RELATEREDE ARTIKLER

Har vi råd til private banker? Lokalpolitikere går ind i den globale kamp Neoliberalismens korrupte verden Bankunionen til debat Spekulation mod kronen – hvad er det socialistiske svar? Hvornår vender krisen? Finanskrisen i EU IMF-erklæringer, som de europæiske ledere ikke bryder sig om Hvorfor sparer de op? Tag det tilbage Teorien om kapitalismens lange bølger Argentinas eksempel fra 2001 Krisen i Europa – venstrefløjens alternativer Anti-kapitalistiske veje ud af krisen EU-topmødets aftale er uacceptabel Har socialister et fælles europæisk svar på krisen? Krisen i Europa – og de antikapitalistiske svar En anden verden er mulig – men ikke ved at reformere EU og holde fast i euroen! S og SF på afveje i Fair Løsning 2020 Et internationalistisk overgangsprogram på vej til et antikapitalistisk Europa En europæisk strategi for venstrefløjen? Derfor er keynesianisme ikke svaret Keynes går ikke igen Nationalisér banksektoren – brug kreditten til at skabe arbejdspladser og økonomisk tryghed Hvem skal betale? Rejs krav om behovsstyret produktion Meningen med den græske krise Omstil den skrantende bilindustri til klimavenlig produktion Internationalt seminar om krisen og marxistisk økonomi Er krisen slut? Velfærd uden vækst? Socialdemokratiske og antikapitalistiske kriseløsninger En social og politisk polarisering Hver dag nye ofre Den kommende kapitalistiske konsensus Enhedslisten og den økonomiske krise Om styrkeforhold, agitation og meget andet Enhedslisten og finanskrisen Nyliberalismens krise Grøn ny kurs For en løsning af krisen på arbejderklassens betingelser ’Krisen bliver forstærket af klima- og fødevarekrisen’ Giftig kapitalisme Finanskrisen i Danmark Til kamp for en spekulationsfri finanssektor! Finanskrisen forandrer amerikansk politik Deres krise, vores konsekvenser Har kapitalismen fået fnat? Del 1 Har kapitalismen fået fnat? Del 2 Finanskrise – en åbning for kapitalismekritik De privatiserer gevinsterne og nationaliserer tabene Den nye kinesiske kapitalisme Regeringens redning er asocial Hundreder af millioner sulter Kapitalismen efter den amerikanske boligkrise En økonomi smurt i gæld Ti forslag til at stække EU En Plan B for Europa Alan Thornett om fremtiden efter Brexit Plan B – et opgør med EUs sparepolitik Fuldt hus til Plan B-konference 5000 mod CETA og TTIP Yanis Varoufakis´ fantasipolitik Offensive against the EU from left Fødevarer eller finanser? For enhed og solidaritet i Europa, mod racisme og social dumping Brexit er en katastrofe, men kampen fortsætter British ”no” will strengthen the resistance against the EU austerity policy (Også) venstrefløjen er uenige om ”remain” or ”leave” TTIP sætter løn- og arbejdsforhold under pres Internationalisme fra neden mod Fort Europa Plan B for Europa? Det stemmer vi om Demokrati mod finans-kolonialisme ”Forandringen kommer ikke fra EU-parlamentet” EU’s militærudgifter er “elefant i glashus” Nu også protester i Danmark den 13.-14 marts BLOCKUPY Frankfurt Aftaler fortsætter Vestsaharas kolonistatus Europa mod nedskæringer Stop betalingerne- slet gælden – nationaliser bankerne under arbejderkontrol – ud af eurozonen og EU nu! Historiske landvindinger under angreb Ta' med til euro-demo i Bruxelles Den internationale situation sommeren 2010 Krisen i Europa og arbejderklassens svar Postarbejdere kommer til at betale for privatisering Knebent flertal for ansøgning om medlemskab Venstrefløjen gik tilbage Faglig venstrefløj stiller op i EU-valget Kampen mod EU – nytter den? Antikapitalistisk stemme i EU-valget »Vi kan vinde den anden folkeafstemning om Lissabontraktaten« Faglig mobilisering i støbeskeen Enhedslisten og EU-domstolen EU efter det irske Nej Efter det irske nej Irerne stemte nej til Lissabon-traktaten Irland stemmer i juni En irriterende sten i EU-skoen At erobre magten, ikke bare danne regering Corbyn og udfordringen for venstrefløjen Antiimperialisme og den syriske revolution Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Venstrefløjen og krisen ”Venstrefløjen i regering” Den økonomiske og økologiske krise Fem egyptiske partier danner venstrefront Die Linkes succes i Nordrhein-Westfalen Højreekstremisten Wilders overtager oppositionsrollen fra det Socialistiske Parti International Viewpoint Enhedslisten, klimakampen og antikapitalismen Enhedslistens politiske rolle Stor fremgang til venstrefløjen Så er valget overstået – og nogle spørgsmål trænger sig på Rød-grønne til valg uden entusiasme Venstrefløjen sejrede Historisk forandring af det politiske landskab Nyt antikapitalistisk parti stormer frem Uro ulmer i SF På randen af parlamentarisk sump 11 teser om hvordan den italienske venstrefløjs krise kan imødegås Splittet venstrefløj tabte alt Fremgang for venstrefløjen

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: EU | Venstrefløj | Økonomi

14.05.11 | Costas Lapavitsas

Tip en ven      |    Print  

Krisepolitik: En venstrefløjsstrategi for Europa

Den græske økonom Costas Lapavistas argumenterer for, at euroen ikke kan reformeres, og fremfører en alternativ strategi. Artiklen er et svar til Michels Hussons synspunkt om, at det ville være et risikabelt eventyr at forlade euroen.

(Michel Hussons artikel er tidligere bragt på Socinf.dk)

Grunden til den turbulens, Europa befinder sig i, blev lagt af den verdenskrise, som tog sin start i 2007. I korte træk førte Lehman Brothers’ bankerot til en bankkrise, som igangsatte en global recession. De europæiske økonomier blev ramt af eksportsammenbrud og svindende kreditter. Det værste blev undgået gennem statsintervention, dels for at støtte bankerne, dels for at opretholde den samlede efterspørgsel. Men statsinterventionen førte til det næste – mere alvorlige - niveau i krisen, nemlig offentlig gæld. Og efterhånden som det offentliges gældskrise blev dybere, truede den med at tænde op for bankkrisen igen.

Ikke desto mindre kan det ikke understreges for meget, at den europæiske turbulens’ specifikke natur og styrke skyldes den monetære union, ØMU’en. Euroen har fungeret som verdenskrisens mediator i Europa. Fra et marxistisk perspektiv kan det dårligt være en overraskelse, eftersom euroen er en form for verdensvaluta og ikke bare en almindelig valuta. Euroen er designet til at fungere som betalingsmiddel og ophobning af penge på verdensmarkedet, eller med mainstream-økonomernes ord: som en reservevaluta. Den tjener de interesser, som de største stater, der kontrollerer den, har, sammen med de største finansielle og industrielle foretagender, som udbreder den internationalt. Men på grund af disse selvsamme egenskaber har euroen udkrystalliseret spændingerne og ubalancerne i den europæiske kapitalisme og fungeret som krisens epicenter. Dette har været en klassisk egenskab ved en verdensvaluta, lige siden guldet spillede den rolle og dikterede krisernes tempo gennem sin ophobning, indgående og udgående pengestrømme.

Euroen er en usædvanlig form for verdensvaluta skabt af en alliance af stater med Tyskland som centrum. Den står i skarp kontrast til den dominerende form for verdensvaluta, dollaren, som er en national valuta, der er blevet kastet ind i sin rolle som verdensvaluta på grund af det verdensherredømme, dens bagvedliggende stat og økonomi har. For at euroen skulle kunne fungere som verdensvaluta, har det været nødvendigt at skabe et institutionelt maskineri, der passede til en alliance anført af Tyskland, en sammenslutning af stater, som er betydeligt svagere end USA. Tre elementer har hjulpet det på vej: For det første en uafhængig centralbank med fuld kontrol over pengepolitikken og som leder et homogent valutamarked for bankerne; for det andet finans- og skattemæssig disciplin gennemført gennem ”Vækst- og Stabilitetspagten”; for det tredje et nådesløst pres på lønningerne og forhold, der kunne sikre konkurrenceevnen for den europæiske kapital.

Euroens institutionelle maskineri har været katalysator for krisen i Europa. Presset på arbejdskraften har været mest nådesløst i eurozonens center og resulteret i bedre konkurrenceevne for især Tyskland. Resultatet var en dybere afgrund mellem center og periferi, der afspejles i de nuværende overskud i regnskabet for de førstnævnte og underskud for de sidstnævnte. Man byggede bro over afgrunden med enorme kapitalstrømme fra center til periferi, for det meste i form af banklån. [note 1] I periferien deltog bankerne ydermere i en hurtig ekspansion og tilføjede dermed mere gæld. I slutningen af 2000-tallet var periferien blevet enormt forgældet – i indland og udland, privat og offentligt.

Da verdenskrisen ramte Europa med recession og statsindgreb til følge, formede det sig uundgåeligt til en gældskrise i periferien - i alle dens dimensioner. Til gengæld truede gældskrisen med at blive en bankkrise, som havde potentiale til at ødelægge euroen. Svaret fra den herskende klasse i Europa – i både center og periferi – har kastet et skarpt lys over hele det europæiske ”projekt”. Deres væsentligste bekymring har været at redde euroen. For at nå dette mål har politikken fokuseret på at redde de banker, der var udsat for periferi-gæld. Ergo har den europæiske centralbank (ECB) fremrykket rigelig og billig likviditet til banker, og til gengæld blev begrænset likviditet til høje renter stillet til rådighed for staterne. Samtidig blev en hidtil uset barsk nedskæringspolitik påtvunget de perifere lande, mens velfærden blev skåret ned og arbejdsforholdene forværredes. Krisens omkostninger blev på den måde i videst muligt omfang lagt på den arbejdende befolknings skuldre. I starten af 2011 var klassekarakteren af den politik, der blev ført for at redde euroen, blevet krystalklar: For det første gik den ud på at forsvare finanskapitalens interesser ved at beskytte obligationsejerne og andre långivere; for det andet på at støtte industrikapitalen ved at presse arbejdsomkostningerne.

Disse politiske tiltag er blevet dikteret af Tyskland, som har mest gavn af euroen. Tysk overherredømme er nu stærkere end på noget andet tidspunkt i den europæiske unions historie. Af samme grund er interesserne i verdensherredømme i eurozonens hjerte blevet synlige. Hvis den nuværende politik om at redde euroen lykkes – og det er tvivlsomt, om den vil det – vil Tyskland fremstå som den ubestridte mester af eurozonen og som den dominerende magt i hele Europa. Periferien vil i mellemtiden stagnere med høje arbejdsløshedstal og dårligere indkomstfordeling. Alligevel vil et lille lag af finans- og industrikapital i periferien sikkert fortsætte med at klare sig godt.

Krisen har været en monumental begivenhed for Europa. Den har gennemtvunget en hurtig social forandring til fordel for kapitalen og imod arbejdskraften. Den har også opmuntret en geopolitisk forandring og forvandlet eurozonen til en tysk baggård. Samtidig har den endeligt sat en stopper for de fortærskede idéer om europæisk partnerskab og føderalisme, som har fungeret som et ideologisk dække for eurozonen. Krisen burde altså have givet venstrefløjen en chance for at vinde frem, når den fremfører sine anti-kapitalistiske forslag om at styre Europa i en socialistisk retning. Desværre er dette endnu ikke sket. En stor del af den kontinentale venstrefløj er stadig i kløerne på en pro-europæisk forestilling og bekymrer sig om at udvikle strategier, der har en europæisk snarere end socialistisk karakter. Frem for alt frygter den at bringe forstyrrelse i den monetære union. Resultatet har været et fravær af en effektiv venstrefløjsopposition til den sociale og stormagtsforvandling, der nu er i gang i Europa.

En ”god euro”?
Den pro-europæiske venstrefløj klynger sig til den forestilling, at eurozonen kan reformeres i den arbejdende befolknings interesse ved at skabe en ”god euro”. Fortalerne for en ”god euro” kan deles i to strømninger,som begge er tydelige i det nyligt dannede Europæiske Venstreparti men også mere bredt over hele Europa. [note 2] Den ene strømning er ærke- europæere som i det store hele nedtoner de klasse – og stormagtsinteresser, som er den monetære unions hjerteblod. Den anden strømning er tøvende europæere, som til trods for at de understreger klasseinteresserne ikke helt anerkender konsekvenserne af at skabe en ny verdensvaluta. Den monetære union var måske nok en dårlig idé, men nu hvor den er en realitet, vil det ikke være tilrådeligt at bryde ud af den. [note 3]

For de tøvende europæere fører denne position også til det, som kunne kaldes en ”revolutionær europanisme”, hvor man vil omstyrte kapitalismen ud fra et angiveligt fordelagtigt udgangspunkt, nemlig den europæiske integration. Logisk set burde dette også indebære dannelsen af en forenet (og revolutionær) europæisk stat, men dette krav bliver sjældent gjort eksplicit. Hvad enten de er ”ærke” eller ”tøvende”, er der et betydeligt overlap i ”god euro”-forslagene. Der er for eksempel generel enighed om, at nedskæringspolitik og liberalisering bør undgås, og at Europa har brug for en større omfordeling af indkomster og rigdomme. Der er også enighed om, at en koordineret investeringspolitik ville være ønskelig for at øge produktiviteten i periferien og genetablere den europæiske økonomi.

Det er troværdige idéer, og store dele af venstrefløjen – europæiseret eller ej – vil sikkert være enig i dem. Problemet er, at de ikke tackler krisens presserende natur. Uden skygge af tvivl er det mest akutte aspekt ved krisen gældskrisen i de perifere lande. Det er endelig blevet accepteret bredt på venstrefløjen, at gældsbyrden på adskillige af de perifere lande skal løftes, for at deres økonomier kan komme sig. Ud over dette er det til gengæld svært at finde enighed. Ærke-europæere som dem i det Europæiske Venstreparti er tilbøjelige til at støtte en konsensusbaseret omlægning af gælden (i praksis, kreditor-styret stop for tilbagebetalingen), som ville sænke periferiens gældsniveau uden at forstyrre eurozonens mekanismer unødvendigt. Problemet er, at det er usandsynligt at et kreditorstyret tilbagebetalingsstop sænker periferiens gæld i betydelig grad. Långivere er ikke normalt kendt for at være glade for tab. Tøvende europæere er derfor tilbøjelige til at gå ind for en radikal omlægning af gælden, ofte på låntagernes initiativ. Men de foreslår at afskrive gælden unilateralt, samtidig med at man forbliver inden for rammerne af eurozonen, hvor hovedaktørerne vil være nødt til at tage tabene. Præcis hvordan det skulle kunne opnås er endnu ikke blevet forklaret.

På denne baggrund har euroentusiasterne fremsat adskillige forskellige specifikke forslag med hensyn til gæld. Her kommer man ud på tynd is, fordi det fører til yderområdet af de europæiske regeringers faktisk førte politik. Forslagene har typisk bevæget sig omkring udlån fra ECB og udstedelsen af euroobligationer, som der allerede kan findes aspekter af i eurozonens nuværende politik.

En grov sammenfatning af de forskellige forslag synes således at være idéen om, at ECB udvider sin nuværende praksis med at opkøbe offentlig gæld i sekundære markeder (og udlåne imod sikkerhed i periferiens offentlige gæld). ECB skulle erhverve en stor del af den eksisterende gæld i perferilandene, og den skulle også finansiere de nye låntagninger fra eurozonestaterne i fremtiden. Ydermere foreslås det, at udstedelsen af euroobligationer – som allerede udføres af ”the European Financial Stabilisation Facility” for at få midler til at udlån til lande i vanskeligheder – skulle udvides for at imødekomme de egentlige lånebehov i eurozonestater. [note 4]

Intet er til hinder for krydsninger af disse forslag, inklusiv forestillingen om at ECB skulle finansiere sig selv ved at udstede euroobligationer. Sådanne forslag fremstår som parallelle til den amerikanske Federal Reserves tiltag og dermed et vigtigt skridt hen imod at skabe finans- og skattemæssig såvel som monetær homogenitet indenfor eurozonen. Desværre er der nogle større problemer med disse forslag, som hjælper til at forklare, hvorfor de i det store hele har fået meget lidt opmærksomhed fra eurozone-etablissementet. Et problem er forbundet med tabene fra dårlig gæld i periferien. Hvis f.eks. ECB skulle opkøbe eksisterende gæld fra periferien med stor rabat, ville man være nødt til at få suppleret op for at undgå fiasko. Hvis gælden blev overtaget for sin pålydende værdi, ville der sikkert være betydelige tab for ECB i sidste ende, som man så nødvendigvis måtte gøre godt for. Der er en fremherskende forvirring på store dele af venstrefløjen med hensyn til, hvad en centralbank kan gøre. ECB har i sandhed en enorm evne til at fungere som långiver i sidste instans, dvs. til at fremrykke likviditet til banker og stater. Men at fungere som långiver i sidste instans har intet at gøre med at tage sig af dårlig gæld, dvs. solvens. At give garanti for solvens er en sag for finansministeriet, som må inddrage skatteindtægter for at imødegå tab fra dårlig gæld. I en europæisk sammenhæng betyder dette at trække på skattegrundlaget fra centerlandene og dermed, at man lægger en byrde på den arbejdende befolkning. ECB har ingen magt til at imødegå de tåbelige udlån, som de europæiske banker hengav sig til i 2000-tallet. At få ny kapital til bankerne betyder, at man skal øremærke skatteindtægter, et skridt som ville have betydelige klasse- og magtkonsekvenser.

Derudover ville forslaget om at ECB systematisk skulle opkøbe periferiens gæld og sågar have en åben forpligtelse til at finansiere fremtidige låntagninger i eurozone-lande udgøre en trussel mod euroen som verdensvaluta. Hvis ECB for eksempel skulle begynde at finansiere den jævnlige låntagning i alle eurozone-landene, ville der være forhøjet risiko for inflation, hvilket ville sænke euroens troværdighed på verdensmarkederne. Hvad dette angår, kan man ikke sammenligne med dollaren. Dollaren er den fungerende form for verdensvaluta, som trækker på etablerede institutionelle vanemæssige mekanismer for sin respektabilitet. Euroen er en konkurrent, som endnu ikke har udviklet en fast ramme af respektabilitet for sig selv i verdensmarkedet. Det er usandsynligt, at den herskende klasse i Tyskland vil acceptere statslånsarrangementer, som kunne sætte euroens globale respektabilitet i fare.

Lignende overvejelser kan anvendes i forhold til udstedelse af euroobligationer for at omplacere nuværende periferi-gæld. Låntagningsvanskelighederne hos staterne i periferien kan ganske vist klares gennem euroobligationer, selv om det ville være en langsommere metode, end hvis ECB udbyder likviditet direkte. Men at skulle konfrontere de sandsynlig tab fra dårlig gæld er en helt anden sag, som kræver, at man øremærker kapital fra skatteindtægter. Og det er endda uden at have nævnt ekstra-omkostningerne ved at låne til højere rente i centerlandene, hvis de skulle udstede euroobligationer sammen med landene i periferien.

Og endelig findes der yderligere et problem, som sjældent får den opmærksomhed, det fortjener. ”God euro”-forslagene har grundlæggende set som mål at overvinde den modsætning mellem finans- og skattemæssig heterogenitet og monetær homogenitet, som findes i selve eurozonens institutionelle maskineri. Det vil antageligvis være sådan, at hvis der blev skabt et fælles finans- og skattemæssigt rum over hele eurozonen – gennem enten lån fra ECB eller gennem udstedelsen af euroobligationer ville euroen fungere glattere, og kriser ville være udelukket. Men problemet er, at finanssfæren i eurozonen ikke er nær så homogen, som man ofte forestiller sig. Der er ganske vist et homogent pengemarked, som regulerer bankernes betingelser for låntagning over eurozonen som helhed, men ejerskabet til bankerne er stadig helt nationalt.

Tilsvarende er der ingen homogenitet, når det handler om at overvåge og regulere bankernes aktiviteter, som i vid udstrækning er et anliggende for de enkelte lande. Hvis bankernes solvens blev problematisk, ville de derfor kun være i stand til søge hjælp fra deres egne stater, som det skete i Irland i 2009-10 og Belgien i 2008-09. Der er ingen europæisk mekanisme, somkan tage sig af de tab, europæiske banker uundgåeligt vil ide, hvis gælden i de perifere lande afskrives. Og der er helle ringen oplagt måde, hvorpå de tyske eller franske kunne bringes til at acceptere højere skatter for at redde, for eksempel, de italienske banker. Hver stat må tage sig af tabene i sine nationale banker. Euroen forbliver en opfindelse frembragt af nationale stater i denn ehenseende, og dens konsekvenser for arbejderne har et klart nationalt aspekt.

En radikal venstrefløjsstrategi
Et radikalt alternativ til den politik, der for indeværende føres over hele eurozonen, må tilbyde en løsning på krisen, der kan forrykke det sociale styrkeforholdet til fordel for arbejderklassen og skubbe Europa i en socialistisk retning. For at venstrefløjen kan udvikle en alternativ linje, må den udfordre de strategiske valg, magthaverne i Europa tager i stedet for kun at fokusere på dårligt fungerende institutionelle arrangementer. Det første skridt villeære at anerkende klasse- og stormagtsrelationerne i eurozonens hjerte. Den arbejdende befolkning i henholdsvis center og periferi har ikke nogen andel i den monetære unions succes. Tværtimod har forsøget på at skabe en verdensvaluta, som tjener den europæiske kapitals interesser, forværret arbejdsbetingelserne i centeret og ført til en større krise i periferien.

Et radikalt alternativ må også anerkende, at den nuværende politik med at påføre besparelser og promovere tysk overlegenhed har en høj sandsynlighed for at slå fejl. Hovedårsagen er, at besparelser fører til recession, som forværrer gældsproblemet. Hvad endnu værre er, at prognosen for periferien på længere sigt er lav vækst. Grækenland, Irland og Portugal vil finde det stadig sværere at afbetale på deres offentlige gæld og vil sikkert være nødt til at omstrukturere eller sågar indføre et tilbagebetalingsstop. De uundgåelige tab vil påvirke centerlandene, og der biver tale om store summer. Alene Grækenland, hvis de skal have en afgørende lettelse, vil det kræve en nedbringelse af den offentlige gæld med måske 50 – 60 procent, hvilket nærmer sig 200 milliarder euro. Skulle dette rent faktisk ske, ville medlemskabet af eurozonen blive taget op dels af centerlandene, dels af de lande i periferien, der stoppede deres betaling. De vakkelvorne strukturer i eurozonen ville komme under endnu større pres. Venstrefløjen burde gøre sig klar til sådan en drejning af begivenhederne i stedet for at vige fra den i rædsel.

Opsplitningen mellem center og periferi gør, at et radikalt venstrefløjsalternativ nødvendigvis vil være forskelligt rundt omkring i eurozonen. For arbejdere i centeret, især Tyskland, vil det være livsvigtigt at bryde med det nådesløse pres på lønningerne pålagt af den monetære union. Men vær opmærksom på, at det er forkert at tro, at højere lønninger kan redde euroen ved at afbalancere konkurrenceevnen i hele eurozonen og fremme indenlandsk forbrug i centeret. Der er ikke nogen kapitalistklasse, som systematisk vil sigte mod at hæve lønningerne for sine egne arbejdere, eftersom den så ville blive ødelagt af konkurrencen. Hvis løntilbageholdenheden i Tyskland bliver brudt, vil den monetære union blive mindre attraktiv for den herskende klasse i Tyskland og rejse spørgsmålet om dets eget fortsatte medlemskab af euroen. Tyskland har trods alt haft lang erfaring med at udbrede den tyske mark strategisk for at forbedre andelen af verdensproduktionen og handelen.

En radikal strategi i centerlandene burde inkludere yderligere skridt, som kunne komplementere tilbagerulningen af løntilbageholdenhed, samtidig med at man forberedte sig på den monetære unions sammenbrud. Et vigtigt element ville være kontrol over det finansielle system. Skatter og andet optrækkeri for at redde banker fra deres tøjlesløse blottelse i forhold til eurozonens periferi burde man gøre modstand mod. Faktisk burde venstrefløjen argumentere for nationaliseringer af bankerne, som kunne fungere som løftestang for en afbalancering af centerøkonomien, hvis man altså antager, at kontrolmekanismerne over bankerne også blev ændret,så de afspejlede bredere sociale interesser. Frem for alt burde vægten i den tyske økonomi flyttes fra eksport til forbedring af det indenlandske forbrug, offentligt forbrug og infrastruktur. For det ville være nødvendigt for at genvinde styringen af ECBs monetære politik og påtvinge kontrol med kapitalbevægelserne.

I periferien, på den anden side, må det umiddelbare fokus for et radikalt alternativ være at konfrontere byrden af offentlig og privat gæld. Offentlig gæld, især, må genforhandles med det mål at afskrive størstedelen. Til dette formål skulle der være skyldnerstyret tilbagebetalingsstop, der trækker på græsrøddernes deltagelse. Der vil helt bestemt være omkostninger forbundet med at stoppe tilbagebetalingen og lave en unilateral afskrivning af gælden, inklusiv at blive udelukket fra finansielle markeder i en periode og betaling af højere renter i fremtiden. Men selv mainstream litteratur påpeger, at disse omkostninger – til deres overraskelse – ikke ser ud til at være særligt betydelige.[note 5]

Et skyldnerstyret tilbagebetalingsstop ville blive umådeligt styrket med dannelsen af uafhængige Gældskomiteer i de perifere lande. De kunne støtte arbejderklassens deltagelse i en konfrontation af gældsproblemet, ikke mindst ved at fremlægge uafhængig viden om årsagerne og betingelserne for gældsætningen. Komiteerne kunne lave passende anbefalinger for, hvordan gælden kan tackles, inklusiv gæld som viser sig at være ulovlig, illegitim, forhadt eller slet og ret ikke bæredygtig.

Skyldnerstyret tilbagebetalingsstop i periferien ville øjeblikkeligt rejse spørgsmålet om eurozonemedlemskab i det omfang, at långiverne er centerlande. Udtræden af euroen er en vigtig komponent i en radikalt venstreorienteret strategi, som kunne annullere besparelser, samtidig med en omstrukturering af økonomierne i arbejdernes interesse. Men at ændre den monetære standard er et større chok, som ville kræve et bredt program for økonomisk og social forandring. Det vigtigste ville være at forhindre det monetære chok i at blive til en bankkrise, for så ville dønningerne i økonomien være voldsomme. Det følger heraf, at bankerne nødvendigvis må komme under offentligt ejerskab og kontrol for at beskytte skyldnerne og undgå bankflugt og for at skabe rammerne for en omstrukturering af økonomien. Det siger sig selv, at det også ville være nødvendigt at indføre kapitalkontrol.

Den nye valuta ville devaluere og dermed putte et øget pres på banker, der lånte i udlandet, men også fjerne de snærende bånd fra den produktive sektor og fremme eksporten. At genvinde styringen over pengepolitikken samtidig med at stoppe for tilbagebetaling af gælden ville også øjeblikkeligt fjerne de kvælende besparelser fra den produktive sektor. På den anden side ville øgede importpriser lægge pres på arbejdernes lønninger og dermed gøre det nødvendigt med omfordelingstiltag gennem skatte- og lønpolitikken. Endelig ville man introducere en industripolitik for at forbedre positionen i den internationale arbejdsdeling. Naturligvis ville en så dramatisk ændring i de sociale styrkeforhold til fordel for arbejderne kræve en demokratisk omstrukturering af staten med forbedret skatteinddrivelse og et opgør med korruption.

En radikal venstrefløjsstrategi for både center og periferi ville bestå af både traditionelle tiltag i den mest dybtgående betydning af udtrykket. Deres præcise karakter ville afhænge af de sociale kræfter, som ville blive mobiliseret til støtte for dem og på de typer af kamp, som ville komme ud af det. Men det største gode ved strategien er, at den kunne ændre magtbalancen imod kapitalen og skabe bedre betingelser for at løse fordelingsspørgsmålene, vækst og beskæftigelse. På den måde ville en radikal venstrefløjsstrategi skabe et godt miljø for socialistisk forandring ved at forbedre de sociale og økonomiske betingelser for arbejderne.

Der er ingen grund til, at en sådan strategi skulle føre til isolationisme og nationalisme, for så vidt at den europæiske venstrefløj genvandt et minimum af tro på sig selv og det historiske arsenal af socialistiske idéer. Faktisk vil faren for et nationalistisk tilbageslag sandsynligvis være større, så længe venstrefløjen fortsætter med at skuffe den arbejdende befolkning. ”God euro”-forslagene tilbyder ingen midler til at stoppe den hensynsløse genrejsning af klasse- og stormagts interesser i eurozonen. En strategi, der selvsikkert frigjorde sig fra den forfejlede monetære union,ville skabe en basis for solidaritet blandt Europas befolkning. Venstrefløjen ville være nødt til at forlade ”europanismen”, den officielle ideologi, der i lang tid har spøgt i dets kollektive tankegang.

Oversat af Bodil Olsen fra webmagasinet International Viewpoint.

Noter:
[1]Som er fuldt ud godtgjort i RMF (2010).
[2] Begge dele blev i højeste grad bevist ved konferencen ‘Public Debt and Austerity Policies in Europe - The Response of the European Left’,som blev afholdt i Athen i 2011
[3] Se for eksempel ATTAC Tyskland (2011) og Husson (2010).
[4] Ideen om en systematisk udstedelse af euroobligationer vandt betydelig indflydelse, da den blev fremsat af de kendte stemmer Juncker and Tremonti (2010). Men den havde allerede cirkuleret blandt strømninger på venstrefløjen i nogen tid.
[5] Som det gentagne gange er blevet noteret af f.eks Sturzenegger and Zettelmeyer (2007): Debt Defaults and Lessons from a Decade of Crises, Cambridge MA: MIT Press

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 26

En ny parlamentarisk taktik for Enhedslisten?

Frem mod valget i 2011 var en af Enhedslistens paroler, at partiet ville ”trække socialdemokraterne til venstre”. På trods af at Enhedslisten fik det bedste valg for venstrefløjen i mange årtier, var det dog svært at se effekten af forsøget på at ”trække” i S. Tvært imod gennemførte Thorning-regeringerne en grundlæggende borgerlig politik, der øgede uligheden, videreførte de borgerlige regeringers økonomiske politik, solgte DONG, angreb lærerne og meget andet. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.