RELATEREDE ARTIKLER

Hvad Oktober 1917 kom til at betyde Fra Oktober til i dag Revolution på familiefronten Brød, sex og verdenskrig Seksuelle relationer og klassekamp Revolution i børnehøjde Opstanden, der bragte tre århundreders zar-styre til fald Sådan blev scenen sat for en revolution Ernst Thälmann og den tyske kommunismes tragedie Trotskij på banen Marshallhjælpen – hvad gik den ud på? I Ukraine hyldes jødemordere Påskeoprøret i Irland 1916 Rosa Luxemburg i vores tid Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Det kommunistiske Partis Manifest Clara Zetkins kamp for enhedsfronten Hvorfor er Putin bange for Trotskij? Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig ”Vort blod har samme farve!” Kapitalismens verdenskrig og kampen imod den Ernest Mandel og den marxistiske teori om bureaukratiet Arbejderenhed og feminisme på Kominterns kongres Da verden gik amok The Spirit of '45 Rådsdemokrati vs. parlamentarisme Dannelsen af Fjerde Internationale Ingen fredelig vej til socialisme Da Galgebakken sagde nej til huslejestigninger Den spanske borgerkrig sat i rammer Historien om en revolutionær Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Danske jøder evakueret Rosa Luxemburg – en ørn Aktivisten Poul Møller – nu hædret med både medalje og orden Den »svenske revolution« i 1917 ”Man må aldrig give op” De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted En snak over en kasse efterladte papirer Hvad er Socialdemokratiet? Jagten på den historiske Lenin Karl Marx og Første Internationale Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Islam og demokrati Fascismens Italien En fabriksarbejders livshistorie Revolutionen i Tønder 1918-19 Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik Perspektiver for Palæstina Internationalens nødvendighed Var PET-oplysninger årsag til attentat? SAP og det politiske politi Kommission med skyklapper Kommissionen der brugte 10 år Reaktion eller revolution Revolution i Tyskland Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere »Mere plads i dag til en anti-kapitalistisk venstrefløj end dengang« Intelligent slubbert på visit Den røde terror Den hvide terror Borgerkrigens tunge arv Stalinismen, nazismen og det daglige folkemord Den rensende revisionismes diskrete charme Sejre og udfordringer for venstrefløjen I Portugal Macron som præsident: Den kapitalistiske offensiv vil skærpes Storm og kompas Iglesias genvalgt på Podemos-kongres Kommuner afviser uretmæssig gæld Venstrefløjen styrket i Podemos Efter 14. juni, kampen fortsætter Aftale mellem Podemos og Izquierda Unida "Krisen" i Podemos Frankrig rejser sig – om natten 1-år med Syriza ved magten Frem mod et demokratisk brud og et stop for nedskæringer Uventet aftale på venstrefløjen skaber sejre og afslører modsætninger Socialdemokratisk regering med støtte fra venstrefløjen Nationalisme og krigsmageri vandt valget Græske soldater nægter at gøre front mod flygtninge Venstrefløjspartiet vandt – men venstrefløjen tabte Højrefløjen mister flertal, Venstre-Blokken går frem SYRIZA fik klar sejr - i skyggen af lav valgdeltagelse og nye nedskæringer Venstrefløjen bryder med Tsipras Demokrati mod finans-kolonialisme Solidaritet med de fængslede demonstranter fra 15. juli Konsekvenserne af kapitulationen Udtalelse om aftalen og Syrizas fremtid Flertal i Syrizas Centralkomite siger nej til aftalen med EU Det græske Nej er et signal om afgørende kampe mod Trojkaen Kan Ciudadanos redde højrefløjen? Kommission skal revidere den græske gæld Vejen til folkemagt? ”At gå denne vej kan kun betyde nederlag” “En sandkorn i maskineriet” Venstrefløjens opgaver efter SYRIZAs sejr Podemos stormer frem En eksemplarisk kamp, som kan smitte ”Forandringen kommer ikke fra EU-parlamentet” Efter kommunalvalget og demonstrationerne 12. april ”Podemos!” (Vi kan!) Vælgerlussing til franske socialdemokrater “Hvid tidevandsbølge” skyller privatiseringsplan i sundhedsvæsenet væk Protestbølgen 2012-13 Højrefløjen kriminaliserer abort Aktionen mod Gyldent Daggry Modstanden på Taksim Optøjer og politivold i Tyrkiet Krisen på den radikale venstrefløj og debatten i Sinistra Critica Vend siden og skriv en ny bog Politisk dødvande, mens nedskæringer fortsætter – og dræber Venstrefløjens historiske ansvar i Grækenland Jorden til dem, der dyrker den Nyt baskisk venstrefløjsparti efter strategisk kursændring Ingen stemmeopfordring fra Sinistra Critica Syrizas ledelse udfordret fra venstre Kan SYRIZA blive et nyt PASOK? Udsigten til en venstre-regering i Portugal Afvis trojkaens tyveri og vælt regeringen Retten til selvstændighed og venstrefløjens forslag En million i oprør i gaderne Farvel Spanien? Brev fra Alexis Tsipras til EU-Kommissionens formand Vi skal genskabe troen på at mobilisere ”Vi har præsenteret et antikapitalistisk svar” Venstrefrontens Jean-Luc Melenchon er præsidentvalgets overraskelse Græsk hospital nu under arbejderkontrol! Omstrukturering, revision eller sletning af gælden? Absolut flertal til højre Farvel til Berlusconi - nu skal vi kæmpe imod bankdirektørernes regering EU-topmødets aftale er uacceptabel Grækenland på randen undtagelsestilstand – et spørgsmål om dage Vi vil ikke betale jeres ejendomsskat! Vi vil vælte jer! Kæmpe sejr for de indignerede 15. Maj bevægelsen i Spanien Stop betalingerne- slet gælden – nationaliser bankerne under arbejderkontrol – ud af eurozonen og EU nu! ”Et nederlag, som skal kaldes, hvad det er” Oppe og nede Arabisk forår og spansk sommer Den yderste venstrefløj i en blindgyde Social modstand er løsningen – ikke et farvel til euroen Succes for den anti-kapitalistiske venstrefløj i lokalvalgene Berlusconismen i krise – og venstrefløjen på et sidespor Mobiliseringerne fortsætter Modstand mod Sarkozys pensionsreform skaber en eksplosiv situation Meningen med den græske krise "Eliten er i gang med at hævne sig på befolkningen" Tørklædesag i fransk valgkamp Stor fremgang til venstrefløjen 'Vi vil have selvstændigheden til at materialisere sig' Oprør og antikapitalistisk samling Grækenland i oprør Billeder fra historiske protester i Grækenland På vej mod et nyt antikapitalistisk parti Antikapitalisme i EU-valget ”Det røde postbud” blev udspioneret 11 teser om hvordan den italienske venstrefløjs krise kan imødegås Neo-fascister opruster under Berlusconi Splittet venstrefløj tabte alt Fremgang for venstrefløjen

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Sydeuropa | Historie

01.01.07 | Daniel Bensaid/Jim Wolfreys

Tip en ven      |    Print  

Frankrig 1968: Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende

I dette interview diskuterer Daniel Bensaid situationen for den nuværende franske studenterbevægelse og sammenligner bevægelsen i maj 1968.

Som en af dem, der selv var med i bevægelsen i maj 1968, hvad ser du så som de vigtigste ligheder og forskelle mellem dengang og det, som sker i dag?

– Der er mange flere forskelle end ligheder. I virkeligheden var studenterbevægelsen i 1968 en – ganske vist vigtig – men stadig en mindretalsbevægelse helt frem til »natten på barrikaderne« den 10. maj.

– Det var efter besættelsen af Sorbonne Universitet og starten på arbejdernes generalstrejke, at bevægelsen for alvor bredte sig.

– Den anden forskel handler om bevægelsens motiver. I 1968 var gnisten en demonstration mod krigen i Vietnam. Emnerne var meget internationalistiske – solidaritet med Vietnam og med de tyske og polske studenter.

– Ved siden af disse emner var der andre, som f. eks. kravet om fælles kollegier for mænd og kvinder. – Den nuværende bevægelse er direkte knyttet til sociale spørgsmål – afskaffelsen af arbejdsmarkeds-rettigheder og udbredelsen af deltids- og vikarjobs, som er udbredt både blandt unge under uddannelse og blandt arbejdere. Spørgsmålet om et »link« - og ikke bare en solidaritet – mellem de to er derfor afgørende.

– Endelig er den grundlæggende forskel den generelle ramme og specielt den betydning, arbejdsløsheden har i dag. I 1968 kunne de arbejdsløse tælles i titusinder i en periode med almindelig vækst, så studenterne behøvede ikke at bekymre sig om fremtiden.

– I dag er seks millioner enten uden arbejde eller har midlertidigt løsarbejde, og i løbet af de sidste fem år har vi set en række sociale nederlag, til trods for de sociale bevægelser i 1995 om den offentlige sektor, og i 2003 om pensionerne. Så styrkeforholdet, som den nuværende bevægelse operer i, er som udgangspunkt meget ugunstigt.

I 1968 og igen i 1986 blev studenterbevægelsen fulgt op af strejker. Hvad er forholdet mellem de nuværende mobiliseringer og arbejderbevægelsen?

– Forbindelsen er naturlig, og arbejderbevægelsen er mindre lukket, eller fjendtlig, end den var over for studenterne i 1968.

– Dengang blev denne fjendtlighed, eller bekymring, især fremmet af den arbejderistiske demagogi fra det kommunistiske parti og fagforbundet CGT, som kontrollerede arbejderbevægelsens højborge.

– I dag er relationerne mere afslappede. På den ene side er de bureaukratiske apparaters evne til at kontrollere tingene blevet væsentligt svækket. På den anden side betyder det voksende antal unge på gymnasiale og universitetsuddannelserne, at de ikke kan fremstilles som alene middelklassens børn.

– Men det faglige bureaukrati er stadig en bremseklods, som vi kan se på deres langsommelighed med at indkalde en generalstrejke. Efter de store demonstrationer den 18. marts vil det være det eneste skridt, der kan løfte kampen op på et højere niveau og, måske, tvinge regeringen i knæ.

Lederen af den faglige landsorganisation CGT, Bernard Thibault, har rejst perspektivet om en generalstrejke mod CPE. Hvilken rolle spiller de største landsorganisationer, CGT, Force Ouvriere og CFDT – i bevægelsen?

– Alle landsorganisationer har erklæret sig osm modstandere af CPE og har opfordret til aktionsdage. Men den 7. marts var det kun Force Ouvriere, som kaldte til strejke blandt sine medlemmer. CFDT er meget fodslæbende. – Og den 18. marts gjorde CGT ikke alt, hvad man kunne, for at mobilisere ud over sit eget apparat (som er ganske stort). Bortset fra lærernes fagforbund FSU, som har fremlagt en klar linje for strejke, lader det til, at landsorganisationerne lægger op til en ny mobilisering noget ude i fremtiden – den 28. eller 30. marts – som vi finder alt for sent.

Dermed risikerer man, at bevægelsen smuldrer, og det genkalder de dårlige minder fra de bureaukratiske manøvrer, som udmattede bevægelsen i 2003 mod pensionsreformen.

Politiske organisationer synes at holde lav profil i studenterbevægelsen. Hvordan forklarer vi det?

– De politiske organisationer er meget svage blandt de studerende. De tre mest synlige kræfter er en strømning knyttet til Socialistpartiet, som lægger sig op ad det socialistiske parlamentsmedlem Henri Emmanuelli) og som kontrollerer studenterorganisationen UNEF. Desuden er der LCR og en forvirret anarkistisk gruppering.
 

– Det kommunistiske parti støtter bevægelsen, men står meget svagt blandt de studerende. Flertallet i Socialistpartiet håber at profitere på den mistillid, der nu omgiver regeringen, til at vinde præsidentvalget i 2007.

– Samtidig er de bange for, at hvis bevægelsen bliver for stærk, vil den uddybe partiets modsætninger og styrke, selv beskedent, den radikale, anti-liberale venstrefløj. Olivier Besancenot, LCR’s præsidentkandidat, er den eneste kendte politiske figur, som både er ung og populær i bevægelsen.

En sejr mod CPE vil gøre det svært for regeringen at fortsætte sin neoliberale politik. Vil det også gøre det nemmere for venstrefløjen at stå sammen mod neoliberalismen?

– Denne sejr er endnu ikke vundet. Der står meget på spil de næste uger. En sejr vil være det første nederlag, som gadens parlament vil have tilføjet de neoliberale reformer i mange år.

Men det alene vil ikke være nok til at ændre styrkeforholdet, og først og fremmest vil det ikke være tilstrækkeligt til at give den sociale bevægelse et troværdigt politisk udtryk, fordi det kun i begrænset omfang vil ændre det politiske styrkeforhold.

– Det er sandsynligt, at Socialistpartiet vil formå at kanalisere forhåbningerne ind i et regeringsskifte forstået som et mindre onde – selv om Ségolene Royale, en af partiets spidskandidater, allerede hylder Tony Blair.

– Det afgørende spørgsmål er at fortsætte med at knytte an til de temaer, som nej-kampagnen mod EU-forfatningen førte frem, og at få fokus på den næste regeringsalliance.

– Det mest sandsynlige udfald er, at tidligere medlemmer fra ex-premierminister Lionel Jospins regeringskoalition vil blive satellitter for Socialistpartiet i en situation, der minder om Italien, hvor dele af venstrefløjen har indgået en valgalliance med Romano Prodi og det traditionelle Socialdemokrati. Spørgsmålet om at opbygge en ægte antikapitalistisk alternativ er derfor fortsat det centrale spørgsmål.

Artiklen blev første gang bragt i den britiske ugeavis Socialist Worker. Oversat af Åge Skovrind. Daniel Bensaid er en af Frankrigs mest fremtrædende marxistiske filosoffer og har skrevet en lang række bøger. Han er medlem af ledelsen i LCR.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 25

Økonomiaftale 2018: Afviklingen af den kommunale velfærd fortsætter

Aftalen om kommunernes økonomi i 2018 er endnu et skridt i den langsomme afvikling af den borgernære velfærd. For aftalen løfter godt nok serviceudgifterne med 300 mio. kr., men alene næste år skønnes udgifterne fra flere ældre og børn at stige med 1,3 mia. kr. Altså vil det reale ressourceforbrug per bruger falde. Samtidig giver aftalen 300 mio. kr. til skattelettelser – noget der åbenlyst vil gavne de rigeste kommuner. Regeringen formår dermed at presse kommunerne i stadig mere borgerlig og asocial retning: Mindre velfærd, flere skattesænkninger. Behovet for et kommunalt oprør er stadig påtrængende. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.