RELATEREDE ARTIKLER

Macron som præsident: Den kapitalistiske offensiv vil skærpes Storm og kompas Iglesias genvalgt på Podemos-kongres Kommuner afviser uretmæssig gæld Venstrefløjen styrket i Podemos Efter 14. juni, kampen fortsætter Aftale mellem Podemos og Izquierda Unida "Krisen" i Podemos Frankrig rejser sig – om natten 1-år med Syriza ved magten Frem mod et demokratisk brud og et stop for nedskæringer Uventet aftale på venstrefløjen skaber sejre og afslører modsætninger Socialdemokratisk regering med støtte fra venstrefløjen Nationalisme og krigsmageri vandt valget Græske soldater nægter at gøre front mod flygtninge Venstrefløjspartiet vandt – men venstrefløjen tabte Højrefløjen mister flertal, Venstre-Blokken går frem SYRIZA fik klar sejr - i skyggen af lav valgdeltagelse og nye nedskæringer Venstrefløjen bryder med Tsipras Demokrati mod finans-kolonialisme Solidaritet med de fængslede demonstranter fra 15. juli Konsekvenserne af kapitulationen Udtalelse om aftalen og Syrizas fremtid Flertal i Syrizas Centralkomite siger nej til aftalen med EU Det græske Nej er et signal om afgørende kampe mod Trojkaen Kan Ciudadanos redde højrefløjen? Kommission skal revidere den græske gæld Vejen til folkemagt? ”At gå denne vej kan kun betyde nederlag” “En sandkorn i maskineriet” Venstrefløjens opgaver efter SYRIZAs sejr Podemos stormer frem En eksemplarisk kamp, som kan smitte ”Forandringen kommer ikke fra EU-parlamentet” Efter kommunalvalget og demonstrationerne 12. april ”Podemos!” (Vi kan!) Vælgerlussing til franske socialdemokrater “Hvid tidevandsbølge” skyller privatiseringsplan i sundhedsvæsenet væk Protestbølgen 2012-13 Højrefløjen kriminaliserer abort Aktionen mod Gyldent Daggry Modstanden på Taksim Optøjer og politivold i Tyrkiet Krisen på den radikale venstrefløj og debatten i Sinistra Critica Vend siden og skriv en ny bog Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Politisk dødvande, mens nedskæringer fortsætter – og dræber Venstrefløjens historiske ansvar i Grækenland Jorden til dem, der dyrker den Nyt baskisk venstrefløjsparti efter strategisk kursændring Ingen stemmeopfordring fra Sinistra Critica Syrizas ledelse udfordret fra venstre Kan SYRIZA blive et nyt PASOK? Udsigten til en venstre-regering i Portugal Afvis trojkaens tyveri og vælt regeringen Retten til selvstændighed og venstrefløjens forslag En million i oprør i gaderne Farvel Spanien? Brev fra Alexis Tsipras til EU-Kommissionens formand Vi skal genskabe troen på at mobilisere ”Vi har præsenteret et antikapitalistisk svar” Venstrefrontens Jean-Luc Melenchon er præsidentvalgets overraskelse Græsk hospital nu under arbejderkontrol! Omstrukturering, revision eller sletning af gælden? Absolut flertal til højre Farvel til Berlusconi - nu skal vi kæmpe imod bankdirektørernes regering EU-topmødets aftale er uacceptabel Grækenland på randen undtagelsestilstand – et spørgsmål om dage Vi vil ikke betale jeres ejendomsskat! Vi vil vælte jer! Kæmpe sejr for de indignerede 15. Maj bevægelsen i Spanien Stop betalingerne- slet gælden – nationaliser bankerne under arbejderkontrol – ud af eurozonen og EU nu! En fabriksarbejders livshistorie ”Et nederlag, som skal kaldes, hvad det er” Arabisk forår og spansk sommer Den yderste venstrefløj i en blindgyde Social modstand er løsningen – ikke et farvel til euroen Succes for den anti-kapitalistiske venstrefløj i lokalvalgene Berlusconismen i krise – og venstrefløjen på et sidespor Mobiliseringerne fortsætter Modstand mod Sarkozys pensionsreform skaber en eksplosiv situation Meningen med den græske krise "Eliten er i gang med at hævne sig på befolkningen" Tørklædesag i fransk valgkamp Stor fremgang til venstrefløjen 'Vi vil have selvstændigheden til at materialisere sig' Oprør og antikapitalistisk samling Grækenland i oprør Billeder fra historiske protester i Grækenland På vej mod et nyt antikapitalistisk parti Antikapitalisme i EU-valget ”Det røde postbud” blev udspioneret 11 teser om hvordan den italienske venstrefløjs krise kan imødegås Neo-fascister opruster under Berlusconi Splittet venstrefløj tabte alt Fremgang for venstrefløjen Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Sydeuropa

29.05.11 | Miguel Romero

Tip en ven      |    Print  

Spanien: Oppe og nede

Miguel Romero analyserer det seneste lokalvalg i Spanien og sætter det i sammenhæng med den omfattende protestbevægelse mod arbejdsløshed og nedskæringspolitik.

1. For længe siden, i forbindelse med et præsidentvalg i Mexico, erklærede Subcomandante Marcos: "Vi har intet at gøre deroppe." Jeg er enig i det grundlæggende, men ikke i formen. Noget er vi nødt til at gøre "deroppe" for at forhindre, at det bliver et hovedkvarter, hvorfra man ustraffet kan angribe os, der er "hernede". Men det er ikke det vigtigste. Vigtigst er det, være opmærksom på, at der er "op" og "ned", en grundlæggende konfrontation, hvor vi ikke har noget som helst af betydning til fælles, hverken med hensyn til demokrati eller moral eller solidaritet, og slet ikke en politik, der bekæmper den kapitalistiske krise for at forsvare arbejderklassens velfærd. Hvis vi er enige om det, kan vi fortsætte diskussionen om, hvad hvad skal gøres eller ikke gøres på det fjendtlige territorium "deroppe."


2. Sammenfaldet mellem 15. maj-bevægelsens lejre og de lokale og regionale valg den 22. maj gav en fysisk repræsentation af konflikten mellem "oppe" og "nede".

"Deroppe" stinker det, som den vulkanrøg, der endnu engang breder sig over det europæiske luftrum. "Dernede" blæser den frie luft i disse små alternative byer, som minder om markedspladserne, de folkelige præ-kapitalistiske markeder, et rum for massernes "moralske økonomi”, steder for møde, udveksling og samarbejde. Levende steder, men i modsætning til de herskende værdier hos de etablerede magter. Så skrøbelige, at det er svært ikke at føle bekymring for fremtiden for denne nye sociale bevægelse, som er et foster, og som den sociale og politiske venstrefløj behøver for at kunne ånde.

Denne artikel handler om valget, eller om "deroppe", set nedefra.

3. Partido Popular [Konservative, red.] har slået det Socialistiske Parti (PSOE) med kun 500.000 stemmer mere end i 2007-valget. Det vil sige, at PSOE's nederlag skyldtes sammenbruddet i sin egen vælgerbasis, som har resulteret i et tab på over en og en halv million stemmer. Det ser ikke ud til, at det handler om ”udlånte stemmer”, som vil vende tilbage næste gang uden andre krav end et par kosmetiske ændringer. Det er mere sandsynligt, at det handler om en langvarig misfornøjelse.

Har der så været en ”højredrejning” af det spanske samfund? Analysen af forskellene mellem PP og PSOE med begreberne "venstre" og "højre" giver kun ringe information om den aktuelle politiske proces, især hvad angår udviklingen siden den kapitalistiske krise startede for næsten tre år siden. Sagt på en anden måde: Bortset fra hændelserne i det politiske skuespil, med dets gedemarked og paradeslagsmål, så er der i grunden ingen uenighed mellem PSOE og PP om "strukturtilpasnings-politikken", ligesom der heller ikke er uenighed mellem PS og PSD i Portugal, mellem PASOK og Nyt Demokrati i Grækenland eller Fine Gael og Fianna Fáil i Irland ... PSOE er blevet straffet vælgermæssigt, fordi det har været ansvarlig for den brutale anvendelse af denne politik, det vil sige af de samme grunde, som førte til nederlaget for højrefløjen i Grækenland (Nyt Demokrati) i 2009 og i Irland (Fianna Fáil). I et to-parti-system taber det parti, der regerer, når der er økonomisk krise. Hvilket er et tegn på en massiv afpolitisering af de europæiske vælgere, især i de lande, som er mest sårbare over for krisen, men ikke et tegn på ikke på venstre- eller højreorienterede bevægelser, hvis disse udtryk stadig giver mening i et toparti-system. For " toparti-system" betyder ikke kun et system, hvor man skiftes til at regere, men også en grundlæggende enighed mellem de to partier i den såkaldte og tiltagende "statspolitik”.

På institutionelt plan er problemet ikke, at højrefløjen vinder, men at der ikke er noget regeringsalternativ til venstre, og sådan vil det fortsætte, så længe PSOE er det parti, der får flest stemmer fra de mennesker, der betragter sig selv "til venstre ".

En kapitalistisk krise så dyb som den nuværende er en enestående mulighed for at bryde højrefløjens folkelige sociale rødder. Højrefløjens vælgere er også angrebet af den krise, der punkterer myten om "den folkelige kapitalisme", og dem vil føle sig beskyttet af en politik, der forsvarer anstændige og sociale rettigheder mod "markedet." Men tværtimod - når såkaldt venstreorienterede regeringer står i spidsen for en ”genopretnings”-politik, så forstærker højrefløjens vælgerbasis sin identifikation med deres deres partier, ikke i form af et "politisk program", men først og fremmest i form af en moralsk ramme og reaktionær ideologi: nationalistisk spansk identitet, fremmedhad, katolsk moral, mangel på solidaritet. Dette er, hvad der er blevet bekræftet den 22. maj, og det ser ud til at bestemme den politiske fremtid i de kommende år.

4. Således vil den overvældende magt, som PP kommer til at udøve i de lokale institutioner styrke det dominerende moralske forfald i det spanske samfund, på mange måder.

For det første ved den massive støtte til korrupte personligheder såsom hele korpset med forbindelse til Gürtel-skandalen [en omfattende korruptions-skandale, der involverer konservative toppolitikere i Valencia] især i Valencia og Madrid, og/eller særligt reaktionære profiler som García Albiol i Badalona, Miguel Celdran i Badajoz, Lion Riva i Valladolid ... Den ligegyldighed over for bestikkelse af politikere, som kendetegner flertallet af befolkningen, er den logiske konsekvens af antagelsen om, at korruption er en uadskillelig del af "politik", og derfor ikke en strafbar handling, hvilket naturligvis giver straffrihed for korruption. En politisk venstrefløj, som er sit navn værdigt, skal være troværdig, uden nogen som helst tvivl, i kampen mod korruption. Den institutionelle venstrefløj, PSOE, men også IU [Forenet Venstre], har for meget snavs på fingrene til at leve op til denne troværdighed. Og når en af dens repræsentanter alligevel gør det, som IU-borgmester Manuel Fuentes i Seseña, så taber han valget: Det er en af de dårlige valgnyheder.

For det andet bekræftelsen af en spansk identitet knyttet til Vatikanets katolske moral, hvis hovedindhold er fjendtlighed mod:
- indvandrerbefolkningen
- nationale rettigheder, især i Katalonien og Baskerlandet, i denne omgang især med fokus på opstillingen af [det baskiske nationalistiske venstrefløjsparti] Bildu
- mindet om kampen mod Franco.

I denne forstand er den moralsk-politiske alliance mellem PP og det katolske hierarki - godt funderet i den økonomiske pagt, som PSOE-regeringen har indgået - nu og endnu mere i fremtiden en formidabel modstander af alt, hvad der er ikke bare venstreorienteret, men blot "progressivt".

Hertil kommer, at den katolske kirke længe har spillet en central rolle i organiseringen af det "civile samfund", hvor højrefløjen og den yderste højrefløj fungerer harmonisk sammen, med PP som den politiske reference. Den valgsucces, som uafhængige kandidater på den yderste højrefløj havde i valget den 22. maj vil næppe ændre denne situation i hvert fald ikke på kort sigt, selv om det er en ekstremt farlig udvikling. De fleste repræsentanter for den yderste højrefløj i medierne og i det politiske liv er tilfredse med deres nuværende - og meget effektive – rolle som lobbyister.

For det tredje, ved at Zapatero regeringens "reformer" har lagt vejen åben for gennemførelse af tiltag, som er endnu mere socialt aggressive, og som med sikkerhed vil påvirke sundhedsvæsenet og den offentlige uddannelse, beskæftigelsen i den offentlige administration, en ny stramning af arbejdsmarkedsreform ... for at nævne det, vi allerede nu kan forudse. Vi ved, at hvad dette angår, plejer virkeligheden at overgå den værste fantasi.

Modstanden mod disse angreb må overvinde demoraliseringen, ikke kun på grund af højrefløjens fremgang, men også på grund af den katastrofale politik, som de store fagforeninger har ført efter den 29. september [datoen for en landsomfattende generalstrejke i Spanien i 2010]. Der er betegnende, at i en undersøgelse om borgernes tillid til institutioner og organisationer, kommer fagforeningerne efter bankerne, og lige foran politikerne og de multinationale selskaber (El País, 19/04/2011).

5. Der lyder nu røster, indefra og udefra, om en ”gendannelse” af PSOE. Helt ærligt, at dømme efter erfaringerne, er ”gendannelse” ikke et særligt produktivt begreb. Normalt betyder gendannelse en ny diskurs, men med det samme apparat ved roret til at kontrollere det pågældende parti og de mekanismer, som skal kontrollere diskussionen blandt de menige medlemmer, som er passive tilskuere til processen. I tilfældet PSOE, i det mindste så længe partiet sidder på regeringsmagten, vil der ikke engang komme en ændring af diskursen. Zapatero har allerede bekræftet, at ”reformpolitikken” vil fortsætte, og regeringens svaghed inspirerer kun lokale talsmænd for "markedsløsninger", som for eksempel direktøren for den spanske centralbank, til at øge presset for en skærpelse. Sandsynligvis vil de internationale "markeder" presse på i samme retning. Særligt de kommende måneder vil blive hårde for det "sociale spørgsmål."

Men bortset fra Zapatero er PSOE et færdigt parti for venstrefløjens sag, som det er tilfældet for hele den såkaldt ”socialdemokratiske” strøming. Selvfølgelig vil sprogbrugen blive en anden, når de kommer i opposition, og de vil igen udgøre alternativet til højrefløjen, hvis ikke topartisystemet bliver brudt. Men partiet vil ikke ændre sin underkastelse for den neoliberale kapitalisme. En udsplitning af en venstrefløj af en vis størrelse, som det er sket i andre lande: Tyskland, Frankrig ... , ville være ønskelig, men der er ingen tegn på, at det vil ske.

6. IU [Forenet Venstre, herunder det spanske kommunistparti] har pænt og generelt forbedret sit resultatet fra 2007. Hvis det var målet, så til lykke. Tilsyneladende betragter partiet det på den måde, hvis man hørte Cayo Lara [leder af IU siden december 2008] på valgaftenen, flankeret af personligheder som den magtfulde chef for IU-apparatet i Madrid, Miguel Reneses, en person, hvis blotte tilstedeværelse undergraver troværdigheden af budskabets ærlighed. Men at vinde 200.000 stemmer, når PSOE tabte en og en halv million, sætter succesen alvorligt i relief. Sagt på en anden måde: IU går frem i forhold til sig selv, men ikke som en politisk pol for den alternative venstrefløj. Energien på vinde stemmer fra 15. maj-bevægelsen, som har været anmassende og måske kontraproduktiv især i de sidste dage af kampagnen, har ikke givet gode resultater: IU har opnået resultater svarende til det resultat, meningsmålingerne forudså før valget.

Det er sandt, at uden for Euskadi [Baskerlandet] er partiet den eneste væsentlige kraft på venstrefløjen i de parlamentariske institutioner. Det kort har de, men heller ikke andre. Især er dets rolle i sociale bevægelser og kampe stadig meget svag – jo mere alternative bevægelserne eller kampene er, jo svagere er IU’s rolle. Det er uklart, i hvilket omfang dette bliver set som et stort problem for IU som helhed, men det er det i hvert fald for mange af dets medlemmer og nogle af lederne. Det ville være godt, hvis der åbnede sig praktiske muligheder for et samarbejde med den anti-kapitalistiske venstrefløj. Men virkeligheden er, at den langstrakte valgkamp, som vi står over for [frem til parlamentsvalget i 2012] , snarere vil fremme en profil som " venstrefløj i institutionerne".

7. Den spektakulære resultat for Bildu i de fire provinser i Euskadi er den bedste nyhed fra den 22. maj. Men det er en historie, så at sige, "udenfor", i forhold til at opbygge en anti-kapitalistisk politisk reference i den spanske stat. Hvad angår forbindelserne til den alternative venstrefløj "på den anden side af Rioja", så har den baskiske venstrefløj for længst etableret en uafhængighed. Der er fortsat venskaber – og det er ikke så lidt, men der er ikke et fælles politisk mødested.

Under alle omstændigheder er succesen et slag i hovedet på det spanske politiske system, på dem "deroppe". Det er også et meget vigtigt skridt i retning af opløsning af ETA under forhold, der ikke indebærer et nederlag for det nationalistiske miljø. Alt dette er meget positivt og en glædelig udvikling, også uden for Euskadi.

Det er også et spørgsmål, som fortjener en stille refleksion og tid til at forstå, hvorfor den baskiske verden har formået at overleve som et magtfuldt politisk fællesskab, trods de enorme forhindringer, de har stået over for siden overgangen [fra Franco-diktaturet], og at de nu i deres land udgør noget, der ligner det "venstrefløjsmiljø”, som aldrig rigtigt har eksisteret i den spanske stat, undtagen måske under de ekstraordinære mobiliseringer i første halvår af 1976, og som nu er en ren illusion.

Epilog. 15-maj-bevægelsen ser ikke ud til at have haft væsentlig indflydelse på valget. Det ville have været mærkeligt, hvis det var anderledes. Dette er en nyfødt bevægelse i en kompleks konstituerende fase, hvis kendetegn er fælles kritik af det eksisterende politiske system, ingen kandidat repræsenterede denne kritik. Der er ingen Besancenot [den mest kendte leder af det franske Nye Antikapitalistiske Parti] her, intet som minder om Venstreblokken [fra Portugal], ikke engang Die Linke.

Men frem for alt er 15. maj-bevægelsen ikke kommet til verden for at påvirke valget, for at orientere sig mod dem "deroppe." Dens mission er at aktivere, genoplive, give indhold og stemme til det ... "dernede". Efter den første eksplosive fase med håb og glæde i den første leveuge, kommer nu kampen for livet: erstatte lejrene med usynlige tråde i fælles netværk, skabe konsensus og afklare uenigheder og konflikter på en demokratisk og pluralistisk måde, gøre begivenheden til en proces ... og så mange andre mål, som er opstået, og vil opstå fra folk i 15. maj-bevægelsen.

Alt for ofte i de seneste år har den sociale og politiske venstrefløj ikke formået at realisere mulighederne for at  udnytte initiativer, bevægelser, projekter til at komme videre ... Livet har givet os en ny og fantastisk mulighed, som også er en udfordring. Det er bedst ikke at tro, at vi spilder den.


Miguel Romero er redaktør af magasinet Viento Sur
Oversat af Åge Skovrind

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 20

Appel til den Pakistanske regering og styret i Gilgit-Baltistan regionen

På torsdag skal højesteret i Pakistan genbehandle sagen mod Baba Jan, politisk aktivist og fagforeningsleder. I den forbindelse samles der underskrifter på nedenstående solidaritetserklæring. Vi ønsker fra SAP’s side at styrke opmærksomheden på dette politiske overgreb - og bringer i den forbindelse solidaritetserklæringen som denne uges ugekommentar. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.