læs mere om: Arabiske revolutioner

28.09.11 | Ahlem Belhadj

Tip en ven      |    Print  

Tunesien: "Hvilken slags revolution?"

Hvad er situationen i Tunesien? Hvad er på spil? Hvad er hindringerne for en fortsættelse af den revolutionære proces? Alhem Belladj diskuterede disse spørgsmål i sit indlæg på NPA's Sommeruniversitet i Port Leucate (28-30. august 2011).

I Tunesien er ”Rådet til Beskyttelse af Revolutionen” blevet erstattet af ”Den Høje Instans til Beskyttelse af Revolutionen og den Demokratiske Overgang”, der er blevet oprettet for at bryde den revolutionære dynamik. Den erstatter ikke bare ”Rådet”, men også ”14. januar Fronten”. Valget til Den Grundlovgivende Forsamling var planlagt til den 24. juli, men intet blev gjort, så det kunne nå at finde sted til tiden, så det er udskudt til 23. oktober.

Der er presserende folkelige og demokratiske krav, især i forhold til retsvæsen, økonomi og medier. Der stilles krav om en retssag mod det gamle regime. For at gennemføre dette er en gennemgribende reform af retsvæsenet nødvendig, og de tiltag, der været gennemført indtil nu, har været helt utilstrækkelige. Under retssagerne er ministre blevet frikendt, Ben Ali dømt for narkotikahandel, og general Seriati for forfalskning af pas. Dette er virkeligheden, der er ikke nogen af retssagerne, der har levet op til helt elementære krav. Og medierne er stadig underlagt grumsede penges monopol, flere tv-kanaler er direkte knyttet til det tidligere regime.

Økonomien må også give ret til et arbejde, til et værdigt liv, og der er intet at få. De små successer er sociale bevægelser af arbejdere i visse sektorer. Der er for eksempel succes med at undgå massiv udbytning ved brug af underentrepriser, og der er sket forbedringer for tjenestemænd. Men på det politiske niveau er der intet. Leveomkostningerne er stadigt sigende og foranstaltningerne for de unge ledige er utilstrækkelige. Først og fremmest er der sket en styrkelse af forbindelserne med den internationale imperialisme. For eksempel er betalinger af den tunesiske gæld gået direkte i lommerne på korruption. Og aftalerne, især med EU, er helt igennem ugunstige for Tunesien og udfordrer ikke de gamle relationer, tværtimod.

Kvinder har taget stor del i den revolutionære proces. Der er i dag to aspekter. Den ene er fremme af kvindernes rettigheder. Der er indført ligelig kønsrepræsentation i ”Den Høje Instans”. Men på en række spørgsmål er situationen fortsat vanskelig, især når det handler om at afskaffe diskriminerende love. Spørgsmålet om personlig status, et levn fra 1956, er blevet forelagt partierne. Efter pres fra feminister, kvinder og nogle partier, har regeringen beskæftiget sig med spørgsmålet om afskaffelse af alle former for vold.

Hvilken type revolution er den tunesiske revolution? En demokratisk revolution? Socialistisk? Det er en klassisk debat på den tunesiske venstrefløj. Hvad angår selv-organisering, består de regionale og lokale råd for beskyttelse af revolutionen stadig, men deres koordinering er ikke synlig, og den er ikke på det niveau, der må forventes, hvis den skal modvirke kontrarevolutionens fremmarch. Der har været nogle få selvforvaltningskomitéer, hovedsageligt efter revolutionen, i visse virksomheder, som tilhørte familier, der havde opgivet dem. Der har været nogle initiativer i form af besættelser, først og fremmest på landet, i forbindelse med landbrugsreformen.

Siden revolutionen er UGTT (Den tunesiske faglige sammenslutning) blevet meget aktiv, i modsætning til i begyndelsen, hvor de ønskede at skjule og kontrollere de sociale kampe, mens de ventede på at sikre den demokratiske omstilling gennem den grundlovgivende forsamling.

14. januar Fronten samlede de revolutionære og radikale kræfter. Men dens charter var ikke helt klart, især hvad angår typen af den regering, den ønskede. De revolutionære kræfter var svage, men de ville have været i stand til at alliere sig med sociale kræfter for at gå i retning af en folke- og arbejderregering. Men dette har ikke været et slogan indenfor fronten, fordi det for nogle var nødvendigt at realisere den demokratiske etape, før den sociale og revolutionære fase. Fronten inkluderede også nationalister, der egentlig ikke havde nogen plads der. Det hurtigt brød op, først og fremmest på grund af den ”Høje Instans”, men også på grund af alliancer for forberedelsen af den konstituerende forsamling.

Essebsi-regeringen kontrollerer alt, på trods af de uafhængige organer, der organiserer de fremtidige valg. Medierne, politiske penge og fraværet af en enhed på venstrefløjen vil i det væsentlige være til fordel islamisterne og de liberale. RCD (Ben Ali's gamle parti) er blevet sparket ud af døren, men er kommet tilbage gennem vinduet. Trods ”Den Høje Instans”, er penge ustyrlige: et parti, som ingen kender, kan være til stede overalt på tv, på gaden, i lufthavnen, fordi de har penge, selv om de ikke har nogen social basis eller noget samfundsprojekt.

Arbejdernes Venstreforbund var til stede overalt i den revolutionære proces: Vi var de væsentlige koordinatorer i mobiliseringer i Casbah, vi var meget til stede på fagforeningsniveau, og blandt unge. Vi har flere ledere end basis for øjeblikket, fordi vi er i færd med at opbygge sidstnævnte. Vi har diskuteret deltagelse eller ej i den grundlovgivende forsamling. Vi besluttede at deltage, men tager samtidig afstand til det, der sker, og arbejder med illusionerne om, at den kommende forfatning kan ses som en løsning for de undertrykte.

Ahlem Belhadj er feministisk aktivist og tidligere formand for den tunesiske Sammenslutning af Demokratiske Kvinder. Hun er en af lederne af Arbejdernes Venstreforbund

Oversat fra International Viewpoint september 2011 af Ebbe Rand Jørgensen

Tip en ven      |    Print