Fagbevægelsens medlemmer fik standset S-SF-R-regeringens forsøg på at påtvinge arbejderklassen længere arbejdstid. Protesterne nedefra, på arbejdspladser, i fagforeninger og forbund, var så kraftige, at forbundslederne ikke turde sidde dem overhørige, selv om de allerede havde lovet regeringen at skrive under på en trepartsaftale med længere arbejdstid.

 

Både politiske kommentatorer og nogle af de faglige topledere selv har talt om, at fagbevægelsen har mistet prestige. Nej, det har den ikke. De faglige topLEDERE har mistet prestige. Ikke fordi de i sidste øjeblik sprang fra, men fordi de i så lang tid forhandlede løs uden at have den mindste fornemmelse for, hvad deres medlemmer ønskede.
FagBEVÆGELSEN, derimod, har genvundet en lille smule af sin prestige. Den har taget et første lille skridt i retning af at blive genopbygget som en bevægelse, der på grundlag af medlemmernes synspunkter og medlemmernes aktiviteter forsvarer medlemmernes interesser.
Med et lille, men vigtigt eksempel, er mulighederne i fagbevægelsen blevet demonstreret. Det er ekstremt nødvendigt i den politiske situation, regeringen har skabt. Det er på tide, og det er det, der kan skabe håb for, at der kommer andet ud af erfaringen med S-SF-R-regeringen og dens blå politik, end at Lars Løkke får regeringsmagten tilbage.

Allerede inden at trepartsforhandlingerne brød sammen, var regeringen i dyb krise. I udmelding efter udmelding, lovforslag efter lovforslag, fastholdt den en borgerlig kurs, som bygger på samme forudsætninger som VK-regeringen:
– At den vigtigste opgave er at øge arbejdsudbuddet, fordi der – engang, måske – vil mangle arbejdskraft i Danmark
– At hvis man øger arbejdsudbuddet, opstår der flere arbejdspladser
– At hvis man øger indkomstforskellen på folk i arbejde og folk uden, så tager de arbejdsløse sig sammen og finder et arbejde
– At vi sammen med resten af EU skal påtvinge de gældsramte sydeuropæiske lande en benhård nedskærings- og liberaliseringspolitik for at løse den økonomiske krise

Resultatet har været, at regeringen skridt for skridt har undergravet og nedbrudt troen på, at den kan skabe den forandring, som den blev valgt til at gennemføre. De Radikale ligger lunt i svinget i meningsmålingerne, fordi det er deres politik, regeringen fører. Men S og SF er ved at blive udraderet. Kun de ældste, mest partiloyale vælgere er snart tilbage. Til sammen er de tre regeringspartier nu mindre end Venstre.
Når vi dertil lægger, at Enhedslisten stormer frem i meningsmålingerne, er det nærliggende at hovere over, at S og SF får som fortjent. Men det er en meget farlig situation, vi befinder os i. Hvis regeringen giver op nu og udskriver valg, er det overvejende sandsynligt, at Venstre i en eller anden koalition genvinder regeringsmagten. Det vil ske på et styrket mandat, en stærkt svækket opposition i Folketinget og en dyb politisk skuffelse i arbejderklassen. Det vil gøre det muligt for Lars Løkke at gennemføre en langt værre liberalistisk og asocial politik, end den Anders Fogh Rasmussen og han selv arbejdede for før valget.

Arbejderklassen og andre, som ønsker et mere socialt, solidarisk og bæredygtigt samfund har derfor ingen glæde af, at regeringen falder, og Lars Løkke kommer tilbage. Men det er ikke sikkert, Enhedslisten kan forhindre, at regeringen begår selvmord. For selvfølgelig er der noget, der er værre end, at regeringen vælter. Det er, at den overlever, fordi det eneste alternativ til venstre, Enhedslisten, på den ene eller anden måde hjælper den med at føre borgerlig politik til skade for arbejderklassen og folk på overførselsindkomst.
Derfor er den overordnede opgave stadig at opbygge det pres uden for Folketinget, blandt S’ og SF’s vælgere, på arbejdspladser, i fagbevægelsen og i andre bevægelser, der kan overbevise de to partier om, at de selv skal ændre kurs, og at de skal sætte hælene i over for De Radikale. Modstanden
nedefra i fagbevægelsen mod trepartsforhandlinger og længere arbejdstid viser, at der er en stemning at bygge videre på. Det er altafgørende, at dette momentum bliver udnyttet. At diskussioner, lokale møder, regionale og landsdækkende tillidsmandsmøder fortsætter og formulerer krav om, at skattereformen ikke må ramme de fattigste, og at pengene skal tages fra Nordsøolien, bankerne, de store virksomheder og de højeste indkomster og formuer. Krav om, at den kommende finanslov skal styrke den offentlige velfærd og offentlige investeringer for at nedbringe arbejdsløsheden. Krav
om, at ingen skal falde ud af dagpengesystemet, så længe der er arbejdsløshed – og andre forbedringer af kontanthjælp- og dagpengesystemet.

Det bedstmulige resultat vil være en aktiv, politisk diskuterende og organiseret arbejderklasse, der får S og SF til at sætte De Radikale stolen for døren – og det virker, så regeringen begynder at rette ind efter kravene nedefra og skifter politisk kurs. Er det muligt? Det er ikke til at sige, men en eller anden form for selvopholdelsesdrift må der vel være i S og SF.
Det næstbedste udfald vil være, at S og SF også sætter De Radikale stolen for døren, og det ikke virker, men de to partier til gengæld står fast, selv om det betyder regeringens fald. S og SF kan så forklare regeringens afgang med, at de ikke kunne få De Radikale til fornuft. Det vil give de to partier mulighed for at gå til valg på en – i det mindste delvis – anden politik end VK’s og end den blå politik, de i øjeblikket fører.
Selv om det næppe kan udløse et vælgerskred, der skaber flertal til S, SF og Enhedslisten, så vil det skabe lidt mere håb og bedre grundlag for den udenomsparlamentariske kamp mod den borgerlige regering.
Sker det heller ikke, så må vi i hvert fald sikre, at det er lysende klart, at regeringens bryder sammen, fordi den har insisteret på at gennemføre nedskæringer og lade lønarbejdere og folk på overførselsindkomst betale for krisen. Flest mulige skal forstå, at Enhedslisten ikke er ansvarlig for regeringens fallit, og flest mulige skal være enige i, at det er fornuftigt, at Enhedslisten stemmer mod den skattereform eller den finanslov, som regeringen bruge til at begå selvmord.

SAP’s forretningsudvalg, 15. juni 2012

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php