RELATEREDE ARTIKLER

Hvad Oktober 1917 kom til at betyde Fra Oktober til i dag Revolution på familiefronten Brød, sex og verdenskrig Seksuelle relationer og klassekamp Revolution i børnehøjde Opstanden, der bragte tre århundreders zar-styre til fald Sådan blev scenen sat for en revolution Ernst Thälmann og den tyske kommunismes tragedie Trotskij på banen Marshallhjælpen – hvad gik den ud på? I Ukraine hyldes jødemordere Påskeoprøret i Irland 1916 Rosa Luxemburg i vores tid Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Det kommunistiske Partis Manifest Clara Zetkins kamp for enhedsfronten Hvorfor er Putin bange for Trotskij? Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig ”Vort blod har samme farve!” Kapitalismens verdenskrig og kampen imod den Ernest Mandel og den marxistiske teori om bureaukratiet Arbejderenhed og feminisme på Kominterns kongres Da verden gik amok The Spirit of '45 Rådsdemokrati vs. parlamentarisme Dannelsen af Fjerde Internationale Ingen fredelig vej til socialisme Da Galgebakken sagde nej til huslejestigninger Den spanske borgerkrig sat i rammer Historien om en revolutionær Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Danske jøder evakueret Rosa Luxemburg – en ørn Aktivisten Poul Møller – nu hædret med både medalje og orden Den »svenske revolution« i 1917 ”Man må aldrig give op” De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted En snak over en kasse efterladte papirer Jagten på den historiske Lenin Karl Marx og Første Internationale Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Islam og demokrati Fascismens Italien En fabriksarbejders livshistorie Revolutionen i Tønder 1918-19 Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik Perspektiver for Palæstina Internationalens nødvendighed Var PET-oplysninger årsag til attentat? SAP og det politiske politi Kommission med skyklapper Kommissionen der brugte 10 år Reaktion eller revolution Revolution i Tyskland Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere »Mere plads i dag til en anti-kapitalistisk venstrefløj end dengang« Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende Intelligent slubbert på visit Den røde terror Den hvide terror Borgerkrigens tunge arv Stalinismen, nazismen og det daglige folkemord Den rensende revisionismes diskrete charme Bekæmp terrorisme og islamofobi - forsvar de demokratiske frihedsrettigheder Islamofobi, nedskæringer og krise for venstrefløjen Slaget om Orgreave Solidaritet og modstand mod reaktionære kampagner Alan Thornett om fremtiden efter Brexit Socialistisk genforening Det islandske valg blev en overraskelse Corbyn og udfordringen for venstrefløjen Venstrefløjen og Jeremy Corbyn PR-konsulent i stedet for politiker For enhed og solidaritet i Europa, mod racisme og social dumping Brexit er en katastrofe, men kampen fortsætter (Også) venstrefløjen er uenige om ”remain” or ”leave” Jez, vi gjorde det! – et politisk jordskælv Opsigtsvækkende kampagne for Jeremy Corbyn Tyske lærere siger nej! SSP går med i venstrefløjs-alliance Valgresultatet kan føre til regeringskrise Vandafgifter: Strået der knækkede kamelens ryg Kun genopretning af velfærden kan få Sverigedemokraterna til at skrumpe De store taber Stem ”ja” og sig nej til nedskæringer Lærerne strejker i Norge Øresundstoget kører igen Kædeansvar i Sverige Hvad gik galt i Norge? Lancering af ”Left Unity” Højrefløjen vinder på urealistiske løfter Nyt håb på venstrefløjen Nyt revolutionært parti i Island Hvilken Breivik? Den socialistiske fremgang forduftede Hvilken vej for venstrefløjen? Forsvar for velfærd giver Socialistische Partij forspring i meningsmålinger BLOCKUPY Frankfurt Afgørende valg i Nordrhein-Westfalen Privatisering af hospital stoppet Europa mod nedskæringer Norges tragedie må sætte Europa i aktion mod ekstremismen Island siger – igen - nej til at betale bankgæld Tid for klassekamp! Tid for organisering! Die Linkes succes i Nordrhein-Westfalen Nej til nedskæringer, ja til proportional repræsentation Postarbejdere kommer til at betale for privatisering 19.000 bygningsarbejdere i strejke Plan for et IMF-frit Island! Antikapitalistisk galgenhumor fra Island Socialdemokratiet er dødt – Socialdemokratiet lever Så er valget overstået – og nogle spørgsmål trænger sig på Højrefløjen fremmaner det socialistiske spøgelse Rød-grønne til valg uden entusiasme Knebent flertal for ansøgning om medlemskab Jordskredssejr til venstrefløjen New Labours kollaps Faglig venstrefløj stiller op i EU-valget »Vi kan vinde den anden folkeafstemning om Lissabontraktaten« Norsk fagforening organiserer flere migranter end etniske nordmænd Protester baner vej for venstre-regering Parolen om ”britiske jobs til britiske arbejdere” er forkert Længe kan ondt forværres (islandsk folkevisdom) På randen af parlamentarisk sump

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Nordeuropa | Historie

28.06.12 | Kjell Östberg

Tip en ven      |    Print  

Sverige: Hvad er Socialdemokratiet?

Krisen i det danske Socialdemokrati har en åbenlys parallel i Sverige, hvor nederlaget i 2010- valget var et foreløbigt lavpunkt for de svenske sosser.

Hvordan skal man forstå Socialdemokratiets historiske nederlag i valget i 2010 – tilbagegangen fra 40 procent ved valget i 2002 til 35 procent i 2006 og nu 30,66 procent i år – nogle promiller mere end partiet ”Moderaterne” [det svenske søsterparti til Konservativt Folkeparti, o.a.]. Det er et spørgsmål, som diskuteres ivrigt i dag.

Mange fremhæver konjunkturelle forhold: en upopulær partileder, de konservatives påståede held med at håndtere den økonomiske krise, manglende evne til at vinde byernes middelklasse, det rød-grønne samarbejde [med Miljøpartiet], en modvillig pressedækning eller en manglende evne til at ”få sine egne budskaber ud”.

Men det er åbenlyst, at valgresultatet også, og frem for alt, afspejler en mere dybtgående krise for Socialdemokratiet – et parti som har siddet med regeringsmagten i 65 af de seneste 78 år, og som ofte har været lige så stort som alle de borgerlige partier tilsammen. Men også en krise for det socialdemokratiske projekt. Den socialdemokratiske velfærdsstat har ikke bare stået som indbegrebet af det moderne Sverige – i dag påberåber såvel Reinfelt (den svenske konservative statsminister) som Sverigedemokraterne (på den yderste højrefløj) sig Per Albin og Tage Erlanders (de historiske socialdemokratiske statsministre) svenske model – det har også længe været et selvfølgeligt internationalt referencepunkt i diskussionerne om vejen til idealsamfundene, både blandt politikere og forskere.

Dagens svenske socialdemokrati har tabt sin særstilling i denne henseende. Trods dette, eller som en følge af dette, er interessen for mere dybtgående studier af partiets udvikling gennem de seneste tiår næsten gået i stå. Et formål med denne artikel er at forsøge at sammenfatte, hvad vi ved om disse forandringer – men også at starte en diskussion for at indkredse, hvad vi yderligere må vide, for at kunne føre analysen af Socialdemokratiet og dets krise videre.

Først nogle ord om hvad Socialdemokratiet har været – og ikke været.

Program
Lidt sat på spidsen kan man måske sige, at partiets historiske position kan forklares af to faktorer: dets organisatoriske styrke og dets evne til at give udviklingen af det svenske velfærdssamfund – længe det mest avancerede i verden – en socialdemokratisk profil.

Siden SAP [Socialdemokratiska Arbetar Parti] efter første verdenskrig skilte sig af med sin venstrefløj, har betydningen af partiets reformisme skiftet indhold, fra gradvis at afvikle det kapitalistiske system til at efter bedste evne reformere det.

Udviklinger lader sig godt aflæse i partiets programmatiske forandring. Under trykket fra det nye Venstreparti indførte socialdemokraterne i 1920 en formulering i sit partiprogram, som erklærede, at man ville ”ophæve den privatkapitalistiske ejendomsret til produktionsmidlerne og lægge dem ind under samfundets kontrol og besiddelse.”

I programrevisionen fra 1944 hed det i stedet, at partiet vil ”omdanne samfundet, således at bestemmelsesretten over produktionen lægges i hele folkets hænder, at medborgerne frigøres fra afhængighed af enhver form for magtgrupper uden for dens kontrol, og at en samfundsorden opbygget på klasser giver plads for et fællesskab på frihedens og lighedens grund af samvirkende mennesker”

Det drejede sig altså ikke længere nødvendigvis om at afskaffe kapitalismen og klassesamfundet, men målsætningen var fortsat at bestemmelsesretten over produktionen skulle ligge hos befolkningen.

Ved den seneste programrevision i 2001 fik det tilsvarende afsnit følgende formulering:

”Socialdemokratiet vil lade demokratiets idealer præge hele samfundsordenen og menneskers indbyrdes forhold. Vi stræber efter en samfundsorden, hvor alle individer kan påvirke både udviklingen i stort og samfundsarbejdet i hverdagen. Vi stræber efter en økonomisk orden, hvor alle mennesker som medborgere, lønmodtagere og forbrugere kan påvirke produktionens indretning og fordeling, arbejdslivets organisation og arbejdslivets vilkår”.

Der findes nu ikke længere krav om bestemmelsesret over produktionen. Medborgere og lønmodtagere skal kunne påvirke produktionen indretning og fordeling, men hvordan og hvor meget siges ikke – frem for alt savnes ambitionen om grundlæggende at omdanne samfundet. Det handler ikke længere om at lægge magten i folkets hænder. Man amputerer de sidste dele af sine grundlæggende samfundsforandrende ambitioner.

Men programmerne har aldrig været styrende for partiets udvikling. I stedet afspejler de den praksis, som partiet har udviklet.

PraksisI praksis accepterede Socialdemokratiet tidligt kapitalismens bærende element, markedsøkonomien og den private ejendomsret.

Socialdemokratiets socialistiske vision, deres løftestang frem mod et andet samfund blev i stedet den stærke stat og frem for alt den voksende offentlige sektor. Det var gennem den, at medborgerne skulle få øget indflydelse på deres tilværelse. Det var gennem den, at politikken skulle flytte sine positioner frem på markedets bekostning. Den offentlige sektor gav også mulighed for keynesiansk baseret arbejdsmarkedspolitik, en aktiv industri- og erhvervspolitik, stærke offentlige planlægningsressourcer, finanspolitiske ressourcer i form af en politisk styret nationalbank og vigtige bank- og valutareguleringer. Og ikke mindst skulle det give plads til en stærk velfærdsstat. ”I velfærdsstaten godkendes ikke længere den fordeling af produktionens afkast, som bliver resultatet af en markedsøkonomi med fri konkurrence”, kunne Ernst Wigforss udtrykke det.

I efterkrigstiden blev der, til dels lidt uventet, muligheder for at realisere betydelige dele af disse ambitioner. En vigtig årsag var, at kapitalismen i den rige verden efter Anden Verdenskrig havde behov for en betydeligt mere aktiv stat som redskab for at genopbygge den sønderslåede infrastruktur, skaffe sig uddannet arbejdskraft og give medborgerne en elementær grundlæggende tryghed. Samtidigt kunne de industrialiserede lande, og Sverige mere end andre, udnytte den usædvanligt lange økonomiske højkonjunktur, som var dominerende helt frem til begyndelsen af 1970´erne. Efterkrigstidens velfærdsstater var et internationalt fænomen, der blev opbygget såvel af engelske toryer som tyske kristelige demokrater.

Men det står samtidigt klart at velfærdsstaten i Sverige i stor udstrækning blev et socialdemokratisk projekt, som på vigtige områder skilte sig ud fra andre landes. Velfærden blev gjort almen: ATP, syge- og a-kasser blev udformet således, at selv middelklassen kunne føle tryghed ved sygdom eller arbejdsløshed. Udbygningen af børnehaverne gjorde det muligt for kvinder i alle samfundsklasser at komme ud på arbejdsmarkedet. Den åbne arbejdsløshed lå sjældent over to procent. Det lykkedes for Socialdemokratiet at bygge brede alliancer for at styrke velfærdssamfundet.

Gennem frem for alt 1960´erne og 1970´erne indtog kravet om øget ligestilling (snart suppleret med kravet om ligeløn) en central plads i samfundsdebatten, hvilket Socialdemokratiet dygtigt udnyttede. Kravene blev også omsat i praktisk handling. De sociale reformer, der blev gennemført gennem en tiårs periode frem til midten af 1970´erne, var antageligt de mest omfattende, som er blevet gennemført i noget land nogensinde. De indbefattede alt fra sygesikringsreformer, millionprogram (1 million almene boliger, o.a.) og LAS (lov om arbejdsbeskyttelse, o.a.), til udbygningen af børnehaver, fri abort og børnepenge. Lønforskelle mellem mænd og kvinder, formuekløfter, indkomstforskelle mellem rige og fattige pensionister – alle mindskede betragteligt. Klasseforskellene blev aldrig afskaffet – men afstandene blev mindsket betydeligt.

Velfærdsstaten blev finansieret af skattemidler, og staten og kommunerne drev skoler, plejehjem, børnehaver og boliger i eget regi. Frem til 1980 voksede den offentlige sektor uafbrudt – alene gennem 1970´erne øgede de offentlige udgifters andel af BNP med 50 procent. Således skabtes en stærk offentlig sektor, som ikke direkte var underlagt markedet og dets profitkrav, kunne socialdemokraterne hævde.

Bevægelsen
For at forstå hvordan dette projekt var muligt, må man forstå, at socialdemokraterne havde to allierede: kapitalismen og de sociale bevægelser.

Det svenske Socialdemokrati ledte, hvad der formodentligt var verdens organisatorisk stærkeste arbejderbevægelse. Partiet havde på sit højdepunkt over en million medlemmer, de fleste som kollektive medlemmer via fagforeningerne. LO´s medlemstal var på over halvanden million og med en organisationsgrad på 90 procent. Kvinde- og ungdomsforbundene havde i alt 100.000 medlemmer. ABF, PRO, LLO, FDB, DUI leg og virke, Reso (Folkeferie, o.a.) – alt blev opfattet som en del af Bevægelsen med stort B. I kommunerne fandtes hundredtusinder af socialdemokratiske tillidsmænd og et stærkt socialdemokratisk domineret velfærdsbureaukrati.

Ganske vist opstod der hurtigt kritik af socialdemokratisk magtfuldkommenhed og pampervælde. Men man kan ikke overvurdere betydningen af at kunne læne sig mod en så velorganiseret folkebevægelsesstruktur, når det gjaldt om at mobilisere for partiets program. Det er uden tvivl sådan, at de socialdemokratiske fagklubber i stor udstrækning blev opbygget for at overvåge og bekæmpe kommunister og andre oppositionsbevægelser til venstre. Men det er samtidigt åbenlyst, at de også fungerede som vigtige formidlere af socialdemokratisk politik og ideologi og var uvurderlige støttepunkter i valgkampe.

Under radikaliseringen i 1960´erne og 1970´erne blev det bekræftet, at det stadig i stor udstrækning var en levende bevægelse med dybe tråde ned i samfundet og med stor evne til at agere i samspil med tiden. 1970´ernes omfattende sociale reformer kan ikke forstås uden samspillet mellem de radikale nye sociale bevægelser og den traditionelle arbejderbevægelse, ligestillingsreformerne ikke uden den nye kvindebevægelse, arbejdslivsreformerne eller LO´s forslag om ØD ikke uden de vilde strejker.

Epokeskifte
Hvori består Socialdemokratiets brud med fortiden? Den drastiske forandring, som partiet har gennemgået siden da, må naturligvis forstås i lyset af omvæltende ydre forskydninger: afslutningen af den lange højkonjunktur og de seneste tiårs tilbagevendende dybe økonomiske kriser, højrebølgen, den nyliberale sejrsgang og kapitalens beslutning om at opsige alliancen med den reformistiske arbejderbevægelse.

Det ville samtidigt være dybt uretfærdigt blot at se Socialdemokratiet som et viljesløst offer for de seneste tiårs nyliberale sejrsgang. Partiet har i højeste grad selv været drivende og sagt god for denne udvikling. Men til forskel fra den tidligere periode, var det ikke med et program, som havde socialdemokratisk fortegn, men med en politik, som havde sit udspring i liberale og nyliberale tænketanke.

Den tredje vejs politik, som regeringen Palme-Feldt påstod at ville slå ind på ved regeringstiltrædelsen i 1982, viste sig at lede lige lukt over i tidens nyliberale motorvej. Gradvist og systematisk har Socialdemokratiet selv undergravet de bærende elementer i den reformistiske politik. Ja, man er endog gået endnu videre, man har accepteret liberalismens grundlæggende syn på konkurrence og markedsstyring.

Ganske vist var det også muligt ud fra et traditionelt reformistisk perspektiv at argumentere for, at den økonomiske krise og den borgerlige regerings katastrofale budgetpolitik nødvendiggjorde en vis opbremsning i den sociale reformtakt i starten af 1980´erne. Men det, som den socialdemokratiske regering gjorde, var helt bevidst at føre politikken over i nyliberale baner. Dette indebar konkret et antal reformer, som hen ad vejen overførte magt fra den politiske sfære til markedet.

Større profit for virksomhederne, ikke politisk styring, skulle sætte skub i økonomien. Med samme hensigt blev finans- og valutamarkedet afreguleret. Gennem 1990´erne blev Nationalbankens magt i realiteten overført fra politikerne til markedet. Under slagord om decentraliseringer og effektiviseringer indførtes nye markedsinspirerede styringssystemer inden for den offentlige sektor, som yderligere mindskede den politiske styring. Denne afdemokratisering fortsatte siden med, at regeringen og rigsdagen pålagde sig selv et budgetloft og finanslovsprocedurer udelukkende for at forhindre en offensiv økonomisk politik.

Samtidigt svækkede Socialdemokratiet den offentlige sektors stilling yderligere ved at acceptere og selv gennemføre udliciteringer og salg af aktiviteter indenfor sundhed, undervisning og omsorg eller indenfor el- og telemarkedet. At erstatte det generelle ATP-system med et grundlæggende markedsafhængigt, er det klareste eksempel på Socialdemokratiets nyorientering.

Gennem 2000-årene er partiets kapitulation overfor markedet måske frem for alt blevet bekræftet af villigheden til at slutte op bag princippet om, at skattefinansieret virksomhed skal kunne give overskud, også for udenlandske risikovillige finansfirmaer.

På denne måde har partiet således aktivt svækket selve fundamentet for den reformistiske strategi. I stedet for at mindske markedets indflydelse, har man styrket den. Konsekvenserne af den gradvise omorientering er særligt føleligt på nogle områder.

Et er kampen mod arbejdsløsheden: I 1990 slog den socialdemokratiske regering fast, at kampen mod inflationen stod over kampen mod arbejdsløsheden, en af de centrale doktriner inden for nyliberalismen. Sverige har siden hurtigt nærmet sig vesteuropæiske niveauer for arbejdsløshed.

Tæt forbundet med arbejdsløsheden er spørgsmålet om arbejdstid. Sekstimersdagen var tidligere et vigtigt krav, blandt andet fra det socialdemokratiske kvindeforbund. Partiet er i dag imod enhver form for arbejdstidsnedsættelse, på den seneste partikongres krævede Mona Sahlin, at lønmodtagerne skulle være beredte til at arbejde yderligere et par år inden pensionen.

En anden tydelig og forudset konsekvens er de forstærkede samfundsskel. De kan aflæses på alle samfundsniveauer.

Øverst oppe: I 1950 tjente den økonomiske magtelite 26 gange mere end en industriarbejder. I 1980, da ligestillingspolitikken havde nået sit højdepunkt, var forskellen reduceret til 9 gange. I 2007 var den 51 gange.

Den politiske elite – der hvor vi finder mange socialdemokrater – som i 1980 tjente tre gange så meget som industriarbejderen, har mere end fordoblet afstanden – til syv gange.

Og nederst, når det gælder alt fra boligforhold til uddannelse. Det er sigende, at den gruppe, som er blevet hårdest ramt af Socialdemokratiets politik, er enlige mødre.

Lige så nedslående er regnskabet over 15 års EU-medlemskab. Påstandene om, at EU skulle kunne anvendes af Socialdemokratiet som en platform for et socialt Europa, har vist sig at være fuldstændigt grundløse. EU's opbygning og institutionelle logik, samt ikke mindst den samarbejdskultur, der er grundlæggende for EU's funktionsmåde, og som det svenske Socialdemokrati har været det første til at acceptere, er afgørende institutionelle forhindringer for en radikal venstreorienteret politik. Det vigtigste belæg for dette er, at EU's udvikling i nyliberal retning tværtimod blev styrket i den periode omkring årtusindskiftet, da det europæiske Socialdemokrati sad på 12 af 15 pladser i Ministerrådet. Det svenske socialdemokratis krise er en del af en europæisk socialdemokratisk krise.

Et arbejderparti?
Hvordan bidrager den ovenfor beskrevne udvikling til at forandre partiets klassekarakter? I hvilken udstrækning er det stadig relevant at tale om Socialdemokratiet som et arbejderparti?

I 1960´erne stemte mere end 80 procent af LO-arbejderne på socialdemokraterne, så sent som i 2002 var det næsten 60 procent. Ved det sidste valg var andelen faldet til 50,7. Det næststørste ”arbejderparti” var de konservative med 15,7 procent. Venstrepartiet [en mellemting mellem SF og EL, o.a.] havde en andel på knap ti procent af LO-medlemmerne og Sverige-Demokraterne knap seks.

Samtidigt har den klare prioritering af middelklassen ikke kunnet betale sig. Det var længe normalt, at 40 procent af medlemmerne af TCO [almindelige funktionærers LO] stemte på socialdemokraterne, ved forrige valg sank dette tal til 34 og i år til 26.

Da arbejderklassens andel af befolkningen samtidigt er faldet, indebærer det, at partiets vælgerbasis har gennemgået en betydelig forandring. I 1976 var 67 procent af partiets vælgere arbejdere, 22 procent funktionærer på lav- og mellemniveau og 5 procent funktionærer på topniveau. I valget i 2006 var 40 procent af Socialdemokratiets vælgere arbejdere, hovedsageligt organiseret i LO, 40 funktionærer, hovedsagelig organiserede i TCO og ni procent højere funktionærer.

Hvem er socialdemokraterne?
Denne udvikling er foregået parallelt med en tiltagende forvitring af den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Partiet, som efter at det kollektive medlemskab blev afskaffet i begyndelsen af 1990´erne, stadig havde en kvart million medlemmer, har siden da tabt næsten 2/3 af disse. SSU, det svenske DSU, som en gang var bevægelsens planteskole frem for alt, har i dag 2500 medlemmer, kvindeforbundet ubetydeligt flere. LO har tabt en halv million medlemmer de seneste ti år og organisationsgraden ligger for første gang siden 1930´erne under 70 procent. Også andre grene af den socialdemokratiske bevægelsesfamilie er blevet kraftigt svækket. Kooperationen har gennemgået gentagne økonomiske kriser, hvilket har ført til omstruktureringer og følgende svækkelse af den ideologiske profil. Mange af Folkets Huse er blevet ramt af økonomiske problemer, adskillige er blevet solgt eller nedlagt, andre overtaget af kommunerne. A-pressen gik konkurs i starten af 1990´erne og er ikke siden kommet sig.

Når det gælder sammensætningen af medlemsskaren, er opgaven med at lave en mere detaljeret analyse af de drastiske forskydninger, som sikkert har fundet sted, endnu ikke blevet løst. Det står dog klart, at tendensen til partiets omdannelse til en middelklasse-organisation er slået igennem på alle niveauer.

I Olof Palmes første regering i starten af 1970´erne havde halvdelen af ministrene en baggrund som LO-arbejdere. I den socialdemokratiske regering, der afgik i 2006, var det bare to.

Politikkens professionalisering har også medført, at andelen af ”politiske broilers”, altså ledende tillidsfolk, der ikke har erhvervserfaring uden for politik, er blevet kraftigt forøget. For socialdemokraternes vedkommende har man også udmøntet udtrykket ”politisk adel”, altså det forhold, at mange nye ledere er børn af en ældre generation af socialdemokratiske politikere. Ved det sidste partilederskifte i 2006 manglede begge hovedkandidater, Mona Sahlin og Per Nuder, stort set erhvervserfaring uden for politik, og begge havde fædre med fremtrædende opgaver inden for bevægelsen og den socialdemokratisk dominerede statsforvaltning.

Et nok så tydeligt tegn på disse forskydninger er, hvordan bevægelsens lighedstræk forsvinder i takt med, at folkebevægelses idealerne er hensygnede. Tage Erlander boede i en lejlighed på Kungsholmen og Olof Palme i et rækkehus i Vällingby, mens Göran Persson efter det midlertidige ophold i Sagerska Palatset (statsministervilla i Stockholm, o.a.) valgte at bygge en herregårdslignende bygning i Sörmland. De sidste finansministre Feldt og Åsbrink gjorde efter deres afgang vellønnede karrierer som professionelle bestyrelsesmedlemmer. Det er svært at tænke sig de historiske sværvægtere af svenske socialdemokratiske finansministre Sträng eller Wigforss i den rolle.

En vigtig forklaring på Socialdemokratiets manglende evne til at udvikle sig ideologisk er det stadigt dårligere forhold til de radikale intellektuelle. Gennem partiets dynamiske tiår var dette forhold en succeshistorie. 1930´ernes Myrdaler, 1950´ernes sociale ingeniører eller 1960´ernes kønsrollereformatorer valgte hovedsageligt det socialdemokratiske parti som en platform til at forsøge at gennemføre deres samfundsforandrende ambitioner. Disse relationer blev brudt under radikaliseringerne i 1960´erne og 1970´erne. Disse foregik hovedsageligt uden for den socialdemokratiske bevægelses kontrol og samtidigt var den socialdemokratiske politik målet for det nye venstres krav om en radikalisering af samfundsudviklingen. Følgen af denne gensidige mistro, som kulminerede under IB-affæren (afsløringen af samarbejdet mellem Socialdemokratiets eget efterretningsvæsen og det svenske PET, o.a.) og konflikten omkring kernekraften i 1970´erne, var, at Socialdemokratiet tabte stort set hele 68-generationen. I stedet blev det intellektuelle tomrum, som herved opstod, fyldt ud af en helt anden strømning – de nyliberale økonomer, som under navnet kanslihushögern [ministeriehøjrefløjen] kom til at tegne retningslinjerne for den nye økonomiske politik, som er blevet omtalt ovenfor.

Samtidigt fik de unge socialdemokrater, som blev rekrutteret til politisk arbejde i 1990´erne, deres politiske bevidsthed formet under en krise og med en massearbejdsløshed i en størrelsesorden, som man ikke havde set siden 1930´erne. Men i stedet for at være medlem i et socialdemokrati som det, der i 30´erne formulerede en offensiv politik og lagde fundamentet til det fremtidige velfærdssamfund, blev de opfostret i et parti, som bar ansvaret for de mest omfattende sociale nedskæringer, privatiseringer og afreguleringer, som vort land har set, og som førte frem til gigantiske omfordelinger til ugunst for det arbejdende folk. Samtidigt skete der en udenrigspolitisk omorientering, der kom til at indeholde en tilslutning til EU og en støtte til vestmagternes indgriben i Bosnien og Afghanistan. Få af disse tiltag skete under SSU´ernes protester. Det var fra denne 90´er generation, at Göran Persson hentede sin unge garde. Det ville være uretfærdigt at hævde, at Ulrika Messing, Carin Jämtin, Ibrahim Baylan, Lena Hallengren, Per Nuder eller Thomas Östros kun blev uddannet i kreativt fusk med indberetningerne af medlemstallet i deres tid i SSU. De lærte også at forsvare en politik, der førte til større sociale forskelle end på noget andet tidspunkt i de sidste 50 år. Det er derfor næppe overraskende, at disse unge ikke formåede at fylde tomrummet af ideologiske nytænkere, men tvært imod bidrog til at skabe billedet af partiet som ide fattigt og ideologisk forarmet.

Samtidigt er det vigtigt at bemærke, at der for første gang i flere generationer er vokset en tydelig socialistisk venstreopposition frem inden for Socialdemokratiet – med rødder i dele af SSU og det socialdemokratiske studenterforbund. Det findes i dag kun lidt, der tyder på, at partiledelsen for alvor er parate til at lade disse strømninger forstyrre den politik, som man er slået ind på. Hvad de derimod viser er, at samtidigt med at der sjældent har rådet en sådan enighed om, at Socialdemokratiet præges af mangelen på ideer, på evne til nytænkning og med taktiske studehandler i stedet for politisk handlekraft, så foregår der en diskussion, som i politiske modsætninger overgår det meste i partiet siden splittelsen i 1917 – den diskussion bør alle deltage i.

Artiklen blev skrevet den 25. oktober 2010 i tidsskriftet röda rummet, i forlængelse af valget til den svenske Rigsdag den 19. september. Valget betød, at en borgerlig regering for førstegang nogensinde blev genvalgt. Artiklen er oversat fra svensk af Peter Kragelund

Kjell Östberg er professor i historie ved Södertörns Högskola og forskningsleder for Samtidshistorisk Institut. Desuden ansvarshavende udgiver af tidsskriftet Tidsignal. Han har bl.a. udgivet en biografi om Olof Palme i to dele, ”I takt med tiden” og ”När vinden vände” (Leopard förlag).

 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 20

Appel til den Pakistanske regering og styret i Gilgit-Baltistan regionen

På torsdag skal højesteret i Pakistan genbehandle sagen mod Baba Jan, politisk aktivist og fagforeningsleder. I den forbindelse samles der underskrifter på nedenstående solidaritetserklæring. Vi ønsker fra SAP’s side at styrke opmærksomheden på dette politiske overgreb - og bringer i den forbindelse solidaritetserklæringen som denne uges ugekommentar. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.