Mens flygtningesituationen optager politikerne, medierne og befolkningen – ikke mindst de mange, der gør en aktive indsats til støtte for flygtninge – så har regeringen også travlt med andre initiativer. Samme dag, som Berlingske Business glædestrålende kunne fortælle, at ”det spirende opsving slår igennem på bundlinjen”, så ”der har været råd til at kræse lidt ekstra for aktionærerne” og udbetale et historisk stort udbytte på i alt 90 mia., kunne man i en anden sektion læse om uddannelsesminister Esben Lunde Larsens og undervisningsminister Ellen Trane Nørbys første store indsats for uddannelsesområdet: En besparelse på i alt 8,7 mia. kr., der koster alle uddannelser 8%.
At man derved vil ramme alle, flere hundrede tusinde, uddannelsessøgende på én gang, kan vise sig at blive modstandens styrke…

 

Ekstra 2% hvert år, i alt ca. 8 % af de nuværende budgetter, skal stort set alle ungdoms- og videregående uddannelser aflevere til et såkaldt ”omprioriteringsbidrag” i den kommende fireårsperiode. Der er udtrykkeligt ikke noget løfte om, at ”omprioriteringen” skal flytte penge til nye uddannelsesområder. Tvært imod: pengene vil blive ”omprioriteret” ved at forsvinde som statslig udgift – og det kan så udnyttes til skattelettelser eller bidrag til et stykke jysk motorvej. ”Omprioriteringsbidrag” er således en eufemisme, en sproglig skønmaling, af en god gammeldags nedskæring.
Og nedskæring er desværre et begreb, man kender alt for godt i forvejen på de institutioner, der rammes. Den meget troende minister, Esben Lunde Larsen, tror ganske vist, at uddannelserne har været ”friholdt” for effektiviseringer/nedskæringer i en årrække. Det er bare ikke helt rigtigt, hvis man beskæftiger sig med virkelighedens verden. Her viser det sig, at de samlet set stigende udgifter til de forskellige uddannelser overalt skyldes et større antal studerende – og i realiteten dækker over betydeligt faldende udgifter pr. elev/studerende. De såkaldte ”taxametre” (bevillingen pr.elev) er sænket i en grad, så kvaliteten i forvejen er truet af hovedløse såkaldte effektiviseringer. På gymnasieområdet er der i gennemsnit skåret ca.5% i perioden 2008-15. På universiteterne er der alene siden 2010 blevet skåret 20,5%.

Kornfede løgne
Når venstreministeren Esben Lund Larsen taler om ”kornfede” uddannelsesinstitutioner, er det derfor også utilbørligt langt fra sandheden. Hans begrundelse er givetvis, at ’driftige’ ledere af en række fortrinsvis gymnasiale institutioner, i perioder har prioriteret at få betydelige overskud på driften (især før der blev lagt låg på klassekvotienterne), og derved har opbygget små formuer. Dette har været en af mange tåbelige konsekvenser af, at uddannelsesinstitutionerne er blevet selvejende, indbyrdes konkurrerende firmaer, hvoraf nogle pga. beliggenhed i velstillede områder med lille frafald og uddannelsesparate elever har haft mulighed for at samle kapital og ekspandere på markedet, mens andre kæmper for at overleve. Og det har nærmest været et ministerielt krav til gymnasierne, at man skulle polstre sig økonomisk, så man havde til uforudset bygningsvedligeholdelse, udsving i elevtal osv. Det er formentlig disse ”formuer” (som for øvrigt i mange tilfælde allerede er afsat til påbegyndte byggeprojekter!), ministeren nu vil bruge som det kornfede argument for at skære samtlige skoler med 8%.
Men det generelle billede er, at der allerede er skåret helt til benet i uddannelsessektoren, og at nedskæringen vil få drastiske konsekvenser. Nedskæringsministrene nægter helt at tage noget som helst ansvar for, hvad der skal rammes, men vil bare med en såkaldt ”grønthøster” skære 4 gange 2% af samtlige budgetter. Deres forblommede snak om, at man helt selv må bestemme, men nok kan klare det meste ved at fjerne ”overflødigt fedt”, afbureaukratisering og bedre indkøbsaftaler, har intet på sig: Alle den slags muligheder er udtømte flere år tilbage. Derimod er der næppe tvivl om, at såkaldte ”effektiviseringer” først og fremmest vil gå ud over lærernes forberedelsestid, der med de nye overenskomster fra sidste år de fleste steder er helt uden for et kollektivt aftalesystem. Dernæst vil det selvfølgelig ramme undervisningsudbuddet direkte. På ungdomsuddannelserne, hvor det almindelige timetal ligger fast: alle slags ekstra undervisningstilbud, mulighederne for små hold med særlige behov eller interesser osv. Alt dette vil gå ud over undervisningens kvalitet, mulighederne for undervisningsdifferentiering og imødekommelse af de studerendes behov – og som altid ramme socialt skævt: især studerende fra uddannelsesfremmede miljøer.

Protester – fra mange sider
I sammenhæng med alle de fine målsætninger om at sikre en ungdomsuddannelse til 95% af en årgang, og om en særlig indsats for erhvervsuddannelserne, der skal imødegå den truende mangel på faglært arbejdskraft, og om dansk uddannelse i verdensklasse – er grønthøsterbesparelserne helt absurde. Erhversuddannelserne rammes helt som alle andre, bortset lige fra den erhvervsfaglige grududdannelse (EGU). Vi er stadig langt fra de 95%. Læreruddannelserne, der skal kvalificere lærerne til folkeskolereformens højtbesungne ’løft’, går heller ikke fri. På universiteterne er undervisningsudbuddets omfang mange steder i forvejen på et kritisk lavt niveau.
”De undersøgelser, vi hidtil har set på uddannelsesområdet, viste meget tydeligt, at uddannelserne er underfinansierede”, konstaterer en underdirektør på vegne af Dansk Industri, der jo ellers sjældent udtaler sig imod offentlige nedskæringer. ”Der er jo masser af studerende, der allerede i dag får alt for lidt undervisning. Nogle gange er man helt i tvivl, om man kan være bekendt at kalde det en uddannelse. Det her vil kun gøre det værre,” fortsætter hun, og slutter: ”Jeg forstår ikke, at man vil spare her, for det er altafgørende for fremtiden, at vi får uddannet rigtig dygtig arbejdskraft.” Ikke kun for Dansk Industri, kan man tilføje, men for resten af samfundet – og ikke mindst for de unge selv.

Mulighed for modstand
Så selv om de borgerlige partier i Folketinget tilsyneladende står samlet bag nedskæringskravet, er der sprækker i fronten. Og hele den anden side af Folketinget står for en gang skyld sammen om kritikken, ligesom både LO og adskillige fagforeninger allerede har været på banen. Der er med andre ord ingen grund til at opgive al modstand, fordi det ”nok ikke nytter”. Tværtimod er det vigtigt at alle gode kræfter bakker op om elev- og studenterbevægelsens arbejde med at arrangere en demonstration d. 29. oktober.

Som altid er det vigtigt at presse på for at dette ikke kun bliver en enkeltstående manifestation, men bliver grundlaget for en bevægelse, der kan række videre. Selvom de nuværende aktive i elev- og studenterbevægelsens organisationer ikke har samme erfaring/tradition for større protester, som der var fx i slut- nullerne, så har man alligevel gennem de sidste par år formået at tage initiativer til fælles aktivitetsnetværk på tværs af uddannelsesniveauer på regionalt plan. Det er de netværk, man nu skal have sparket liv i, når der så tydeligt er et fælles grundlag for politisk aktivitet på tværs af uddannelsesgrænser. Også nyere organiseringer som f.eks. "Et andet universitet" kan vise sig at kunne spille en afgørende rolle for både at presse de etablerede organisationer til handling og aktivitet, men også for at inddrage indholdsmæssige perspektiver i kampen.
Hvis studenterorganisationerne virkelig får mobiliseret deres medlemmer og går til samlet kamp, kan det rykke noget. Den blå regering har været så dristig at gå til angreb på næsten samtlige danske uddannelsessøgende over folkeskolealderen på én gang. Stort set samtlige danskere vil være i nær familie med en af dem, der bliver ramt af/protesterer mod nedskæringsvanvidet! Den dumdristighed skal de ikke slippe ustraffet fra.

SAPs forretningsudvalg, den 19. september 2015

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php