Da Barack Obama blev valgt til præsident, skete det med håbet hos mange amerikanere om progressiv social forandring. Obama kunne italesætte forandringen – men indtil videre mangler han at vise, at han står for forandring. Giver forventningerne til en S-SF-regering en Obama-effekt i Danmark?

af Anders Hadberg

I Danmark har mange venstreorienteredes håb om social forandring fundet sit fikspunkt i en regeringskonstellation bestående af SF og Socialdemokratiet. Regeringen vil blive ledet af Socialdemokratiet og dets formand, Helle Thorning-Schmidt. I den indgåede valgaftale mellem de to partier er det ligeledes den socialdemokratiske politik, der dominerer skattepolitikken, indvandrer- og integrationspolitikken, samt social- og arbejdsmarkedspolitikken.

Der er således god grund til at se nærmere på hvad Socialdemokratiet er for en størrelse og hvad vi kan forvente os af en regering ledet af partiet. Tre spørgsmål melder sig:
o Hvilke reformer har Socialdemokratiet på samvittigheden fra deres regeringsperiode – senest i 1990erne?
o Hvilke reformer har Socialdemokratiets seneste periode i opposition affødt?
o Hvordan skal vi forstå Socialdemokratiet rolle i udviklingen af arbejderbevægelsen?

Besvarelsen af de tre spørgsmål kan hjælpe os til at få en forståelse af tre forhold. For det første giver det os mulighed for at skabe en realistisk forventning i forhold til partiets ageren, når og hvis det vinder magten med en S-SF regering. For det andet giver det os en historisk forståelse af partiet, dets politik og placering i det kapitalistiske klassesamfund. Endeligt – og for det tredje – giver det os nogle redskaber til at udforme en politisk strategi i forhold til samarbejdet med den kommende regering.
 

Erfaringerne fra de seneste socialdemokratiske regeringer
Lad os kort opregne resultatlisten fra sidst, Socialdemokratiet sad på regeringsmagten 1993–2001. Det er ikke noget kønt syn. Denne regering var i samarbejde med det Radikale Venstre med til at gennemføre:
o Arbejdsmarkedsreformerne i 1994 og 1998 – Indebar en intensivering af den forhadte aktivering, øget marginalisering af grupper fra arbejdsmarkedet
o Angreb på efterlønnen.
o Reduktion i dagpengeperioden fra 7 til 4 år.
o Yderligere deregulering af finansmarkederne: Indførelse af EU-direktivet CAD II, Spekulative lånetyper som flexlån mm.
o Afskaffede i 1995 formueskatten på én procent af formuer over 1,5 millioner.
o Konsekvent underregulering af overførselsindkomster gennem satsreguleringen.
o Hjælp til erhvervslivet: Privatisering af TDC, øget udlicitering, sænkning af selskabsskatten
o Støtte til militært indgreb på Balkan

Jeg fremdrager – skal det siges – de grelleste eksempler på, hvilken type borgerlig politik den socialdemokratiske regering førte. Der er enkelte solstråler i mørket. Men alt i alt var den straf, som det vælgermæssige nederlag i 2001 påførte den socialdemokratiske regering, et udtryk for arbejderbefolkningens mistillid til, at netop denne regering kunne føre en progressiv social politik.

Det pudsige er, at netop Nyrup-regeringen kom til magten samtidig med en vending i den internationale kapitalisme – også kendt som "Washington Consensus"-perioden. De økonomiske vækstrater og kapitalakkumulationen begyndte i den vestlige kapitalisme på den optursperiode, som i første omgang kulminerede med krakket i Sydøstasien 1997/98, it-boblen i 2001, og som fortsatte med boligboblen 2003-06 og nu er endt i en omfattende global kapitalistisk krise. Der var med andre ord et finanspolitisk råderum, som gav plads til nogle sociale forbedringer. Det blev i nogen grad udnyttet. Men netop fordi dette rum blev bestemt af hensynet til den ustabile dynamik i akkumulation i dansk kapitalisme og dermed erhvervslivets interesser, var det begrænset hvilke progressive reformer, der kunne komme på tale.

Ser vi endnu længere tilbage på den forrige socialdemokratisk ledede regering i Danmark, dvs. Anker Jørgensen-regeringen 1979-1982 ser resultatlisten heller ikke for godt ud. Denne regering stod bl.a. for:
"Indkomstpolitikken", som det hed dengang, blev brugt som led i den aktive devalueringspolitik for at stimulere eksporten. Indkomstpolitikken bestod i at annullere den frie forhandlingsret for at holde arbejdernes lønninger så lavt, at det indenlandske inflationspres ikke steg og at konkurrenceevnen forøgedes, således at devalueringerne kunne gøre eksportvarerne attraktive i forhold til udlandet.
Indefrysning af dyrtidsportionerne var ligeledes en måde at reducere lønnen hos arbejderne. Dyrtidsportionerne var en lønmekanisme, som havde til formål at sikre, at arbejdernes lønstigninger ikke blev ædt op af inflationen. Dyrtidsportioner blev derfor udbetalt – undtagen når de ved lov udstedt af socialdemokraterne blev indefrosset – for at kompensere for inflationspresset i 1970’erne.

Den økonomiske situation i 1970’erne, som Anker Jørgensen-regeringen stod i, vil minde meget om den situation, en ny S-SF regering kommer til at stå i: dyb økonomisk krise. Socialdemokraterne vil gerne administrere en sådan situation – men det bliver ikke til fordel for arbejderne, hvis man skal dømme på historien.

Erfaringerne med Socialdemokratiet i opposition
Når Socialdemokratiet er i opposition afstår partiet heller ikke fra at indgå i forlig, som direkte overfører midler fra arbejderbefolkningen til kapitalistklassen. Siden 2006 har partiet således indgået i en række forlig, som på afgørende punkter svækker arbejderbefolkningens vilkår, fx arbejdsmarkedsreformen fra 2006 ("Velfærdsreformen").
De mest afslørende indgreb, som Socialdemokratiet har sat sit navn på, har angået partiets vilje til at redde kapitalismen og udvalgte enkeltkapitalister gennem:

o Bankpakke I – statsgaranti for alle indskud i de banker, der deltager i bankpakken. Bankerne finansierer selv dækning for 36 mia. kr., men derudover dækker staten alle tab.
o Bankpakke II – Kredittilførsel i banker og realkreditinstitutioner, der søger om den ekstraordinære kredit. Lånene er i princippet evige og kan tilbagebetales med bankaktier.
o Erhvervspakke I – udskydelse af moms- og skattebetaling til en renteværdi af 1,4 mia.

Det er endnu uvist, hvad disse indgreb kommer til at koste arbejderbefolkningen. Men der er tale om store milliardbeløb. Statsgarantien gennem Bankpakke I har allerede kostet et tocifret milliardbeløb. Redningen af Roskilde Bank har indtil videre kostet 10 mia. kr., fordi myndighederne bliver ved med at finde tab på udlån. Bankpakke II skal sætte gang i bankernes udlån, fordi der yder ekstraordinære lån. Erhvervspakke I koster minimum 1,4 mia.kr. i renteindtægter. Hertil kommer manglende tilbagebetaling fra de virksomheder, der går konkurs.

Oppositionspartierne – dvs. uden Enhedslisten – med Socialdemokratiet i spidsen mødte uden tøven op hos erhvervs- og økonomiministeren for at tage del i Erhvervspakke II, der koster 4 mia.kr. til små- og mellemstore danske virksomheder. Imidlertid har regeringen fundet ud af, at det smarteste er at udelukke oppositionen fra sine mindre indgreb for at signalere, at oppositionen ikke er ansvarlig nok. Det gør socialdemokraterne røde i hovedet af forlegenhed at blive kaldt uansvarlige – når de nu netop har gjort så meget for at tage ansvar for den danske kapitalisme, mens partiet har siddet i opposition.

Er Socialdemokratiet et borgerligt parti?
Men hvad er det nu, der får Socialdemokratiet til gang på gang at "tage ansvar" for kapitalismen? Hvorfor har partiet, der er kendt som et af arbejderpartierne i Danmark, taget denne praksis til sig? Er partiet blevet borgerligt?

Flere har argumenteret for, at man ikke længere kan se forskel på Socialdemokratiet og Venstre. Ifølge dette argument er forskellen på de to partier forsvundet og begge partier er blevet nyliberale. Den umiddelbare konsekvens af det argument er at mene, at Socialdemokratiet er blevet et borgerligt parti – altså at det ikke længere er et arbejderparti.

Imidlertid leder dette argument ikke til en korrekt forståelse af Socialdemokratiet som et parti, der er vokset ud af arbejderbevægelsen. Vi må i stedet se på den historiske udvikling af partiet i klassesamfundet og dets ambivalente forhold til arbejderbevægelsen.

I modsætning hertil tager begrebet ‘borgerligt arbejderparti’ højde for, at partiet har sin oprindelse i, er afhængig af et bagland og til stadighed må søge opbakning i arbejderklassen til sin politik. Det er netop tilfældet med Socialdemokratiet. Selvom socialdemokraterne har overtaget nogle af de nyliberale politikker kommer de ikke ud af en tradition, hvor de først mødes med virksomhedslederne i lukkede lokaler. Socialdemokraterne må først og fremmest mødes med fagforeningslederne og andre organisationer, der har arbejderbefolkningen som medlemmer. Socialdemokratiet er således et socialt lag, der er vokset ud af arbejderbevægelsen og til stadighed er afhængigt af arbejderbefolkningen for at eksistere.

Men hvorfor fører partiet borgerlig politik? For Socialdemokratiet står klassesamarbejdet som den eneste vej til at sikre en "kapitalisme med et menneskeligt ansigt". Oprindeligt havde Socialdemokratiet en vision om et socialistisk samfund. Men efter sammenbruddet af 2. Internationale i 1914 og de forskellige Socialdemokratiers valg af det nationalistiske klassekompromis som udviklingsvej blev det sværere og sværere at opretholde denne vision.

Langsomt, men sikkert opgav partiet sin oprindelige vision om at erstatte kapitalismen med socialisme. Forskellige generationer af socialdemokratiske ledere bidrog til denne udvikling. Efter Anden Verdenskrig oplivedes forestillingen om et stabilt klassesamarbejde regeret politisk af Socialdemokratiet. Især i de skandinaviske lande blev denne forestilling bestyrket. Her sad socialdemokraterne på magten (næsten) uafbrudt fra Anden Verdenskrig til slutningen af 1960’erne. Der udbredtes en forestilling om, at statslig regulering kunne befri kapitalismen for kriser – keynesianismen var den intellektuelle inspiration. Det var nu ikke længere et spørgsmål om at sikre arbejdernes interesser på bekostning af arbejdsgivernes, men et teknisk spørgsmål om at sikre en stabil kapitalistisk udvikling til gavn for begge klasser. Det var efterkrigstidens i historisk sammenhæng store og langvarige optur, der sikrede grundlaget for stabiliteten i kapitalismen – reallønnen kunne stige kraftigt samtidig med at udbytningsgraden kunne holdes stabil. I nogle tilfælde faldt udbytningsgraden endda som følge af store lønstigninger.

Den socialdemokratiske forestilling, som kunne trives i den gyldne efterkrigstidsepoke, forandrede således Socialdemokratiets politiske projekt. Partiets fornemste opgave var nu bureaukratisk. Arbejderbevægelsens repræsentanter i parlamentet kunne nu ved at ansætte stadigt flere embedsmænd i staten styre kapitalismen til gavn for arbejderne. Arbejderbevægelsens rolle blev reduceret til at tage imod "gaverne" – ikke at motivere til politisk kamp for egne rettigheder og et værdigt liv.

Da den strukturelle krise i 1970’erne indtraf, blev den bureaukratiske administration af det kapitalistiske samfund imidlertid mere problematisk. Nu var det ikke længere et spørgsmål om at arbejderne og arbejdsgiverne kunne dele produktivitetsfremgangen og den økonomiske vækst i porten. Nu måtte Socialdemokratiet administrere nedskæringer og tilbagegang for at opretholde klassesamarbejdet. I Skandinavien måtte man redefinere grundlaget for klassesamarbejdet. Hvor der indtil 1970’erne havde eksisteret den såkaldte "solidariske lønpolitik", der indebar en solidarisk omfordeling af lønindkomst mellem forskellige dele af arbejderklassen, blev denne politik i 1980’erne erstattet af et hensynet til lønkonkurrenceevnen. Den gik ud på at reducere lønomkostningerne så meget som muligt for den ukvalificerede arbejdskraft uden for eksporterhvervene og deres umiddelbare underleverandører, samt at gøre lønnen så fleksibel som muligt.

I denne proces medgik i Danmark både ledende socialdemokratiske politikere og socialdemokratiske ledere i fagbevægelsen. Den såkaldte "Fælleserklæring af 1987" udtrykte, at Socialdemokratiet gerne købte den nyliberale politik om konkurrenceevne for at bevare klassekompromisset for enhver pris. Konsekvensen var en kraftigt stigende udbytning af arbejderne.

Villigheden til at bevare klassekompromisset var samtidig et udtryk for at de socialdemokratiske ledere dyrkede deres egeninteresse som socialt lag. Hele deres livsstil, dvs. indkomst, arbejdssituation osv., er markant anderledes end resten af arbejderklassen. De socialdemokratiske politikere og faglige ledere tjener en årsløn, som de færreste arbejdere kommer i nærheden af og deres daglige "arbejde" er fri for de ydmygelser, som lønarbejdere hver dag er udsat for, når chefen hundser rundt med dem. Forudsætningen for at de socialdemokratiske ledere kan opretholde deres livsstil er, at de er "nødvendige". Det er de socialdemokratiske ledere kun i et fortsat klassesamarbejde, hvor der konstant skal "forhandles" på flere niveauer og der er behov for et stående apparat af "professionelle" bureaukrater og politikere med den fornødne kompetence til at kunne mægle og opretholde alliancen med arbejdsgiverne.

Netop fordi de socialdemokratiske ledere klynger sig til klassesamarbejdet kommer partiet til at føre borgerlig politik, når det vil "tage ansvar" for at administrere kapitalismen i perioder med stagnation og recession. Perioden efter 1980 har været et eksempel på en sådan fase, hvor den globale kapitalisme har været karakteriseret ved lav vækst, lav akkumulation og derfor langsom økonomisk vækst. Den vækst, der har været har været baseret på øget udbytning. At ville føre regering inden for kapitalismens rammer i en sådan periode medfører uundgåeligt at angribe arbejderbefolkningens levevilkår.

Er Socialdemokratiet blevet et mere borgerligt arbejderparti?
Spørgsmålet er, om Socialdemokratiet er blevet et mere borgerligt arbejderparti siden den nyliberale bølges indtog i de vestlige stater, arbejderbevægelsens defensive position og nedgangen i sociale kampe. Spørgsmålet er med andre ord, om Socialdemokratiet har bevæget sig mere i retning af borgerskabet, dets politik og politiske praksis i den forgangne periode?

Vi har flere indikationer på, at det er tilfældet:
o LO har formelt kappet båndet til Socialdemokratiet efter Blair-modellen.
o Ledelsen med Helle Thorning-Schmidt i spidsen står for en endnu mere socialliberal holdning på finanspolitikken og arbejdsmarkedspolitikken end Nyrup.
o Partiet holder nu fast i samme borgerlige politik, som den nuværende VK-regering på flygtninge- og indvandrerpolitikken, skattepolitikken og arbejdsmarkedspolitikken.

At Socialdemokratiet fortsætter med at have en historisk lav opbakning i befolkning er for mig at se udtryk for partiets legitimitetskrise. SF høster den venstredrejning, som man har oplevet i Danmark siden 2006, fordi partiet har formået at positionere sig selv som talerør for velfærdsbevægelsens krav.

At Socialdemokratiet står i stampe i en periode med venstredrejning udtrykker derfor også den voksende kløft mellem de socialdemokratiske ledere og arbejderbefolkningen. Som socialt lag har de faglige ledere og de socialdemokratiske toppolitikere fjernet sig mere og mere fra de arbejdere, de hævder at repræsentere. Socialdemokratiets krise er således en reformismens krise.

Men er SF ikke blot et "Socialdemokratiet light" – er SF da ikke også et reformistisk parti? Jo, det er partiet. Men det er – eller var i hvert fald – traditionelt villig til at placere sig selv på en klart mere venstreorienteret linje end Socialdemokratiet. Den store og brede tilslutning til SF udtrykker således også håbet om, at SF kan og vil føre en anden politik end nedskæringens politik – at de rent faktisk udgør et venstreorienteret alternativ til Socialdemokratiets stærkt højreorienterede politik.

Det er imidlertid forkert at opfatte forholdet mellem Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen som opløst. Et sådan argument fremfører Peter Nielsen (Folketings-sekretær for Enhedslisten) i sin artikel fra Kritisk Debat oktober 2009, når han skriver, at

"Socialdemokratismen byggede i storhedstiden på en gylden trekant: En tæt politisk og praktisk alliance mellem arbejderbevægelse og masseparti, med nationalstaten som det politiske centrum. Denne trekant er gået i opløsning. […]Den hører fortiden til og kan ikke genskabes. Socialdemokratismen blafrer i vinden."

Ifølge Peter Nielsen er Socialdemokratiet nu helt løsrevet fra sin sociale base. Konsekvenserne for den politiske strategi synes at være, at vi ikke længere skal regne med, at arbejderbefolkningen har forhåbninger til, at Socialdemokratiet vil føre en progressiv social politik i det dens interesse. Vi kan derfor heller ikke appellere til – endsige mobilisere – Socialdemokratiets bagland til fordel for en socialistisk politik.

Denne konklusion vil efter min mening være aldeles forkert. Selvom jeg deler Nielsens opfattelse af, at der er sket en yderligere borgerliggørelse af Socialdemokratiet, så mener jeg ikke det er korrekt, at partiet ikke forsøger og ikke kan vinde opbakning i arbejderbefolkningen. Selvom dets vælgertilslutning præges af vigende opbakning fra den traditionelle arbejderklasse, så skabes der stadig forhåbninger til partiet i betydelige dele af arbejderbefolkningen, når partiet svinger til venstre for at tiltrække en del af venstredrejningen – fx forslaget om en millionærskat.

Ligeledes er det tydeligt, at Socialdemokratiet stadig reagerer som et (klassisk) reformistisk arbejderparti med deres aktive deltagelse i den såkaldte "velfærdsbevægelse" i 2006 og 2007, samt for deres medvirken – via deres faglige folk – i overenskomstkampen i 2008. Det er også påfaldende, at Socialdemokratiet eller i hvert fald partiets ungdomsorganisation, DSU, var organiseret til stede i den store klimademonstration d.12. december i år – og har udsendt en sjælden opfordring til medlemmerne om at dukke op. Heroverfor var der ingen borgerlige partier til stede.

Partiet deltager altså stadig organiseret i store bevægelser, hvor arbejderklassen er til stede, for at vinde opbakning i klassen. Og det lykkes i nogen grad stadig.
Netop fordi der stadig eksisterer et spændingsforhold mellem Socialdemokratiets bagland og ledelsen åbner det for nogle politiske muligheder for Enhedslisten.

Hvad skal Enhedslisten gøre?
Ovenstående analyse har en række implikationer for Enhedslisten. For det første er det klart, at vi må danne os nogle langt mere realistiske forventninger til en regering ledet af Socialdemokratiet end tilfældet er på venstrefløjen i dag. Partiet vil i en regeringsperiode med stærk nedgang i økonomien komme til at føre traditionel borgerlig politik på en række centrale områder som skattepolitik, indvandrerpolitik og arbejdsmarkedspolitik.

Samtidig er partiets politik på det finanspolitiske (velfærdspolitikken) område mildest talt et usikkert kort. En realistisk vurdering af partiets politik indebærer, at vi forbereder os på nedskæringer og "nødvendige reformer" i overensstemmelse med erhvervslivets og statsfinansernes behov.

Socialdemokratiets forhold til arbejderbevægelsen er blevet mere anstrengt de sidste 25-30 år. Arbejderpartiet er blevet mere borgerligt i perioden med global kapitalistisk stagnation. Den legitimitetskrise, som partiet oplever i forhold til sit bagland, er historisk og vil ikke blive mindre, når partiet vinder regeringsmagten i en recession eller krise. Vi må derfor forberede os på, at forholdet mellem arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet vil blive endnu mere anstrengt inden for en overskuelig periode.

Denne situation bliver afgørende for Enhedslistens politiske arbejde. Enhedslisten må i den situation arbejde på at vise, at der er et alternativ til den socialdemokratiske reformisme. At der findes samfundsmæssige kollektive løsninger på den kapitalistiske krise – men at disse løsninger ikke ligger i et fornyet klassesamarbejde.

Enhedslisten må derfor gå på to ben. På den ene side må Enhedslisten finde alliancer med Socialdemokratiet og dets light-udgave på de områder, hvor der er åbninger for en progressive politik på arbejderbefolkningens vilkår. På den anden side må Enhedslisten arbejde stenhårdt på at mobilisere arbejderbefolkningen på kamp mod de nedskæringer og angreb, som Socialdemokratiet vil køre frem med. Det indebærer blandt andet, at Enhedslisten skal mobilisere de to reformistiske partiers bagland for en progressiv politik og derved lægge maksimalt pres på ledelserne i S og SF. Der eksisterer stadig et politisk mobiliseringspotentiale i modsætningen mellem de sociale behov og forventninger i Socialdemokratiets bagland på den ene side, og den politik som ledelsen i S vil gennemføre, når den sidder på regeringsmagten.

Vi må ikke forfalde til pessimisme over Socialdemokratiets højredrejning og afvise at forsøge at mobilisere dets bagland. På den anden side skal vi heller ikke – hvilket er hovedargumentet i denne artikel – puste til illusioner om, hvad en S-ledet regering vil gennemføre på egen hånd. (se også artiklen: "Når Villy og helle overtager krisen")

Det er ingen let opgave, men der er ingen vej udenom, hvis Enhedslisten skal vinde opbakning i større dele af arbejderbefolkningen og samtidig kunne presse Socialdemokratiet til en progressiv politik.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com