RELATEREDE ARTIKLER

Macron som præsident: Den kapitalistiske offensiv vil skærpes Storm og kompas Iglesias genvalgt på Podemos-kongres Kommuner afviser uretmæssig gæld Venstrefløjen styrket i Podemos Efter 14. juni, kampen fortsætter Aftale mellem Podemos og Izquierda Unida "Krisen" i Podemos Frankrig rejser sig – om natten 1-år med Syriza ved magten Frem mod et demokratisk brud og et stop for nedskæringer Uventet aftale på venstrefløjen skaber sejre og afslører modsætninger Socialdemokratisk regering med støtte fra venstrefløjen Nationalisme og krigsmageri vandt valget Græske soldater nægter at gøre front mod flygtninge Venstrefløjspartiet vandt – men venstrefløjen tabte Højrefløjen mister flertal, Venstre-Blokken går frem SYRIZA fik klar sejr - i skyggen af lav valgdeltagelse og nye nedskæringer Venstrefløjen bryder med Tsipras Demokrati mod finans-kolonialisme Solidaritet med de fængslede demonstranter fra 15. juli Konsekvenserne af kapitulationen Udtalelse om aftalen og Syrizas fremtid Flertal i Syrizas Centralkomite siger nej til aftalen med EU Det græske Nej er et signal om afgørende kampe mod Trojkaen Kan Ciudadanos redde højrefløjen? Kommission skal revidere den græske gæld Vejen til folkemagt? ”At gå denne vej kan kun betyde nederlag” “En sandkorn i maskineriet” Venstrefløjens opgaver efter SYRIZAs sejr Podemos stormer frem En eksemplarisk kamp, som kan smitte ”Forandringen kommer ikke fra EU-parlamentet” Efter kommunalvalget og demonstrationerne 12. april ”Podemos!” (Vi kan!) Vælgerlussing til franske socialdemokrater “Hvid tidevandsbølge” skyller privatiseringsplan i sundhedsvæsenet væk Protestbølgen 2012-13 Højrefløjen kriminaliserer abort Aktionen mod Gyldent Daggry Modstanden på Taksim Optøjer og politivold i Tyrkiet Krisen på den radikale venstrefløj og debatten i Sinistra Critica Vend siden og skriv en ny bog Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Politisk dødvande, mens nedskæringer fortsætter – og dræber Venstrefløjens historiske ansvar i Grækenland Jorden til dem, der dyrker den Nyt baskisk venstrefløjsparti efter strategisk kursændring Ingen stemmeopfordring fra Sinistra Critica Syrizas ledelse udfordret fra venstre Kan SYRIZA blive et nyt PASOK? Udsigten til en venstre-regering i Portugal Afvis trojkaens tyveri og vælt regeringen Retten til selvstændighed og venstrefløjens forslag En million i oprør i gaderne Farvel Spanien? Brev fra Alexis Tsipras til EU-Kommissionens formand Vi skal genskabe troen på at mobilisere ”Vi har præsenteret et antikapitalistisk svar” Venstrefrontens Jean-Luc Melenchon er præsidentvalgets overraskelse Græsk hospital nu under arbejderkontrol! Absolut flertal til højre Farvel til Berlusconi - nu skal vi kæmpe imod bankdirektørernes regering EU-topmødets aftale er uacceptabel Grækenland på randen undtagelsestilstand – et spørgsmål om dage Vi vil ikke betale jeres ejendomsskat! Vi vil vælte jer! Kæmpe sejr for de indignerede 15. Maj bevægelsen i Spanien Stop betalingerne- slet gælden – nationaliser bankerne under arbejderkontrol – ud af eurozonen og EU nu! En fabriksarbejders livshistorie ”Et nederlag, som skal kaldes, hvad det er” Oppe og nede Arabisk forår og spansk sommer Den yderste venstrefløj i en blindgyde Social modstand er løsningen – ikke et farvel til euroen Succes for den anti-kapitalistiske venstrefløj i lokalvalgene Berlusconismen i krise – og venstrefløjen på et sidespor Mobiliseringerne fortsætter Modstand mod Sarkozys pensionsreform skaber en eksplosiv situation Meningen med den græske krise "Eliten er i gang med at hævne sig på befolkningen" Tørklædesag i fransk valgkamp Stor fremgang til venstrefløjen 'Vi vil have selvstændigheden til at materialisere sig' Oprør og antikapitalistisk samling Grækenland i oprør Billeder fra historiske protester i Grækenland På vej mod et nyt antikapitalistisk parti Antikapitalisme i EU-valget ”Det røde postbud” blev udspioneret 11 teser om hvordan den italienske venstrefløjs krise kan imødegås Neo-fascister opruster under Berlusconi Splittet venstrefløj tabte alt Fremgang for venstrefløjen Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Sydeuropa

11.02.12 | OKDE-Spartakos

Tip en ven      |    Print  

Grækenland: Omstrukturering, revision eller sletning af gælden?

Den græske venstrefløj kæmper med næb og kløer imod de brutale nedskæringer, som regeringen og de udenlandske kreditorer forsøger at gennemføre. Men samtidig foregår der en intens debat på venstrefløjen om, hvad alternativet er.

Organisationen OKDE-Spartakos har for nylig vedtaget nedenstående udtalelse, som går kraftigt i rette med fortalerne for en gældsrevision. OKDE er den græske sektion af Fjerde Internationale og indgår i alliancen Antarsya.

Siden starten på den græske gældskrise har venstrefløjen og arbejderbevægelsen fremsat tre forskellige krav: enten at omstrukturere gælden (for at nedskrive den), at gennemføre en revision eller helt at afskrive gælden. Det handler ikke bare om forskellige paroler, men indebærer også forskellige strategier. OKDE har, på linje med ANTARSYA, støttet den sidstnævnte model.

Det første krav er blevet foreslået af Synaspismos (og dermed af flertallet i SYRIZA) og, i en mere konservativ udgave, af Fotis Kouvelis' Demokratiske Venstre. Ideen har været at forhandle med kreditorerne for at afskrive en del af gælden, så den igen bliver tålelig. Ikke desto mindre er det det, som sker netop nu, på regeringens og EU's initiativ, eftersom det er åbenlyst, at hele gælden aldrig vil kunne tilbagebetales. Kreditorerne foretrækker derfor at miste en del af deres profit, hellere end at miste det hele, samtidig med at de bliver kompenseret med nye, mere gunstige betingelser (lave lønninger, afregulering af arbejdsmarkedet osv.) I forhold til fremtidige investeringer. Denne type forhandling er et direkte borgerligt projekt, og det er den eneste “omstruktureringsproces” i den virkelige verden. Og derfor har kravet om omstrukturering af gælden snart mistet sin troværdighed som et element af et svar fra arbejderbefolkningen, og det har efterladt de partier på venstrefløjen, som gik ind for det, i forlegenhed.

Der er brug for mere diskussion om kravet om en revisionskommission, som kan efterse gældsaftalerne og bevise, at nogle af dem er illegitime. Det grundlæggende formål med denne kommission skulle være at afsløre for masserne, at den gæld, som de er udset til at betale, ikke er retfærdig eller legitim. På denne baggrund lancerede nogle græske økonomer for halvandet år siden, sammen med politikere fra venstrefløjen og tidligere PASOK-medlemmer (som fx MF'eren Sofia Sakorafa) en appel om en Revisionskommission (ELE). Dette forslag er i dag langt mindre rettidigt end før, og det ser ikke ud til, at der er gjort noget særligt for at danne en sådan komité. Det er dog stadig vigtigt at se nærmere på den grundlæggende idé bag forslaget.

Forslaget om en revisionskommission vil kunne kombineres med kravet om at slette gælden eller ej, men de to krav er ikke lige væsentlige. I vores tilfælde stod dette spørgsmål åbent i den oprindelige appel om ELE. Imidlertid har dette ikke været det eneste problem med dette initiativ. Det store spørgsmål er, hvilket synspunkt man starter fra: at tjekke, om gælden er legitim i henhold til nationale og international lovgivning, og hvis ja, så slette en del af den? Eller, modsat, at nægte at arbejderklassen betaler gælden, uanset om den er legitim eller ej?

Der er fem væsentlige grunde til at gå imod den Græske Revisionskommission (ELE), hvis man anlægger et klar antikapitalistisk svar på krisen og i stedet går ind for af slette gælden:

1. Den offentlige gæld i Grækenland har ikke samme karakter som gælden i den tredje verden. Økonomisk er den ikke påtvunget af udenlandske imperialistiske lande, som plyndrer landet og tjener på et ulige bytte i kraft af en forskellige produktivitetsgrad, selv om et ulige bytte ganske vist vist spiller en vis rolle. Gælden er et resultat af en udviklingsstrategi, som frivilligt er valgt af den græske kapitalistklasse, som også er imperialistisk. Denne ekstra-aggressive strategi, som omfattede en overdreven offentlig låntagning og økonomisk indtrængen i Østeuropa med hjælp fra euro-valutaen, er slået fejl og bliver nu straffet i den inter-imperialistiske konkurrence i forhold til, hvem der skal lide under krisens byrder. Desuden bliver det stadig mere åbenlyst, at gældskrisen i Grækenland ikke skyldes en særlig national særegenhed, men at den den er en del af international strukturel kapitalistisk krise, i sidste ende en overakkumulationskrise, som i første række (men ikke udelukkende) rammer de svage led som for eksempel Grækenland. Teknisk set er der stort set ingen kontrakter, som en kommission kan eftertjekke, fordi den offentlige låntagning, i modsætning til hvad der normalt sker i den tredje verden, er sket gennem udstedelse af statsobligationer, og ikke lån (i det mindste indtil memorandumet). Så hvis der er noget at afsløre med hensyn til gælden, er det ikke skandaler, men derimod gældens grundlæggende struktur som en mekanisme, der forstærker den klassemæssige udbytning. Denne opgave vil imidlertid grundlæggende ikke blive løst ved et gælds-eftersyn, men derimod gennem marxistisk politisk analyse, politisk arbejde og, selvfølgelig, gennem kamp.

2. Det er ikke et reelt problem at overbevise arbejdere og undertrykte i Grækenland om, at gælden er uretfærdig. De fleste er allerede overbevist om dette, og venstrefløjens uvilje mod at tale om sletning af gælden for ikke at ”skræmme” masserne har vist sig at være uforholdsmæssigt konservativ, hvis den ikke simpelthen har været hyklerisk. Det er slående, at kravet om et umiddelbart stop for tilbagebetaling af gælden og kampen for at få den slettet (undtagen den del, som ejes af pensionsfonde) har været et af de første, der blev stemt om i det store folkemøde på Syntagma-pladsen under ”indignados”-bevægelsen, selv om det på daværende tidspunkt kun blev fremført af den ”yderste” venstrefløj (mest tydeligt af ANTARSYA).

Ifølge de seneste meningsmålinger støtter over en tredjedel af den såkaldte offentlige mening en sletning af den offentlige gæld – en andel som åbenlyst er højere, hvis man kun spørger arbejderklassen. Dette er en meget væsentlig andel, i betragtning af den brutale propaganda fra de græske regeringer og massemedierne om, at en statsbankerot vil indebære en total katastrofe for os alle. Det er også slående, at Kommunistpartiet, efter at have afvist kravet i over et år, nu har skiftet holdning og taget det til sig, uden af den grund at skræmme masserne eller miste popularitet. Det virkelige problem er ikke at forklare masserne, at de ikke skal betale gælden (det ved de allerede), men at vise, hvordan de konkret kan undgå at betale den, hvordan de kan gennemtvinge en sletning, og hvordan de kan forsvare sig selv mod det nationale og internationale borgerskabs hævntogt, i tilfælde af, at det lykkes at gennemføre det.

Selvfølgelig forholder det sig helt anderledes med hensyn til en international solidaritets-kampagne. I vores tilfælde bliver det virkelig afgørende at vise, hvordan gælden udbytter og ødelægger de græske arbejdere, for at overbevise folk, som ikke umiddelbart er påvirket. Pointen er ikke at skælde ud på aktivister i udlandet, som skriver under på kravet om en Revisionskommission – fra deres synspunkt kan det være et symbol på solidaritet. Men ikke desto mindre vil et krav om gældsrevision være et klart skridt baglæns.

3. Situationen i Grækenland er helt forskellig fra Ecuador, som man gerne henviser til som et succesfuldt eksempel på en gældsrevision. I Ecuador var det den progressive regering selv, som tog initiativ til at nedsætte en revisionskommission og kontrollere kontrakterne vedrørende offentlig låntagning – i dette tilfælde var der faktisk sådanne kontrakter. Regeringen i Ecuador var et resultat af massebevægelser og arbejderkampe, selv om den på samme tid afslørede sine svagheder. Omvendt er såvel den nuværende ”nationale enhedsregering” som den tidligere PASOK-regering i Grækenland de centrale aktører i den brutale krig, som borgerskabet har erklæret mod arbejderbefolkningen. De handler på vegne af kapitalen uden nogen hensigt om at acceptere selv det mindste klassekompromis. Og det er velkendt, at både den græske stat og de græske kapitalister er fast besluttede på at garantere kreditorerne, at de ikke vil miste deres penge.

En sletning af gælden ville være en trussel ikke alene mod hele deres udviklingsstrategi , men også mod deres egne umiddelbare interesser, eftersom mange af dem selv er kreditorer (over en tredjedel af gælden ejes af græske banker). Så det er absurd at bede en regering af denne type om tilladelse til, eller om at få de ”nødvendige redskaber” til, at tjekke kontrakterne – som det udtrykkes i det oprindelige krav om en Revisionskommission. Et krav af denne type lægger op til, at vi har et fælles problem med regeringen, noget i stil med en ”national sag” eller en national kamp mod den udenlandske ”udplyndring” af vores land.

Tværtimod er vores vigtigste opgave lige nu at vise over for de oprørske masser, at ”vores” regering ikke bare skal kritiseres for at være for underdanig over for de udenlandske banker, men at den er en aktiv nøglefaktor i det angreb, vi er udsat for, og at den skal væltes. Dertil kommer, at det beløb, som Correas regering i Ecuador nægtede at betale med henvisning til illegitim gæld, udgør mindre end 5 procent af den nuværende græske offentlige gæld. Det internationale finanssystem kunne tolerere tabet i Ecuador, men det er ikke tilfældet i Grækenland.

Hvis Ecuador ikke er det rigtige eksempel til en sammenligning med Grækenland, så gælder det endnu mere et andet eksempel, som nogle gange bliver nævnt af ELE-økonomer: Rusland i 1998. Det er næppe nødvendigt at forklare, at i dette tilfælde var sletningen af den offentlige gæld et 100 procent borgerligt projekt, som handlede om en inter-imperialistisk konkurrence og ikke om folkets krav eller den russiske arbejderklasses interesser.

4. ELE er tænkt som en rent videnskabelig og teknokratisk komité med støtte fra kendte ”personligheder”. Det er ikke en kampagne eller en front, og den inkluderer ikke fagforeninger, politiske eller sociale organisationer (”den skal være uafhængig af politiske partier”, som der står i appellen). En første indvendig kunne være, at her er simpelthen tale om et bureaukratisk projekt, eftersom det ikke står klart, hvordan denne ekspert-komité vil kunne kontrolleres af massebevægelsen. Det er imidlertid ikke det eneste problem. Den politiske ramme for ELE, sådan som det er formuleret i den oprindelige appel, er overhovedet ikke ”neutral”, som de mest radikale underskrivere håber. Rammen er snarere socialdemokratisk. Det primære formål er nemlig at finde en vej ud af krisen uden at bryde med kapitalismen regler, men ved at regulere systemet. Ifølge appellen:

”Kommissionens formål skal være at klarlægge, hvorfor den offentlige gæld er opstået, hvilke betingelser den blev aftalt under, og hvad de lånte penge er blevet brugt til. På grundlag af disse tre vurderinger skal Kommissionen komme med passende anbefalinger til håndtering af gælden, også den del af gælden, som vurderes at være ulovlig, illegitim eller odiøs. Formålet med kommissionen vil være at hjælpe Grækenland med at tage alle nødvendige skridt i forhold til gældsbyrden.”

Denne type retorik styrker en falsk patriotisme, hvor man leder efter en udvej for at ”redde Grækenland”, ikke arbejderklassen og de udstødte og udbyttede lag. Men under krisen findes der ikke en udvej for Grækenland i abstrakt forstand, for der er ingen redning, der både er til fordel for kapitalister og arbejdere. Det er enten den ene eller den anden gruppe, som kan reddes, på bekostning af den anden.

5. Tekniske argumenter om gælden er nyttige , men sekundære og et supplement. Grundlæggende er den offentlige gæld i Grækenland ikke et teknisk problem eller et spørgsmål om redskaber, men et fundamentalt klassedilemma: Hvem betaler for krisen? Hvem bærer byrden for den ødelæggende proces, som krisen krisen har sat i gang? Den gæld, som den arbejdende befolkning og de undertrykte bliver tvunget til at betale er ikke uretfærdig, fordi den bryder med lovgivning, men fordi den brutalt skader deres grundlæggende interesser og rettigheder. Hvis diskussionen kun handler om tekniske spørgsmål, er det åbenlyst, at regeringen og borgerskabet, med alle deres specialister, eksperter, massemedier og propagandaapparater vil have en klar fordel. Det væsentlige er den politiske kerne af kravet om at kontrollere gælden: Arbejderklassens ret til at få adgang til data om statsfinanserne, regnskaber og fonde eller, med andre ord, arbejderkontrol. Vi støtter dette krav. Men det er netop et overgangskrav, som ikke kun indfries under kapitalismens og den borgerlige stats betingelser. Og det er selvfølgelig ikke til nogen nytte at bede om ”nødvendige skridt” fra en borgerlig regering for at kæmpe for dette mål.

Vores uenighed med både Revisionskommissionen og de forskellige venstreorienterede omstrukturerings-programmer er strategisk, men har også umiddelbare konsekvenser for vores forslag i massebevægelsen. Vi bør ikke acceptere, at vi alle står med et problem, som kan løses til glæde for nationen som helhed, uanset hvor ”progressiv” den foreslåede løsning måtte være. Arbejderklassens og de udstødte gruppers vigtigste opgave er ikke at overbevise resten af nationen, men at konfrontere den med kampe, strejker, produktions-blokader osv. for at gennemtvinge en afskrivning af gælden – uanset om den er ulovlig, illegitim eller odiøs. De er ikke bange for vores argumenter. De er bange for vores styrke til at true borgerskabets klasseherredømme.

OKDE – Spartakos, græsk sektion af Fjerde Internationale

Oversat af Karina Skov

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 20

Appel til den Pakistanske regering og styret i Gilgit-Baltistan regionen

På torsdag skal højesteret i Pakistan genbehandle sagen mod Baba Jan, politisk aktivist og fagforeningsleder. I den forbindelse samles der underskrifter på nedenstående solidaritetserklæring. Vi ønsker fra SAP’s side at styrke opmærksomheden på dette politiske overgreb - og bringer i den forbindelse solidaritetserklæringen som denne uges ugekommentar. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.