RELATEREDE ARTIKLER

Hvad Oktober 1917 kom til at betyde Fra Oktober til i dag Revolution på familiefronten Brød, sex og verdenskrig Seksuelle relationer og klassekamp Revolution i børnehøjde Opstanden, der bragte tre århundreders zar-styre til fald Sådan blev scenen sat for en revolution Ernst Thälmann og den tyske kommunismes tragedie Trotskij på banen Marshallhjælpen – hvad gik den ud på? I Ukraine hyldes jødemordere Påskeoprøret i Irland 1916 Rosa Luxemburg i vores tid Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Det kommunistiske Partis Manifest Clara Zetkins kamp for enhedsfronten Hvorfor er Putin bange for Trotskij? Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig ”Vort blod har samme farve!” Kapitalismens verdenskrig og kampen imod den Ernest Mandel og den marxistiske teori om bureaukratiet Arbejderenhed og feminisme på Kominterns kongres Da verden gik amok The Spirit of '45 Rådsdemokrati vs. parlamentarisme Dannelsen af Fjerde Internationale Ingen fredelig vej til socialisme Da Galgebakken sagde nej til huslejestigninger Den spanske borgerkrig sat i rammer Historien om en revolutionær Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Danske jøder evakueret Rosa Luxemburg – en ørn Aktivisten Poul Møller – nu hædret med både medalje og orden Den »svenske revolution« i 1917 ”Man må aldrig give op” De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted En snak over en kasse efterladte papirer Hvad er Socialdemokratiet? Jagten på den historiske Lenin Karl Marx og Første Internationale Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Islam og demokrati Fascismens Italien Revolutionen i Tønder 1918-19 Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik Perspektiver for Palæstina Internationalens nødvendighed Var PET-oplysninger årsag til attentat? SAP og det politiske politi Kommission med skyklapper Kommissionen der brugte 10 år Reaktion eller revolution Revolution i Tyskland Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere »Mere plads i dag til en anti-kapitalistisk venstrefløj end dengang« Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende Intelligent slubbert på visit Den røde terror Den hvide terror Borgerkrigens tunge arv Stalinismen, nazismen og det daglige folkemord Den rensende revisionismes diskrete charme Sejre og udfordringer for venstrefløjen I Portugal Macron som præsident: Den kapitalistiske offensiv vil skærpes Storm og kompas Iglesias genvalgt på Podemos-kongres Kommuner afviser uretmæssig gæld Venstrefløjen styrket i Podemos Efter 14. juni, kampen fortsætter Aftale mellem Podemos og Izquierda Unida "Krisen" i Podemos Frankrig rejser sig – om natten 1-år med Syriza ved magten Frem mod et demokratisk brud og et stop for nedskæringer Uventet aftale på venstrefløjen skaber sejre og afslører modsætninger Socialdemokratisk regering med støtte fra venstrefløjen Nationalisme og krigsmageri vandt valget Græske soldater nægter at gøre front mod flygtninge Venstrefløjspartiet vandt – men venstrefløjen tabte Højrefløjen mister flertal, Venstre-Blokken går frem SYRIZA fik klar sejr - i skyggen af lav valgdeltagelse og nye nedskæringer Venstrefløjen bryder med Tsipras Demokrati mod finans-kolonialisme Solidaritet med de fængslede demonstranter fra 15. juli Konsekvenserne af kapitulationen Udtalelse om aftalen og Syrizas fremtid Flertal i Syrizas Centralkomite siger nej til aftalen med EU Det græske Nej er et signal om afgørende kampe mod Trojkaen Kan Ciudadanos redde højrefløjen? Kommission skal revidere den græske gæld Vejen til folkemagt? ”At gå denne vej kan kun betyde nederlag” “En sandkorn i maskineriet” Venstrefløjens opgaver efter SYRIZAs sejr Podemos stormer frem En eksemplarisk kamp, som kan smitte ”Forandringen kommer ikke fra EU-parlamentet” Efter kommunalvalget og demonstrationerne 12. april ”Podemos!” (Vi kan!) Vælgerlussing til franske socialdemokrater “Hvid tidevandsbølge” skyller privatiseringsplan i sundhedsvæsenet væk Protestbølgen 2012-13 Højrefløjen kriminaliserer abort Aktionen mod Gyldent Daggry Modstanden på Taksim Optøjer og politivold i Tyrkiet Krisen på den radikale venstrefløj og debatten i Sinistra Critica Vend siden og skriv en ny bog Politisk dødvande, mens nedskæringer fortsætter – og dræber Venstrefløjens historiske ansvar i Grækenland Jorden til dem, der dyrker den Nyt baskisk venstrefløjsparti efter strategisk kursændring Ingen stemmeopfordring fra Sinistra Critica Syrizas ledelse udfordret fra venstre Kan SYRIZA blive et nyt PASOK? Udsigten til en venstre-regering i Portugal Afvis trojkaens tyveri og vælt regeringen Retten til selvstændighed og venstrefløjens forslag En million i oprør i gaderne Farvel Spanien? Brev fra Alexis Tsipras til EU-Kommissionens formand Vi skal genskabe troen på at mobilisere ”Vi har præsenteret et antikapitalistisk svar” Venstrefrontens Jean-Luc Melenchon er præsidentvalgets overraskelse Græsk hospital nu under arbejderkontrol! Omstrukturering, revision eller sletning af gælden? Absolut flertal til højre Farvel til Berlusconi - nu skal vi kæmpe imod bankdirektørernes regering EU-topmødets aftale er uacceptabel Grækenland på randen undtagelsestilstand – et spørgsmål om dage Vi vil ikke betale jeres ejendomsskat! Vi vil vælte jer! Kæmpe sejr for de indignerede 15. Maj bevægelsen i Spanien Stop betalingerne- slet gælden – nationaliser bankerne under arbejderkontrol – ud af eurozonen og EU nu! ”Et nederlag, som skal kaldes, hvad det er” Oppe og nede Arabisk forår og spansk sommer Den yderste venstrefløj i en blindgyde Social modstand er løsningen – ikke et farvel til euroen Succes for den anti-kapitalistiske venstrefløj i lokalvalgene Berlusconismen i krise – og venstrefløjen på et sidespor Mobiliseringerne fortsætter Modstand mod Sarkozys pensionsreform skaber en eksplosiv situation Meningen med den græske krise "Eliten er i gang med at hævne sig på befolkningen" Tørklædesag i fransk valgkamp Stor fremgang til venstrefløjen 'Vi vil have selvstændigheden til at materialisere sig' Oprør og antikapitalistisk samling Grækenland i oprør Billeder fra historiske protester i Grækenland På vej mod et nyt antikapitalistisk parti Antikapitalisme i EU-valget ”Det røde postbud” blev udspioneret 11 teser om hvordan den italienske venstrefløjs krise kan imødegås Neo-fascister opruster under Berlusconi Splittet venstrefløj tabte alt Fremgang for venstrefløjen

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Sydeuropa | Historie

13.08.11 | Tobias Knudsen

Tip en ven      |    Print  

Arbejderbyen Fumel: En fabriksarbejders livshistorie

De fleste revolutionære drømmer om at kunne se tilbage på en livshistorie som Ignaces´. En historie om strejker, solidaritetsaktioner, fabriksbesættelser og drømmen om revolution.

Han er født i 1950 i det sydlige Frankrig af politiske flygtninge fra Baskerlandet. Hans far sad i fængsel fra 1938-47 under det spanske diktatur og flygtede efter en dødsdom i ´49 til Frankrig. Derfor blev Ignace selv betragtet som politisk flygtning, til han var 14 år. Frankrig var, som mange andre lande, ikke begejstret for baskere, og tillod ikke baskiske navne. Dette er forklaringen på, hvordan Iñaki blev til Ignace.

Vi møder Ignace på Fjerde Internationales ungdomslejr i Frankrig og bliver fascineret af hans væsen og hans historie. Ignace er en 61-årig metalarbejder med stort overskæg, gråt hår og lever generelt godt op til billedet af en sydeuropæisk smed.

Ignaces far boede i en af de store flygtningelejre i Sydfrankrig. Ignace har levet hele sit liv i byen Fumel, en by med 3500 indbyggere, som tiltrak flygtninge fra Baskerlandet. I byen boede 25 forskellige nationaliteter, hvoraf mange var flygtet fra den truende fascisme i 1930´erne eller den tiltagende jødeforfølgelse i Europa.

Som 20-årig startede Ignace på den lokale stålrørsfabrik, der på det tidspunkt beskæftigede 4000 mennesker. 41 år senere kan han se tilbage på et arbejdsliv med arbejdskampe, international solidaritet, et utal af strejker og ikke mindst, da arbejderne overtog fabrikken.

Da Ignace startede, havde fabrikken to celler af det franske kommunistparti, en gruppe, der tilhørte socialistpartiet, en CNT-sektion, der samlede anarkister og kammerater fra det spanske POUM. I 1975 havde LCR (den franske sektion af Fjerde Internationale) 5 medlemmer på fabrikken, og i 1980 var tallet oppe på 17, hvilket gjorde det muligt at overtage ledelsen af den lokale CGT-fagforening.

I perioden fra 1970 til 2004, hvor Ignace stoppede, blev arbejdsstyrken reduceret til 450 mand. Det betød, at arbejderne gentagne gange nedlagde arbejdet for at bevare byens arbejdspladser, bl.a. med et krav om 32 timers arbejdsuge. I perioden fra 1988 til 1992 strejkede fabriksarbejderne i alt 18 gange. Derfor blev både arbejdere og fagforeningen i Fumel radikaliseret i en grad, der ikke var værdsat i CGT centralt eller i andre politiske kredse.

Samtidig havde arbejderne på fabrikken tradition for at lave solidaritetsarbejde. I midten af 1980´erne, hvor de engelske minearbejdere var i strejke i over et år, tog Fumels fabriksarbejdere på natlige udflugter for at tømme togvogne med kul fra Polen, som skulle erstatte det manglende kul fra England. Solidariteten var også stor mellem arbejderne på fabrikken, som arbejdede i treholdsskift. Morgenholdet arbejdede 04-12, dagholdet arbejdede 12-20, og natholdet 20-04. For at hjælpe natholdet, producerede de to andre hold flere emner end de skulle - og flere end arbejdsgiveren troede, de kunne. Det betød at natholdet ofte kunne gå hjem kl. 24.

Efter årtusindeskiftet steg fabriksarbejdernes frygt for en fabrikslukning. Den investeringsfond, som ejede fabrikken, var begyndt at lukke lignende fabrikker i Frankrig, Spanien og Italien. De ansatte begyndte så småt at diskutere, hvad man skulle stille op, når det en dag blev deres tur. Det varede da heller ikke længe, før den næste fyringsrunde var en realitet.

Første skridt var at fortsætte med det gamle krav: ingen fyringer. Ledelsen på fabrikken tilbød derefter, at alle over 50 år kunne gå på pension med fuld løn. Ved første øjekast lyder det egentlig som en rigtig god aftale, men fagforeningen forstod, at det var en anden måde at lukke fabrikken på, da de pensioneredes stillinger jo ikke blev genbesat. Samtidig frygtede man, at de pensionerede ville blive inaktive, og at det ville svække arbejderklassen i byen generelt og på fabrikken i særdeleshed. Ved at slå på sådanne argumenter lykkedes det den lokale fagforening, (som var ledet af arbejdere fra fabrikken) at overbevise deres kolleger om at kæmpe imod enhver fyring og ethvert gunstigt pensionstilbud.

Efter længere tids tovtrækkeri kom det frem, at fabrikken stod foran en lukning. Men da dette ikke kom som en overraskelse for de velorganiserede fabriksarbejdere, satte det blot skub i en yderst velorganiseret og længe forberedt aktion. Arbejderne på fabrikken var begyndt at overproducere varer, og lægge dem på lageret, uden at skrive dem i bøgerne. Dermed kunne de sælge dem under, ja lad os bare kalde det, alternative forhold. Efter et år, i juni 2003, havde de solgt for 11 millioner euro ekstra. Det skal nævnes, at det kunne lade sig gøre, fordi alle undtagen ledelsen var organiseret samme sted, alle fra regnskabsafdelingen over kantinen og til produktionen var med i klubben. Med den opsparede kapital kunne arbejderne overtage fabrikken.

Der var dog enighed om to ting. Overtagelsen af fabrikken vil blive opgivet den dag, man var nødt til at udbytte sig selv eller putte arbejdernes penge i fabrikken, for at den kunne overleve på markedsvilkår. Derfor var det også en enig flok fabriksarbejdere, der besluttede at sælge fabrikken. Det havde været succesrige 4 år – en periode med reel kollektiv ledelse og lønstigninger på 17 procent. Men i 2007 erkendte man, at lige såvel som man ikke kan praktisere socialisme i et land, kan man heller ikke praktisere socialisme på en fabrik. Ingen banker ville låne en fabrik penge, der ikke havde til formål at skabe profit, men blot ville øge velstanden blandt arbejderne og til og med ikke havde en ledelse, man kunne ansvarliggøre.

Igmace er nu gået på pension. Tidligere end de fleste. Pga. arbejde med farlige stoffer er han som de andre fabriksarbejdere tildelt tidligere pension. Heldigvis har han samme løn som i sit arbejdsliv. Fabriksarbejderne tildelte nemlig hinanden en ekstraordinær stor lønforhøjelse et år før, de skulle pensioneres. I Frankrig udgør pensionen en procentdel af det seneste års lønarbejde.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 25

Økonomiaftale 2018: Afviklingen af den kommunale velfærd fortsætter

Aftalen om kommunernes økonomi i 2018 er endnu et skridt i den langsomme afvikling af den borgernære velfærd. For aftalen løfter godt nok serviceudgifterne med 300 mio. kr., men alene næste år skønnes udgifterne fra flere ældre og børn at stige med 1,3 mia. kr. Altså vil det reale ressourceforbrug per bruger falde. Samtidig giver aftalen 300 mio. kr. til skattelettelser – noget der åbenlyst vil gavne de rigeste kommuner. Regeringen formår dermed at presse kommunerne i stadig mere borgerlig og asocial retning: Mindre velfærd, flere skattesænkninger. Behovet for et kommunalt oprør er stadig påtrængende. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.