RELATEREDE ARTIKLER

Hvilken løsning for arbejderbefolkningen? Efter generalstrejken 28. april Brasilien ramt af første generalstrejke i 20 år Bliver Venezuela til et diktatur? Sandinisme eller "Danielisme"? Masseprotester over hele Mexico mod ”gasolinazo” - prisforhøjelser på el og benzin Historisk revolutionært massemøde Fidel Castro er død Skal vi stemme eller lade være? Temer opretter en komité for racerenhed Hilser freden velkommen, men presser på for social retfærdighed Bittersød eftersmag En blå bølge "Jordskredsvalget": Den bolivariske proces i krisetider »Vi vil have en hård venstrefløj, som fordømmer den politiske kaste og kæmper med arbejderne.« ”Der er ingen vej tilbage” "Hverken den 13. eller den 15. repræsenterer os" Vejen til folkemagt? Cuba: En sejr og et par risikomomenter Hvad har menneskerettighederne at gøre med en kanal i Nicaragua? Krise og modstand i Mexico Genvalg til Morales - revolutionær forandring stadig på dagsordenen? Den aktuelle debat handler om, hvordan man stopper offensiven fra den neoliberale højrefløj Kan et land have en revolutionær stat og en kapitalistisk økonomi? Vores Cuba Hernandez godkendt som vinder, anklager om valgsvindel Juni-vinden blæser stadig Da Pinochet inviterede nyliberalismen Ingen fredelig vej til socialisme Den folkelige opstand er retfærdig! Stop undertrykkelsen! Historien om en revolutionær Efter Chavez: Et muligt scenarie Nyt politisk landskab i Mexico Nederlag for højrefløjen, udfordringer til venstrefløjen “7. oktober: Chavez som præsident – 8. oktober: Ud med bureaukraterne” Argentinas eksempel fra 2001 Rio +20 og videre frem Topmøde i Venezuela starten på “ny historisk fase” Udsigt til et socialt og politisk forår Humalas sejr - et ryk til venstre Den neoliberale strategi slog fejl i Cuba Et farligt og modsætningsfyldt dokument Den venezuelanske revolution PT-valgsejr med bismag Venstrefløjen vinder valget, men højrefløjen gik frem Revolutionens udfordringer Den internationale situation sommeren 2010 Forsvar og styrk den bolivarianske revolution med et bevæbnet og mobiliseret folk Cochabamba viser vej Lav en aftale om jordens overlevelse! Solidaritet med indfødte folk fra den peruanske regnskov Konsolidering af kuppet i Honduras? Uafhængig kandidat udfordrer de to blokke Tiltrængt demokratisering af medierne Det herskende oligarkis kup Nationaliseringer og klassekamp Venstrefløjen sejrede Morales vandt – igen Alle er enige: De andre tabte Fri abort stoppet af veto Regionalvalg i Venezuela Mexico i krig Livet efter Fidel Hugo Blanco – arresteret og løsladt Peruviansk bondeoprører arresteret Karakteristiske træk ved erfaringerne fra Venezuela, Bolivia og Ecuador Historisk afstemning viser vilje til forandring Karakteristika ved udviklingen i Latinamerika Venezuelas arbejderbevægelse ved en skillevej Venezuelas revolution i krydsild

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Latinamerika

05.11.11 | Jean Batou og Juan Tortosa

Tip en ven      |    Print  

Chile: Nye perspektiver for den antikapitalistiske venstrefløj

Interview med Sebastian Farfán Salinas, formand for studenterrådet på universitetet i Valparaiso.

Sebastian Farfán Salinas (23) er også medlem af forretningsudvalget i Contech, det chilenske studenterforbund. Han kommer fra en fattig familie og var den første i familien, der kom på universitetet, hvor han læser historie.

SolidaritéS: Hvordan er situationen for den antikapitalistiske venstrefløj i Chile i dag?

Sebastian Farfán Salinas: Den antikapitalistiske venstrefløj i Chile forsvandt stort set i 60'erne og 70'erne, ikke bare på grund af diktaturets undertrykkelse, men også efter kampene med Frente Patriótico Manuel Rodriguez (1), og på grund af den meget brutale undertrykkelse fra de efterfølgende centrum-venstre-regeringer (2). Det skal så også siges, at de sociale og ideologiske konsekvenser af den triumferende neoliberalisme i 90'erne var til fordel den såkaldte dialog, som tegnede et lyserødt billede af fremtiden. Fra 90'erne blev venstrefløjen på den måde fastholdt i en slags marginalisering, der bare kunne organisere små grupper på universiteterne, men siden midten af det seneste årti, er situationen efterhånden blevet forandret, med en klar forbedring af de fælles kræfter og en intern reorganisering, som gjorde det muligt at forholde sig til 'pingvin-revolutionen' (3) i 2006 på en meget bedre måde, hvor vi igen kunne tage diskussionen op om et antikapitalistisk perspektiv.

SolidaritéS: Hvilke forbindelser er der mellem den nye venstrefløj og tidligere organisationer som MIR (4) eller Frente Patriótico Manuel Rodriguez?

Sebastian Farfán Salinas: De organisationer eksisterer stadigvæk, splittet op i forskellige retninger, der tit diskuterer indbyrdes. Men den nye generation, der er kommet til efter 2006, har ikke noget tilhørsforhold til disse organisationer - de prøver at finde at finde ud af og diskutere deres egne erfaringer, samtidig med at de prøver at genopdage, hvad der er sket før, og hvem der har ført an. Det er en generation, der udvikler sine egne politiske interventionsformer og måder at gribe tingene an på. Den blev oprindelig organiseret meget forskelligt, regionalt bestemt, før den begyndte at samle sig i kølvandet på mange erfaringer, især fra skov- og minearbejdernes kamp i 2007, og i særlig grad fra studenterbevægelsen samme år.

Så var der nogen af os, der begyndte at gå efter poster med politisk ansvar inden for bevægelsen, efter at vi indtil da havde været hængt op på kampen mod centrum-venstre-alliancen og det chilenske kommunistparti. Det har gjort os i stand til at komme med venstreorienterede krav, som der blev lyttet til under disse mobiliseringer, krav som hverken centrum-venstre eller kommunisterne var interesseret i, f.eks. gratis uddannelse på alle niveauer, gen-nationalisering af kobberminerne og en ændring af grundloven. Det er på grundlag af disse utroligt rige erfaringer, at den antikapitalistiske venstrefløj i Chile er ved at blive reorganiseret.

SolidaritéS: Hvilke politiske referencer har den nye antikapitalistiske venstrefløj?

Sebastian Farfán Salinas. De grupperinger, der udvikler sig lige nu, har forskellige politiske referencer. Vi kan generelt se en autonom fløj, inspireret af Toni Negri, og en marxistisk fløj, som jeg selv hører til. Men vores vores marxistiske, leninistiske eller Che Guevara-referencer gør ikke, at vi danner små ideologiske organisationer, men vi prøver at opbygge et antikapitalistisk masseparti.

Det samme forløb er er sket mange steder i Chile, uafhængigt af hinanden. For eksempel har vi her i Valparaiso fundet ud af, at der eksisterer grupper over hele landet af samme slags som vores, men som vi ikke havde nogen forbindelse til. I løbet af det næste års tid vil vi prøve at samle denne revolutionære venstrefløj blandt studenterne i én marxistisk organisation på nationalt plan: Union Nacional Estudiantil (den Nationale Studenterunion). Vi diskuterer ivrigt indbyrdes, prøver at lære hinanden bedre at kende, men vi ønsker ikke at løbe ind i fortidens blindgyder, med alle de evindelige skænderier og fraktionerne, som havde rødder i fortidens nederlag,

SolidaritéS: Hvor står den antikapitalistiske venstrefløj i forhold til det nuværende lederskab af bevægelsen?

Sebastián Farfan Salinas. Det er lykkedes os at skabe en uafhængig blok inden for Confech med udgangspunkt i de antikapitalistiske grupperinger. Og selv om ledelsen traditionelt har været domineret af Kommunistpartiet, så er der kun et medlem af Kommunistisk Ungdom med blandt de otte medlemmer af den nationale ledelse, Camilla Vallejo, og én fra centrum-venstre, Giorgio Jackson. De seks andre hører til den uafhængige blok; tre af dem hører til den revolutionære venstrefløj, og de tre sidste sympatiserer med den, dvs. vi prøver at få dem med på vores projekt, Union Nacional Estudiantil.

Vores forhold til Kommunistpartiet er meget anspændt. Det ser os som farlige konkurrenter, der hele tiden går frem, og som ligger klart til venstre. Kommunistpartiets problem er, at centrum-venstre har lagt luft til dem, samtidig med at de politisk og valgteknisk er afhængige af dem. Men dem, der samarbejder med centrum-venstre - for os er det det allesammen nogen, der samarbejder med vores fjender. For den borgerlige presse repræsenterer Giorgio Jackson og Camilla Vallejo helt klart den moderate og 'ansvarlige' fløj af studenterbevægelsen, mens dem fra universitetet i Concepción, Guillermo Petersen, mig selv og andre, konstant bliver hængt ud som 'ekstremister' i medierne (5).

SolidaritéS: Hvor langt er I med organiseringen af en samlet antikapitalistisk venstrefløj i Chile på nuværende tidspunkt?

Sebastian Farfán Salinas: Vi er ved at prøve at få struktur på det. Det drejer sig om at samle forskellige grupper, der allesammen har en generel reference til marxismen. Det kan være, at de læser Che Guevara, som vi gør i Valparaiso, eller Manuel Enriguez, som de gør i Concepción, eller Lenin, som de gør nordpå osv. Der er mange grupperinger, og de er meget forskellige. Vi er allesammen antikapitalister, og vi har et revolutionært perspektiv, der handler om sociale forandringer nu. men hvis vi skal fortsætte fremad, så må vi udvikle et politisk projekt, der retter sig mod hele landet, et projekt, der går ud over de studerendes rammer, og som appellerer til arbejderne, dem, der bor i fattigkvartererne osv. Vi må finde en retning, udvikle et program og tage taktiske beslutninger.

SolidaritéS: Har I, inden for rammerne af bevægelsen, fået skabt forbindelser til fagforeninger og arbejdspladser, der vil med i kampen. Og hvis I har - hvad er det så for nogle forbindelser?

Sebastian Farfán Salinas: Vi har fået kontakt til de fagforeninger, hvor ledelsen godt vil kæmpe og faktisk også er revolutionære. Det er lykkedes os at forbinde kravet om fri uddannelse med kravet om en gen-nationalisering af kobberminerne. Det drejer sig om igen at få kontrol over vores naturressourcer, så vi kan opfylde kravene fra befolkningen,og at smide de multinationale selskaber ud, så kan vi finansiere gratis uddannelse og sundhedsydelser i Chile.

Vi har skabt en mobilisering omkring disse krav med SITECO-fagforeningen i El Teniente, en af de vigtigste kobberminer i landet. Deres leder er en ung og militant fagforeningsmand, Jorge Péna. Den 15. juni marcherede vi i Santiago, skulder ved skulder, kobberarbejdere og studenter. Det er en forbindelse, der er meget vigtig for os, for Chile er et økonomisk meget vigtigt land, der eksporterer råstoffer, og når kobberarbejderne går i strejke, så går Chiles økonomi i stå. Fagforeninger som SITECO - og det er ikke den eneste - kritiserer den bureaukratiske indstilling hos CUT (LO i Chile), der er tæt knyttet til de ledende lag i centrum-venstre.

SolidaritéS: Hvad er de vigtigst diskussioner, der skal føres, for at man kan bevæge sig i retning af at skabe en revolutionær antikapitalistisk organisation i Chile?

Sebastian Farfán Salinas. Det er ikke så længe siden, at Chile havde ulykkelige erfaringer med 'Movimiento de los Pueblos y los Trabajadores' (Arbejdernes og Folkets Bevægelse), der dukkede op i 2009, og som samlede mange forskellige retninger inden for den antikapitalistiske venstrefløj og de mest forskellige sammenslutninger og grupperinger. Problemet var, at bevægelsen så også blev fyldt med alle de gamle argumenter, som de forskellige grupperinger kom med. Vi tror, at det er nødvendigt at genoptage projektet med at skabe en landsdækkende antikapitalistisk venstrefløj, hvor vi skal begynde med de unge, der er blevet mobiliseret, selv om det tager lidt længere tid. Denne nye generation skal formes teoretisk, den skal lave et sammenhængende politisk program og udvikle den tillid, der er nødvendig imellem de mange grupper, som kan forene dem.

Vi har den samme opgave som Luis Emilio Recabarren, den første organisator af arbejderbevægelsen i Chile, socialist, senere kommunist, i begyndelsen af det 20. århundrede. De diskussioner, som vi har, kan sammenlignes med dem, der finder sted internationalt i forbindelse med kapitalismens nuværende krise, om socialisme i det 21. århundrede, om betydningen af parlamentsvalg - fordi vi er blevet opfordret til det af parlamentariske kræfter, centrum-venstre og kommunistpartiet.

Det, vi ønsker, er at holde vores organisation fast på at skabe, udvikle og organisere virkelige massebevægelser. Vi læser de marxistiske klassikere, vi diskuterer, og vi tænker, men vi vil også kæmpe imod alle de ledere af massebevægelsen, der kan finde på at gå på kompromis med den kapitalistiske verdensorden. Det er derfor, at den antikapitalistiske organisation, som vi vil bygge op, må opfylde to roller, både at uddanne sine medlemmer teoretisk og etisk, men vi skal også være i stand til at handle, til at gøre noget ved det, der sker i samfundet.

Vi vil ud over den marginalisering af den yderste venstrefløj, der var i 90'erne, hvor de forskellige grupperinger brugte det meste af deres tid på at diskutere med hinanden. Jeg har selv kæmpet for, at de forskellige studentergrupperinger i Valparaiso skulle forenes i vores sammenslutning, og det er på det grundlag, at jeg repræsenterer vores by i Confech. Vi har mange studentergrupperinger, der er nok omkring 60 velorganiserede aktivister, bare her på universitetet i Valparaiso.

SolidaritéS: Hvordan er dine forbindelser til Mapuche-aktivisterne? [mapuche er Chiles oprindelige (indianske) befolkning, red.]

Sebastian Farfán Salinas: De er meget vigtige. En sammenslutning af Mapuche-studenter er blevet optaget i Confech - selv om der egentlig ikke er et Mapuche-universitet, så kæmper Mapuche-studenterne for deres rettigheder, især deres kulturelle rettigheder. På trods af modstand fra centrum-venstre og Kommunistpartiet, så har optagelsen af Mapuche-studenternes sammenslutning medført, at de har fået én plads ud af otte i ledelsen af Confech.

SolidaritéS. Hvilken rolle spiller kvinderne i bevægelsen og ledelsen?

Sebastian Farfán Salinas. Chile er et meget konservativt, traditionsbundet samfund med hensyn til kvindernes rolle i samfundet. Ligesom i andre latinamerikanske lande, så bliver mænd ved med at have de dominerende positioner i alle sider af det sociale liv. Da Michelle Bachelet kom til magten, så var der meget snak om lighed, men der er ikke meget, der har ændret sig for det store flertal af kvinder. Ifølge undersøgelser i Chile, så tjener kvinder mindre end halvt så meget som mænd.

Når det så er sagt, så har vi inden for studenterbevægelsen oplevet en meget vigtig forandringsproces: Kvinder forventer at være ligestillede med mænd. På mit universitet er der mange kvinder, der er ledere, selv om spørgsmålet om ligestilling ikke er blevet formelt diskuteret. Før mig var det Jimena Munóz, der var leder af studentersammenslutningen i Valparaiso (og nu er hun leder af udviklingen af et folkeunuversitet i regionen). På det katolske universitet i Valparaiso er det også en kvinde, Carla Amtmann, der har været leder af bevægelsen.

SolidaritéS: Hvilken rolle spiller dine tanker om og din kamp for økologiske problemer, især i forhold til  Patagonien?


Sebastian Farfán Salinas: I Chile er det det hydroelektriske projekt i Aysen, i det sydlige Chile, der har polariseret debatten i et stykke tid. Det er et gigantisk projekt med mange dæmninger, især finansieret af spansk kapital, som skulle forsyne hele landet med elektricitet. I virkeligheden er omfanget af disse dæmninger ikke beregnet til at producere elektricitet for det chilenske folk, det er de multinationale selskaber, det drejer sig om - dem, der plyndrer vores ressourcer og ødelægger vores miljø for at skabe profit for storaktionærerne i de rige lande.

Det må siges, at denne mobilisering i høj grad har bidraget politisk til udviklingen af den nuværende studenterbevægelse. Ud over HydroAysen, så er der også Isla Riesco-projektet (mere end 100 km vest for Punto Arenas), hvis målsætning er kulminedrift for at formindske energiudgifter - og på den måde også produktionsudgifter - så er det lige meget, hvad det betyder for miljøet, men det giver også anledning til stærk modstand.

SolidaritéS: Hvilken forbindelse er der mellem jeres bevægelse i Chile og så de andre kræfter, der udfordrer den bestående orden i Latinamerika?

Sebastian Farfán Salinas: Med udgangspunkt i vores kamp er det lykkedes at skabe kontakter med andre organisationer i Latinamerika. For nylig med Frente Popular Dario Santillan i Argentina (en antikapitalistisk og antiimperialistisk bevægelse, grundlagt i 2004, der allerede har mange tusinde medlemmer). I et lidt bredere perspektiv har vi også kontakter med de mest venstreorienterede kredse omkring ALBA (Alianza Boliviriana para los Américas), især i Venezuela. Deres projekt er at skabe en bevægelse, der er i stand til at skabe en ny generation af revolutionære på kontinentalt niveau: Ammérica en pie (Stolt Amerika), og det skal ske på et møde i Porto Alegre i november.

Det er vigtigt for os at tænke på institutionelle succeser, der har en reformistisk karakter, som dem, der har vundet i Venezuela, i Bolivia, i Ecuador osv., og som under alle omstændigheder har betydet vigtige fremskridt, på trods af indre modsigelser. På internationalt plan har vores bevægelse været meget opmærksom på 'det arabiske forår', på indignados-bevægelsen i Spanien, og her for nylig, på den bevægelse med besættelser, der begyndte i Wall Street i USA. I Chile har vi forstået, at kampen om uddannelse er en udfordring for den centrale logik i kapitalismen, og at vi virkelig kan stå op imod den på et internationalt plan. Revolutionen er igen på dagsordenen for de nye generationer, der har vendt ryggen til det, som man snakkede om i 1990'erne, med 'the end of history' - også selv om vejen til sejr er lang og fyldt med forhindringer.

Interviewet blev bragt i det schweiziske 14-dages blad SolidaritéS den 13. oktober. Oversat fra engelsk af Niels Overgaard Hansen. 


Noter:

1) En bevæbnet organisation, der var tilknyttet Chiles kommunistiske parti, men som senere blev uafhængig.

2) En centrum-venstre-alliance, hvis deltagere er Partiet for Demokrati (PD), Socialistpartiet (PS), Det kristelig-demokratiske parti (PDC) og der socialdemokratiske venstreparti (PRSD). Den blev dannet i 1998, da der skulle være folkeafstemning, om Pinochet skulle blive ved magten, en afstemning, som han tabte med 57,8 pct imod sig. Fra 1990 til 2010 kom de følgende fire præsidenter fra centrum-venstre: Patricio Aylvin (PDC,1990-1994), Eduardo Frei (PDC, 1994-2000), Ricardo Lagos (PD, 2000-2006) og Michelle Bachelet (PS, 2006-2010).

3) En landsdækkende bevægelse af gymnasieelever, der gik imod socialisten Michelle Bachelets regering, den blev kaldt 'pingvin-revolutionen' pga elevernes skoleuniformer.

4) MIR _ Movimiento de Izqierda Revolucionario - den Revolutionære Venstrebevægelse, var den vigtigste organisation på den yderste venstrefløj i Chile før kuppet 11/9-73.

5) Se især artiklen fra 8. oktober i avisen La Tercera, 'Quiénes son los duros que controlon Confech?' ('Hvem er strammerne, der styrer Confech', http.//diario.latercera.com.

6) Berømt leder af MIR, myrdet af diktaturet i 1974.

7) I Rancagua, 120 km syd for Santiago.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 26

En ny parlamentarisk taktik for Enhedslisten?

Frem mod valget i 2011 var en af Enhedslistens paroler, at partiet ville ”trække socialdemokraterne til venstre”. På trods af at Enhedslisten fik det bedste valg for venstrefløjen i mange årtier, var det dog svært at se effekten af forsøget på at ”trække” i S. Tvært imod gennemførte Thorning-regeringerne en grundlæggende borgerlig politik, der øgede uligheden, videreførte de borgerlige regeringers økonomiske politik, solgte DONG, angreb lærerne og meget andet. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.