalistiske venstrefløj var til stede, bortset fra strømninger fra venstreoppositionen i Tyskland. Der var kammeraterne fra isl og RSB, to revolutionære organisationer, men der manglede de vigtigste dele af venstrestrømningerne i Die Linke og den udenoms-parlamentariske venstrefløj. Men alle de andre var der: den portugisiske Venstreblok, Det polske Arbejderparti, Syriza og Entarsia fra Grækenland, det britiske revolutionære venstre – SWP og SP, SP fra Sverige og en lang række andre organisationer.

Så vi var i stand til at nå frem til et aktionsprogram, et socialt, demokratisk og økologisk nødprogram, og vi var især i stand til at bekræfte et uafhængigt politisk perspektiv i forhold til socialdemokratierne.
Der er kræfter inden for det europæiske antikapitalistiske venstre, som også er med i Det europæiske Venstreparti på grund af deres historie, på grund af de forskellige landes historie, klassekampens niveau i disse lande, og også på grund af politiske valg – som kan og vil blive diskuteret. Men overordnet set var alle deltagerne i Strasbourg samlet om en linje om afvisning af enhver form for deltagelse i regeringer sammen med socialdemokratiet på et socialliberalt grundlag.

Det er meget vigtigt, at der findes denne type af omgruppering i Europa. Nu er spørgsmålet så, hvordan vi kommer videre med handling. I Strasbourg deltog vi i en fælles demonstration (mod NATO), og vi diskuterede fælles initiativer. Når det handler om diskussioner tror jeg, at det centrale spørgsmål bliver krisen, og det vil være nødvendigt jævnligt at afstemme hinandens synspunkter. For eksempel var der to vigtige diskussioner: om international politik, i forhold til NATO og til militære spørgsmål, og ikke mindst om den økonomiske situation og hvordan hver enkelt organisation udvikler sin linje i forhold til krisen.

Vi er endnu ikke fremme ved en situation, hvor vi opbygger et egentligt europæisk antikapitalistisk parti, langt fra. De forskellige organisationer har hver sin plads, hver sin historie og hver sine aktiviteter. Men vi bevæger os frem mod en antikapitalistisk pol på europæisk plan, som har sin særlige profil, tager sine egne initiativer, og har sin egen udveksling af synspunkter. Og det er noget nyt i den politiske situation i dag.

Interviewet er lavet af Jan Malewski i maj 2009. Ovenstående uddrag er oversat fra International Viewpoint af Peter Kragelund.

Opslået i Økonomi, Venstrefløj

single.php