læs mere om: Arabiske revolutioner

06.01.11 | Corinne Quentin

Tip en ven      |    Print  

Oprør: Den tunesiske intifada

Efter at en en ung arbejdsløs mand den 17. december brændte sig selv ihjel, er det største oprør i Tunesien brudt ud siden "brødopstanden" fra 1984.

Den tunesiske intifada sker i en situation med forarmelse af befolkningen og en voksende ungdomsarbejdsløshed, ikke mindst blandt blandt de unge, som har afsluttet deres uddannelse.

En første reaktion har været en flugt til udlandet, og for mange er Algeriet blevet et økonomisk eksil. En anden konsekvens har været en stribe af selvmord blandt unge arbejdsløse (alene i 2010 var der elleve selvmord i byen Bousalem). En tredje har været en stigning i arbejderkampe, med et højdepunkt af strejker i marts og store protester mod arbejdsløsheden. Disse har især rystet mineregionen Gafsa-Redeyef fra januar til juni 2008, og i 2010 byen Skhira og regionen Ben Guerdane.

I landbrugsregionen Sidi Bouzid, gennemførte bønderne i Regueb i juni sidste en række jordbesættelser, efter de var blevet truet med at blive smidt ud af bankerne. Den unge Bouazizi, som brændte sig selv ihjel den17. december, kommer fra Regueb, og hans død var den gnist, der har fået ilden til at brede sig til hele Tunesien.

Bevægelsen startede fra midten af landet, men i øjeblikket demonstrerer befolkningen spontant over hele landet med krav om beskæftigelse. Deltagerne omfatter mange unge, som bliver arbejdsløse efter afsluttet uddannelse, samt fagforeningsaktivister. Bevægelsen har bredt sig til advokaterne, som er kendt for at gå forrest i kampen mod diktaturet, og når undervisningsåret starter igen, kan gymnasieelever og studerende – som kun har udsigt til arbejdsløshed – gå med i kampen.

Demonstranter kræver job. De siger nej til korruptionen og til det regerende parti, til "Trabelsia", det vil sige den herskende familie, som har tilranet sig landets rigdomme. De kræver, at Ben Ali, landets præsident gennem 23 år, træder tilbage. Forhadte lokaliteter er blevet angrebet, plyndret eller brændt ned : politistationer, Nationalgardens kaserner, mindesmærker til ære for diktaturet.

Myndighedernes svar er det samme som i de sidste 23 år: indsættelse af politistyrker, arrestationer, tortur, retssager og fysiske overgreb, ikke mindst på journalister og advokater, der rejser en kritik.

Men det spontane oprør har udviklet sig til en modstandsbevægelse. Tre uger efter at bevægelsen startede, fortsætter folk med at gå på gaden, på trods af de døde, de sårede og undtagelsestilstanden, og på trods af den svage eller ikke-eksisterende selvorganisering.
I fraværet af en opposition er den faglige landsorganisation UGTT den eneste kraft, der samler over hele landet. I spidsen for mobiliseringerne finder man de samme fagforbund, som helhjertet har støtte de dømte fra Gafsa-Redeyef: ansatte inden for uddannelse, post og telekommunikation, grupper af sundhedspersonale, mv. Mange lokale og regionale fagforeninger støtter befolkningen, men de folkelige protester er ikke organiseret af fagforeningsfolk og aktivister fra Redeyef, som det var tilfældet i 2008, og som gjorde det muligt at centralisere bevægelsen i denne region og opbygge en styrke. Desværre har UGTT’s landsledelse officielt taget afstand fra såvel mobiliseringerne, som er organiseret af nogle af dens egne strukturer, som fra parolerne mod regimet.

Ben Ali ved, at han kan regne med støtte fra de imperialitiske magter. På den anden side har der været solidaritetsaktioner for den tunesiske bevægelse i Paris, London, Geneve, Montreal, Bern, Bonn, München og Kairo.

Oversat fra den franske ugeavis Tout est à nous !
 

Tip en ven      |    Print