RELATEREDE ARTIKLER

Hvad Oktober 1917 kom til at betyde Fra Oktober til i dag Revolution på familiefronten Brød, sex og verdenskrig Seksuelle relationer og klassekamp Revolution i børnehøjde Opstanden, der bragte tre århundreders zar-styre til fald Sådan blev scenen sat for en revolution Ernst Thälmann og den tyske kommunismes tragedie Trotskij på banen Marshallhjælpen – hvad gik den ud på? I Ukraine hyldes jødemordere Påskeoprøret i Irland 1916 Rosa Luxemburg i vores tid Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Det kommunistiske Partis Manifest Clara Zetkins kamp for enhedsfronten Hvorfor er Putin bange for Trotskij? Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig ”Vort blod har samme farve!” Kapitalismens verdenskrig og kampen imod den Ernest Mandel og den marxistiske teori om bureaukratiet Arbejderenhed og feminisme på Kominterns kongres Da verden gik amok The Spirit of '45 Rådsdemokrati vs. parlamentarisme Dannelsen af Fjerde Internationale Ingen fredelig vej til socialisme Da Galgebakken sagde nej til huslejestigninger Den spanske borgerkrig sat i rammer Historien om en revolutionær Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Danske jøder evakueret Rosa Luxemburg – en ørn Aktivisten Poul Møller – nu hædret med både medalje og orden Den »svenske revolution« i 1917 ”Man må aldrig give op” De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted En snak over en kasse efterladte papirer Hvad er Socialdemokratiet? Jagten på den historiske Lenin Karl Marx og Første Internationale Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Islam og demokrati Fascismens Italien En fabriksarbejders livshistorie Revolutionen i Tønder 1918-19 Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik Perspektiver for Palæstina Internationalens nødvendighed Var PET-oplysninger årsag til attentat? SAP og det politiske politi Kommission med skyklapper Kommissionen der brugte 10 år Reaktion eller revolution Revolution i Tyskland Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende Intelligent slubbert på visit Den røde terror Den hvide terror Borgerkrigens tunge arv Stalinismen, nazismen og det daglige folkemord Den rensende revisionismes diskrete charme

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Historie

28.05.08 | Chris den Hond

Tip en ven      |    Print  

Maj 68: »Mere plads i dag til en anti-kapitalistisk venstrefløj end dengang«

»I 1968 var den yderste venstrefløj en lille organisation blandt studenterne, men uden nogen forankring i arbejderklassen. I dag er det næsten omvendt,« siger Alain Krivine, en af veteranerne fra det franske 68-oprør.

Var det kun studenterne, som gjorde oprør i maj 68?

I de fleste lande var maj 68 et studenteroprør, som skyldtes to sammenfaldende forhold: På den ene side var mange af arbejderklassens børn i mange lande begyndt at komme ind på universiteterne, som havde nogle fuldstændig forældede strukturer – der var virkelig nogle interne problemer på universiteterne. Den anden grund var den enorme politisering blandt studenterne i forhold til Vietnam-krigen. Det er sammensmeltningen af disse to faktorer, som førte til et studenteroprør i Frankrig, Mexico og en række andre lande.

Dertil kom – og det er for mig afgørende – et arbejderoprør, som sluttede sig til studenteroprøret, først og fremmest i to lande: i Frankrig og lidt senere i Italien, hvor det varede et helt år. I Frankrig vil jeg især minde om, at udover studenterbevægelsen, som mange har analyseret grundigt, havde vi også den største generalstrejke nogensinde. Den varede i mere end tre uger og omfattede 10 millioner strejkende arbejdere med næsten alle fabrikkerne besat, den røde fane hang over fabrikkerne. Det er det centrale aspekt.

Hvad er der sket med alle aktivisterne og lederne fra maj 68? Nogle af dem som Daniel Cohn-Bendit siger, at folk som du ikke har udviklet sig siden dengang?

Flere af studenter-repræsentanterne fra 1968, som Leismar eller Sauvageot, har flyttet sig politisk i mindre grad. Dengang troede de, at det var en revolution, uden at vide særlig godt, hvor de ville hen. Bendit var mere en libertiner, og Jossmar stod tættere på det venstrereformistiske parti PSU (det Forenede Socialistparti), men jeg tror, at de havde mange illusioner om perspektiverne i 68.

Det, som skete, var, at efter det politiske nederlag i 68 (det kapitalistiske samfund fortsatte), forsøgte de lidt vilkårligt at genoplive begivenhederne, lige efter 68. De henfaldt til en vis grad til venstresekterisme og opdagede at arbejderklassen ikke fulgte dem, hverken i 68 eller efter. Meget hurtigt konkluderede de så, at der ikke længere var en arbejderklasse, og at klassekampen var forbi, en dinosaurernes kamp, og de tilpassede sig systemet.

Daniel Cohn-Bendit – jeg kendte ham godt i 1968 og senere i Europa-Parlamentet – har bevaret nogle gode sociale holdninger – antiracisme, antifascisme, men hvad angår de grundlæggende problemer, er han blevet liberal. Han arbejder i dag med de liberale. Det er et farvel til arbejderklassen og et farvel til det, som i bund og grund var 1968.

1960’erne var en vækstperiode for kapitalismen. Sker det samme i dag?

Det er rigtigt, at der i 1968 var et kraftigt økonomisk boom. Bare for at give et enkelt tal, så var der ikke mere end 300.000 eller 400.000 arbejdsløse i Frankrig. I dag er der 5 millioner. Det er afslutningen på dette økonomiske opsving. Vi har endda den modsatte situation. I dag kan den finansielle krise gå meget langt, og frem for alt giver kapitalisterne, i deres uafbrudte konkurrence og profitjagt, intet rum for at reformisterne kan gennemføre reformer. Det er dette, som forklarer, at reformisterne bliver social-liberale. Socialdemokraterne tilpasser sig i dag fuldstændigt til kapitalismen, fordi de ikke kan lave reformer, de får ikke lov til det. I den forstand er der en radikal ændring af situationen, som forklarer, at der i dag er bedre plads end dengang for en antikapitalistisk venstrefløj.

I 1968 blev mange mennesker politiseret af den antikoloniale og antiimperialistiske kamp. Sker det samme i dag?

Det er rigtigt, at der i 1968 var en stor politisering, som især handlede om Vietnamkrigen, men som i hvert fald i Frankrig også omfattede en generation, som kom ud af krigen i Algeriet, og hvor vi var blevet politisk bevidstgjort gennem støtten til den algeriske befrielsesfront FLN. Krigen i Algeriet og senere i Vietnam var begivenheder, som fik enorm betydning.

Dette tema er i dag næsten endnu vigtigere, for krigen er stort set alle steder. Mange folk tænkte, at med Sovjetunionens sammenbrud var det overstået, og sagde: »Nu hvor der ikke er nogen blokke, vil der ikke være krige.« Det er sket præcis det modsatte, der er mere krig end nogensinde. Først og fremmest i dag med for eksempel med Israels krig mod det palæstinensiske folk, og krigen i Irak. Den eneste forskel er, at vi ikke har at gøre med krige mellem stater. I dag er det krige, der føres af imperialistiske stater, især af USA, mod befolkningerne, ikke mod hære som sådan, og det gør tingene både mere komplicerede og mere frygtelige. Vi befinder os i åben krig. Jeg tror, at antikrigsbevægelsen kan være og er en dimension i politiseringen af de nye generationer.

Hvordan skal man forstå den måde, som det franske kommunistparti, PCF, afsporede generalstrejken i 1968? PCF og PS (socialdemokraterne) har jo en lige så dominerende rolle i arbejderbevægelsen nu, som de havde i 1968.

Man skal huske, at i 1968, i hvert fald i Frankrig, var kommunistpartiet totalt dominerende i arbejderklassen. De styrede totalt CGT, den største faglige landsorganisation. Omvendt havde PCF ikke kontrol over studenterne. Og da bevægelsen rullede, var reaktionen typisk for stalinistiske bureaukrater, de var bange for en bevægelse, som de ikke kontrollerede. De blev sat fuldstædigt ud på et sidespor. På virksomhederne løb bevægelsen dem hurtigt over ende, men her lykkedes det alligevel at bevare kontrollen til en vis grad.

Derfor foregik alliancen mellem studenter og arbejderne på gaden. Det var symbolsk, men stak ikke dybt. For at give et enkelt eksempel: Da vi hørte at strejken var brudt ud på Renault-Billancourt – 30.000 arbejdere, den franske arbejderklasses nervecenter – gik vi adskillige tusinder i demonstration til fabrikken. Vi blev mødt af en fabrik, hvor alt lå stille, hvor alle arbejdere sag på tagene og i vinduerne, men der var ikke en eneste klapsalve.

I deres ansigter stod den stalinistiske propaganda: »De småborgerlige venstrefløjs-eventyraktivister kommer.« Især i begyndelsen. Men bevægelsen løb dem over ende. Alligevel kom de i en vis forstand kom de over det, for da spørgsmålet om magten blev stillet, en enkelt dag eller to, ved afslutningen af bevægelsen, da De Gaulle rejste til Tyskland, så vendte arbejderne blikket mod studenterne, men de havde ingen tiltro til studenterlederne, i forhold til at tage magten. De vendte tilbage til deres parti, som absolut ikke havde lyst til at tage magten i kølvandet på en generalstrejke, og det var de Gaulle som genialt så, at PCF ikke ønskede at tage magten og udskrev valg. PCF sagde straks: »Ja, ja til valg«, hvilket var det samme som at begrave en udenomsparlamentarisk bevægelse.

Da mellemlagene, som havde allieret sig med arbejderklassen, forstod, at der ikke var noget perspektiv til den side, gik de tilbage til deres gamle holdninger om at forsvare det bestående, lov og orden, og det skubbede alting mod højre. Omvendt, og det er pudsigt, betalte PCF ikke prisen med det samme for det, som vi kan kalde deres forræderi. Det er først meget senere, også de allerseneste år, at der er sket en total ændring, og hvor man er blevet klar over, at begyndelsen til deres brud med ungdommen og arbejderklassen var den manglende forståelse i 1968.

Vi har altså en fuldstændig ny situation. Før sagde man: »Når man står til venstre, stemmer man kommunistisk.« I dag er den ’sikre stemme’ – som i mine øjne er en spildt stemme, men sikker i forhold til de parlamentariske institutioner, ikke det kommunistiske parti, men det socialistiske parti, men hvor partiets forbindelse til arbejderklassen i bund og grund er rent vælgermæssigt.

Der er således opstået et totalt tomrum i dag, som må få os til at overveje, hvad der præcist kan skabe et sejrrigt maj 68 under nye betingelser. Vi har et borgerskab, som mere end nogensinde går til angreb, som ødelægger de sociale landvindinger. Vi har en traditionel venstrefløj, som er miskrediteret, især kommunistpartiet, som nærmest er på vej til at forsvinde. Og så har vi en generation, som vil kæmpe, som ikke genkender sig selv i den traditionelle venstrefløj, og som mangler en venstrefløj, der virkelig kan imødekomme disse målsætninger og overvejelser.

Derfor er der i en vis forstand flere grunde til at gøre oprør i dag end i 1968, men i dag har de først og fremmest mange flere redskaber. Den yderste venstrefløj var en lille organisation med basis blandt studenterne, men uden forankring blandt arbejderne. I dag er det næsten omvendt.

Maj 68 gav grobund for revolutionære grupper, trotskister, maoister og andre typer. I dag er de fleste forsvundet, andre har ændret sig. I 2008 er det ikke den trotskistiske eller maoistiske identitet, der er afgørende. Man kalder sig marxistisk eller antikapitalistisk. Hvad er der blevet af ånden fra 1968?

Den yderste venstrefløj i 1968 var et produkt af en periode. 1968 var et bindeled mellem en gammel arbejderbevægelse, hvis udtryk var den røde fane, barrikaderne, Pariserkommunen, arbejderklassen, Internationalen – og på den anden side fødslen af det, som man i dag kalder den nye sociale bevægelse med krav, som eksploderede senere, men hvor spirerne eksisterede i 1968. Udover de traditionelle arbejderklassekrav, er det indvandrernes krav, kvindernes, de homoseksuelles, de boligløses og så videre, en ny bevægelse for en anden verden.

Den store forskel til situationen i dag er, at i 1968 var der i Sorbonne-universitetets gård portrætter af Mao, Lenin, Marx, Stalin og Trotskij. Se på de unges demonstrationer i dag, der er ikke et eneste portræt. Den eneste, der stadig eksisterer på t-shirts , er Che Guevara, det er alt. Så vi ser en anden form for politisering.

I dag har vi en antikapitalistisk venstrefløj, som ikke tager form som en programmatisk afgrænset yderste venstrefløj, defineret som trotskistisk, maoistisk og så videre. Det er en venstrefløj, som ønsker at bryde med kapitalismen. Det er en generation, som ønsker at slås, som afviser den traditionelle venstrefløjs forræderier eller eftergivenhed, og som ønsker at opbygge en venstrefløj, som er virkelig antikapitalistisk.

Oversat af Åge Skovrind fra www.lcr-lagauche.be

 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 21

Feminisme på International Ungdomslejr

Den 23.-29. juli afholdes den 34. internationale socialistiske ungdomslejr, hvor omkring 500 unge aktivister hvert år samles for at dele erfaringer fra bevægelser og kampe imod udbytning og undertrykkelse. I år afholdes lejren på sydspidsen af det italienske fastland. Og på baggrund af den internationale kvindebevægelse, som specielt i Italien har mobiliseret titusindvis af mennesker både den 25. november 2016 og den 8. marts i år, vil feminisme blive et centralt tema på lejren. Det er en anledning til at lære af erfaringer på tværs af grænser. Og en anledning til at styrke og udvikle de internationale bånd, der er blevet knyttet som en del af bevægelsen. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.