Krisen sætter sit præg på alle europæiske lande, men venstrefløjen har ikke et samlet svar. Næst efter Grækenland og Irland bliver Spanien og Portugal nævnt som de lande, hvor en økonomisk kollaps står for døren. Her ser vi på den krisepolitik, som den portugisiske Venstreblok foreslår.

Venstreblokken (BE – Bloco de Esquerda) ligner på flere punkter Enhedslisten i Danmark. Partiet blev dannet i 1998 ved en sammenslutning af tre organisationer, blandt andet den portugisiske sektion af Fjerde Internationale. Det er lykkedes at få fodfæste i de sociale bevægelser på et radikalt, socialistisk program, og partiet nyder især stor opbakning fra unge vælgere. Ved de seneste to valg fik BE det hidtil bedste resultat – 9,8 procent i parlamentsvalget og 10,7 procent i EU-Parlamentsvalget.
Partiet har aldrig haft en rolle som støtteparti for regeringen.

I et dokument fra maj 2010 om den europæiske krise og veje ud af krisen opstiller BE tre mulige strategier som svar på den økonomiske krise:
1) Euroen som et redskab til at bevare finanskapitalens dominans over økonomien.
2) Opløsning af euro-zonen.
3) Social kamp som et redskab til at skabe en grundlæggende reform af det europæiske samarbejde, som vil udfordre den nuværende nedskæringspolitik og dens støtte til finanskapitalen.

Den første strategi beskrives som Merkels strategi og var i princippet den, der blev vedtaget på EU-topmødet den 16-17. december 2010. De præcise regler for, hvordan kontrollen med euro-landenes finanser skal ske, er for det meste lagt ud i fremtiden. Planen støttes af EU-Kommissionen og af den portugisiske Socrates-regering (med støtte fra de borgerlige partier PSD og CDS) – og af den danske regering. Det er en ny Stabilitetspagt med skrappere sanktionsmuligheder, hvor EU (i praksis især Tyskland) får direkte adgang til at kontrollere medlemslandenes statsbudgetter, sætter betingelser for nye lån, nedskæringer i lønningerne og skatteforhøjelser, nedskæringer i offentlige udgifter og privatiseringer.

BE tager klart afstand fra denne løsning, som ”vil være et alvorligt slag mod fagbevægelsen og de folkelige bevægelser” og konstaterer, at den fulde gennemførelse af denne politik vil medføre et alvorligt nederlag og tilbageslag for alle slags sociale kampe, især for fagbevægelsen og den politiske venstrefløj. I stedet er der brug for en europæisk solidaritet, med et system, hvor de gældstyngede lande får lånemuligheder til en lav rente, og hvor EU får mulighed for at udlåne penge for at finansiere projekter, som har til formål at skabe jobs og social velfærd.

”Ud af euroen” hjælper ikke
Med hensyn til den anden strategi mener BE ikke, at diskussionen på venstrefløjen handler om at være med eller ikke med i euroen, men om at fremføre en alternativ politik, som skaber jobs og gennemfører demokratiske beslutningsprocedurer for, hvordan man bekæmper finansspekulation. Det første punkt her er at gå imod den europæiske nedskæringsplan.

Nogle venstrefløjsøkonomier siger, at valget står mellem en ”dårlig euro”, som tvinger os til at gennemføre nedskæringer, eller en ”god euro”, som vil beskytte os mod nedskæringer – og at alternativet ellers vil være at forlade eurosamarbejdet. Argumentationen fortsætter, at eftersom den dårlige euro er uacceptabel, og den gode euro er urealistisk, fordi den forudsætter en styrkelse og koordinering på venstrefløjen, som ikke er til at få øje på, så er en udtræden af euro-samarbejdet den eneste vej at gå.

Men, skriver BE, ulykkeligvis vil dette snarere ske efter krav fra Tyskland, end som et resultat af staternes frie vilje, hvis en ny recession gennemtvinger nye nedskæringer i eurozonen, som den ser ud i dag. Den nuværende europæiske konstruktion forstærker sandsynligheden for, at euroen går i opløsning.

Uenighed om græsk lån
BE nævner i den sammenhæng en politisk uenighed med det portugisiske kommunistparti PCP, som kritiserer BE for at have stemt for den første lånepakke, som EU bevilgede til Grækenland. BE siger til sit forsvar, at lånepakken ikke indeholdt nogen betingelser til den græske regering, og ”derfor bidrog vi ikke til Grækenlands fallit, for den græske stat ville ellers have været nødt til at stoppe alle betalinger, også udbetaling af lønninger.”

”Men vores uenigheder med PCP stikker dybere: PCP’s stemme hænger sammen med støtten til KKE (det græske kommunistparti), som altid har argumenteret for at gå ud af euroen og af EU. Nu har PCP aldrig nogensinde selv foreslået denne løsning og sætter dermed sig selv i en besynderlig position: Partiet stemmer for, at den portugisiske stat skal tvinge Grækenland til at forlade euroen, men ønsker ikke, at det samme skal ske for os.”

BE mener ikke, at den græske venstrefløj bør kræve et græsk farvel til euroen:

”Hvis Grækenland forlader euroen som reaktion på et pres fra EU, vil landet straks devaluere sin nye valuta, ganske kraftigt. Selv hvis landet nationaliserede bankerne og kontrollerede kapitalstrømmene ud af landet, hvilket vil være nødvendigt for at gennemføre overgangen med de mindsket omkostninger, ville det få to selvforstærkende nedadgående konsekvenser: For det første vil en devaluering betyde stigende importudgifter, med den følgende begrænsning af købekraften; og derefter en ny stigning i underskuddet pga. lavere skatteindtægter. Når man betænker, hvor svag produktions- og eksportsektoren er i Grækenland, så vil resultatet af et stort underskud på betalingsbalancen sandsynligvis blive flere nedskæringer. Kun en økonomi med en stor eksport vil uden videre drage fordel af en devaluering (Grækenland ”importerer” turisme, som repræsenterer 20 procent af BNP, men opfattelsen af landets ustabilitet kan skabe usikkerhed om denne indtægt). Derfor er de politiske valg så altoverskyggende: De dominerende kredse i den græske middelklasse vil gøre alt for at forblive i euroen.”

”Ideen om en pagt mellem de græske folkelige bevægelser og middelklassen om at forlade euroen eller samles om en ”national” løsning er urealistisk og skadelig. Gensidig økonomisk afhængighed fører til en stigende integration af de nationale og internationale borgerskaber (især for de sektorer, som er knyttet til finanskapital og udlandshandel), og derfor vil den græske middelklasse ikke gøre andet end at koble sig på euroen og forsøge at få gennemført en nedskæringspakke mod sit eget folk. Det første, som venstrefløjen må argumentere for, er nationale alternativer, som også er europæiske.”

Den tredje vej – kamp for løn og job
Ikke overraskende peger BE på et tredje alternativ – en strategi, som bygger på en forbindelse mellem kampe på europæisk niveau – som sætter fokus på jobskabelse – og nationale initiativer imod globaliseringen.

Denne strategi kræver to præciseringer.

For det første har BE ingen illusioner om den nuværende politik i EU og de nuværende EU-institutioner. Kun hvis Europa bliver genopbygget i kraft af en ny Beskæftigelsespagt, som overtrumfer Vækst- og Stabilitetspagten og Lissabontraktaten, kan en europæisk politik på passende måde sejler op mod krisen.
For det andet: Kun gennem en europæisk dimension på de sociale og politiske kampe kan venstrefløjen vise, at den er på højde med den nuværende globalisering. ”Vi er pro-europæiske og imod den finansielle globalisering, fordi kun ved at bekæmpe den kan vi gennemtvinge faglige rettigheder og kæmpe mod de nuværende udbytningsformer.”

Derfor vil BE ”styrke kampen mod EU-institutionerne og EU’s politik i forhold til den nuværende recession og de nye nedskæringsplaner”.

BE har støttet adskillige fælles aktiviteter med venstrefløjspartier i Grækenland, Spanien og andre lande, fælles møder (Athen, Madrid) og solidaritetsmøder med Grækenland.

Et europæisk perspektiv
BE’s antikrisepolitik sker således i et europæisk perspektiv, men uden illusioner om det aktuelle styrkeforhold.
”Vi må først og fremmest fremføre forslag, som har til formål at skabe jobs, som sikrer folk en løn og ret til sociale ydelser. Det er ikke alene den mest effektive vej til at omfordele rigdommen, men har også en automatisk indvirkning på økonomien som sådan, fordi det understøtter efterspørgslen.

Ansættelseskontrakter, lønninger, mindre løsarbejde og forsvar for social sikkerhed må være kernepunkterne i enhver økonomisk handling, som knytter an til en alternativ og realistisk strategi.”

Det andet punkt handler om at støtte en selvstændig skattepolitik. Højere skatteindtægter ses som den eneste måde til at klare gældsspiralen og de finansielle markeder.

Det tredje er en differentieret strategi for de to dele af økonomien. For det første at forfølge en industripolitik, som er rettet mod eksportmarkeder og som skal beskytte økonomien fra ydre pres, fordi den forbedrer handelsbalancen. For det andet at bevare en offentlig sektor på et højt niveau, som tilbageruller markedsgørelsen af produktionen af de fælles goder, og som er den eneste bæredygtige måde til at skabe nye jobs.

For det fjerde peger BE på behovet for en regulering på europæisk plan af de finansielle markeder.

De politiske svar
BE understreger, at partiet både har fokus på det nationale og på det europiske niveau, men at førstnævnte er meget mere relevant for agitation og mobilisering.

På europæisk plan foreslår partiet et system for handel med statsobligationer. Desuden skal den europæiske venstrefløj kræve en udvidelse af EU’s budgetter med henblik på at øge den sociale sammenhængskraft i Europa, gennem oprettelse af en social garanti og en fond, som sikrer kompensation til ansatte, som rammes af massefyringer.

Andre krav på europæisk niveau er en streng kontrol med finansspekulation og forbud mod skattely, samt en afgift på 0,1 procent på finansielle transaktioner.

Tab aldrig den hjemlige fjende af syne
Men først og fremmest er opgaven at ændre styrkeforholdene, at vinde den offentlige mening og undgå, at arbejderkampe bliver isolerede. Hvis ideologien om, at ”vi alle skal ofre os” for at redde os ud af krisen, vil arbejderbevægelsen tabe kampen. Derfor vil BE styrke sin agitation mod gaver til millionærerne, horrible bonusordninger og grådige spekulanter, fordi man på den måde mest effektivt kan argumentere mod ”offer-ideologien”.

”Vi vil med al kraft forkaste indkomstoverførsler til spekulation og grådighed, og vi skal gøre det med navns nævnelse og med konkrete eksempler. Partierts medlemmer må være bevidste om, at det at gå til bunden med argumenter, eksempler og tal om den nuværende udplyndring af den portugisiske økonomi vil være den bedste måde til at agitere mod nedskæringspolitikken.”
Ved siden af denne agitation vil partiet fremsætte substantielle og konkrete forslag. Særligt fremhæves følgende forslag:

1) Finanspakke: 25 procent beskatning af bankerne, 75 procent for særlige bonusordninger, beskatning af overførsler til Madeira og andre skattely.
2) Nationalbanken skal modstå spekulative løsninger fra de private banker. Tiden er kommet, hvor Nationalbanken må slå hårdt ned på de private banker og overtage dele af markedet med ikke-spekulative renter.
3) Staten skal samtidig slå til mod de private banker ved at tilbyde en konvertering af indenlandske lån med bedre betingelser end den, de private banker tilbyder.
4) Kontrol med internationale kapitalbevægelser.
5) Skat på store formuer til finansiering af sociale ordninger.
6) Endelig skal den offentlige investeringspolitik styrkes og kvalificeres med klare prioriteringer, hvor hovedvægten ligger på gældsnedbringelse, jobskabelse og lavere huslejer.

Artiklen bygger på et dokumkent vedtaget af BE den 23. maj 2010: Portugal: On the crisis and how to overcome it

Dokumentet i den portugisiske version

 

 

Opslået i Sydeuropa

single.php