Sådan set er der ikke noget nyt i VKO’s skattereform. Den indeholder alle de kendetegn, der har præget regeringsblokkens politik, siden de kom til magten. For det første skaber den mere ulighed, ikke bare mellem rige og fattige, men også mellem mænd og kvinder. For det andet rammer den de arbejdsløse særlig hårdt, og den indeholder intet, der kan bremse den eksplosivt stigende arbejdsløshed. For det tredje skaber den et nyt hul i statskassen, som lynhurtigt vil blive omsat til nye nedskæringer på offentlige investeringer, service og velfærd.

 

Regeringen er blevet kritiseret for uvidenhed og for at ignorere den økonomiske krise, som stadig kun er i sin allerførste fase i Danmark. Rigtigt er det da også, at Fogh, Løkke og Hjort fortsat taler, som om manglen på arbejdskraft er Danmarks største problem, og at det næststørste problem er, at vi hver især arbejder for lidt.

Men uvidenhed er ikke den eneste mulige forklaring. En mere sandsynlig forklaring er, at regeringen – også på dette punkt – fører en bevidst benhård klassepolitik for overklassen vendt mod arbejderklassen. Mere arbejdsløshed og fattigere arbejdsløse skal presse lønniveauet ned og arbejdsintensiteten op – med større profit som resultat.

Men selv om der er et meget stort element af genkendelighed i skattereformen, er der alligevel ved at ske noget nyt. Måske på grund af ulighedens groteske tydelighed i reformen. Måske fordi den rammer lige ned i en begyndende krise, som får mange mennesker til at fokusere mere på social sikkerhed og risikoen for arbejdsløshed.

Dertil kommer, at fagbevægelsen har ført en klar tale imod forligets asociale indhold, og at Socialdemokratiet og SF for en gangs skyld højt, klart og tydeligt har meldt fra, nægtet at støtte forliget og oven i købet har lovet at ændre skattereformen, når de får flertal til det.

De Radikale har meldt sig på samme bane, og det er værd at bemærke, at det ikke skyldes, at S og SF har leflet for dem og givet indrømmelser til dem, men at S og SF har markeret sig klart og samlet. For en gangs skyld har oppositionen i Folketinget ikke været overladt til Enhedslisten.

Den formelle opposition har opført sig som en virkelig opposition.

Oppositionspartierne har fornemmet, hvad vej stemningen bevæger sig. Omvendt har den klare oppositionspolitik tiltrukket mere opbakning.

Regeringsblokken er i mindretal i de fleste meningsmålinger. Med mellemrum dukker der oven i købet målinger op, der viser, at Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten er tæt på at få flertal også uden De Radikale.

Klare oppositionsmarkeringer vælter ikke i sig selv regeringen. VKO har stadig flertal og kan gennemføre deres rødvins- og direktørreform. Men nu gælder det om at slå til en regering, der måske ikke ligger ned endnu, men
er godt på vej ud i tovene.

Sammen med fagbevægelsen må Socialdemokraterne og SF fortsætte ad lige netop det spor, de har placeret sig på omkring skattereformen og overbevise om, at de to partier ikke bare vil arbejde for en ny regering, men også for en reel alternativ politik.

Samtidig må de opmuntre til aktiviteter på arbejdspladser, i fagforeninger, på uddannelsessteder, i partiforeninger og i alle mulige andre bevægelser for at presse den nuværende regering på tilbagetog.

Med en kombination af en opposition, som vil noget andet, og en folkelig mobilisering vil det ikke bare være muligt at vælte den nuværende regering. Det vil også være muligt at skabe en situation, hvor De Radikale ikke er nødvendige, men hvor en ny regering kan basere sig på S, SF og Enhedslisten, hvis den vil.

SAP’s forretningsudvalg, 13. marts 2009

HUSK DET RØDE PÅSKESEMINAR
Se programmet og praktiske oplysninger her:
http://socinf.dk/userfiles/pdf/PS+2009.pdf

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php