læs mere om: Venezuela | Arabiske revolutioner

05.03.11 | Ataulfo Riera

Tip en ven      |    Print  

Latinamerika og den arabiske revolution: : Falliterklæring for Chavez?

Hvis Castro og Chavez blev taget fuldstændig på sengen af det arabiske oprør, så lader de i øjeblikket til at være ude af stand til at forstå karakteren, omfanget og sammenhængen i den revolutionære proces, som nu ruller hen over hele regionen.

I Europa bruger regeringerne islamismens skræmmebillede for at svække arbejdersolidariteten med de arabiske masser, og forhindre, at oprøret smitter af i Europa. Men i Latinamerika er det selve de progressive ledere i Venezuela og Cuba, som forsøger at isolere de spirende revolutioner ved at fremhæve den påstået ”anti-imperialistiske” karakter af de despotiske libyske, syriske og iranske regimer, som nu bliver destabiliseret af den voksende bølge af folkelige kampe.

Den arabiske revolution er en lakmustest for imperialismen, men også for den cubanske ledelse og for Chavez i Venezuela. Hvis Castro og Chavez blev taget fuldstændig på sengen af det arabiske oprør, så lader de i øjeblikket til at være ude af stand til at forstå karakteren, omfanget og sammenhængen i den revolutionære proces, som nu ruller hen over hele regionen. De synes overhovedet ikke i stand til at forstå den kratfulde tørst efter ægte demokrati, social retfærdighed, uafhængighed og suverænitet, som motiverer de arabiske masser, og den formidable mulighed, som deres kampe giver for at svække imperialismen og grundlæggende ændre styrkeforholdet mellem kapital og arbejde på internationalt plan, og.

Holdningen hos Fidel Castro og Hugo Chavez til begivenhederne i Libyen er særligt chokerende. På en måde, som er mindre udtalt hos førstnævnte, og temmelig gennemført hos sidstnævnte, foregiver de, at det libyske folks oprør er et resultat af manipulation, et imperialistisk plot, som har til formål at omstyrte et fjendtligt regime. Pudsigt nok, forholder denne ”tese” sig ikke til det libyske regimes egen version, ifølge hvilken det tværtimod er Al-Qaeda, som står bag ”opstandene”. Men i modsætning til alle disse vanvittige konspirationsteorier, er der intet ”specielt” eller ”særligt” ved revolutionen i Libyen, intet udenlandsk plot styret af CIA eller Bin Laden. Tværtimod er det en integreret del af den arabiske revolutionære proces, som foregår i hele regionen. Dertil kommer, at det ikke sker tilfældigt, eftersom det diktatoriske libyske regime er klemt præcist mellem den tunesiske og den egyptiske revolution.

Trods alt har Fidel Castro erklæret, at man må “ vente så længe som nødvendigt, for at vi virkelig kan vide, hvad der er sandt og hvad der er løgn eller halve sandheder om det, som vi får at vide om den kaotiske situation (sic!) i Libyen.” Men han drager alligevel en umiddelbar konklusion Det værste nu vil være at tie om den forbrydelse, som NATO er på vej til at begå mod det libyske folk. For lederne af denne krigsliderlige organisation har travlt. Det må fordømmes.” Problemet er, som Santiago Alba Rico og Alma Allende påpeger (se engelsk oversættelse her! http://www.tlaxcala-int.org/article.asp?reference=4011) , at i dag er det ikke NATO-fly, som skyder det libyske folk ned med maskingeværer; det er Gaddafi-regimets fly! Det haster altså ikke, ifølge Castro, med at fordømme det blodbad, som Gaddafi begår mod sit folk og at vælge side sammen med det folkelige oprør, - det som haster, er at demonstrere mod den fremtidige og hypotetiske NATO-intervention. Så af hensyn til truslen om en forbrydelse, som er en vag mulighed, skal vi ”være tavse” om en faktisk forbrydelse, som foregår her og nu.

Efter den samme ensidige ”lejr-opfattelse” (”min fjendes fjende er min ven”) har præsident Hugo Chavez den 25. februar, ligesom Nicaraguas præsident Daniel Ortega, givet sin ”støtte til den libyske regering”, på et tidspunkt, hvor, hvor den massakrerer sit folk med tunge våben. Indrømmet: Der er ingen tvivl om, at imperialismen ligger og venter på at udnytte selv den mindste mulighed. Indrømmet: Vi må og skal fordømme imperialismens dobbeltmoral, som fordømmer civile ofre i Libyen, men ikke i Irak, Afghanistan eller Palæstina. Men det retfærdiggør ikke støtte til en blodig tyran, som netop giver imperialismen en kærkommen lejlighed til at genvinde sit fodfæste, og som, trods sine verbale udgydelser om den såkaldte ”grønne revolution”, står i spidsen for et system af udbytning og et korrupt regime, som er pot og pande med det imperialistiske system for udplyndring af området for dets rigdomme.

I Venezuela har revolutionære organisationer som Marea Socialista taget et klart standpunkt til støtte for det libyske folk og imod diktatoren Gaddafi. Vi kan kun håbe, at de venezuelanske og cubanske arbejdere vil være bedre i stand til at forstå, hvad der er på spil end deres ledere er. Men, selv hvis han kommer til fornuft og korrigerer sin holdning, er der ingen tvivl om, at de katastrofale erklæringer fra Chavez umiddelbart og på langt sigt vil skade den enorme prestige, som han indtil nu har nydt blandt de araviske masser. Denne popularitet kom fra hans erklærede modstand mod krigen og besættelsen af Afghanistan i 2001 og Irak i 2003, såvel som mod Israels aggression mod Libanon i 2006. Det nåede et højdepunkt i 2009, da han besluttede at udvise den israelske ambassadør og dele af ambassadens personale for at protestere mod massakren, som den israelske stat begik mod Gaza, for på den måde at sin ”ubetingede solidaritet med det heroiske palæstinensiske folk”. Det mest alvorlige er, i forhold til Chavez, at det er prestigefyldt alternativ, der bliver set som progressivt og som forsøger at opbygge ”socialismen for det 21. århundrede”, som er i fare for at blive dybt miskrediteret i den arabiske verden.

Denne holdning udgør en Guds gave for de reaktionære og imperialistiske kræfter, som for enhver pris forsøger at kontrollere eller stoppe den arabiske revolution i den nuværende situation, hvor de er forvirrede over omfanget af det, der foregår. Dertil kommer, at ved at stille sig på samme side som den libyske tyran, skyder Chavez-ledelsen sig selv i foden ved at give ammunition til sine egne fjender, som konstant kommer med grundløse beskyldninger om Chavez’ ”diktatoriske” egenskaber.

I Europa, Latinamerika, USA og Asien fortjener det arabiske folk – som i dag står i spidsen for den anti-imperialistiske kamp – en ubetinget støtte fra progressive kræfter verden over. Dette er den eneste vej til effektivt at svare igen på imperialismens hykleriske påstand om repræsenterer folkets demokratiske interesser og at imødegå enhver trussel – virkelig eller påtænkt – om en militær intervention.

Ataulfo Riera er medlem af ledelsen af LCR/SAP (Ligue Communiste Révolutionnaire-Socialistische Arbeiderspartij), den belgiske sektion af Fjerde Internationale. Artiklen er oversat fra fransk af Åge Skovrind og blev først bragt på LCR/SAPs hjemmeside.

Tip en ven      |    Print