RELATEREDE ARTIKLER

Oktober-revolutionen i tale og på skrift De røde Flertal – håb, sejre og nederlag Magtens kontinuitet "Dansk landbrug er fanget i en dødsspiral." Slaveriets lange tråd Af en krigsførende martyrs liv Når de nyser i Wall Street Trotskij på banen Portræt af et religiøst uhyre Draget i krig Politiske erindringer fra Vestkysten Det øko-socialistiske alternativ og vejen dertil Forfaldne lån Israelsk apartheid Nye bøger fra forlaget Solidaritet Ligestilling eller frigørelse Hvordan ville en virkelig materialistisk læsning af Game of Thrones se ud? 1948 – et dramatisk år Marxismen, fremskridtet og Auschwitz Det antimuslimske univers på tryk Stærk bog om klimakrisens revolutionære potentiale Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig Da Sexpol kom til Danmark Ukraine i fokus Forbrydelse betaler sig Det spøgte overalt Den europæiske højrefløjs fremmarch Karl Marx vender tilbage Kamppladser Vores Cuba Marxisten Bregengaard, kristendommen og demokratiet Krigsmodstanden, der ikke lod sig stoppe Palæstinensisk ikon Darwinistisk marxisme og kristendom Da verden gik amok En Fortælling om Skabelsen, Historien og Skæbnen Frida kan stadig nås The Spirit of '45 Slutspillet Anarkismen under behandling Derfor har Marx ret Recepten til S og SF Marx må ind på uddannelserne! Skarp pen fra Trotskij kan stadig inspirere Modstandens bog Det danske klassesamfund Linjen i den antifascistiske kamp I atomkrigens slagskygge Barbariets yderste kant Krisen og den udeblevne systemkritik PETs udsigt fra Karmeliterklosteret De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted Algeriets venner Jagten på den historiske Lenin Bombemordet i Søllerødgade Mordet på Trotskij som historisk roman Chavs – the Demonization of the Working Class Venstrefløjens nye partier 198 opskrifter på modstand Fascismens Italien Vi tog skraldet Troen på markedet Krigen følger med hjem Krigskib for pilgrimme Oprør nu og her! Velstandssamfundet Min broders vogter Den venezuelanske revolution En klassiker om Rosa The Trotsky Fagbevægelsen må rejse krav om fyringspulje og offentlig, deltagerstyret produktion Demokrati andet end et kryds Fra revolutionær socialist til reaktionær fremmedhader Gør SAP til sympatisør af Blekingegadebanden Blandt nynazister i den jyske hovedstad Frihed næste gang Trotskij for begyndere Min ven Stieg Larsson ”Umyndiggørelse” af pædagoger (og mange andre) Avatar findes i virkeligheden De overvågede tager ordet PET-bog med pletter Drengerøvsroman uden hemmeligheder Antikapitalistisk galgenhumor fra Island Dansk integrationspolitik – en ”megasucces”? Kampen om Ungdomshuset – studier i et oprør En grotesk provinshistorie Arabiske seksualiteter Populær kapitalismekritik på godt og ondt Et liv i revolutionens tjeneste

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Anmeldelse

15.03.11 | Kirsten Hvenegaard

Tip en ven      |    Print  

Det Tredje Riges sprog: Refleksioner over skabelsen af politiske problematiseringer og løsninger

Politiske beslutninger har effekter, som vi alle må leve med (som regel lever nogle bedre med dem end andre), og i den forstand er politik naturligvis andet og mere end talehandlinger. Alligevel er ord en ganske central ingrediens i politik: en hvilken som helst beslutning henter sin legitimitet ved at blive indsat i en bestemt ramme af (påståede) problemer, årsager og virkninger.

Victor Klemperers bog LTI – Lingua Tertii Imperii. Det Tredje Riges sprog, En filologs notesbog, som udkom på dansk i efteråret 2010 handler om talehandlinger, som gennem deres regularitet og gentagelse, siver ind i menneskers hverdagsliv og –forståelser af hvordan verden er skruet sammen. Denne artikel er både en slags anmeldelse af bogen og en refleksion over hvilken slags aktualitet, Klemperers noter om nazismens sprog har i dag – i særdeleshed i forhold til ’den udlændingepolitiske debat’.

LTI – Lingua Tertii Imperii
Victor Klemperers ’notesbog’ indeholder hans iagttagelser og analyser af nazismens sprog og stiller spørgsmål til hvordan sproget skaber Det Tredje Riges virkelighed for og i hvert enkelt menneske. Selv for dem, der, som Klemperer selv, er udsat for nådesløs forfølgelse: ”sproget digter og tænker ikke blot for mig, det styrer også mine følelser, det styrer hele min sjæls væsen, jo mere selvfølgeligt, jo mere ubevidst jeg overlader mig til det” (s. 29).

Klassificeret som jøde undertvinges Klemperers krop gennem gradvis og brutal fratagelse af alle rettigheder og gennem institutionaliseret og ikke-institutionaliseret hån, spot og fornedrelse. Hans ægteskab med en ’arisk’ kvinde betyder, at han ikke umiddelbart deporteres og aflives som de andre ’stjernebærere’, men truslen om deportationen ligger alligevel lige om hjørnet, og kan udløses vilkårligt – for eksempel begrundet i påståede forsøg på at skjule den gule stjerne. Undervejs forsvinder den ene efter den anden af Klemperers naboer i Dresdens jødehuse og (højst) et kvart år senere modtager den tilbageblevne jødiske menighed en dødsattest fra Ravensbrück eller Auschwitz. Dødsårsagen angives skiftevis som ”insufficiens i hjertemusklen” og ”skudt under flugtforsøg”. I de første år – før massegasningerne – ledsages dødsattesten endog af en urne. Nazismens banalisering af sine modbydeligheder ved hjælp af et gennemsystematiseret rationelt bureaukrati, vil jeg hævde med Zygmunt Baumans bog Modernitet og Holocaust (Hans Reitzel 1994) i baghovedet.

Mens kroppen er henvist til at forme sig efter regimets regler, fungerer Klemperers noter og hans iagttagelse af LTI som et stadig mere desperat forsøg på gennem det nazistiske regimes 12 år at undslippe den ubevidste sproglige undertvingelse – en balancestang kalder han sine studier. Klemperer var (romansk) filolog af profession, og derfor er det (især) det talte og det skrevne sprog, han koncentrerer sine optegnelser om. Men hans forståelse af ’sprog’ er bredere end som så. ”Det Tredje Rige taler med en forfærdende ensartethed gennem alle sine livsytringer og efterladenskaber: de grænseløst pralende prunkbygninger og ruiner, soldaten som type, SA- og SS-manden, som blev fastholdt som idealskikkelse på stadig nye, men stadig samme plakater, motorvejene og massegravene.” (s.23). Og selvom Hitlers og ikke mindst Goebbels taler ofte er genstand for Klemperers (re)konstruktion af det nazistiske sprogs mønstre, understreger han, at talerne ikke i sig selv inficerer befolkningen, derimod gled: ”Nazismen […]over i massernes blod gennem enkelte ord, faste udtryk sætningsformer, som de fik påtvunget gennem millioner af gentagelser, og som blev overtaget mekanisk og ubevidst” (s.28). Det er altså regimets totale karakter og det faktum, at de få besidder magten til at skrive tidens ordbog, som skaber den særlige situation – LTI.

Bogen er først udgivet på dansk i efteråret 2010, men udkom på tysk allerede i 1947, hvor Klemperer var blevet genindsat i sit professorat i Dresden og fra denne position deltog i afnazificeringen (et ord han gennem forstavelsen ’ent-’ knytter til LTI og som han håber og spår, vil forsvinde, men kun langsomt) af befolkningen. Hans udgivelse af sine noter dér og i netop noteform skal ses på baggrund af dette forehavende.

DDR og Nazityskland
For mig var Klemperer et nyt bekendtskab (selvom også hans dagbøger er udkommet på dansk). Hans fremstilling af nazismens grammatik er dybt fascinerende og skræmmende – hvilket måske har at gøre med det note-agtige format, hvor dagbogsoptegnelserne om LTI sættes sammen på tværs af de 12 år, og på én og samme tid bevarer deres akutte samtidighed og formidler i det refleksive bliks distance. Bogen er rosende anmeldt over hele linjen, og naturligvis er spørgsmålet om LTIs aktualitet for andet end en fjern nazistisk fortid dukket op. I Jyllandspostens anmeldelse (16.12.2010) opfattes LTI som et generaliseret ’toltalitært sprog’ om hvilket det hedder, at heller ikke Klemperer går fri: ”Han var kommunist og blev i DDR. Et par steder i bogen søber han af den kål, han selv har spyttet i, når han vil hævde, at der er en afgrund til forskel på Lenin som sjælens ingeniør og Hitler.” Med til denne del af historien hører, at Klemperer mod slutningen i sit liv (som endte i 1960) får øje på DDR-sprogets tvingende magt og derfra beskriver sin egen position som mellem alle stole. I andre anmeldelser – herunder Informations (3.12.2010) – gøres der opmærksom på ligheden mellem jødens fremskudte position som Den Anden (herunder i form af ’den jødisk-bolsjevistiske’, ’den jødisk engelske’, ’jødisk-franske’ osv. ’sammensværgelse mod det tyske folkefællesskab’) i LTI og dagens ’udlændingedebat’.

Forestillingen om oplysningstiden
Disse valg af perspektiveringer er ikke videre overraskende – de knytter an til en politisk kamp om, hvordan såvel fortid som nutid skal tolkes og fortælles (sættes på ord!), og dermed også hvad det er for nogle problemdefinitioner, politik skal beskæftige sig med. Ingen af de, som påpeger lighedstræk mellem dagens udlændingedebat og LTI, går videre end til netop at tale om træk. Det bør man heller ikke – i min opfattelse. Vi befinder os ikke i Danmark (og Europa) i dag i en situation, der som helhed lader sig sammenligne med hverken Nazityskland eller DDR. Men det betyder ikke, at alt er i sin skønneste orden heller. Der findes ingen indbygget vaccination mod at havne i noget, der ligner. I alle de anmeldelser, jeg har set (med mulig undtagelse af Morten Things i Modkraft 16.1.11) anskues naziregimet (og DDR-regimet i det omfang, det trækkes frem), som perverterede styreformer, der som udgangspunkt intet har at gøre med vort styre; rodfæstet, som dette er, i oplysningsprojektets idealer (det er jo i en af tidens foretrukne politiske fortællinger samtidig det, der adskiller os fra den islamiske verden, som angiveligt ikke har haft en ’oplysningstid’). Men hvad nu hvis oplysningsprojektet er forudsætningen for såvel nazistyret som DDR-regimet – og vores, sådan som Adorno og Horckheimer allerede hævdede det (med begrebet om oplysningens dialektik)?

”Sproget digter og tænker ikke blot for mig, det styrer også mine følelser, det styrer hele min sjæls væsen, jo mere selvfølgeligt, jo mere ubevidst jeg overlader mig til det”, skriver Klemperer og denne påstand handler ikke blot om det tredje riges sprog, men om sprog som sådan. Måske blev hans problem, at han kom til ubevidst at lade sig indrullere i DDRs ordbog?

Skabelsen af problemer
Klemperers analyse af LTI kan måske anskues som en tidlig udgave af en diskursanalytisk indfaldsvinkel på sprogets skabende kraft og dermed en problematisering af forholdet mellem sprog og virkelighed. Diskursanalytikeren Carol Bacchi foreslår, at vi kan analysere politik og politiske programmer gennem ganske enkelt at spørge til hvad problemet fremstilles som: What is the problem represented to be? Politik er ifølge Bacchi ikke forskellige bud på hvordan vi skal løse diverse samfundsproblemer, men må snarere analyseres baglæns: en hvilken som helst løsning præsenterer sig kun som sådan i kraft af en definering af ’noget’ som et problem. Undertiden er dette ganske åbenlyst – som når Pia Kjærsgaards reaktion på ikke at opnå opbakning til at forbyde paraboler er: ja men så må I jo finde en anden løsning på ’problemet’. Ofte er det imidlertid noget vanskeligere. Mange problemer antager hen ad vejen sandhedskarakter. Tænk blot på efterlønnen, der er gået fra at være en løsning på et problem til at blive et problem, som skal løses. Eller tænk på debatten om tilstrømningen af flygtninge i 80’erne. En klar politisk intention (først fra den daværende borgerlige regering, men siden hen med tilslutning fra Socialdemokratiet) om at begrænse antallet af asylansøgere, som kunne opnå opholdstilladelse i Danmark, blev håndteret ved at problematisere flygtningene. Således blev begrebet ”bekvemmelighedsflygtninge” opfundet (undertiden suppleret med ”uægte migranter”), og på den måde kunne fokus drejes fra at handle om den politiske vilje til at deltage i løsningen på globale politiske problemer til at handle om egenskaber ved flygtningene. Og som kronen på værket kunne de danske politikere gennem denne manøvre fortsat hævde at være humanitært indstillede. Måske er vi ikke helt ude i ’den jødisk-bolsjevistiske sammensværgelse’, men der er ubehagelige ligheder i den anvendte logik.

Sorte huller i det nationale territorium
Grundlæggende er ’ghettoer’ ganske tæt på at være generelt accepteret som ’et problem’ – uagtet at der er forskellige bud på, hvordan det skal løses. Følgende citat stammer fra det efterhånden obligatoriske afsnit om ”De Andre”, altså dem, som ikke tilhører det højt besungne danske værdifællesskab, fra statsministerens åbningstale til Folketinget 5. oktober 2010:

”Men der er opstået en slags huller i danmarkskortet, steder, hvor de danske værdier tydeligvis ikke længere er bærende. […] Vi skal sætte målrettet ind. Tiden er kommet til at gøre op med en misforstået tolerance over for den intolerance, der hersker i dele af ghettoerne. Lad os tale åbent om det: I områder, hvor danske værdier ikke har fuldt grundfæste, vil almindelige løsninger være helt utilstrækkelige. Det nytter ikke noget kun at poste flere penge i at male facader. Vi står over for særlige problemer, der kræver særlige løsninger.”

Konstruktionen af bestemte boligområder (med bestemte beboersammensætninger, som det hedder) som sorte huller i det nationale terræn er ikke ny, men det er dog første gang jeg har set det udtalt så direkte: Huller i Danmarkskortet. Ghetto-begrebet er på umærkelig vis gledet ind i det danske hverdagssprog. Undervejs er betydningen ganske vist skredet fra at referere til tvangsmæssig indespærring (af jøder) til nu at betyde minoriteternes foretrukne og problematiske isolation, som forårsager skabelsen af såkaldte ’parallelsamfund’.

I indledningen til ghetto-afsnittet af åbningstalen hedder det, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti fører en fast og fair udlændingepolitik, som fører til ”ægte integration”. Sloganet om en fast og fair udlændingepolitik stammer fra valgkampen i 2001, men det, at sætte udlændingepolitikken på slogans går tilbage til midten af 90’erne, hvor vi for eksempel i 1994 finder betegnelsen ”stram og humanistisk” lanceret af den daværende socialdemokratisk ledede regering. På nogenlunde samme tidspunkt (1996) er De Konservatives politik ”ansvarlig og næstekærlig”. Midt-90’erne er tiden, hvor striden står mellem ’strammere’ og ’slappere’ i relation til det udlændingepolitiske område. Det er bemærkelsesværdigt, at det i dag er et nærmest umuligt politisk projekt ikke at fremstille sig selv som ’strammer’ eller i al fald som ’stram’. Mens fast/ansvarlig således er den nødvendige ingrediens i en hvilken som helst politik, så er ord som ’humanitær’ eller ’tolerant’ i denne sammenhæng er blevet negative henvisninger til ’tossegodhed’ eller manglende vilje til at se kendsgerningerne i øjnene. Dette sidste finder også vej ind i åbningstalen i form af: ”misforstået tolerance over for intolerance” og: ”lad os tale åbent om det”, hvor det med at tale åbent henviser til en ofte gentaget konstruktion af ’udlændingedebatten’ som præget af en selvcensur, der forhindrer problemerne i at træde tydeligt frem, og som derfor også er en barriere for at finde løsninger. Med henvisning til denne diagnose kan enhver afvigende problemformulering afvises som politisk korrekt selvcensur. Sprogbrugen bliver altså kritik-immun – andre politiske bud udelukkes på forhånd som illegitime, frem for blot at være ’forkert politik’.

Undtagelsestilstand
’Ghettoen’ oparbejdes i åbningstalen gennem skabelsen af en bestemt type af grænser. Argumentet har således som sin første præmis, at noget udskilles som værende ’ikke-del-af-samfundet’. ’De udsatte boligområder’ er således ghettoer, fordi beboerne i disse områder mangler det, der karakteriserer det danske samfund: nogle bestemte værdier. Af samme grund kan det danske samfund hævdes at være en irrelevant faktor i forhold til skabelsen af problemet ghetto. Dette sammenfattes kraftfuldt i talen gennem metaforen om de sorte huller i Danmarkskortet, som effektivt sætter billede på, hvordan det nationale territorium udhules indefra. ’Ghettoens’ beboere synes både at være inden for og uden for det nationale territorium – eller sagt på en anden måde: de befinder sig i en slags undtagelsestilstand, hvor de hverken er inden for eller uden for. De karakteristika, som klæber til beboerne i ghettoen, er ifølge Statsministeren, at en stor del af dem: ”er uden arbejde” og desuden er det områder: ”hvor der bor mange kriminelle, og hvor der bor mange med indvandrerbaggrund”. De to første led i denne opremsning kan vel knap siges at være fænomener, der ikke har en eller anden plads i det danske samfund – mens det sidste i bogstavelig forstand farver udsagnet på en bestemt måde: arbejdsløshed og kriminalitet bliver til en særlig slags af at blive sat sammen med ’indvandrer-baggrund’. Den generalisering, som finder sted, betyder samtidig, at det at bo i et af de sorte huller i sig selv bliver til en indikation på manglende tilknytning til eller deltagelse i ’det omgivende samfund’.

Jeg søger med disse afsluttende betragtninger om ghettoens betydning at illustrere, hvad det er for nogle sproglige konstruktioner og glidninger, som karakteriserer udlændingedebatten. Nogle af de glidninger bærer ubehagelige lighedspunkter med Klemperers optegnelser af LTI, er det min påstand – som man passende kan be- eller afkræfte ved selv at læse bogen, som hermed skal anbefales.

Victor Klemperer: LTI – Lingua Tertii Imperii. Det Tredje Riges sprog, En filologs notesbog. Tekst og Tale Forlag 2010.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 20

Appel til den Pakistanske regering og styret i Gilgit-Baltistan regionen

På torsdag skal højesteret i Pakistan genbehandle sagen mod Baba Jan, politisk aktivist og fagforeningsleder. I den forbindelse samles der underskrifter på nedenstående solidaritetserklæring. Vi ønsker fra SAP’s side at styrke opmærksomheden på dette politiske overgreb - og bringer i den forbindelse solidaritetserklæringen som denne uges ugekommentar. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.