”Slutspillet” er en fortsættelse – i nutiden, 30 år senere – af Syndikatet (170 sider), som Jørgen Bodilsen udgav på samme forlag for to år siden.

Den bog var ganske velskrevet og spændende, i form af en krimi. Men det var den alligevel ikke, for en krimis hovedkendetegn er mysterium. Disse to bøger er snarere i den samfundskritiske, nærmest journalistiske krimitradition, der kendes fra Ed McBain i USA, Sjöwall og Wahlö i Sverige, Anne Holt i Norge, den islandske Arnaldur, osv. Her er alting afklaret af den alvidende fortæller.

Forfatterens ærinde var at afsløre sammenhængen i det danske samfund, hvordan man – ministre og andre magthavere – kunne begå klare lovovertrædelser for at bevare arbejdspladser og tjene penge, selv når det indebar at lave krigsskibe til en massemorderisk diktator som Saddam Hussein. Faktisk er en af bøgernes største fordele forfatterens store kendskab til danske fagforeninger, til værftet i Helsingør og til international politik. Så må man bare acceptere at han også fortæller os, hvad vi bør synes om de forskellige personer, at nogle er slyngler, psykopater, mens andre er sympatiske, også politifolk og ansatte i PET.

Prisen for forfatterens styring bliver så, at personerne bliver utydelige, om end ganske firkantede. Og handlingen bliver ret forudsigelig. Hovedemnet er, at indenfor PET var der en hemmelig organisation, Syndikatet, der bl.a. skulle skaffe opgaver til det skrantende, ikke vedligeholdte værft i Helsingør. Efter endt tjeneste blev alle Syndikatets dokumenter samlet i en container og skulle tilintetgøres, men i weekenden var der kø til Vestforbrænding, containeren blev stillet i en grusbakke, nøglen til den gik tabt, og containeren blev glemt. Ti år senere kom den i hænderne på en kritisk venstrefløjsaktivist, som skannede dokumenterne og lagde dem på computerdisketter. De bliver så offentliggjort, hvilket "ryster det danske samfund".

Det tilhører krimigenren at have lidt lir eller snarere romantik ind imellem de spændende begivenheder. Men det er altid en svær balancegang for en forfatter, hvor vidt man kan gå, fortællingen skal naturligvis være forgrenet, varieret, men den skal holdes sammen, ikke være for vidtløftig. Jeg synes, det er lykkedes bedre i den første roman end i den nye. Her er der for mange romantiske eventyr at holde styr på, som ikke alle bidrager til plottet. Og naturligvis er der tale om underholdning i disse to bøger, ikke litteratur. De onde får det, som de har fortjent, mens de gode får både rødvin, metaxa og kærlighed.

Jørgen Bodilsen: Slutspillet. Skriveforlaget, 2013, 224 sider, vejl. pris 189 kr.

Opslået i Anmeldelse

single.php