I USA er det ikke kun Donald Trump, der farer ud med bål og brand. Også andre konservative kan være med. En af de mest aktive hedder Rex Tillerson, og nu er han USA’s udenrigsminister. Tidligere var han administrerende direktør for ExxonMobil. Til forskel fra Trump har han helt åbenlyse forbindelser til det russiske styre, tilbage til Jeltsins dage, og han er gode venner med Vladimir Putin.

Og så hader han Udenrigsministeriet og især dets såkaldte karriere-diplomater. I Danmark ville vi kalde dem embedsværket, i USA er de professionelle diplomater – i modsætning til den skov af politiske udnævnelser, der ellers præger den amerikanske administration.

 

Interne rapporter, der er lækket til pressen, fortæller om en udenrigsminister, der nægter at lytte til sikkerhedsrapporter – eller max gider høre 5 minutter ad gangen.

 

Under Rex Tillersons ledelse har Trumps administration bebudet, at ministeriet skal nedskæres med over 30 procent. Selv om den plan er blevet forsinket, er det dog lykkedes ham at gøre stor skade.

 

Mere end 100 top-diplomater har forladt udenrigstjenesten, siden Trump blev præsident, og selv om tjenesten er stor, efterlader det dog et meget mærkbart tomrum. Allerede inden Tillerson var formelt udnævnt, var Trumps folk gået i gang med at afskedige flere top-diplomater. Ikke folk, der var indsat af Obama, men personer med en lang karriere bag sig, og nogle, der var udnævnt af George W. Bush.

 

Antallet af top-rådgivere er halveret fra 39 til 19. I laget under har næsten hver femte valgt at stoppe. På under ét år.

 

Går man længere ned i rækkerne har Tillerson lavet ansættelsesstop og i stedet indført en fratrædelsesbonus på 25.000 dollar. Målet er at reducere staben med mindst 2.000 ansatte inden oktober 2018.

 

De, der ikke vil gå frivilligt, bliver sat til at gennemlæse gamle emails og dokumenter med henblik på offentliggørelse. Et job, der ellers normalt udføres af studentermedhjælpere og midlertidigt ansatte.

 

Også rekrutteringen er der sat en bremse på. Antallet af personer, der søger ind i tjenesten via den normale optagelsesprøve, er blevet halveret på under et år.

 

Manglerne sætter sig tydelige spor i USA’s udenrigspolitiske manøvremuligheder. Det er ikke kun Finland, der mangler at få en ny ambassadør – det overlever verden nok. Der mangler ambassadører i lande som Sydkorea, Saudi-Arabien, Tyrkiet, Jordan, Egypten og Qatar.  Der er heller ikke udnævnt afdelingschefer for ministeriets afdelinger for Det Fjerne Østen eller Mellemøsten. Det er mildest talt afgørende kriseområder, hvor USA mangler erfarne topfolk på stederne.

 

Man kan selvfølgelig være fristet til at fryde sig over amerikanernes selvskabte plager. Men resultatet bliver blot, at det er høgene omkring militæret og den flok galninge, som Trump i øvrigt betjener sig af som rådgivere, der kommer til at præge USA’s beslutninger.

 

Det ”sjove” er, at udenrigspolitisk er Tillerson langt mere fornuftig end Trump. Han går fx ind for en diplomatisk løsning med Nordkorea, og var fortaler for, at USA forblev i Paris-aftalerne.

 

Men som konservativ nærer han et dybt had til det, disse mennesker kalder ”the deep state”. En opfattelse af, at alle statsansatte, der ikke er valgte (og republikanere) i virkeligheden udgør en skjult sammensværgelse, der har grebet magten, og konspirerer med de liberale kredse om at ødelægge USA.  Det lyder som en dårlig vittighed, men det er det ikke. Og han er langt fra den eneste af Trumps ministre, der er indsat som leder af et ministerium, han i virkeligheden hader som pesten.

 

Kilder: Forskellige artikler, fortrinsvis fra New York Times og Huffington Post.

Opslået i Facebook, Nordamerika

single.php