RELATEREDE ARTIKLER

Sejre og udfordringer for venstrefløjen I Portugal Macron som præsident: Den kapitalistiske offensiv vil skærpes Storm og kompas Iglesias genvalgt på Podemos-kongres Kommuner afviser uretmæssig gæld Venstrefløjen styrket i Podemos Efter 14. juni, kampen fortsætter Aftale mellem Podemos og Izquierda Unida "Krisen" i Podemos Frankrig rejser sig – om natten 1-år med Syriza ved magten Frem mod et demokratisk brud og et stop for nedskæringer Uventet aftale på venstrefløjen skaber sejre og afslører modsætninger Socialdemokratisk regering med støtte fra venstrefløjen Nationalisme og krigsmageri vandt valget Græske soldater nægter at gøre front mod flygtninge Venstrefløjspartiet vandt – men venstrefløjen tabte Højrefløjen mister flertal, Venstre-Blokken går frem SYRIZA fik klar sejr - i skyggen af lav valgdeltagelse og nye nedskæringer Venstrefløjen bryder med Tsipras Demokrati mod finans-kolonialisme Solidaritet med de fængslede demonstranter fra 15. juli Konsekvenserne af kapitulationen Udtalelse om aftalen og Syrizas fremtid Flertal i Syrizas Centralkomite siger nej til aftalen med EU Det græske Nej er et signal om afgørende kampe mod Trojkaen Kan Ciudadanos redde højrefløjen? Kommission skal revidere den græske gæld Vejen til folkemagt? ”At gå denne vej kan kun betyde nederlag” “En sandkorn i maskineriet” Venstrefløjens opgaver efter SYRIZAs sejr Podemos stormer frem En eksemplarisk kamp, som kan smitte ”Forandringen kommer ikke fra EU-parlamentet” Efter kommunalvalget og demonstrationerne 12. april ”Podemos!” (Vi kan!) Vælgerlussing til franske socialdemokrater “Hvid tidevandsbølge” skyller privatiseringsplan i sundhedsvæsenet væk Protestbølgen 2012-13 Højrefløjen kriminaliserer abort Aktionen mod Gyldent Daggry Modstanden på Taksim Optøjer og politivold i Tyrkiet Krisen på den radikale venstrefløj og debatten i Sinistra Critica Vend siden og skriv en ny bog Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Politisk dødvande, mens nedskæringer fortsætter – og dræber Venstrefløjens historiske ansvar i Grækenland Jorden til dem, der dyrker den Nyt baskisk venstrefløjsparti efter strategisk kursændring Ingen stemmeopfordring fra Sinistra Critica Syrizas ledelse udfordret fra venstre Kan SYRIZA blive et nyt PASOK? Udsigten til en venstre-regering i Portugal Afvis trojkaens tyveri og vælt regeringen Retten til selvstændighed og venstrefløjens forslag En million i oprør i gaderne Farvel Spanien? Brev fra Alexis Tsipras til EU-Kommissionens formand Vi skal genskabe troen på at mobilisere ”Vi har præsenteret et antikapitalistisk svar” Venstrefrontens Jean-Luc Melenchon er præsidentvalgets overraskelse Græsk hospital nu under arbejderkontrol! Omstrukturering, revision eller sletning af gælden? Absolut flertal til højre Farvel til Berlusconi - nu skal vi kæmpe imod bankdirektørernes regering EU-topmødets aftale er uacceptabel Grækenland på randen undtagelsestilstand – et spørgsmål om dage Vi vil ikke betale jeres ejendomsskat! Vi vil vælte jer! Kæmpe sejr for de indignerede Stop betalingerne- slet gælden – nationaliser bankerne under arbejderkontrol – ud af eurozonen og EU nu! En fabriksarbejders livshistorie ”Et nederlag, som skal kaldes, hvad det er” Oppe og nede Arabisk forår og spansk sommer Den yderste venstrefløj i en blindgyde Social modstand er løsningen – ikke et farvel til euroen Succes for den anti-kapitalistiske venstrefløj i lokalvalgene Berlusconismen i krise – og venstrefløjen på et sidespor Mobiliseringerne fortsætter Modstand mod Sarkozys pensionsreform skaber en eksplosiv situation Meningen med den græske krise "Eliten er i gang med at hævne sig på befolkningen" Tørklædesag i fransk valgkamp Stor fremgang til venstrefløjen 'Vi vil have selvstændigheden til at materialisere sig' Oprør og antikapitalistisk samling Grækenland i oprør Billeder fra historiske protester i Grækenland På vej mod et nyt antikapitalistisk parti Antikapitalisme i EU-valget ”Det røde postbud” blev udspioneret 11 teser om hvordan den italienske venstrefløjs krise kan imødegås Neo-fascister opruster under Berlusconi Splittet venstrefløj tabte alt Fremgang for venstrefløjen Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Sydeuropa

25.08.11 | Murray Smith

Tip en ven      |    Print  

Los Indignados: 15. Maj bevægelsen i Spanien

Den 15. Maj eksploderede en ny politisk kraft på den politiske scene i Spanien. En uge før de regionale og kommunale valg besatte titusinder af unge mennesker de største pladser i Madrid, Barcelona og mange andre spanske byer.

Et af deres hovedbudskaber var ”de repræsenterer ikke os.” De” refererede til de to største partier, det højreorienterede Partido Popular (PP) og PSOE - socialdemokrater, der sværger til neoliberalismen. De to partier har på skift udøvet deres magt gennem de sidste 30 år. I Katalonien var det konservative nationalistparti CiU også inkluderet.

Bevægelsens rødder
Inden vi ser denne bevægelse efter i sømmene, bør vi lige tage et kig på det land, hvor den opstod. Da Spanien kom ud af Franco-diktaturet sidst i 1970’erne, var det den herskende klasses mål at blive en del af mainstream europæisk kapitalisme. I 1982 tilsluttede landet sig NATO, og i 1986 blev det medlem af EU. Siden da og indtil den finansielle krise i 2007-08 så det ud til - med undtagelse af nogle få skønhedspletter – at gå fremad hele vejen, efterhånden som Spanien blev moderniseret og ”indhentede” Europa.

Men vi er nødt til at kigge lidt på det økonomiske grundlag for dette ”mirakel.” Spanien begyndte sin europæiske rejse med en svag og tilbagestående industri. Fra 1950’erne og fremad byggede den økonomiske vækst i store træk på turisme og nybyggeri. Byggeindustrien var i høj grad baseret på behovene hos den voksende turistindustri – hoteller, infrastruktur osv. Men bygning af boliger for nye husejere blev stadig vigtigere. Spanien gik fra at have haft et flertal af lejere i 1950’erne til 87 procent husejere i 2007 (sammenlignet med lidt under 70 procent i USA, Canada og Storbritanien). Senere profiterede bygherrer og byggeindustrien også på efterspørgslen på en ekstra (fritids)bolig og ferieboliger for udlændinge. Hvad angår turist/byggeindustri-aksen var der kontinuitet fra sidst i Franco-æraen til de efterfølgende regeringer dannet af PP og PSOE.

Spaniens medlemskab af EU førte hurtigt til udenlandsk overtagelse af det meste af Spaniens industri og detailhandel. Undtagelserne var bankerne, byggeindustrien og de statsejede elektricitets- og teleselskaber. Senere blev elektriciteten og Telekom privatiseret. Det førte til dannelsen af spanske multinationale selskaber (hvoraf den største er Telefonica). De opkøbte private enheder i Latinamerika og blev dominerende spillere i denne region. På samme tidspunkt blev de store spanske banker BBVA og Santander også store aktører i Latinamerika.

I årtiet før den amerikanske subprime-krise startede en større økonomisk krise. Spanske huspriser steg med 12 procent om året, så husejerne havde friværdi. Friværdien skabte brændstof til et boom, der skjulte det faktum, at reallønnen var stagnerende eller faldende, og socialudgifterne lave. Hullerne i statens sociale sikkerhed blev lappet med migrantarbejdere, som overtog børnepasningen, husarbejdet og ældreplejen. I 2010 var der 6 mio. immigranter i Spanien, hvoraf de fleste var ankommet indenfor de seneste 10 år. Udover husarbejde var de især beskæftiget indenfor byggeindustrien og landbruget.

Et andet vigtigt aspekt blev også skjult af det boom, man havde fået via lån i friværdierne: arbejdsløshedsproblemet og de usikre ansættelsesforhold. Selv i vækstårene havde Spanien en relativt høj arbejdsløshed på mellem 8 og 12 procent. Dette var dog ikke en strukturel arbejdsløshed, men afspejlede en økonomi hvor 1/3 af arbejdskraften havde midlertidige job, og mange havde sæsonarbejde i turistindustrien og landbruget. Folk – især de unge – var ikke så meget arbejdsløse, som de var i konstant bevægelse fra det ene job til det andet.

Krisen og den bristede hus- og ejendomsboble ændrede alt dette. Som i en stoleleg, hvor musikken pludselig stopper, blev det klart, at der var mange flere deltagere, end der var stole. Denne gang var arbejdsløsheden virkelig og strukturel: 20 procent i gennemsnit og 40 procent blandt folk under 25. Og for mange af dem, der stadig kunne finde arbejde, var det ofte under usikre betingelser og dårlige forhold.

En ny bevægelse
Dette er den sociale basis for fremkomsten af den bevægelse, som er blevet kendt under navnet M-15 bevægelsen. I lighed med det arabiske forår og massedemonstrationerne mod usikre arbejdsforhold i Portugal i marts samme år, var bevægelsen, der så dagens lys den 15.maj, forberedt via sociale medier - det foretrukne kommunikationsmiddel blandt den generation, som organiserede bevægelsen. Ud over at være en hurtig og effektiv måde til at mobilisere, har denne metode, set fra det politiske establishments synspunkt, også den foruroligende egenskab, at det skaber bevægelser, der ser ud til at opstå ud af den blå luft. Enhver forestilling om, at M-15 bevægelsen skulle forsvinde på samme måde, blev dog hurtigt udelukket.

Bevægelsen bredte sig som løbeild – det spanske dagblad El Pais talte 160 mindre og større byer, hvor der var gang i noget den 20.maj. Dets karakteristiske form for aktion var at besætte pladser, som regel hovedtorvet i hver by – Puerta del Sol i Madrid, Plaza Catalunya i Barcelona osv. Hver gang var der nogle af demonstranterne, der camperede på pladsen og dermed besatte den. Der var en tydelig henvisning til Tahrir-pladsen i Kairo.

Bevægelsen tog navnet "Los Indignados" - de oprørte - en henvisning til bestselleren af den firsårige veteran fra den franske modstandsbevægelse, Stephane Hessel, Indignez-Vous! (på dansk. Gør Oprør!, se anmeldelse i SI http://socinf.dk/side.php?id=739), som allerede var kommet i en spansk oversættelse. De beskrev sig selv som ”de arbejdsløse, mileuristas (dem som tjener under 1000 (på spansk: mil) euro om måneden), hjemmegående, migranter.” Det første slogan, der kom frem var Democracia real ya (ægte demokrati, nu).

Dette fokus på demokrati fik nogle observatører til at overveje, om det faktisk bare handlede om dette og ikke var en udfordring af den samfundsøkonomiske orden. Faktisk var dette første fokus på demokrati netop et tegn på, at bevægelsen var politisk. Det var ikke bare en protest over deres situation; fra starten påpegede man, at en af de faktorer, der opretholdt deres situation var det to-partisystem, som hersker i Spanien - ligesom mange andre steder i Europa – hvor man skifter mellem centrum-højre og centrum-venstre regeringer, som begge sværger til neoliberal politik. Men et andet af de første slogans var, at vi er ikke varer i hænderne på politikere og bankfolk.

Bevægelsen havde ikke nogen mærkbar betydning for valget den 22. maj som var forudsigeligt katastrofalt for det regerende psoe, mens pp og det radikale venstreparti Izquerda Unida (iu – forenet venstre, domineret af kommunistpartiet) fik beskedne fremskridt.

Nye udfordringer
Som organisationen var den konfronteret med to udfordringer: en på formen og en på indholdet. Lad os først kigge på formen: referencen til Tahrir-pladsen var en anerkendelse af den inspiration, man trak på fra Egypten og Tunesien. Men i Spanien var der ingen Ben Ali eller Mubarak, som skulle væltes af pinden, så der var ikke noget med at skulle blive i gaderne, indtil styret faldt. I Spanien og Europa er fjenden ikke et politisk diktatur. Det er et helt system, kapitalens diktatur i en demokratisk form. Og kampen imod det systems økonomiske, politiske og sociale sider vil blive lang.

Efter mange diskussioner, inklusiv et nationalt møde med repræsentanter fra mere end 50 byer den 4.- 5. juni blev taktikken med permanent besættelse af hovedtorvene afsluttet. Det samme blev der stemt for ved massemøder den 8. og 10. juni i Madrid og Barcelona. Den blev erstattet af en taktik, der gik på at sprede sig ud i bydelene og forstæderne for at etablere lokale forsamlinger. Samtidig forbeholdt man sig retten til ind imellem at holde massemøder på hovedtorvene.

Ud af denne første periode i bevægelsens historie begyndte der at komme svar på det spørgsmål, som alle, der kæmper mod neoliberalismen står overfor: Hvad er jeres alternativ? Den 5. juni producerede forsamlingen på Puerta del Sol i Madrid 16 forslag til diskussion. Dokumentet begyndte med at foreslå dagsordener for nøgleområder som arbejdsmarked og pension. Det dækkede spørgsmålet om beskæftigelse (reduktion af arbejdsugen, forbud mod fyringer i selskaber med profit), bolig (modstand mod tvangsudsættelser, anskaffelse af socialt boligbyggeri, som folk har råd til) og krævede et progressivt skattesystem og en kampagne mod bedrageri. Det fortsatte med en behandling af bank- og finanssystemet (modstand mod privatisering af regionale banker, kontrol med bankaktiviteter, afskaffelse af skattely). De forlangte en udsættelse og en revision af både gæld for andre lande til Spanien og af Spaniens egen statsgæld.

Afslutningen af de permanente besættelser af pladserne og udvidelsen af bevægelsens geografiske og sociale forankring gjorde det vigtigere at have både lokale og centrale initiativer. På lokalt niveau var et hovedfokus for aktiviteterne at kæmpe imod og nogle gange forhindre de hyppige tvangsudsættelser, som er kommet i kølvandet på den bristede husboble. Et andet fokus har været støtte til strejker, f.eks. til sundhedsarbejdere i Barcelona.

Den 15. juni mobiliserede bevægelsen i Barcelona for en blokade af en samling i det katalanske parlament. De var på vej til at stemme for et budget, der ville beskære de offentlige udgifter med 10 procent. Blokaden skulle have været fredelig civil ulydighed kombineret med en appel især til oppositionens parlamentsmedlemmer (i Katalonien: PSOE, IU og den Katalanske Selvstændighedsbevægelse (ERC)) om at boykotte samlingen. Der var dog tilfælde, hvor parlamentsmedlemmer ved ankomsten blev skubbet til, spyttet på og sprayet med maling. Det ser ud til, at disse hændelser til dels var resultatet af politiprovokatører og de værste elementer på den anarkistiske Venstrefløj. Men i et land med en fascistisk forhistorie og nogle forholdsvist unge liberale demokratiske institutioner ser offentligheden ikke mildt på angreb på valgte repræsentanter.

Hændelserne blev brugt af højreorienterede politikere og dele af medierne til at skyde en heksejagt mod bevægelsen i gang – og ikke kun i Barcelona. Los Indignados blev beskyldt for at ville angribe de demokratiske institutioner og truet med sagsanlæg. Men det egentlige mål for offensiven var ideologisk og politisk og havde det helt specifikke mål at bringe bevægelsen i miskredit og underminere de planlagte massedemonstrationer den 19. juni. Nogle højreorienterede kommentatorer refererede til den planlagte march i Madrid som ”marchen mod Madrid” (som i Mussolinis march mod Rom i 1922). Der blev også trukket paralleller til kale borroka - gadeaktioner af unge baskiske aktivister, der faktisk var temmelig voldelige.

Det blev afgørende vigtigt for bevægelsen – især i Barcelona – at tage brodden af denne offensiv ved endnu en gang at bekræfte dens overbevisning om ikke-voldelige protester. Der blev presset på for dette, ikke bare fra de sympatiserende dele af den traditionelle arbejderbevægelse som IU (Forenet Venstre, domineret af kommunistpartiet, SI-red) og Arbejderkommissionerne (CC.OO) - et af de faglige landsorganisationer, men inde fra bevægelsen selv. Ikke-voldelige protestmetoder blev helt klart bekræftet. Demonteringen af højrefløjens ideologiske offensiv blev også hjulpet på vej af nogle af de proportionsforvrængende udgydelser fra dens støtter.

Demonstrationen den 19. juni var en kæmpe succes. Der var hundredtusindvis af demonstranter. 150.000 alene i Madrid, hvor seks mindre demonstrationer samledes på Puerta del Sol. Mobiliseringerne i Barcelona var også enorme, og der var demonstrationer i hele landet fra Baskerlandet til de Kanariske Øer. Sammensætningen af demonstranter forandrede sig også. Der var stadig masser af unge mennesker, men også mange fra de ældre generationer – især latinamerikanere. Det politiske hovedindhold var også skarpere og bevægede sig fra generelle erklæringer til at være målrettet specifikke tiltag: nej til euro-pagten (et projekt, der har som mål at styrke spareprogrammer og strukturel tilpasning i eurozonens lande).

Hvad bliver det næste?
Hvor er bevægelsen på vej hen? For det første vil den fortsætte. Der er allerede planlagt initiativer: marcher fra forskellige dele af landet, der samles i Madrid den 23. juli og en mobiliseringsdag den 15.oktober. Spørgsmålet om en generalstrejke har været oppe – især den 15. juni.

Det stiller spørgsmålet om bevægelsens forhold til fagforeningerne og de venstreorienterede partier centralt. I starten var det kun små libertære fagforeninger som CNT og CGT, der sluttede sig til bevægelsen. De største fagforbund, CC.OO og UGT så til på afstand, desorienterede over en bevægelse, som de lige så lidt som alle andre havde forudset, og som var en udfordring for dem. Faktisk er disse fagforbund en stor del af problemet. Efter en succesfuld generalstrejke den 29. september 2010 gav deres talsmænd efter for regeringen og godkendte en neoliberal pensionsreform og blokerede for mobiliseringer. Ikke desto mindre knyttes der nu kontakter til dele af disse fagforbund, især fra CC.OO.

Politisk set har den yderste venstrefløj været til stede – godt hjulpet af det faktum at dets medlemmer for en stor del er unge og forholdsvist nemt kan identificere sig med Los Indignados. IU har også udtrykt støtte til bevægelsen, men ser ud til som et traditionelt venstrefløjspart at have haft sværere ved at forholde sig til den. Men det kan ændre sig.

Hvordan bevægelsen interagerer med de politiske og fagforeningsbaserede arbejderbevægelser – og vice versa – vil blive afgørende for fremtidens modstand mod spareplaner og neoliberalisme i Spanien. Det er svært at forestille sig, at Los Indignados selv udløser en generalstrejke udenom de største fagforeninger. Men de kan være en kraftig vitaminindsprøjtning til de menige aktivister, som gerne vil kæmpe og som endda udøver et pres på de officielle ledere. Og efterhånden som de udvikler sig politisk, vil de højst sandsynligt også ruske op i den yderste venstrefløj.

Det, der sker i Spanien, er ikke enestående. Forud så vi demonstrationerne i Portugal i marts. Det har helt klart også haft indflydelse på unge i Grækenland. Og på andre måder er unge mennesker i lande som Frankrig, Italien og Storbritannien gået i politisk aktion gennem de seneste år. Det synes ikke at være for optimistisk at kunne skimte konturerne af en generation i Europa, der nægter at blive ofret på krisens alter. De går nu i aktion.

Murray Smith er medlem af det antikapitalistiske parti Dei Lenk (venstrefløjen) i Luxemborg. Oversat af Bodil Olsen fra det canadiske webmagasin New Socialist

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 25

Økonomiaftale 2018: Afviklingen af den kommunale velfærd fortsætter

Aftalen om kommunernes økonomi i 2018 er endnu et skridt i den langsomme afvikling af den borgernære velfærd. For aftalen løfter godt nok serviceudgifterne med 300 mio. kr., men alene næste år skønnes udgifterne fra flere ældre og børn at stige med 1,3 mia. kr. Altså vil det reale ressourceforbrug per bruger falde. Samtidig giver aftalen 300 mio. kr. til skattelettelser – noget der åbenlyst vil gavne de rigeste kommuner. Regeringen formår dermed at presse kommunerne i stadig mere borgerlig og asocial retning: Mindre velfærd, flere skattesænkninger. Behovet for et kommunalt oprør er stadig påtrængende. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.