læs mere om: Trafik

10.06.12 | Ebbe Rand Jørgensen

Tip en ven      |    Print  

Supercykelstien: På bilismens betingelser

I foråret åbnede ”supercykelstien”, Albertslund-København under stor presseståhej. Det er den første af 26 ”supercykelstier”, som Region Hovedstaden og 18 kommuner i hovedstadsområdet vil etablere under parolen ”super hurtigt fremme – super hurtigt hjemme”.

Ideen bag supercykelstierne er indlysende enkel og ligetil. Kan vi få nogle flere af pendlerne i hovedstadsområdet til at hoppe op på cyklerne, er det en win-win-situation. Det kan medvirke til at løse en hel masse alvorlige problemer på en gang: trængselsproblemer, forurening, CO2-udslip, sundhedsproblemer. Og den økonomisk trængte offentlige transport kan få nye kunder i forbindelse med muligheden for at tage cyklen gratis med S-toget. Det sidste gør det attraktivt at tage cyklen til byen, selv med en dårlig vejrudsigt eller udsigten til muligt overarbejde og træthed efter en lang arbejdsdag.

Cykelmotorvejen
Derfor er det helt rigtigt set, at vi skal give cyklisterne nogle attraktive cykelveje gennem byen og fra omegnen og ind til byen. Der skal være få forhindringer, god asfalt, få krydsende veje og stor sikkerhed. Alle de ting, som der faktisk loves på ”supercykelstiernes” officielle hjemmeside. En ”cykelmotorvej”, som Albertslundruten blev kaldt i lokalpressen. www.cykelsuperstier.dk

Men en ting er smarte kampagner, noget andet er virkeligheden. Desværre ser det ud til, at kommunerne i deres begejstring er i gang med at ”oversælge” idéen. Tag selv en tur på Albertslundruten og se hvordan det fungerer i praksis!

En sammenligning med situationen før ”supercykelstien” viser nogle klare forbedringer, f.eks. etablering af nogle manglende stykker cykelsti, ny asfalt, en enkelt vejunderføring (tunnel) i Hvissinge og et stykke cykelsti i eget tracé gennem det centrale Frederiksberg.

Men det er så det hele. At der er opstillet cykelpumper og nogle jernstativer, man kan støtte sig til mens man holder for rødt er det vist de færreste cyklister, der vil opfatte som væsentligt. En ”cykelmotorvej” er i hvert fald en temmelig misvisende betegnelse.

Der er ikke engang cykelsti hele vejen. Den centrale del af supercykelstien er en smal vej gennem Vanløse med parkerede biler i begge vejsider. Vanløse byder også på et problematisk punkt, med hensyn til trafiksikkerhed. En stærk trafikeret vej (Grøndals Parkvej) skal passeres. Men der er absolut intet gjort for at lette passagen. Der er hverken trafiklys, helle, blåt cykelfelt eller fodgængerovergang. Metoden til at passere på cykel er den klassiske: Man ser sig godt for til begge sider og kaster sig over, når der er et hul i bilkøerne. Her skal cyklisterne ikke spilde tiden på at vente på grønt.

Er det hemmeligheden bag ”den grønne bølge”, som både pressen og den officielle hjemmeside om supercykelstierne taler om?

Biler frem for cykler
Det burde klart kunne gøres bedre. Kommunerne har vel masser af dygtige vejingeniører. Så det er nok ikke, fordi de ikke ved, hvordan det skal gøres.

Baggrunden er tydeligvis en form for vanetænkning, der siger: cyklister skal holde tilbage og bilister skal frem.

Er det ikke bare en fordom fra en ivrig (bilhadende) cyklist? Nej, flere eksempler fra den nye ”supercykelsti” viser at karakteristikken faktisk passer.

Første eksempel: Den nyanlagte cykelsti afbrydes et stykke før en sidevej, og cykler blandes med biler. Årsag: der skal være plads til en svingbane for højresvingende biler.

Andet eksempel: Nyanlagt cykelsti i eget tracé afbrydes af et helt system af jernbomme. Årsag: Stien skal passere en lokal vej ned til en rideskole. Kunne man ikke her for en gangs skyld prioritere cyklisterne over bilisterne.

Tredje eksempel: Ingen cykelsti. Årsag: Der skal være plads til parkerede biler i begge vejsider.

Fjerde eksempel: Stærkt trafikeret cykelsti krydser vej uden trafiklys. Årsag: bilerne skal ikke forsinkes af rødt lys.

Femte eksempel: Cykelruten svinger til højre i et kryds, men cykelstien er ikke ført igennem krydset. Årsag: Der er for lidt plads til, at bilerne kan svinge, hvis der også skal være en cykelsti rundt om svinget.

Konklusion: Supercykelstier en supergod idè, men hvis den grundlæggende præmis er: ”altid på bilismens betingelser”, har man på forhånd ødelagt et godt koncept.

Men kan altid nå at gøre det bedre efterhånden som de næste 25 supercykelstier skal tages i brug.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 20

Indfasningspakken er hus forbi!

Hvis du køber ”Hus Forbi” af en hjemløs hver måned, så har du været med til at sikre, at han kan overleve og måske lidt mere. Men du har ikke løst hans problem. Regeringens forslag til en midlertidig forsørgelse af arbejdsløse uden dagpenge kan også redde nogle af dem fra økonomisk ruin. Men det løser bestemt ikke de arbejdsløses dagpengeproblemer. Læs hele kommentaren >>

Margaret Thatcher og skattesvindlernes paradis

Et af historiens største finansielle afsløringer hænger sammen med Margaret Thatcher og den neoliberale, fagforeningsfjendske politik, hun stod for. Tilfældigvis kom afsløringen samtidig med hendes død. OffshoreLeak indeholder detaljer om de enorme summer, som undgår beskatning, og om hvem der ejer formuerne i skatteparadiserne. Benny Åsman skriver (på svensk) på sin blog mere om afsløringerne.

Indien: Større styrke end hæren

Over hundrede millioner indiske arbejdere strejkede i to dage i februar, i den største strejke i arbejderklassens historie. Den indiske arbejderklasse kunne blive en langt stærkere kraft end hæren. Af Soma Marik, i
International Viewpoint, marts 2013.

Opstanden spreder sig

I Slovenien spreder opstanden sig. Fagforeningerne har spillet en afgørende rolle i modstanden mod de forskellige angreb på de sociale goder. bl.a med en demonstration med over 30.000 deltagere mod skatteændringer, der især tilgodeser de rigeste.
Af Lucien Perpette i International Viewpoint, februar 2013.

Cubakrisen 50 år efter

Verden stod stille den sidste uge af oktober for 50 år siden, fra det øjeblik, hvor det blev kendt, at Sovjet havde placeret atombevæbnede missiler på Cuba, indtil krisen sluttede officielt – selv om det, hvad der ikke blev sagt offentligt, netop kun var officielt. I den britiske avis The Guardian ser den amerikanske samfundskritiker Noam Chomsky tilbage på konflikten, hvor USA’s præsident Kennedy spillede russisk roulette med atomkrigen.

Nyt jordrøveri

Sri Lankas landbrugsjord bliver markedsført aggressivt som investeringsobjekt for agroindustrien fra Golflandene til skade for småbønder og kvinder, skriver B Skanthakumari. Det er et generelt problem for en lang række lande, også i Afrika syd for Sahara. International Viewpoint 447, april 2012.