læs mere om: Anmeldelse

20.06.11 | Svend Vestergaard Jensen

Tip en ven      |    Print  

Ny film: Krigen følger med hjem

At gå ind og se en ny Ken Loach-film er vel en pligt og i reglen en fornøjelse for socialister. En tradition, der må holdes ved lige. Ken Loach er en socialistisk filminstruktør – oven i købet en trotskistisk en af slagsen - med en stor produktion bag sig. Hans sidste film var "Vinden der ryster kornet", som fik en fornem international pris, og handlede om den irske frihedskamp. Den foregik i et roligere tempo end "Route Irish", som er noget ganske andet – ikke kun hvad tempo angår, på trods af at Ken Loach her i juni bliver 75 år!

Emnet for "Route Irish" er Irak-krigen. Det er en politisk thriller om krigens konsekvenser - hjemme og ude, for soldaterne, for civilbefolkningen, for samfundene. Som i andre af Ken Loachs film (med hans faste manuskriptforfatter Paul Laverty) er temaerne arbejdsløshed, social indignation, privatisering af samfundets fælles goder og hvad der deraf følger. "Route Irish" er ingen undtagelse.

Privatisering af krig
Det er da også for at komme ud af arbejdsløsheden, at to unge - lokket af gode lønninger hos et privat firma, der opererer i Irak, kommer til at deltage i krigen. For Irak-krigen er før, under og efter en del af den privatiseringsbølge, der hærger i samfundet generelt, altså også når der udkæmpes krige, og når rovet senere skal fordeles.

Militærentreprenører kan lokke med godt betalte jobs til folk, der nu er arbejdsløse hjemme, men som har været "dernede", og som har svært ved det almindelige civile liv i den britiske dagligdag.

Hovedpersonen Fergus har en livslang og meget tæt ven, Frankie. De drømmer om at opleve verden sammen. De kunne rejse rundt, hvis de havde råd. Men arbejde har de ikke. Fergus overtaler Frankie til at tage til Irak på en kontrakt med et privat firma. Med 10.000 pund som månedsløn fristes han og siger ja. Frankies job bliver på "Route Irish", som er strækningen mellem lufthavnen i Bagdad og The Green Zone, som regnes for det farligste sted.

Vennens død
Frankie dør under arbejdet og begraves i Liverpool. Det er den scene, der er filmens start. Fergus var på orlov, da tragedien med vennen skete. Fergus føler sig skyldig. Han fornemmer noget mystisk omkring vennens død.

Opklaringsarbejdet, Fergus´ egen efterforskningsarbejde, er filmens omdrejningspunkt og konspirationsplot. Fergus inddrager tidligere kollegaer, en irakisk musiker fra et lokalt sted hjemme, og så går han for alvor i gang, hvor vennens kone, Rachel, også inddrages.

Forholdet mellem dem er kompliceret og er en slags "trekant". Rachel har sikkert altid været jaloux på Fergus og Frankies tætte venskab og er interesseret i at kende mere til den del af sin afdøde mands liv. Det fik hun ikke, da han levede. Og Fergus kan holde fast i sin ven gennem et forhold til dennes kone.

Hævnen
Privatiseringen af krigen er også den virkelighed, Fergus oplever i jagten på sandhedens om vennens død. Her skildres konsekvenserne for de hjemvendte, også Fergus, som næppe har undgået krigens traumatiserende virkning. Han fortsætter nærmest krigen derhjemme med tortur og bilbomber i det dramatiske opklaringsarbejde og hævnen. Hævnen, der ikke bare gælder hovedpersonen i Frankies død, men også firmaledelsen, der i bogstavelig forstand springer i luften af en velanbragt bilbombe. Krigens metoder og konsekvenser følger med hjem til England.

Undervejs i denne jagt på sandheden omkring vennens død skildres krigens konsekvenser for civilbefolkningen på dramatisk vis. Den går ikke fri, og er krigens tusinder af ofre.

Filmen er anderledes end andre af Ken Loachs film, f.eks. hævnen som en drivkraft, som ellers ikke ses i hans film. Hævnens mørke sider, godt presset af systemet, kapitalen - får hovedpersonen, Fergus til selv at skubbe sig "ud over kanten". Hans plagede sjæl, hans traumer, driver ham derud.

Filmen er et drama, der ikke just får en til at synes hverken om krig eller kapitalisme. Krigens konsekvenser slipper man ikke for, heller ikke når man er vendt hjem, vendt tilbage. Og filmen viser, at krig ikke bare foregår mellem stater, men at private operatører er dybt involveret, når der er penge at hente. Også her er det profitten, der er drivkraften!

Tip en ven      |    Print